Læsetid 6 min.

’Festen’ og ’Adéles liv’ har forandret verden. Og de er begge vist på Cannes

Adèles liv er en uforglemmelig, følelsesmæssig rutsjebanetur, der indfølt minder én om, hvordan det var at være ung og usikker og møde det, man troede, var den store, evige kærlighed, for så at miste den igen.

Adèles liv er en uforglemmelig, følelsesmæssig rutsjebanetur, der indfølt minder én om, hvordan det var at være ung og usikker og møde det, man troede, var den store, evige kærlighed, for så at miste den igen.

Camera Film
19. maj 2017

Filmfestivalen i Cannes kan i år fejre sin 70-årsfødselsdag og dermed se tilbage på verdenspremieren på lanceringen af mange fremragende og banebrydende film, som har understreget, at festivalen er filmkunstens og kunstfilmens fremmeste skueplads. Informations filmredaktør, Christian Monggaard, der er i Cannes for 19. gang, fortæller her om sine syv favoritter.

Festen og Idioterne (1998)

Det var mit første år i Cannes, og jeg blev blæst bagover af Thomas Vinterberg og Lars von Triers dogmefilm. Festen, der siden rejste verden rundt og gjorde Vinterberg til en stjerne, var og er et stærkt familiedrama fuld af store følelser og ubekvemme hemmeligheder. Og Anthony Dod Mantles pågående kamera, der frit bevæger sig rundt blandt skuespillerne, gør kun det hele mere intenst og uforudsigeligt.

Med tiden er det dog Triers Idioterne, der næsten har haft den største indvirkning på mig. Den fortæller historien om en flok yngre velfærdsdanskere, der gør oprør mod deres liv og det omgivende samfund ved at flytte ind i et stort hus i Nordsjælland for at ’spasse’, som de kalder det. Filmen handler med andre ord om det, den også selv er: Et knytnæveslag i ansigtet på den gode, korrekte smag.

Og så rummer den en af filmhistoriens mest hjerteskærende scener, nemlig til slut, hvor den sørgende Karen (en fænomenal Bodil Jørgensen), der har mistet sit barn, tager hjem til en mand og en familie, der på ingen måder forstår hende, og ’spasser’.

Med Festen og Idioterne beviste Vinterberg og Trier, at Dogme95, der blev lanceret tre år forinden, bestemt ikke bare var en fiks idé, men en befriende og kreativ ramme, som kunne frembringe stor og smuk kunst om det at være menneske.

In the Mood for Love (2000)

Sørgmodige valsetoner, varme farver og smuk slowmotion blandes i Hong Kong-instruktøren Wong Kar-wais uhørt sensuelle drama, der foregår i begyndelsen af 1960’erne og fortæller om umulig kærlighed. Maggie Cheung og Tony Leung spiller hovedrollerne som to ensomme storbymennesker, der er gift til anden side, men knytter et venskab og siden forelsker sig, hvilket ikke er helt uproblematisk i et kysk og konservativt samfund.

Kar-wai er en mester i antydningens kunst, og han ved, hvordan man skildrer længsel og uforløste følelser: Kameraet panorerer rundt, og billeder af hænder, ben, nakker, ansigter i profiler, mennesker, der betragtes gennem vinduer og døråbninger, halvt skjult bag stolper og gardiner eller bevæger sig gennem tomme, regnvåde gader i takt til den smægtende vals, får lov til at tale i stedet for nok så mange ord.

In the Mood for Love er en vidunderlig film, og instruktørens brug af musik og slowmotion har siden sat sig spor hos mange andre filmmagere i kærlighedens tjeneste.

Irreversible (2002)

På filmfestivalen i Cannes leder man hvert år efter en skandalefilm, en cause célèbre, som kan sætte lidt fut i gaden, fordi den f.eks. skildrer sex og vold på en frimodig og provokerende facon. Det behøver ikke at være en god film, bare den vækker opsigt og måske får nogle af de ellers ganske hårdhudede kritikere på festivalen til at råbe ad filmen eller måske ligefrem forlade biografen.

Argentinskfranske Gaspar Noés Irreversible var en sådan film, omend en fremragende én af slagsen, og der var mange, som ikke kunne kapere den meget voldsomme, dybt bevægende og originalt fortalte historie om en voldtægt og et mord.

Titlen, Irreversible, betyder noget, som ikke kan omgøres, og det er alligevel netop, hvad filmen gør ved at fortælle sin historie baglæns. Den begynder med et brutalt mord – en mand smadrer en anden mands hoved med en ildslukker – hvorefter den bevæger sig tilbage igennem de begivenheder, der endte med at føre så vidt.

Det involverer både en meget brutal og dybt ubehagelig voldtægt, som bare bliver ved og ved, og et lykkeligt ægtepar, der venter sig barn. Fortalt i den rigtige rækkefølge handler den altså om to mennesker og de forfærdelige konsekvenser, det får, da hun bliver voldtaget. Havde Noé fortalt historien på traditionel vis, ville den ikke have haft samme chokerende effekt, og dens budskab om livets og kærlighedens skrøbelighed ville ikke have ramt lige så hårdt.

Inglourious Basterds (2009)

Hvordan kan man andet end holde af en film om Anden Verdenskrig, der ender med, at Hitler og resten af nazitoppen bliver brændt ihjel i en smuk, gammel biograf i Paris? Hvor det er en stak brandfarlige nitratfilmruller, der er skyld i, at branden er så voldsom? Og hvor en af heltene, spillet af Michael Fassbender, er filmkritiker?

Quentin Tarantinos fantastisk underholdende Inglourious Basterds er en kulørt hævnfantasi, der både byder på en Sherlock Holmes-lignende jødejæger i skikkelse af Gestapo-officeren Hans Landa (Christoph Waltz), en flok nazimyrdende, naziskalperende soldater anført af løjtnant Aldo Raine (Brad Pitt) og en smuk, ung, jødisk kvinde, Shosanna (Mélanie Laurent), der ejer en biograf i Paris, og som ser sit snit til at få hævn over de nazister, der slog hendes familie ihjel.

Der blev klappet og jublet i salen, da Inglourious Basterds blev vist i Cannes, hvilket ikke mindst skyldtes, at det for en gangs skyld var filmkunsten, der reddede verden.

»De bedste temaer virker på flere planer, og på den ene side er det en saftig metafor, ideen om, at filmen kan forandre verden, på den anden side er det slet ikke en metafor,« sagde Tarantino, da jeg i Cannes talte med ham om filmen. »I min film er det virkelighed. Det er det, der sker. Film forandrer verden. Helt fysisk og bogstaveligt er det film, som overvinder Det Tredje Rige.«

Adéles liv – kapitel 1 & 2 (2012)

Det er ikke tit, jeg har set forelskelsens altfortærende kraft skildret så levende og passioneret som i Abdellatif Kechiches Guldpalme-vindende drama, Adèles liv – kapitel 1 & 2. Adèle Exarchopoulos og Léa Seydoux, der fortjent delte Guldpalmen med Kechiche, spiller to unge kvinder, teenageren Adèle, der møder, fascineres af og forelsker sig hovedkulds i den lidt ældre Emma.

Den tre timer lange film fører publikum ind midt i deres stærke kærligheds opslugende centrum i første del af filmen og skildrer Adèles totale sammenbrud, da forholdet til Emma går i stykker. Meget er blevet sagt og skrevet om filmens sexscener, der efter manges mening var unødigt eksplicitte, men om noget er sexscenerne med til at understrege, hvor stærke følelser der er involveret, og dermed også med til at forklare, hvorfor Adèle tager bruddet så hårdt.

Adèles liv – kapitel 1 & 2 er en uforglemmelig, følelsesmæssig rutsjebanetur, der indfølt minder én om, hvordan det var at være ung og usikker og møde det, man troede, var den store, evige kærlighed, for så at miste den igen. Til at begynde det med var det livsbekræftende og opløftende, sidenhen gjorde det så forbandet ondt.

Den store skønhed (2013)

Paolo Sorrentino får både fortalt om en midaldrende forfatters kreative og personlige krise og Italiens menneskelige og moralske sammenbrud i Den store skønhed.

Sorrentinos film – fra The Consequences of Love og Il Divo til Den store skønhed og Youth – er fulde af visuelle tricks og mageløse, nærmest magiske tableauer og forbløffende kamerabevægelser, som ophæver naturlovene og skaber et abstrakt og poetisk univers midt i alle personernes på én gang banale og vidtløftige spekulationer omkring egen eksistens og verdens tilstand.

Der er et slægtsskab mellem Fellinis lyrisk-satiriske Det søde liv og Den store skønhed, fordi de begge på den ene siden dyrker og hylder den evige stad, Roms, skønhed, og på den anden side næsten med en snerren udleverer den forlorenhed, meningsløshed og manglende realitetssans, der præger livet for især byens kunstneriske og intellektuelle elite.

Den store skønhed begynder med en fødselsdagsfest af de mere ekstravagante på taget af en bygning i det centrale Rom, hvor alle danser, flirter og drikker, som gjaldt det deres liv. Musikken spiller, mens Titanic synker.

Filmfestivalen i Cannes varer indtil den 28. maj. Følg med i avisen, på information.dk og på Twitter: @monggaard

Cannes 2017

Filmfestivalen i Cannes fylder 70, og årets officielle program byder på alt fra Roman Polanski, Lynne Ramsay og Fatih Akin til Bong Joon-ho, Sofia Coppola og Michael Haneke.

I år har der dog også sneget sig en slange med ind i det filmkunstneriske paradis: Streamingtjenesten Netflix, der har produceret to af filmene i hovedkonkurrencen. Det har medført protester fra den franske filmbranche og har fået festivalen til at ændre sine regler.

Informations filmredaktør rapporterer fra det sydfranske, hvor den traditionelle filmkultur og biografoplevelse kæmper for overlevelse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu