Læsetid 14 min.

Humanitært svigt set gennem en kameralinse

I tre årtier har Jan Grarup fotograferet død, ødelæggelse og tragiske menneskeskæbner. Med sin nye fotobog vil han råbe op om de mange konflikter, som har sat dybe spor i ham som menneske, men som kun bliver i offentlighedens bevidsthed i ganske kort tid, før der bliver helt stille omkring dem igen
Mosul. Et billede af, hvad Jan Grarup formoder er en kriger fra Islamisk Stat. Han er bagbundet, hans sko er væk, og Grarup kalder det »brutalitet i sin reneste form«.

Mosul. Et billede af, hvad Jan Grarup formoder er en kriger fra Islamisk Stat. Han er bagbundet, hans sko er væk, og Grarup kalder det »brutalitet i sin reneste form«.

Jan Grarup

11. maj 2017

Det har sat sine spor, at krigsfotograf Jan Grarup, siden han var teenager, har rejst ind og ud af krige og naturkatastrofer. Blandt andet i hans ansigt. Selv om han ikke er fyldt 50 år endnu, er hans rynker tydelige, som han sidder ved spisebordet i sin to-etagers lejlighed på Østerbro og bladrer gennem en tyk bunke print af sine egne fotografier.

Der er billeder af folkemordet i Rwanda, borgerkrigen i Jugoslavien, fra konflikten i Darfur, fra oversvømmelser og jordskælv og så de helt nye fotografier fra kampene mod Islamisk Stat omkring den irakiske by Mosul, hvor Grarup befandt sig indtil for en måned siden, og hvor han kan rejse tilbage til med en dags varsel, hvis kampene pludselig intensiveres.

Hele bunken af fotografier og flere til skal være en del af Jan Grarups nye fotobog And then there was Silence, som udkommer til august. Det er en arbejdstitel, han har båret med sig i mange år, og som for ham opsummerer, hvordan den vestlige verden reagerer på krige og katastrofer i tredjeverdenslande.

»Historier fra krig har en bevågenhed i en kort periode. Men så bagefter bliver der helt tavst omkring dem. Og det er et problem,« siger Jan Grarup, der mener, at verdenssamfundet og mennesker generelt skal mindes om fortidens fejl, hvad angår krig, nødhjælp, fattigdom og behandling af flygtninge, hvis vi skal lære noget af dem og stoppe med at reproducere dem.

Derfor håber han, at han med sin nye bog kan skabe larm midt i stilheden.

»Folk kommer til at sidde med bogen og bladre forbi billeder af folkemordet i Rwanda og måske tænke, at det var jo tilbage i 1994, og vi er heldigvis blevet klogere siden. Og når de så er bladret hen til slutningen, vil de støde på billeder fra Mosul i 2017, der viser præcis det samme. Og dér vil de se, at vi ikke er blevet en skid klogere.«

I anledning af udgivelsen er Information taget hjem til krigsfotografen for at tale om hans bog og for gennem fem konkrete billeder at høre om, hvordan han fotograferer, så fotografierne ikke forsvinder fra nethinden lige foreløbig. Det første billede, han finder frem, er fra Mosul.

Nedslagtning i Mosul, 2017

En eftermiddag i marts drejede Jan Grarup ind ad en gyde lidt uden for Mosul og befandt sig pludselig med sit kamera midt i en krigsforbrydelse. Her lå 20 mennesker, der var blevet henrettet.

»Man kan se, at de døde har haft tasker med sig, og de har sikkert været i gang med at flygte, da de er blevet fanget i gyden mellem kampene. Man kan forestille sig, at de har ventet på, at de kunne komme fri, men så er de blevet overmandet og skudt på klods hold. Se skudhullerne i muren bagved,« siger han og peger rundt i billedet, blandt andet på den lille døde pige, der har en lyserød gummistøvle på den ene fod. Det vides ikke, hvem der står bag nedskydningen. Jan Grarup tror, at det er krigere fra Islamisk Stat.

Jan Grarup

Islamisk Stat var 50 meter længere nede ad gaden og var i gang med at kæmpe sig frem. Kampene var voldsomme, situationen var stresset, og han nåede kun at tage nogle få billeder, inden han blev nødt til at skynde sig væk fra scenen.

Siden har han forsøgt at sælge billederne til blandt andre Politiken, der har afvist at bringe dem af den grund, at man ikke ved, hvem der står bag henrettelserne. I stedet har Jan Grarup lagt billederne på sin facebookprofil, hvor de er blevet »liket og delt i hoved og røv«, som han siger, men hvor de også har sat gang i en debat om, hvor brutale billeder, man kan tillade sig at bringe både på de sociale og de gamle medier.

Selv var fotografen i tvivl om, hvorvidt han skulle dele billederne med offentligheden, men han kom frem til, at det var af samfundsmæssig interesse at vise brutaliteten i Mosul.

Jan Grarup ser fotografiet som politisk og humanistisk – ikke fordi det skal presse en bestemt holdning ned i halsen på tilskueren, men fordi fotografiet, som han siger, aldrig kan blive objektivt. Han fotograferer ofte i sort-hvid og med et æstetisk islæt, som har indbragt ham otte stykker af den prestigefyldte fotopris World Press Photo.

For Jan Grarup er æstetikken et kunstgreb. Det handler ikke om, at han vil æstetisere over andre menneskers ulykke, skynder han sig at tilføje, men æstetikken gør, at folk kan beholde et blik på billederne. Hvis tilskueren med det samme kigger væk, så kommer han aldrig rigtig ned og »kradser i lakken«, og så kan det jo være lige meget, siger Jan Grarup.

Billedet af nedslagtningen fra Mosul adskiller sig på den måde. Her er ikke tale om et klassisk reportagebillede, men om en dokumentation af en krigsforbrydelse. Det er der mange, der ikke kan holde ud at se på, men lige i dette tilfælde, tænkte Jan Grarup, at »nu må det være nok«.

»En mere klassisk Grarup ville være at fotografere en barnehånd tæt på eller sådan noget. Men det her var så voldsomt, at jeg tænkte, at nu får de den for fuld udblæsning.«

Anti-balaka-krigere på en af deres baser i udkanten af Bangui, Den Centralafrikanske Republik. Herfra går de på natlige raids igennem områder, hvor de dræber enhver muslim, de måtte støde på
Læs også

Jan Grarup startede sin karriere som fotograf på Helsingør Dagblad, da han var 15 år gammel, og allerede som 17-årig befandt han sig for første gang i en livsfarlig situation gennem sit arbejde. Den unge fotograf var taget til Belfast i Nordirland og var i gang med at dække et stort begravelsesoptog for nogle terrorister fra IRA.

Pludselig kom den protestantiske pendant til gruppen, UDA, kørende i biler og skød med maskinpistoler ind i mængden, hvor Jan Grarup stod. Det var et held, at han ikke blev ramt.

Oplevelsen var rystende, men Jan Grarup opdagede også, at han fungerede i sådanne situationer. Han følte, at han stod midt i en historie, der var større og vigtigere end bare det nære liv på nationalt plan.

Siden har Jan Grarup fotograferet fra alverdens brændpunkter, men alligevel kan han stadig blive bange. Når det sker, handler det enten om den helt konkrete frygt for at miste livet i en krig eller den mere abstrakte angst for, at han nu skal ud og opleve noget, som han aldrig kommer sig over. Ligesom det skete for ham i Rwanda.

»Jeg oplevede så meget brutalitet og ondskab under folkemordet, at det forandrede mig. Jeg kom hjem og var et andet menneske og var allerede der nok ved at udvikle en form for posttraumatisk stress,« siger Jan Grarup, tager et sug af sin elcigaret og fortsætter:

»Jeg kom mig aldrig over Rwanda. Måske skal man heller ikke komme sig over det at se så meget død og ødelæggelse. Men man skal leve med det,« siger han. Og det har han gjort, selv om det gennem årene har krævet store mængder af både alkohol og stoffer. Det er han holdt op med nu, men det er ikke fordi, konflikterne bliver mildere. For eksempel, siger han, står Mosul som noget af det stærkeste, han har oplevet.

Jan Grarup, krigsfotograf 

  • Krigsfotograf, forfatter og foredragsholder.
  • Født 2. december 1968 i Kvistgård.
  • Uddannet fotojournalist fra journalisthøjskolen i Århus i 1991.
  • Har vundet fotoprisen World Press Photo otte gange – senest i 2013 for sin serie om somaliske piger, der spiller basketball.
  • Forfatter til fotobogen ‘Shadowland’ fra 2005. Aktuel med fotobogen ’And then there was silence’, der udkommer til august.
  • Tidligere ansat hos Politiken og Ekstra Bladet, nu selvstændig.
  • Far til fire.

Hængebroen i Kashmir, 2005

Det næste billede, Jan Grarup skal fortælle om, er af ældre dato og er taget lige efter jordskælvet i Kashmirprovinsen mellem Pakistan og Indien i 2005. Ti kilometer fra epicenteret, i den lille landsby Balakot, var en hængebro, byens hovedpulsåre, faldet halvt ned.

»Billedet blev et synonym for overlevelse midt i ekstrem ødelæggelse. Folk kæmpede for at komme frem og tilbage med nødhjælp. Hængebroen kom til at fungere som en motorvej, hvor folk bar deres sårede over den ene vej for at få lægehjælp, mens de bar nødhjælpen over den anden vej,« siger Jan Grarup, der selv gik over broen mange gange, og som stod på den, da han tog dette fotografi.

Jan Grarup

Netop viljen til overlevelse var et af temaerne for hans billeder fra Balakot. Et andet billede fra serien viser en frisør, der har fundet sin frisørstol frem fra murbrokkerne, og som er i gang med at klippe og barbere en ung mand under åben himmel oven på den fuldstændig sammenstyrtede salon.

»Hvis vi havde sat os i den situation, så havde vi panikket for lang tid siden. Men mennesker rundt omkring i verden er ekstremt hårdføre i deres livsførelse. Katastroferne kommer ikke bag på dem,« forklarer Grarup.

Hele historien om jordskælvet i Kashmir var, at mange organisationer havde svært ved at skaffe penge til nødhjælpsarbejdet, fordi det var i Pakistan, og fordi der var en tydelig skildring af »dem og os« herhjemme, husker Grarup.

»Der var allerede dengang kommet en følelse af ’jamen, hvorfor skal vi hjælpe dem’, som vi også ser i dag med flygtninge fra blandt andet Syrien. Jeg rejste derned med en dansk-pakistansk forening, der havde rejst penge til, at jeg kunne komme afsted, og de var rystede over, at der ikke kom hjælp,« siger Grarup. I sådanne situationer, selv om katastrofen er naturskabt og ikke menneskeskabt, kan graden og indignation og frustration komme op på samme niveau, som havde der været tale om en krig med bevidst myrderi, siger krigsfotografen.

And then there was Silence bliver Jan Grarups anden fotobog. Den første, Shadowland, udkom i netop 2005, kort tid efter jordskælvet i Kashmir. And then there was silence bliver delvist et redesignet genoptryk af billeder fra den tidligere bog samt mange nye billeder, som Grarup har taget de seneste 12 år.

Fotobogen bliver et femhundredesider langt værk i stort format. Næsten som en coffee table-book, bortset fra, at den indholdsmæssigt bliver så langt fra en hyggelig bog, som man kan forestille sig. Den skal ikke bare være tung fysisk men også indholdsmæssigt, og Jan Grarup håber, at den kan fungere som et dokument eller ligefrem et manifest.

Store fotobøger koster normalt »en krig«, men denne skal kun koste det samme som en krimiroman. Derved vil Grarup ramme alle former for målgrupper, for det sidste, han ønsker sig, er nemlig, at det bliver en elitær bog, der kun taler til dem, der allerede mener det samme som ham.

»Jeg tror på, at der findes mange forskellige mennesker, der ønsker at forstå de her konflikter. Jeg lægger jo ikke billeder ud af hunde, katte og det bløde liv. Jeg lægger billeder ud af det, jeg laver, og alligevel har jeg over 100.000 følgere på de sociale medier. Så jeg må drage den konklusion, at der rent faktisk er en interesse for at søge viden om, hvad der sker rundt omkring i verden.«

Høje hæle og kærlighed i Haiti, 2010

I januar 2010 landede Jan Grarup på Haiti, hvor der netop havde fundet et jordskælv sted. Han kom direkte fra konflikten i det sydlige Sudan, og han følte det som om, at det her var det sidste, både han og verden havde brug for.

Under ruinerne lå over 200.000 døde mennesker. Folk kæmpede for at overleve, og landets indbyggere røvede butikker og varehuse for at finde noget at spise og drikke.

Jan Grarup husker, at der lugtede af død over alt i byen. Når man har lugtet det én gang, forklarer han, så er man ikke i tvivl. Det er en meget sød, kvalmende lugt.

»Men midt i det inferno af død og rå overlevelse, kommer det her kærestepar pludselig gående. Hun er i kjole og høje hæle, de holder i hånd, og han fører hende gennem kaosset. I gaderne rundt om brænder det. Så det her er et lille øjebliks stilhed midt i anarkiet.«

Jan Grarup

For Jan Grarup handler fotografiet om de store begreber i livet – beskyttelse, omsorg og kærlighed. Og mens de brutale billeder får folk til at kigge væk, så er det Jan Grarups oplevelse, at det tit er billeder af overlevelse, smil og skæve situationer, som folk reagerer mest på.

»Når jeg fotograferer, handler det om ærlighed og om at vise brutaliteten i krig og katastrofer. Men det handler så sandelig også om at vise, at der er kærlighed og en utrolig vilje til overlevelse. Børn har en evne til at overleve selv de mest vanvittige situationer,« siger han.

En anden styrke ved billeder, der har et element af overlevelse, er, at de kan bygge bro mellem fjerne verdener, mellem dem og os, mener Grarup. Hvis billedet kan få os i Danmark til at genkende os selv i mennesker på en fjern ø i Det Caribiske Hav, så kan de være med til at skabe en direkte adgang og en forståelse mellem os.

I glimtene af håb midt i elendigheden ligger også kontrasterne, som man ser alle steder i Jan Grarups billeder og for den sags skyld også i mindre ekstreme udgaver i hans eget hjem, hvor der på gulvet i stuen står et lyserødt legehus tilhørende Jan Grarups datter og en skudsikker vest lænet op af. Det er voldsomhed og hverdagsliv på ét og samme sted.

»Det er en af de ting, der er med til at holde mig i gang. Når man bliver vred over noget, man ser, og når man bliver indigneret, er det et fantastisk fuel. Men det samme gælder om håb og kærlighed. Èn ting er, at jeg kan være et sted, hvor de nede af vejen ligger og slås i en kamp om liv og død, og civile bliver slået ihjel. Men en kilometer fra frontlinjen bliver folk stadig gift. Det er fantastisk,« siger han.

Dekadence i Dubai, 2015

I den store fortælling om humanitært svigt og vestlig ’laden stå til’ kan man ikke komme uden om udnyttelse af billig arbejdskraft fra tredjeverdenslande og polariseringen mellem ekstremt fattige og ekstremt rige, mener Jan Grarup.

Også overforbrug og dekadence bør ifølge ham være en del af skildringen af menneskelig elendighed rundt omkring i verden. Derfor fotografede han i 2014 og årene efter i overflodens hovedstad Dubai, hvor det næste billede er fra.

»Når det virkelig er grotesk, så ser det sådan her ud. Det er en losseplads i Dubai, hvor der er blevet smidt en Ferrari og en Porsche ud. Der står for 12 millioner danske kroner biler, som er blevet kasseret i forbindelse med finanskrisen, hvor rige vesterlændinge er gået på røven og har forladt landet i hast og smidt bilerne ud. Der var tusindvis af sådanne biler, både Rolls Royce, Jaguarer, alt muligt. Hvis det ikke er dekadence, så ved jeg ikke, hvad er,« siger han.

Han taler hurtigt og i hårde vendinger, når han forklarer om Emiraterne, der er så rige, men som samtidig har folk ansat for slavelønninger til at klippe græsset udenfor med en neglesaks, og hvor man »stavnsbinder folk og tager deres pas«.

»Når du så samtidig ikke tager flygtninge, så er det da absurd. Det er en historie om overforbrug og om vestlig og arabisk dekadence, hvor Vesten og den arabiske verden kan mødes i et forbrug af penge, hvor man benytter mennesker fra tredjeverdenslande til at servicere hele lortet. Så begynder vi at rode med en helt anden problematik, nemlig moderne slaveri,« siger Jan Grarup. Han mener, at vesterlændinge valfarter til det futuristiske ørkensamfund, og at både Emiraterne og Vesten går på kompromis med deres værdier i mødet mellem hinanden, fordi der er penge at tjene.

»Jeg bliver altså vred,« siger han.

Mens Jan Grarup arbejdede på sit projekt i Dubai, fik hans ekskone konstateret en aggressiv form for kræft. Da hun døde i 2015, stod deres tre fælles børn uden en mor og med en far med et livsfarligt job. Der ændrede prioriteterne sig for Jan Grarup, der i en periode ikke rejste ud. I dag er han tilbage i sine gamle arbejdsmønstre.

»Jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal stoppe, for jeg synes jo, at mit arbejde er vigtigt, og jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle gøre i stedet,« siger han og forklarer, at hans børn har stor forståelse for det, han laver. Hans arbejde er så stor en del af, hvem han er, siger han, at han ikke ville være den samme i deres øjne, hvis han stoppede med at rejse ud og fotografere krig og kaos.

Men der er også en fysisk, naturlig grænse for, hvornår man ikke kan mere, siger han.

»Så hvis der er noget, jeg er, så er det bange for den dag, jeg når den grænse. Hvor jeg ikke kan mere. For så ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle.«

Død kriger i Mosul, 2017

Cirklen slutter tilbage i Mosul med et billede af, hvad Jan Grarup formoder, er en kriger fra Islamisk Stat. Han er bagbundet, hans sko er væk, og han har hjernemasse ud af hovedet. Grarup kalder det »brutalitet i sin reneste form«.

For ham handler hans arbejde ikke om soldater og krigere af den ene eller anden anden slags. Hans fokus er primært på den civile befolkning, og om hvad vi ud fra et humanistisk synspunkt kan være bekendt. Det går igen i de første fire billeder, han har vist Information. Om det så drejer sig om krig, naturkatastrofer eller rige samfund, så er der næsten altid humanitære svigt i det, han fotograferer.

Jan Grarup

Alligevel, siger han, bliver Danmark og Europa ved med at symptombehandle, indtil det er for sent.

»Vesten lader stå til samtidig med, at millioner af mennesker flygter og bliver slået ihjel på kryds og tværs, og det skaber en kolossal flygtningekrise i Europa. Det bliver vi nødt til at blive ved med at tage op og have en holdning til og en bæredygtig løsning på, for det er jo ikke noget, der slutter her. Der kommer kun flere og flere flygtninge og ikke bare på grund af krig, men også klimaflygtninge. Hvor skal de mennesker tage hen?«

Jan Grarup læner sig tilbage i stolen med et suk, inden har fortsætter.

»Jeg er jo ikke naiv, men hvis bare jeg kan få folk til at reflektere en smule, så synes jeg, at det er fantastisk. Og i sidste ende håber jeg jo virkelig, at mine billeder kan flytte holdninger,« siger han, da det ringer på døren.

Et minut senere står den nuværende blogger og tidligere popstjerne Saseline i Jan Grarups entré. Hun har pels på og et beauty team på to mennesker i hælene, og hun er kommet for at blive fotograferet af Jan Grarup. Da hun ser billedet af den døde kriger, som ligger på bordet i stort format, spærrer hun øjnene op.

»Gud. Han er da ikke død, vel?« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Thomas Overbye
    Thomas Overbye
  • Brugerbillede for Morten Pedersen
    Morten Pedersen
  • Brugerbillede for Sup Aya  Laya
    Sup Aya Laya
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Per Meinertsen
    Per Meinertsen
  • Brugerbillede for Randi Christiansen
    Randi Christiansen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Thomas Overbye, Morten Pedersen, Sup Aya Laya, Anne Eriksen, Per Meinertsen, Randi Christiansen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Emil Eiberg-Jensen
Emil Eiberg-Jensen

Nedenstående historiske statistiske befolkningsforøgelser kan ikke fastholdes af et kamera:

Sudan (Darfur), fra
5,7 millioner i 1950, til
42,1 millioner i 2017.

Rwanda fra
2,1 millioner i 1950, til
12,1 millioner i 2017.

Irak fra
5,7 millioner i 1950, til
38,6 millioner i 2017.

Syrien fra
3,4 millioner i 1950, til
18,9 millioner i 2017.

Det er befolkningerne,
- der er civile,
- som har holdt så mange bryllupper.
- og fået så mange børn,
- at deres samfund ikke har kunne give dem job, husly og sikkerhed.
- hvilket har ført til at befolkningerne er kommet i konflikter, borgerkrige og krige.

Hvis aviser, medier og forlag vil arbejde på at begrænse fremtidige menneskeskabte katastrofer,
- bør redaktører og journalister bruge mere tid på at analysere historiske statistikker,
- og spørge indtil hvordan befolkninger og politikere vil begrænse de negative virkninger af høje befolknings tilvækster.

Charlotte Svensgaard, Bruger 264775, Morten Pedersen og Else Marie Arevad anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

Jan Grarup har helt ret i at det er ovenud forfærdeligt - men hvor mange forfærdeligheder er det han mener at fks jeg skal forholde mig til ad gangen og i hvor lang tid? Og hvad forventer han at "jeg" kan gøre ved det og ikke mindst også han selv. Han dokumenterer det, ja - men dokumentationen løser intet og det ville det heller ikke gøre hvis jeg gik rundt i hverdagen og jamrede over verdens uretfærdigheder 24/7.
Det er ganske forfærdeligt, men det er ikke hverken mit, dit eller Glarups ansvar og Glarups billed dokumentation er mere med til at cementere mine tanker og holdninger om emnet end noget som helst andet