Læsetid: 9 min.

’Fri bliver man jo aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet’

For Vigdis Hjorth handler det at skrive om at kaste lys over uoplyste, tabuiserede og undertrykte emner. Og derfor ser hun også sin roman ’Arv og miljø’ om incest i sammenhæng med traditionen for sædelighedsfejder i Norge
For Vigdis Hjorth handler det at skrive om at kaste lys over uoplyste, tabuiserede og undertrykte emner. Og derfor ser hun også sin roman ’Arv og miljø’ om incest i sammenhæng med traditionen for sædelighedsfejder i Norge

Sille Veilmark

6. maj 2017

Der findes en stærk romanforfattertradition i Norge. Siden midten af det 19. århundrede har norske kvindelige romanforfattere sat ild til sociale, politiske, men også æstetiske spørgsmål. De har givet litterær krop til kønspolitiske emner – til seksualitet, utroskab, illegal abort, ægteskabsinstitutionen og kvindeundertrykkelse i allerbredeste, strukturelle forstand.

Blandt de første hovedværker i denne særligt stærke romantradition står romaner som Camilla Collets Amtmannens døtre fra 1854, Amalie Skrams Forrådt fra 1892 og Sigrid Undsets Fru Marta Oulie fra 1907. De fik sædelighedsfejderne til at rulle, de satte kvinders vilkår og rettigheder – eller nærmere manglen på samme – på dagsordenen. 

Det er den romantradition, Vigdis Hjorth skriver sig ind i med romanen Arv og miljø, der netop er udkommet i dansk oversættelse. Det var Arv og miljø, der satte gang i årets heftigste litteraturdebat i Norge 2016. En debat, der skriver sig ind i en langt større norsk – og dansk, for den sags skyld – debat om virkelighetslitteratur og autofiktion, og Vigdis Hjorth er da også gentagne gange blevet placeret i Karl Ove Knausgårds, Tomas Espedals og Geir Gulliksens selskab.

Men det er altså hos Camilla Collet, Amalie Skram og Sigrid Undset, Vigdis Hjorth selv placerer sit forfatterskab. Det er de uoplyste, tabuiserede og undertrykte emner og oftest kvinder, hun skriver for og om.

Læs også

»At skrive handler for mig om at kaste projektørlys ind i de mørklagte rum, vi ikke vil eller tør se ind i, fordi der er for ubehageligt og ækelt derinde. I Norge har vi et ordsprog, der går på, at troldene sprækker, når de trækkes frem i lyset. Med Arv og miljø vil jeg trække trolden frem i lyset og sætte spot på de sociale og private tabuer, vi ellers er så ualmindeligt gode til ikke at tale om. Især i Norge, men også i Danmark,« siger Vigdis Hjorth fra enden af langbordet i mødelokalet på St. Kongensgade, København.

»De her kvindelige forfattere har jo ændret samfundet ved kompromisløst at oplyse det, der ikke var oplyst. Alt det, der blev gemt væk, det såkaldt private og ubehagelige eller hysteriske, alt det, der truede den borgerlige orden.«

Finn Frandsen

Vigdis Hjorth bruger hele kroppen, når hun taler. Hun understreger sine pointer med store armbevægelser, hun banker i bordet og taler hurtigt og højt.

»Med den her roman vil jeg vise – og her bliver jeg ganske banal, jeg ved det godt – hvordan sproget ikke alene kan afdække og afsløre, men altså også tildække og undertrykke.«

Det, der tildækkes, undertrykkes og forsøges afsløret i Arv og miljø, er incest: En far, der har misbrugt sin datter seksuelt fra hun var fem, til hun var syv år gammel.

Datteren, Bergljot, er nu voksen og kæmper efter farens død i arvestrid om familiens hytter for at få sin fortælling igennem hos sin familie. Den ældste bror tror på hende, mens moren og de to yngre søstre afviser anklagerne igen og igen med forskellig brutalitet.

»Der er ikke plads til alternative fortællinger i den her ellers så pæne og borgerlige familiehistorie,« forklarer Vigdis Hjorth.

Fristelsen

Særligt den ene søster, Astrid, forsøger ihærdigt at få Bergljot til at rette ind, til at komme videre og igen medvirke i den idylliske familieforestilling, der hverken sværter den afdøde far eller hende selv til.

»Det sprog, Astrid taler, er et sprog, vi er særligt gode til i Norge: et godhedssprog, der opererer på både et nationalt, politisk og personligt plan. Den nationale og politiske selvforståelse i Norge bygger på forestillingen om, at vi er en fredsnation, et særligt velmenende, demokratisk og godt land. På samme måde dyrkes der også bestemte fortællinger i de enkelte familier. Og de fortællinger, der er så ubehagelige, at de umuliggør en nations eller en families gode historie og selvforståelse, de må ties ihjel, udstødes og afvises.«

Det et let at fordømme en mor eller en søster, der ignorerer en datters påstand om en fars overgreb. Men det er vigtigt at forstå, hvor fristende det er at lukke øjne og ører for en som Bergljot, mener Vigdis Hjorth:

»Det er så ekstremt fristende, næsten umuligt ikke at tage overgrebsmandens parti her. For det kræver jo ingenting, og det gør det muligt at leve videre præcis som før. Hvis familien vælger at tro på Bergljot, så kræver det en helt anden indsats fra det – det vil ændre alt, det vil rive alting ned.«

Det er litteraturen, der bevæger sig på tværs af de etablerede genrer, der påkalder sig mest opmærksomhed og debat. Det gælder autofiktionen og andre steder, hvor forholdet mellem fiktion og virkelighed opløses som entydig størrelse
Læs også

Og derfor sker det også ekstremt ofte, at incestofre afvises, affejes og ikke får deres fortælling anerkendt af deres nærmeste. Vigdis Hjorth refererer til et møde med en kvinde, der i 30 år har arbejde på et krisecenter for mennesker udsat for seksuelle overgreb. Én gang i løbet af de 30 år oplevede kvinden, at en forælder indrømmede overgrebet.

»Og det er jo, fordi fristelsen til at tro på overgrebsmanden er så absurd stor, mens det er farligt og uoverskueligt vidtrækkende at tro på ofrets fortælling.«

Arven

Vigdis Hjorth er ikke den første norske forfatter, der skriver indgående om incest. Herbjørg Wassmo fik sit litterære gennembrud – og Nordisk Råds Litteraturpris – i 1980’erne med trilogien om Tora, der ligeledes er offer for incest. Vinterbergs dogmefilm Festen bliver også fremhævet. Men derudover er det et emne, der alt for sjældent tages op, mener Vigdis Hjorth. Det er simpelthen for ubehageligt:

»Og det er jo undertrykkelsens infame konsekvens! Incest er ét af de mest tabubelagte overgreb i vores samfund overhovedet. Det er enormt underbelyst, hvad sådanne overgreb egentlig gør ved et menneske – og en familie. Det skaber jo sår, man aldrig nogensinde kan komme udenom,« forklarer Vigdis Hjorth og slår hænderne hårdt sammen.

Og Bergljot sidder rigtignok fast i såret. Hun kæmper indædt for at komme videre, for at slippe væk og »blive lukket ud af børneværelset«, som det formuleres i romanen. Hun læser Freud, Jung og Kierkegaard, går i psykoanalyse, rejser til Spanien. Men det indhenter hende hele tiden.

»Bergljot er en karakter, der mest af alt vil ses: Hun vil tages alvorligt og lyttes til, men møder mur på mur på mur. Så hun råber, hun skriger, hun drikker og bliver hysterisk, barnlig, usympatisk og gal. Naturligvis gør hun det! Præcis som kvinderne i Collet, Skram eller Undsets romaner, der ligesom Bergljot også er blevet anklaget for at være ’for intense’. Du er nødt til at spørge hvorfor? Hvorfor bliver kvinderne gale? Hvem har drevet dem herud?« spørger Vigdis Hjorth og fortsætter ufortrødent:

»Der er fandme gode grunde til, at de her kvindelige karakterer bliver gale. Ingen vil se dem! En stemme som Bergljots er hverken velreflekteret eller behersket, den er naturligvis ustyrlig og intens,« fastslår Vigdis Hjorth.

Sille Veilmark

Som det beskrives i romanen:

Man bliver ikke sød af at have det hårdt. Som regel bliver man ondskabsfuld af at have det hårdt. Skænderiet om, hvem der har haft det værst, er barnligt. Som regel forkrøbles de undertrykte og får et ødelagt følelsesliv, som regel overtager de undertrykte undertrykkerens tankegang og metoder, det er undertrykkelsens mest infame konsekvens, at den ødelægger de undertrykte og gør dem mindre i stand til at frigøre sig. Der skal hårdt arbejde til for at forvandle lidelsen til noget, der er nyttigt for nogen, især for den lidende selv.

Alligevel tror Vigdis Hjorth på, at det er muligt at løsrive sig fra sin arv, sit miljø, og komme videre:

»Jeg tror personligt på, at det er muligt, ja. Men løsrivelsen indebærer tit, at man skal stoppe med at håbe, fuldstændig. Og det er fandens hårdt arbejde, ingen tvivl om det. Fri bliver man jo aldrig, men man kan lære at leve med at bære lortet. Og skal man lære det, så skal man lære at gå – at lægge håbet bag sig og bryde.«

’Tvivlsom’ og ’problematisk’

Selv har Vigdis Hjorth ikke kontakt til sin familie. Og hun anerkender uden tøven, at Bergljot og hun selv rigtignok har ganske meget tilfælles. Men spørger man Vigdis Hjorth – som så mange efterhånden har gjort – om hun selv er blevet seksuelt misbrugt, så nægter hun konsekvent at svare. Hun vil ikke gå med på de præmisser, det er ikke et spørgsmål, en romanforfatter bør stilles – og slet ikke svare på, mener hun.

»Jeg er romanforfatter, en roman er altid en litterær konstruktion. Spørger du mig, om jeg bruger mig selv og mit liv i min litteratur, så er svaret naturligvis ja. Du kommer ikke uden om dig selv, når du skriver – ligesom du ikke kommer udenom alfabetet, det ved enhver forfatter,« siger Vigdis Hjorth.

Vigdis Hjorth har ikke tal på, hvor mange gange hun har måtte understrege, at romanen er fiktion; at det er en roman, en litterær konstruktion, at hun er romanforfatter, fiktionsforfatter, at Bergljots familie ikke findes i virkeligheden.

Det er spørgsmålet om netop romanens forhold til og brug af virkeligheden, der har sat gang i en heftig debat, der skriver sig ind i en langt større litterær fejde om autofiktionens – eller på norsk: virkelighetslitteraturens – æstetiske og etiske grænser.

Især Aftenposten har anklaget Hjorths litterære metode i Arv og miljø for at være »dybt problematisk« og »tvivlsom«. Romanen består ifølge Aftenpostens kritiker af en »grænseløs brug af virkeligheden«, og den kaster dermed mistanke om kriminelle handlinger på virkelige – og muligvis uskyldige – mennesker. Et konkret kritikpunkt gik på, at begravelsesscenen i romanen mindede for meget om Vigdis Hjorths fars begravelse.

Debattens omfang og tone kom fuldstændig bag på Vigdis Hjorth:

»Overordnet ønsker enhver forfatter vel, at litteraturen debatteres. Men jeg har været enormt overrasket over denne debats omfang. Jeg forstår stadig ikke, hvad for eksempel Aftenposten ville med deres kritiske kampagne og undersøgelse. De mente vel, at jeg var gået for langt eller havde kastet mistanke over en uskyldig person. Men at faktatjekke en roman og sammenstille den med en forfatters biografi? Min fars begravelse? Det er for mig at se helt absurd,« siger Vigdis Hjorth.

– Men hvorfor skulle du netop bruge din fars begravelse i den her roman?

»Alle mine romaner er litterære konstruktioner, men jeg bruger selvfølgelig alt muligt forskelligt stof fra mit liv i min litteratur, som alle andre forfattere gør. Det kan være et møde i et tog, der skrives ind i romanen, hvis den tjener på det litterært. Eller en scene fra en begravelse eller en fødselsdag. Alt kan bruges, hvis det tjener romanen.«

– Men er det ikke meget muligt, at du er gået for langt? Kan man ikke gå for langt som forfatter?

»Jeg tror ikke på, at litteraturen kan være umoralsk som sådan. Samtidig må jeg jo også anerkende, at det er et grænseland,« siger Vigdis Hjorth og holder en kort pause.

»Jeg tror, at kunst kan være dårlig og dermed ikke have værdi. Wittgenstein sagde, at man skal læse Tolstoj, hvis man vil lære noget om moral og etik. Og det er jo ikke, fordi Tolstojs litteratur, plot og karakterer er etiske eller uetiske, men fordi det nuancerer og oplyser et landskab. Og gør kunsten det oplysningsarbejde godt nok, så kan den have stor etisk, social og politiske værdi,« fortsætter hun og rækker endnu en gang tilbage til de såkaldte sædelighedsfejder i slutningen af det 19. århundrede, som Amalie Skram og de andre kvindelige forfattere igangsatte.

»Det er en opgave, kunsten har. Det er en opgave, jeg har som forfatter. Romaner kan virkelig rykke ved noget, når de giver krop til det, der er enormt ubehageligt og besværligt. Og hvis litteraturen skal kunne rykke noget, så må vi også holde til, at den kan støde nogen, at det kan gøre ondt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Colère Lenau
Pia Colère Lenau anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu