Læsetid: 4 min.

Hr. Schwann er hovedpersonen i Matadors fortælling om overklassens forfald

Den lille førstemand i Damernes Magasin er en biperson i overklassen, men en hovedperson i fortællingen om dens forfald
Hr. Schwann er slesk, snobbet og modbydelig. Men han er også en vidunderlig skønånd, som er latterlig, fordi han tror på, at skønheden er stærkere end kapitalismen

Hr. Schwann er slesk, snobbet og modbydelig. Men han er også en vidunderlig skønånd, som er latterlig, fordi han tror på, at skønheden er stærkere end kapitalismen

Rolf Konow

5. maj 2017

»Pas på trinnet.«

Det er noget af det første, hr. Schwann siger i Matador. Den lille førstemand viser os i seriens første afsnit den sociale orden i Korsbæk.

»Hvis De vil sælge noget, må De vente,« siger han, da Mads Skjern kommer til byen:

»De ser, her er en kunde – hvis De vil stille Dem derover.«

Han har været 42 år i Damernes Magasin, han overvåger omhyggeligt de sociale klassers trin, når han ekspederer efter rang, og hans anvisninger afdækker kodeks for byens ritualer. 

En ordinær kvinde beder om en vinrød kjole, men hun bliver irettesat af Schwann, som er lykkelig, når han nedladende med franske betegnelser forvalter den gode smag:

»Til pæne kjoler er det ikke vinrødt i denne sæson – i år bruges disse dessiner – voile og crepe de chine – medmindre fruen ønsker velour.«

Schwann afbryder sin ekspedition, da finere fruer gør deres entré. Nu er han servil og tiltaler dem med deres mænds titler:

»Fru apoteker Strøm – fru provianteringshandler Mortensen – hvad kan jeg tjene Dem med?«

Afvisningen

Hr Schwann i Matador er ligesom Swann hos Proust en dannet taber, som forvalter den gode smag i mødet med det kulturelle forfald.  

For Schwann er der ingen verden uden for Korsbæk, og den fremmede, som kommer ind, er uden for en verden baseret på mændenes titler og privilegier. Da de fine er ekspederet, vender Schwann tilbage til Mads Skjern, som har iagttaget hele scenariet:

»Hvis de absolut vil spilde Deres tid ...« siger han, fordi han mener, den fremmede burde gå. 

»Den er ingenlunde spildt,« svarer Skjern. 

Afvisningen i Damernes Magasin er urbegivenheden for købmanden Skjern: Han vil hævne sig på den sociale orden i Korsbæk inkarneret i hr. Schwann. Og Skjern knuser den lokale overklasse. Han åbner en tøjbutik overfor, som er billigere og appellerer bredere.

Han har nemlig også brugt hr. Schwanns opvisning som et stykke konkret sociologi, og han har set, at det gamle regime ikke regerer på dets præstationer, men på nedarvede privilegier. De er inkompetente og uproduktive. De køber på kredit, og de fører sig frem på deres navne.

I begyndelsen er hr. Schwann ikke bekymret over konkurrencen. Han konstaterer kulturens forfald, når de fine begynder at købe tøj hos Mads Skjern, men han kender smagens trin:

»Før syede de selv eller fik syet – af gode metervarer,« siger Schwann:

»Det skal de nok begynde på igen. Færdigsyet tøj. Det er ikke noget for virkelige damer.«

Regimeskiftet

Schwann er på den forkerte side af historien i alle sine betragtninger. Han kan ikke forestille sig, at den fine smag ikke vil besejre det standardiserede produkt, jazzmusikken håner han som »negermusik«, og han sviner den unge Arnold så brutalt til, da han kræver lønforhøjelse, at han tager job hos konkurrenterne på den anden side.

Schwann investerer sin arv i en forretning, som allerede er konkurs. Og da fabrikanterne ikke længere vil levere, fordi Damernes Magasin ikke betaler sine regninger, henviser Schwann til den højere smag, som må være den vulgære kapitalisme overlegen:

»Så findes der andre huse, som har et elegantere assortiment og en høfligere forretningsform.«

Den ultimative ydmygelse får Schwann, da han opdager, at Mads Skjern har købt butikken. Schwann nægter at tro, at der ikke skulle komme en køber og reetablere den fineste forretning i byen, »så damerne igen kan få honoreret deres gode smag«.

Kulturløsheden og produktiviteten triumferer, da Skjern laver Damernes Magasin om til bank og indsætter sin bror som direktør. Regimeskifte. 

Fra den episode bliver Schwann inkassator i byen og opkræver regninger hos hele det elegante selskab, han engang svøbte i velour og parisiske gloser.

Nu vender han sig mod den gamle moralske orden, han kan ikke længere fordrage den gamle overklasse:

»Ja, det er altid kun de rige, der skal have kredit – sådan var det også i Damernes Magasin.«

Skønheden

De rige er blevet løgnere og bedragere i Schwanns univers. Hr. Schwann passede så godt på de små trin, at han ikke så bygningen styrte sammen. Han dør ved et fald ned ad en trappe. Før sin død truede han med sagsanlæg, da han blev bidt af en hund, som skulle holde ham for døren. Misse Møhge fuldender Schwanns fald, da hun forveksler kulturhistorien med en karakterbrist: 

»Hr. Schwann var nu anderledes høflig, da han ekspederede i Damernes Magasin.«

Schwann er en biperson i borgerskabet i Korsbæk, men en hovedperson i fortælling om dets forfald. Og den store fortælling i Matador er den gamle overklasses undergang og det nye borgerskabs gennembrud. 

Schwann er slesk, snobbet og modbydelig. Men han er også en vidunderlig skønånd, som er latterlig, fordi han tror på, at skønheden er stærkere end kapitalismen. Han er en provinsudgave af madame Bovary, og når man ikke kan lade være med at identificere sig med taberne i Matador, er det naturligvis, fordi også vi tror på de skønne tegn som løfter om lykke.

Og frit efter Flaubert må vi sige: »Hr Schwann ... Det er mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Skov
  • Ib Christensen
Torben Skov og Ib Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frank Hansen

Madame Bovary i Flauberts debutroman levede skam også i provinsen, nærmere betegnet i Normandiet. Den episke åbningsscene, som beskriver landskabet og den nye vej åbnet i 1830 (så vidt jeg husker) var en god mundfuld i den literære franskundervining.

Ib Christensen

Jeg er også en Hr Schwann.

At der blandt mine landsmænd er for over 18 milliader kr. ukvalificerede mennesker til at være "hvemsomhelst hevet direkte ind fra gaden" er en skam jeg må bære. Noget jeg nok bør tage til overvejelse som borger i et land kendt for, at have en af de bedst uddannede befolkninger.

Grethe Preisler

Ak ja - en krukke kan gå så længe til vands, at den ender med at komme hankeløs hjem.

Hr. Schwann, alias skuespilleren Arthur Jensen (fred være med hans lille plagede sjæl) blev efter sigende 'skrevet ud' af drejebogen, fordi han efter instruktørens mening 'ødelagde gralsfortællingen' for de øvrige medlemmer af skuespillerteamet med sine primadonnanykker og mere og mere ublu krav om positiv særbehandling og lønforhøjelser på de øvrige medlemmer af skuespillerteamets bekostning i løbet af optagelsesperioden, der strakte sig over flere afsnit og længere tid end oprindelig planlagt.

Nok var 'Den lille Arthur med de blanke laksko' god til at 'spille sig selv, når han var værst'. Men så var han altså heller ikke bedre som 'holdspiller' i TV-serien 'Matador' efter instruktøren Erik Ballings skøn og mening .... ;-)

Flemming Berger, Per Torbensen, Torben Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Måske var den lille store Arthur besværlig men hans protest mod honoraret er i dag accepteret. Dengang var de aflønnet efter hvor mange replikker de havde og scener hvor Arthur ikke sagde noget gav, som jeg husker det, ingenting.
Arthur Jensen måtte skrives ud før hans tanker spredte sig til stor skade for Nordisk Film. Tænk hvis andre skuespillere forlangte som han.
Ikke mange år senere var skuespillerkontrakter meget lig, hvad Arthur Jensen ønskede.

Børge Rahbech Jensen

Hr. Schwann tilhørte ikke borgerskabet eller overklassen. Han var lønmodtager ligesom bl.a Agnes, Laura, Ulla og "Røde"Lauritz. Hans personlighed var præget af butikken, han var ansat i.

David Zennaro, Henning Mikkelsen, Torben Skov og Jan Damskier anbefalede denne kommentar

Jeg mener, det kun var Albert Arnesen, der omtalte jazz som "negermusik". Schwann mente ganske givet det samme, men han bruge aldrig n-ordet. Endnu biperson, der på samme måde er hovedperson, er Frk. Jørgensen (Eva Gebuhr), der tog den samme tur, som Schwann og som oven i købet måtte lide den tort, at hun ikke kom i betragtning, da Arnesen tog sig en ny, ung hustru.

Men ellers er serien jo propfyldt med skæbner, der enten tager turen opad eller nedad - og på hver sin måde. Tænk bare på Skjold-Hansen. Daniel ville ifølge Lise Nørgaard være kommet til at tjene mange flere penge, end hans far nogensinde ville have drømt om, hvis serien var fortsat. Nu sluttede serien så i 1947 - et fint tidspunkt på kanten af en ny tidsalder. Men det ville da have været morsomt, at se, hvordan livet i Korsbæk ville have formet sig op igennem 50'erne og 60'erne.

Det ville have været fantastisk, om den sidste scene i det sidste afsnit, som skulle foregå i 1970, ville forestille Ellen Skjern på sin altan i sin nye fashionable lejlighed på Christianshavn - med udsigt ned mod Christianshavns Torv og over Amagergade. Hun skulle stå der, med en kølig drink i hånden, og se ned på arbejderklassen, der huserede i Amagergade. Her skulle en lille, kittelklædt vicevært gå rundt med sin kost, mens der inde fra det lokale værtshus, Rottehullet, lød et umiskendeligt "Hold kæft, Meyer!". På den måde ville Arthur Jensen også have fået en scene mere i Matador. I en ordløs rolle fra en af de laveste socialklasser.

Lilli Wendt

Så lige første afsnit af Matador forleden. Interessant, da jeg ikke før har set seriens start, og tidligere kun set enkelt afsnit. Meget i "den gamle verden" ligner nu vores verden, og jeg har tit tænkt, at vore moderne tider ligner tiden omkring 1900 tallets begyndelse - især i forhold til underdanighed over for fine titler, synet på og behandlingen af de syge/de fattige/de arbejdsløse, magtens og pengenes fordeling i samfundet, skoleundervisningen, etc.