Læsetid: 11 min.

’Jeg gider ikke klikke ind på et medie for at blive i dårligt humør’

De sociale medier har gjort det lettere end nogensinde før at møde forskellige mennesker fra forskellige dele af landet med forskellige baggrunde og forskellige holdninger. Men de har også gjort det let at vælge det fra. Vi har bedt to danskere med hver deres politiske standpunkter læse hinandens nyhedsfeed på Facebook og diskutere problemet med bobler
Søren (tv) bor i København, Morgan (th) bor i Slangerup. Søren går i sneakers, Morgan går i lædersko. Søren er medlem af Alternativet, Morgan er medlem af Nye Borgerlige. De kender ikke hinanden, men de får begge en del af deres nyheder gennem Facebook

Søren (tv) bor i København, Morgan (th) bor i Slangerup. Søren går i sneakers, Morgan går i lædersko. Søren er medlem af Alternativet, Morgan er medlem af Nye Borgerlige. De kender ikke hinanden, men de får begge en del af deres nyheder gennem Facebook

Lærke Posselt

26. maj 2017

Det er onsdag. Klokken er lidt i seks om aftenen.

Morgan Pryds og Søren Bo Steendahl har slået hver deres bærbare computere op og sat dem på bordet foran sig.

Det første opslag er fra Lalandia.

Morgan Pryds ruller ned over sit feed på Facebook:

»Og så kommer der lige noget Crossfit der.«

Længere nede har en af hans bekendte fra Nye Borgerlige delt et debatindlæg om Europolaftalen fra Ekstra Bladet: »Hvorfor lyver I altid om EU?« er overskriften.

Vennen har delt det med en kommentar: »Sindssygt godt spørgsmål.«

Morgan Pryds ruller videre.

Et link til den højreorienterede Folkets Avis. En artikel på Dagens.dk og en på Breitbart om den franske præsident Emmanuel Macron. Morgan Pryds læner sig frem mod skærmen og læser kommentaren fra sin ven op: »En sejr til Macron vil betyde endnu mere EU, endnu mere hovedløs indvandring fra Mellemøsten og Afrika og endnu flere islamistiske terrorangreb og endnu mere splittelse i det i forvejen splittede Frankrig.«

Læner sig tilbage. 

Søren Bo Steendahl holder avis, men får mange af sine nyheder fra opslag på Facebook. En del handler om klima, men der er også mange opslag fra et internationalt iværksætternetværk, som han er medlem af.

Laerke Posselt

»Det har han da sådan set ret i.«

Søren Bo Steendahl sidder bag ham til venstre og har læst med på skærmen. Han er »meget forarget« over opslaget og ville aldrig se hverken historier fra Breitbart eller den type af kommentarer i sit eget nyhedsfeed på Facebook.

Det er der en grund til.

De sociale medier har det seneste årti gjort det lettere end nogensinde at møde forskellige personer fra forskellige dele af landet med forskellige baggrunde og forskellige holdninger.

Men de har også gjort det let at vælge det fra.

52 procent af alle danskere over 15 år får dagligt eller næsten dagligt nyheder fra de sociale medier, viser tal fra DR Medieforsknings årlige rapport om udviklingen i danskernes brug af elektroniske medier. Kun 35 procent får nyheder fra en avis.

Den stigende brug af sociale medier har gjort det muligt at tilpasse nyhedsforbruget til den enkelte og ført til en bekymring for, at den offentlige debat bliver opdelt i mindre deloffentligheder, hvor vi i stigende grad får vores nyheder fra venner (som deler vores holdninger) og anbefalinger fra algoritmer (som kender vores interesser). Hvor vi følger og liker og deler og kommenterer de opslag og de personer, som vi er enige med.

Det kan blive et problem. Som den amerikanske aktivist og forfatter Eli Pariser skriver i bogen The Filter Bubble: What the Internet Is Hiding from You (2012).

»Demokratier er afhængige af, at borgerne ser tingene fra andre synspunkter, men i stedet bliver vi mere og mere lukkede i vores egne bobler.«

Der findes ikke noget dansk studie, som har kortlagt omfanget eller konsekvenserne af boblerne på de sociale medier, og selv om de fleste vil være i flere bobler og en gang imellem bryde ud og blive en del af nye, er der enighed om en ting blandt forskerne og hos Søren Bo Steendahl og Morgan Pryds: Boblerne findes.

Morten, slap nu af

Søren Bo Steendahl og Morgan Pryds kender ikke hinanden.

Søren bor i København, Morgan bor i Slangerup. Søren er partner i et reklamebureau, Morgan er fysioterapeut. Søren går i sneakers, Morgan går i lædersko. Søren er medlem af Alternativet, Morgan er medlem af Nye Borgerlige. Men de får en del af deres nyheder gennem Facebook.

Søren Bo Steendahl åbner sin Macbook Air.

Det første opslag i hans feed er også fra en rejse. En af hans bekendte fra et entreprenørnetværk er på vej til New York og har tagget sig selv i Heathrow Lufthavn.

»Kunne ikke lade være med at tage afsted,« står der.

Søren Bo Steendahl bor i København.

Han har gået på kaospilotuddannelsen og stiftede efter sin uddannelse reklamebureauet Kadaver på Christianshavn, hvor han i dag er digital direktør og partner. Han er en del af et iværksætternetværk, og opslag fra de omkring 1.200 andre iværksættere i netværket fylder en del i hans feed. Derudover er der en del opslag fra løbeklubben og fra Uffe Elbæk, formand for Alternativet, hvor han er medlem.

Søren Bo Steendahl ruller ned over sit feed: Et polterabendarrangement, en koncert på spillestedet Vega, billeder fra et halvmarathonløb i weekenden i Serbien, et sponsoreret opslag fra Politiken og to artikler om krisen i Skat. Længere nede har en af Søren Bo Steendahls venner delt en artikel fra Ekstra Bladet om miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen: »Afslørede minister: Professor pludselig udelukket fra Borgen«.

Over linket har vennen skrevet en kommentar: »Gør nar af Trump. I fucking dare you! Den her mand er den største skurk i dansk politik længe. En helt og aldeles arrogant nar. Et bondeøre af værste skuffe. Jeg ved godt, hvem der er øverst på min liste, når revolutionen kommer.« 

Morgan Pryds får en del af sine nyheder fra sine venner på Facebook, blandt andet fra Peter Seier Christensen, medstifter af Nye Borgerlige. Hans opslag fylder en del. Derudover er der meget om crossfit.

Laerke Posselt

Masser af miljø

Søren Bo Steendahl griner.

»Det er Morten.«

Morten råber højt om alt muligt. 

»Jeg arbejdede sammen med ham for mange år siden, og han har en meget markant holdning og måde at sige tingene på. Først griner jeg og tænker: Morten, slap nu af. Det er ikke noget, jeg skal bruge tid på.«

En af Søren Bo Steendahls venner har delt en opfordring om at fjerne plastik fra græsplænen.

»Fjern plastik inden græsslåning.«

Under overskriften er der en video, hvor en mand kører over et plastikkrus og en plastikgaffel med en rotorklipper for at vise, hvordan små stykker af plastik kan blive spredt i naturen, hvis man ikke samler plastik op.

Han opfordrer borgerne til at dele opfordringen med kommunale politikere.

»Den kunne jeg godt finde på at like,« siger Søren Bo Steendahl. I det hele taget er der en del opslag om miljø i hans feed.

Morgan Pryds lytter.

»Jeg er faktisk enig i det med plastik,« siger han.

»Men det bliver lidt for pjattet. Så skal du til at bruge le og fingerklipper. Det er for detaljeorienteret. Det kommer måske til at tage en time at slå den plæne i stedet for ti minutter.«

Længere nede i Søren Bo Steendahls feed er der en video om klimaforandringerne. Det er en »overdramatisering«, siger Morgan Pryds, som ikke kan huske at have set en historie om miljø i sit eget feed. Det er hverken en mærkesag for ham eller for hans venner.

»Vores mærkesag er indvandring. Hvis mine venner deler noget om miljø eller klima, så har det ofte været kritik af nogle energiformer eller af, at man har presset landbruget for meget, og at de er ved at gå fallit, og man ligesom synes, at man er for skrappe ved dem med pesticider.«

Et gammelt fænomen

Bobler er ikke et nyt fænomen.

For 100 år siden var der langt større forskel på befolkningens mulighed for at få adgang til viden – og det skabte bobler af velinformerede og uinformerede borgere. For 50 år siden var aviserne opdelt i et firebladssystem – og hvert af de fire store partier havde deres egen boble af læsere. For 20 år siden sad man i kantinen eller i skurvognen og talte med sine kolleger – som for manges vedkommende var i den samme boble. Det gør man også i dag - og som lektor ved IT Universitetet i København Gitte Stald siger:

»Der er ikke noget nyt ved filterbobler. Ud over navnet.«

Hun leder et forskningsnetværk om medborgerskab og demokrati i det digitale samfund og har lavet en undersøgelse, som viste, at unge på trods, men faktisk også på grund af deres brug af sociale medier er »ganske velinformerede« om samfundet generelt.

»De får ikke kun deres viden via sociale medier, men læser stadig aviser, hører radio eller ser tv, og faktisk er en stor del af det, de får fra sociale medier, referencer til traditionelle medier. Men hvis vi aldrig, uanset om vi stemmer på Nye Borgerlige eller Alternativet, får udfordret vores holdning, så kan man da godt blive bekymret for, hvad den udvikling vil betyde på længere sigt.«

Gitte Stald peger på, at der er sket mange ændringer i vores mediebrug de seneste år, og at antallet af mindre og holdningsbaserede medier er vokset. Samtidig har politikere, partier og organisationer fået deres deres egne profiler på Facebook, hvor de kommunikerer til borgerne uden om de etablerede medier. På den ene side er der mere offentlig tilgængelig information end nogensinde – på den anden side risikerer den fælles offentlige debat at blive opdelt i mindre offentligheder.

»Der er helt klart nogle ændringer i gang, som på mange måder er med til at udfordre grundlaget for demokratiet, som vi kender det. Hvor man tidligere har sagt, at medierne er den fjerde statsmagt og fremstiller samfundet objektivt, får man i dag ikke mindst med de sociale medier en mere fragmenteret og subjektiv fremstilling, og det er da klart en stor forandring og udfordring.«

Mudderkast

Morgan Pryds er oprindeligt fra Nakskov.

»Fra socialklasse fire,« siger han selv.

Han har taget en gymnasial eksamen og arbejder i dag som selvstændig fysioterapeut. Han holder ikke avis, men læser artikler fra de store dagblade på nettet og er dagligt på Facebook. Omkring en time om dagen.

»For det meste klikker jeg på de saglige artikler. Der kommer også noget fra Den Korte Avis, men jeg er ikke lige så interesseret i det, fordi der ikke altid er så mange kilder på. Men det kunne for eksempel være en svensk artikel om nogle skyderier i Malmø, så kunne jeg finde på at læse den.«

Han ruller ned over sit feed.

Der er en del opslag fra hans venner til Crossfit og en del fra andre medlemmer af Nye Borgerlige, blandt andet partiets medstifter Peter Seier Christensen. Morgan Pryds stopper ved en artikel fra Kristeligt Dagblad: »Gymnasieelev: Forbud mod bøn fremmer radikaliseringen«.

En af hans venner har delt den og skrevet en kommentar: »Hvad skal der efterhånden til, før vi får nok af islam? Islam fylder vores medier, vores Folketing. Frankrig har været i undtagelsestilstand i to år og fremstår mere og mere som et tabt land, men som tilfældet er overalt i Europa (bortset fra Østeuropa) agter et massivt flertal af vælgerne at stemme for mere af det samme. Der kan kun være en forklaring på, at menigmand kan opføre sig så vanvittigt: Den politiske hjernevask, vi alle har levet under de sidste 30 år. Nogen, der har et bud på, hvordan det har været muligt at ensrette medierne gennem årtier?«

Morgan Pryds er »meget enig«.

»Vi har været for tolerante over for islam. Når man hører, at man kan bede på gangene på SOSU-uddannelsen, så synes jeg, at man har et problem. Politisk hjernevask, det synes jeg da også godt, at jeg kan være enig i. Det med at Frankrig har været i undtagelsestilstand i to år, det er da lidt vildt. Lad mig se engang …«

Han bøjer frem mod skærmen for at læse opslaget igen.

Søren Bo Steendahl sidder ved siden af ham og læser med. Han ser ikke den slags opslag på sin egen profil og kunne ikke finde på at like en politiker fra et parti med en anden politisk holdning end ham selv for selv at bryde ud af sin boble.

»Jeg gider ikke.«

– Hvorfor ikke?

»Jeg har simpelthen ikke lyst til at sidde og se på det på Facebook. Jeg bliver i dårligt humør. Jeg gider ikke klikke ind på et medie for at blive i dårligt humør. Jeg kan finde den uenighed på Twitter, men der bliver delt så meget lort på Facebook, så jeg prøver at segmentere rimelig hårdt, hvad jeg følger og ikke følger.«

– Delt meget lort?

»Debatterne i kommentartrådene, de er så hul i hovedet, at mange af dem gider jeg ikke bruge tid på. Så er der det ene mudderkast, og så er der det andet mudderkast.«

Det er ligesom en fodboldkamp

Søren Bo Steendahl bruger aktivt den funktion i Facebook, hvor man kan vælge ikke at se opslag eller kommentarer fra bestemte personer.

»Jeg har jo bevidst slettet og trykke ’unfriend’ og ’unfollow’ til folk, som jeg synes, lukkede øregas ud. Hvis jeg fik sådan en opdatering om hovedløs indvandring, så ville jeg tænke, at det gider jeg simpelthen ikke høre på, og så ville jeg vælge dem fra. Det har jeg gjort i mange år, og på den måde er min profil blevet trimmet. Vi er jo kommet væk fra, at man sætter sig ned klokken seks eller klokken otte og ser nyheder fra nogle instanser, som dækker det objektivt. Jeg ved ikke, om det er et problem, men det er i hvert fald et problem, hvis man ikke er opmærksom på det. Facebook er skræddersyet til at ramme vores interesser. Når jeg siger, at min interesse er løb, så bliver Facebook ved med at vise mig løbebilleder for at holde mig på Facebook, indtil jeg siger noget andet.«

Søren Bo Steendahl læser Børsen og Information ved siden af. Han bruger også Politiken og Berlingskes hjemmesider til at holde sig orienteret, hører P1 om morgenen og ser DR om aftenen via Apple Tv.

»Jeg sætter min lid til, at det miks af indhold giver mig en dækkende information om, hvad der foregår. Så er det ikke et problem, at man bruger Facebook, men det er et problem, hvis man fravælger det andet.«

Ifølge DR’s årlige rapport om danskernes medievaner foretrækker flere danskere Facebook frem for landsdækkende dagblade til nyheder og baggrund.

»Så er det en reel samfundsudfordring. At man sidder tilbage kun med Facebook. Hvis det er det eneste sted, du får din information fra, så er det et problem, og så bliver det jo en udfordring, når vi to mødes på en bar og snakker om, hvad vi egentlig synes om verden.«

Morgan Pryds er enig. For at møde personer med andre holdninger end ham selv har han lavet en diskussionsgruppe, hvor han har inviteret personer med forskellige politiske holdninger.

»Man skal gøre noget aktivt, og det vil jeg også foreslå alle andre at gøre, uanset om de er højre- eller venstreorienterede. Hvis ikke så er det et problem. Du får bekræftet dine holdninger, og så lærer du ikke noget,« siger han.

– Men det nemmeste er at omgås folk med de samme holdninger.

»Ja, men det er også farligt. Det er da meget rart at se, at der er nogen, der er enige med en selv, og man kan sidde og gejle hinanden lidt op på den positive måde. Ligesom hvis jeg sidder til en fodboldkamp og siger: Ja! Vi vinder her! Men man er nødt til at have det andet, ellers bliver det bare det der med, at man kun taler med dem, man er enige med.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Jan Weis
  • Ejvind Larsen
Torsten Jacobsen, Jan Weis og Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Kjærgaard Kristensen

Steffen Gliese - du er med til at understrege pointen med denne artikel.

Mette Poulsen, Torsten Jacobsen, Jan Weis og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

@Steffen

Ja, den rabiate højrefløj har aldrig ført til bedre samfund. Men det gælder jo i lige så høj grad den rabiate venstrefløj!

Jan Weis, Niels Duus Nielsen, Christian Larsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Et par vakse fyre, der netop understreger demokratiets behov for at ’se tingene fra andre synspunkter’ – i stedet opleves alt for ofte mudderkastning, hvilket nærværende ’boble’ heller ikke altid kan sige sig helt fri for …

Mette Poulsen, Morgan Pryds, Vibeke Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels Duus Nielsen og curt jensen anbefalede denne kommentar
curt jensen

Vi kan lige så godt kysse vores civilisation farvel hvis det fortsætter på den måde. Det, at div. samfundsgrupper mere og mere isolerer sig fra hinanden ved at dyrke fælles holdninger og livsanskuelser i bobler, parret med at vi har medie sektorer der servicerer, og derved fastholder dem i boblerne kan kun ende i konflikt. Mere konflikt i en allerede konfliktfyldt verden som egentligt meger desperat har brug for sammenhold, enighed og kooperation hvis vi skal have en chance for at takle de mange globale udfordringer vi står midt i.

Niels Duus Nielsen og Christian Larsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Dette forum er faktisk et af de meget få steder, hvor to bobler mødes. Jeg kender i hvert fald ikke andre steder, hvor man her i Danmark kan få sig en nogenlunde sober skriftlig diskussion med mennesker, som mener noget helt andet end jeg gør.

Og Michael Pedersen, at man har en universitetsuddannelse er ikke nødvendigvis en garanti for en højere indsigt i tilværelsens mysterier. Goebbels havde en universitetsuddannelse, det forhindrede ham da ikke i at fyre dødbringende generaliseringer af.

Det uhyggelige ved de højreorienterede er jo netop, at så mange af dem er ret så intelligente. Problemet er ikke, at de er dumme, problemet er, at de er onde. For nu at generalisere.

Mikael Velschow-Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Jeg nærer en sand optimisme
der vokser med alderen og kundskaben:
Jeg tror på at dumheden altid
vil være større end ondskaben."
(Piet Hein)

Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det kræver nu netop de færdigheder, som man erhverver på et universitet, at kunne gennemskue mønstret i reaktionens strategi for at bevare - eller i vor tid tilbageerobre - magten over samfund og borgere.
Der er ingen regler for, hvor langt man vil gå i den bestræbelse, alt kan bruges, der diffamerer proponenterne for social lighed og demokratisk styre.

Erik Nissen

Jeg føler mig virkelig uden for her. Den ene repræsenterer en såkaldt borgerlig fløj, hvis skamløshed ikke kender nogen grænser. Den anden repræsenterer en såkaldt alternativ fløj, hvis skamløshed heller ikke kender nogen grænser. Der er blot tale om forskellige områder, men én ting er de dog helt enige om. Ingen af dem tror på, at vores levevis betyder noget for bæredygtighed og klima. Ingen af dem tror på klimaforandringer. Det ene siger det åbent og uden skam - uanset hvor tåbeligt, det nu er. Den anden siger det modsatte, men gebærder sig - sammen med sine venner - som om himmelrummet står frit og uden omkostninger til deres rådighed. På vej til USA, Løberi i Serbien. Set i det lys, kan det godt være, at de repræsenterer forskellige verdener i cyberspace, men som artiklen beskriver dem, har jeg svært ved at tro, at de repræsenterer noget bæredygtigt og fremtidsrettet. Beklager.

Lone Sæderup

Jeg kan garantere for, at de af os som tilhører 'de forkerte' (handicappede, psykisk syge, arbejdsløse osv.) aldrig kommer til at leve i nogen form for boble. Der står altid nogen parat til at oplyse os om vores forkerthed, og hvad der skal gøres ved os.

Dana Hansen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Lidt boblesnak.

At være ’venstresnoet’ indebærer normalt, hvis man da ellers ønsker eller formår at fremtræde som en sådan, at dialektikken altid forsøges bragt i spil, skråsikkerheden og de éndimensionelle meninger, ofte baseret på et begrænset og følelsesbelastet naivt udvalg af kæphestepræmisser, ikke skamrides til ubegribelig dogmatik ofte suppleret med mudderkastning mod særligt udvalgte enkeltpersoner eller hele grupper uden for sin egen non-dialektiske trygge boble, en sfære, hvor succeskriterierne som regel bare er – flest ’likes’ fra ligesindede …

Dette fænomen, at kunne befri sig mentalt fra ’det trygge moderskød’ anskueliggør de to skribenter på fortræffelig vis – befri sig fra enhver form for dogmatik, kunne håndtere mere end ét begreb ad gangen i en form for filosofisk multitasking og prøve at blive et ægte oplyst subjekt hver for sig og tilsyneladende uden såkaldt ’falsk bevidsthed’, egentlig et udrangeret begreb blandt oplyste kantianere - hav mod til at betjene dig af din egen forstand, dømmekraft og fornuft – og man burde tilføje dette svære med humor og ironi, gerne i aforismens eller metaforens litterære form – og nå ja, behandle andre, som man selv ønsker at blive behandlet …

Niels Duus Nielsen

Ja, Jan Weis, tvivlen er en nådegave, og skråsikkerhed har fanden skabt. Det glæder mig, at der da er noget, vi kan blive enige om. Nu mangler du bare at forstå, at abstrakte sarkasmer uden tydelig adressat er en sofiastikeret form for mudderkastning. Sofistikeret, bevares, og ikke uden humor, men stadig mudderkastning.

Bobler med bristefærdig overfladespænding.
Jeg gider ikke klikke ind på et medie for at blive i dårligt humør - naturligvis ikke, en selvfølge blandt civiliserede ’ordentligt folk’ – eller få bidrag fjernet uden forklaring - eller ikke kunne få bidrag slettet, selv om de åbenlyst strider mod bemeldte medies egne spilleregler – her går Facebook foran og andre prøver som regel at holde deres sti ren, men støder desværre ofte mod en udbredt form for manglende 'åndens fleksibilitet' og dermed en manglende evne til at kunne fortolke indlæg, som ved nærmere eftersyn i realiteten viser sig at antyde det stik modsatte af det man hårdnakket påstår er den ’sande’ fortolkning omsat til mudderkastning …
„Ein Buch ist ein Spiegel, wenn ein Affe hineinsieht, so kann kein Apostel herausgucken.“

Michael Kongstad Nielsen

Jeg holder med ham fra Slangerup, denne dejlige lille provinsby agtige forstads-parcelhusidyl så langt fra København, at det gør ondt, og så tæt på, at indbyggerne føler sig som storbyboere, og med en vidunderlig isbod som mødested for knallert ungdommen nedenfor den overdimensionerede sognekirke, hvor Thomas Kingo engang var præst. Det er i sandhed byen in the middle of nowhere, ingen havn, ingen togstation, ingen rutebilstation, kun en isbod, men i tusindvis af Lind & Risør typehuse med indbagte samtalekøkkener og nedhængte fladskærme.

Mikael Velschow-Rasmussen

Er der nogen der kan forklare mig, hvorledes det er lykkedes FB at komme til at fremstå, som om det er et - blandt mange andre ting - obejktivt medie, hvor vi skal hente vores daglige ration af nyheder ??

Artiklen illustrerer da glimrende, at der i stik modsat fald er tale om et medie der ensidigt er dogmatisk, subjektivt og manipulerende.

Alene de fakta - at både algoritmer der udelukkende vælger baseret på folks 'confirmation bias' samt folks tilbøjelighed til at selvforstærke deres 'confirmation bias' ved kun at 'like' ting de er enige med - taler da voldsomt for, at FB aldrig vil være i nærheden af at være et objektivt nyhedsmedie.

Men tanken er vel også, at folk skal påvirkes massivt til ikke at kunne udføre kritisk tænkning, samt at illusionen om et repræsentativt demokrati skal opretholdes via en massivt uoplyst befolkning !

Det massive misforhold - der er i signal/støj-forholdet på FB (skraldespands- og uvidenheds-tonen) - får i hvert fald undertegnede til at holde sig langt væk fra denne !

Steffen Gliese

Mikkel Velschow-Rasmussen, folk er ikke så dumme, at de ikke ved, at de modsatte synspunkter af deres egne florerer. De har imidlertid brug for at vide, hvordan det går med de synspunkter, de selv bakker op om, det verdenssyn, de både hylder og ønsker at promovere. Sådan var det med partiaviserne i gamle dage, og sådan er det med Facebook i dag - og måske skal man i stedet indse, at det er det, der er folks behov: at blive styrket i deres samfundssyn, indse at de Gud være lovet ikke er alene, og at den naive tro på neutrale nyheder forlængst har vist sig at føre til en enøjet nyhedsformidling, ikke med vilje, men af naivitet og troen på egen evne til at lukke sig selv ude fra stillingtagen. Intet bliver mere manipulerende end dette - hvorimod en erkendt position tillader at forholde sig både positivt og negativt.
Men måske er det alligevel farligt - måske sad Jens Jonathan Steen i Deadline og talte om Corbyns uspiselige politik, fordi han ikke i sit feed har set, at Corbyn fra at være 20% bag May, nu kun er 5% bag. Det er et helt overvældende skift, og Tory-manifestet, der i mellemtiden er kommet ud, vil ikke forbedre hendes chancer.

Vibeke Rasmussen

Og når denne primat (moi) i horizontudvidende øjemed "kigger ind i" og googler sig frem til baggrund og oversættelse, dukker dette citat op:

“Es hatte die Wirkung, die gemeiniglich gute Bücher haben. Es machte die Einfältigen einfältiger, die Klugen klüger und die übrigen Tausende blieben ungeändert.”

Jan Weis, Grethe Preisler og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Morgan Pryds

Hej Steffen Gliese. Det er jeg som indgår i artiklen. Er det ikke netop uden for proportion at kalde nogen for hjernedød på baggrund af dette? Ad homenem ftw. :-)

Jan Weis, Vibeke Rasmussen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Morgan Pryds

Michael Kongsted Nielsen. Det fremgår faktisk i artiklen at jeg er fra nakskov. Hvilket er endnu mere ude i ingenting. :-)

Morgan Pryds

Erik Roffen Nissen. Du har ikke læst artiklen så grundigt. Men det er ok. Det er jeg som indgår i interviewet, og Søren var faktisk ret miljøbevidst. Vi skulle kommentere på en video der var ret overdrevet. Det var en mand der slog græs med en le :-)

Jeg tror iøvrigt på klima forandringer, jeg mener bare at eks. Atomkraft er en mere rationel løsning på CO2 end at indrage oceaner af natur til vindmøller og solceller.

Michael Kongstad Nielsen

Det er jeg med på, Morgan.
Tak fordi du blander dig i debatten her på siden. Det er friskt.

Morgan Pryds

Niels nielsen. Hvad mener du med at vi er onde? Det er da lidt af en fjolle påstand. Kan du argumentere lidt grundigere for det?

Mvh. Morgan fra artiklen.

Niels Duus Nielsen

Morgan Pryds, jeg generaliserer bare, på samme måde som højrefløjen og Nye Borgerlige generaliserer over muslimer.

Hvis man gennemfører den ekstreme højrefløjs politik vil det betyde at tusindvis af uskyldige mennesker vil blive pariaer i samfundet. Enten er man for dum til at indse dette, eller også er man ligeglad, og i så fald er man ond, i ordets traditionelle betydning.

Ligesom jer højreorienterede er stort set enige om, at alle venstreorienterede generelt er dumme eller naive, er vi venstreorienterede stort set enige om, at højreorienterede generelt er dumme eller onde. Især, hvis de ligefrem er medlemmer af Nye Borgerlige, så må der jo være et eller andet galt.

Steffen Gliese luftede en meget udbredt holdning på venstrefløjen, som jeg i øvrigt deler, men hvis du kunne læse, ville du se, at jeg faktisk går i rette med Gliese på dette punkt og sammenligner ham med Goebbels. Hvad han ikke har protesteret imod, han er nemlig ikke så sart.

Jeg håber du når at læse mit svar, Morgan, inden det bliver slettet.

Morgan Pryds

Niels Nielsen,
Der er mennesker på begge fløje der har forladt deres fornuft. I virkeligheden er problemet kontrasten mellem rationalisme og patos.

Når du tager patent på korrekt moral, så er du netop en del at problemet.

Lad os sige at jeg køber din påstand om jeg som værende ond. Således må du vel på samme grundlag vurderes som ond jvf. følgende fakta.

1. at velværen forringes for de ældre, patienter og andre eftersom at alle tal peger på at indvandrere for ikke vestlige lande er en underskudsforretning.
2. at du accepterer flere ofre for kriminalitet jvf. en markant over repræsentation særligt indenfor grovere vold.

Altså al den stund at ondskab kan defineres som værende rummende/accepterende overfor andres smerte og ulykke må vi jo begge være onde. Jeg fordi jeg mhp. på bedre forhold på svage danskere accepterer "ulykke" hos udlændinge, og du af omvendte årsager.

Hvis du istedet for at definere andre som dumme, naive og onde indgik i debatten på respektfuld vis så kunne du være med at til modsætte dig skismaet mellem de to fløje.

Som du kan læse i slutningen af artiklen har jeg oprettet et forum med medlemmer fra enhedslisten til nye borgerlige netop mhp. at vi alle får udfordret vores synspunkter.

Niels Duus Nielsen

Morgan Pryds, hvor finder man din diskussionsgruppe? Ideen er god, og jeg kunne finde på at møde frem, da jeg godt som arbejdsløs kan savne kolleger, som man kunne være uenig med, og som man kan diskutere med, ansigt til ansigt, uden at de forsvinder, blot fordi man taler med store bogstaver.

Den store forskel på den ondskab, du skyder mig i skoene, og den, jeg skyder dig i skoene er, at din analyse er forkert. Det er ikke tilflytternes der forringer de ældres og de syges og de handicappedes forhold, det klarer de højreorienterede politikere helt selv - de bruger blot tilflytterne som et påskud til at tage skylden for noget, de ville have gjort alligevel. Og kriminalitetsraten siger ikke så meget om tilflytterne specielt som den siger noget om medlemmerne af den laveste underklasse generelt, hvor tilflytterne hovedsageligt er placeret.

Du har helt ret i, at der ikke nødvendigvis er fremtid i at kalde hinanden for idioter og det, der er værre, og som man jo læse i avisen, lever vi i digitale bobler, hvor vi kun omgås ligesindede, og hvor vi ikke risikerer at få en på skrinet, hvis vi kommer med uhøvisk tale, det værste, der kan ske, er at et indlæg bliver slettet.

Blot må jeg advare dig om, at som mangeårigt medlem af underklassen kunne jeg godt finde på i diskussionens hede at kalde dig idiot ansigt til ansigt, hvis jeg vurderer at det vil fremme forståelsen. Her fik det dig ud af busken, og respekt for det.

Morgan Pryds

Niels Nielsen. Hele ideen i gruppen som hedder >>rationel debat<< er at debattere uden store bogstaver. Ellers kunne vi jo bare diskutere videre i det åbne på facebook. Derfor er ad homenem argumenter heller ikke tilladt. At kalde nogen i idiot i en debat er et falsk argument. Hvis vi eks. diskutterer om en benzin eller diesel motor er bedre til en opgave, og jeg så siger, jeg har ret fordi du er en idiot, så jeg har jo anvendt en forfejlet logik. Igen gør det samme sig gældende med dum og naiv. Lever argumenter for din påstand frem for at angribe modstanderens karakter. Det er meningløst.

Du er velkommen i forummet, men at kalde nogen en idiot uden derefter at i respekt at trække det tilbage ville give en advarsel :-)

Niels Duus Nielsen

Morgan Pryds, hvis der er tale om et forum på internettet er jeg nok ikke så interesseret, det er den direkte meningsudveksling ansigt til ansigt, som jeg savner, så man på mimikken kan se, om folk virkelig mener, hvad de siger, eller om det blot er en provokation. Emojis er en fattig erstatning for et glimt i øjet. Og jeg vil da gerne trække tilbage, at du er dum eller ond, da du måske er en af de undtagelser, som bekræfter min generalisering.

Men lidt interesseret er jeg da, så hvor finder man diti forum?