Læsetid: 1 min.

Gid det var mig: Ida Holmegaard

Hvem lader forfatterne sig inspirere af, og hvem misunder de for deres arbejde med sproget? På denne plads fremhæver en dansk forfatter hver uge et uddrag fra et skønlitterært værk, vedkommende ville ønske, at han eller hun havde skrevet – og forklarer hvorfor
20. maj 2017

Ida Holmegaard ville ønske hun havde skrevet:

»I en tilstand af hjertets forstening kigger jeg ud i den uendelige sommernat som jeg ikke kan tage del i. Derhenne på den anden seng ligger en rummelig yndling med sine fødder klodset ud over fodenden. Derovre ligger en fremmed, der aldrig vil vække mig ud af den onde drøm og bare tage mig i sine arme og grine. Søndag, søndag. Fuglene synger melankolsk udenfor i den dugsmykkede græshave, jeg vil gå i pigesko.«

Fra Morti Vizkis roman Peters revolution (1987).

Begrundelse

Morti Vizki er en mester i at navigere i det højstemte, det fjollede, det højstemtes fjollethed og det indfølte. Det var meget formativt for mig at læse hans romaner, da jeg begyndte at skrive prosa, fordi han på en måde skriver prosa på digtenes præmisser – billedrigt og besyngende – men samtidig arbejder så smukt med scener og sammenhænge.

Han kan skabe en fornemmelse i teksten af på én gang at være fuldstændig utilpas og fuldstændig forbundet med verden. Akavetheden ender aldrig i desillusion, og det besyngende overskygger aldrig problemerne.

Jeg har især været optaget af hans tillægsord; en ordklasse, som ellers er ret udskældt i skønlitteraturen. Det dugsmykkede, uendelige og melankolske, de ord står og gør sig til, pyntede og for meget og næsten pinlige.

Som nogle alt for store, skinnende smykker på navneordene. Det er ofte på grænsen til det akavede og nogle gange langt over. I denne tekst taler det greb blandt andet sammen med den pinlighed og højstemthed, som bor i en ulykkelig forelskelse.

Jeg kunne jo aldrig have skrevet det selv, men jeg er taknemmelig for, at Morti Vizki har skrevet Peters revolution, så jeg kan læse den og låne fra den, f.eks. ved denne lejlighed.  

Ida Holmegaard er forfatter og aktuel med romanen Graceland

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu