Man gør børn fortræd

CANNES – Det minder om Edvard Munchs Skriget eller noget fra en skrækfilm: En 12-årig dreng står bag en dør med tårerne løbende ned ad kinderne og skriger et desperat, lydløst skrig.

Han har overhørt sine forældre skændes om, hvem af dem der skal have ham efter deres skilsmisse. Ingen af dem vil dog have ham, og de overvejer at sende ham på børnehjem eller kostskole. Dagen efter forsvinder drengen sporløst.

Der er flere billeder og scener fra film, jeg har set her i Cannes, som jeg ikke vil glemme foreløbig. Men ovenstående øjeblik fra russiske Andrej Zvyagintsevs brutale Loveless, der åbnede hovedkonkurrencen her på filmfestivalen i Cannes i år, har brændt sig fast på nethinden. Filmen skildrer et samfund i opløsning og i strid med sig selv og viser, hvordan følelseskolde, ansvars- og tankeløse mennesker gør skade på hinanden.

Og det er et tema, der går igen i adskillige af filmene i det officielle program: Mennesker, især børn, der bliver svigtet af dem, som i stedet burde passe på dem og overøse dem med kærlighed. Jeg ved ikke, om det er en kommentar til et samfund og en verden, hvor empati i hvert fald på et systemisk og institutionelt niveau er en mangelvare – men det er nærliggende at tro.

Zvyagintsev afviser selv – som han har for vane, måske fordi han stadig skal bo og arbejde i Rusland – at Loveless er en specifikt politisk og Ruslands-kritisk film, men han siger dog, at den handler om, hvordan mange mennesker verden over har det.

Flygtningesituationen som bagtæppe

Det kan man sige om skuespilleren og aktivisten Vanessa Redgraves instruktørdebut, dokumentarfilmen Sea Sorrow, der med udgangspunkt i menneskerettighedskonventionen og ganske almindelig medmenneskelighed sætter en tyk streg under, hvorfor Europas behandling af flygtningene sydfra, ikke mindst de mange tusinde uledsagede, mindreårige børn, er uanstændig.

Som film betragtet er Sea Sorrow ikke spor elegant eller interessant fortalt, men det er umuligt ikke at blive grebet af Redgraves engagement og de mange billeder af flygtninge i små både eller overfyldte flygtningelejre, blandt andre den nu nedrevne Jungle i Calais. Også her gøres børn fortræd.

I Michael Hanekes isnende og ironisk betitlede Happy End tynges en snart 13-årig pige af generationers nedarvede afstumpethed i sin velhavende familie, der ikke har øje for ret meget andet end sig selv.

Den østrigske samfunds- og civilisationskritiker er en mester i med sine billeder at dissekere usunde, ødelæggende strukturer og mønstre, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Happy End foregår i Calais, hvorfor flygtningesituationen hele tiden spøger i baggrunden. Filmen er om noget et sindbillede på vesteuropæisk ligegyldighed og afmagt. Det er ikke kønt at se på.

Dysfunktionel familie

I år synes Michael Haneke dog at have mødt sin overmand, hvad angår skildringen af dysfunktionelle familier, nemlig græske Yorgos Lanthimos, der i sin anden engelsksprogede film, The Killing of a Sacred Deer, blander absurdisme med melodrama, gys og græsk tragedie.

Colin Farrell spiller en kirurg, hvis tilsyneladende harmoniske – men reelt kolde og overfladiske – familieliv bliver revet fra hinanden, da han knytter venskab med en teenagedreng (en brillant Barry Keoghan), hvis far døde på kirurgens operationsbord.

Det viser sig, at knægten er ude efter hævn, og den er så udspekuleret, at kirurgen og hans kone (Nicole Kidman), tvinges til at tage nogle overordentligt ubehagelige beslutninger i forhold til deres egne to børn.

Lanthimos portrætterer en hverdag, hvor alting synes så formaliseret og skemalagt, at der ingen glæde er i det. Kirurgen er så rationelt tænkende og videnskabeligt funderet et menneske, at han ikke forstår, hvad teenageknægten vil have af ham – hvad hans familie har brug for – før det er for sent, og hans manglende empati og ansvarsløshed udstilles grimt og grundigt.

»Fascist,« råbte en italiensk journalist mod lærredet, da The Killing of a Sacred Deer var færdig, hvorefter han, journalisten, stormede ud af biografen. Fascist er Yorgos Lanthimos ikke – han er trods alt ude i et humanistisk ærinde – men stor tiltro til sine medmennesker har han heller ikke, hvilket han også har demonstreret i tidligere film som Dogtooth og The Lobster.

Mere kærlighed og varme

Der bliver gjort færre børn fortræd i Ruben Östlunds satiriske The Square, men hovedpersonen, museumslederen Christian (Claes Bang), har to børn, piger, der med stigende undren ser deres far køre af sporet.

Christian forsøger filmen igennem at være et godt og anstændigt menneske – et forbillede for sine piger – men det lykkes ham sjældent, fordi han mere eller mindre selvforskyldt ender i nogle socialt akavede situationer, han sidenhen ikke vil tage ansvar for, og så går det galt.

De blikke, pigerne sender ham til sidst i filmen, synes om noget at indikere, at de har opdaget, at han bestemt ikke er fejlfri – det er et hårdt øjeblik for alle forældre, når de på den måde bliver ’afsløret’.

En af Östlunds store styrker – og grunden til, at hans film fungerer så godt – er, at han begavet og skarpt udstiller genkendelig opførsel og almenmenneskelig dårskab. Man kan spejle sig i hans personer – som man kan spejle sig i Michael Hanekes og Yorgos Lanthimos’ – og derfor gør hans film ondt, samtidig med at de er morsomme.

Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories (New and Selected) er ikke mindre skarp – og personerne ikke mindre lette at identificere sig med – men den rummer til gengæld noget mere varme.

Adam Sandler, Ben Stiller, Elizabeth Marvel og Dustin Hoffman spiller hovedrollerne som familien Meyerowitz, hvor ikke mindst børnene – Sandler, Stiller, Marvel – har et gevaldigt horn i side på deres far, Hoffman. De føler sig med rette svigtet, mens faren, en falleret kunstner, føler sig overset af den etablerede kunstverden.

De har alle deres særheder, og Baumbach spidder dem med stort vid og en god portion kærlighed, der trods alt tilbyder noget af det lys eller håb, som Loveless, Happy End og The Killing of a Sacred Deer mangler.

Empatien lever

Og det er måske ikke så mærkeligt, at håbet i år primært skal findes i filmfestivalens to eneste børne- eller familiefilm, nemlig sydkoreanske Bong Joon-hos Okja og amerikanske Todd Haynes’ Wonderstruck. I begge film må handlekraftige, modige og videbegærlige børn kæmpe for det, de synes er rigtigt, og i begge film optræder der uforstående voksne, der tænker mere på sig selv, end de tænker på børnene.

Okja er et frydefuldt eventyr, der handler om vores usunde mad- og kødkultur og om 14-årige Mija, som må kæmpe med en international fødevarevirksomhed, ledet af Tilda Swintons skruppelløse Lucy, for at redde den kæmpestore supergris, titlens Okja, som Mija er vokset op sammen med. Joon-ho er en mester udi at blande genrerne, og Okja er en skæv, opfindsom, morsom, tempofyldt og rørende film stort set fra start til slut.

Haynes leger også med filmmediet i Wonderstruck og fortæller to parallelle historier – den ene foregår i 1927, den anden i 1977 – om børn, der prøver at finde ben at stå på og mennesker, som vil holde af dem.

Det er en film præget af et visuelt og narrativt overskud, og ligesom man efter at have set Okja genfinder troen på det gode i mennesker, bliver man efter at have set Wonderstruck bekræftet i, at empatien lever, og at det er muligt med en verden, hvor børn forundres og glædes over det, de oplever, i stedet for at måtte skrige i stilhed.

På nær ’Sea Sorrow’ vil alle ovennævnte film kunne ses i Danmark i løbet af det næste års tid. Mere fra Cannes i avisen, på information.dk og på Twitter: @monggaard