Bruger popstjernerne samarbejdet til at lade to musikalske universer mødes og slå gnister i interessante kulturelle sammenstød? Eller nyder de bare fordelen af, at de kan slå deres respektive fanskarer sammen og dermed hurtigere kan nå toppen?
Information har taget sagen i egen hånd og lavet kritiske lytninger af fem nye singler med samarbejder imellem nogle af tidens største stjerner.
For selv om vi selvfølgelig godt ved, at popmusik også er kalkuleret forretning, så er det jo stadig fedest, når musikerne rent faktisk skaber stor kunst, mens de sparer sammen til pensionen.
Slemme drenge, pæne piger og drømmen om showbizz
Kunst-/spekulation-vurdering: 70 procent kunst, 30 procent spekulation
Skal man finde et nulevende popstjernepar, der med melankolsk sexappeal skal udfolde den dystre version af filmen La La Land, den mørke version af drømmen om at klare sig i den amerikanske underholdningsindustri, må popfænomenerne Lana Del Rey og The Weeknd være et oplagt valg.
Og på Lana Del Reys nye single »Lust For Life (with The Weeknd)«, der ligefrem kommer til at være titelnummeret på hendes kommende plade, har hun netop inviteret The Weeknd med til at udfolde den førnævnte kunstneriske vision.
Malet op på Lana Del Reys retrolydbillede, hvor hun dyrker en Phil Spector-lignende wall of sound-æstetik, supplerer de to kunstnere hinanden perfekt som den ærkeamerikanske girl-next-door og den uforbederlige, rebelske badboy. Og gennem et hav af lyriske referencer til amerikansk popkultur, ikke mindst slået an af sangens titel, fortæller de den klassiske historie om at blive ved med at kæmpe under lyset fra Hollywood-skiltet på trods af hårde kår.
De havde et lignende samarbejde på The Weeknds plade, Beauty Behind The Madness, med nummeret »Prisoner«, men her blev koblingen imellem de to kunstnere aldrig rigtig stærk. Måske fordi Lana Del Rey ikke passede specielt godt ind i The Weeknds syntetiske univers. Det har de taget revanche for nu.
Lana Del Rey feat. The Weeknd: »Lust For Life (with The Weeknd)« (Polydor Ltd.)
Fedtede fingre i det forbudte frugtfad
Kunst-/spekulation-vurdering: 20 procent kunst, 80 procent spekulation
Hun har kort, lyst hår og knaldrøde læber, og hendes hoved svæver rundt over en tallerken med forskellige frugter. Samtidig rækker tre hænder med glitrende smykker ind imod frugtfadet, klar til at tage for sig af retterne.
På coveret til den amerikanske superstjerne Katy Perrys nye single, »Bon Appétit«, bliver der ikke kun flirtet med ideen om, at de tre rappere fra gruppen Migos skal spise af Katy Perrys forbudte frugter.
Der bliver også lagt op til, at Katy Perrys airbrushede polyesterpop skal mødes i en erotisk dans med de tre stofforherligende Georgia-rappere og deres glidende flow.
Det er på ingen måde et utænkeligt møde, men Migos kommer til at virke påfaldende påklistrede på denne single, og den glatte popsang, der bruger madmetaforer til at beskrive et sultent samleje, når både at ramme klimaks og at gå i tomgang, inden Migos-gutterne overhovedet kommer på banen.
Da de endelig falder ind, løfter nummeret sig en lille smule, men i stedet for at drysse stjernestøv efterlader de primært bare en lille smule grønligt smulder fra deres halvtomme pose med pot.
Katy Perry feat. Migos: »Bon Appétit« (Capitol Records)
Når Rihanna bare er den eneste ene
Kunst-/spekulation-vurdering: 95 procent kunst, 5 procent spekulation
Den amerikanske rapper Kendrick Lamar skulle efter sigende ikke høre mere end et par takter af det beat, der skulle blive til nummeret »LOYALTY.FEAT.RIHANNA.«, før han med sikkerhed i stemmen sagde: »Imma get Rihanna on this« (»Jeg vil få Rihanna med på dette nummer«). Det fortæller en af producerne bag nummeret, Terrace Martin, i et interview med musikmagasinet The Fader.
Og den indskydelse må være undfanget det sted i Kendrick Lamar, hvor hans kunstneriske visioner bliver genereret. For den barbadianske superstjerne Rihanna er perfekt som det kvindelige og klanglige modspil til Kendrick Lamar i denne sang fra hans mesterlige nye plade, DAMN.
Der er endnu ikke kommet en officiel video til LOYALTY, men Rihanna har været så venlig at optræde med sangen på instagram.
På »LOYALTY.FEAT.RIHANNA.« synger og rapper Kendrick og Rihanna om loyalitet på tværs af romantiske og platoniske forhold, på tværs af søsterskaber og broderskaber, og de gør det på en måde, hvor de ind imellem næsten smelter sammen, så loyaliteten også bliver en musikalsk symbiose. Det er smukt, bare smukt.
Kendrick Lamar: ’LOYALTY.FEAT.RIHANNA.’ (Aftermath/Interscope/Top Dawg Entertainment).
MØ er som altid sig selv
Kunst-/spekulation-vurdering: 35 procent kunst, 65 procent spekulation
Den danske sanger MØ er ikke bleg for at indgå i musikalske samarbejder, og man må sige, at hun har ført det til noget. Mest bemærkelsesværdigt – i et kommercielt perspektiv – er nok, at hun har sunget duet med den canadiske stjerne Justin Bieber på Major Lazers gigahit »Cold Water«.
Det er klart, at de samarbejder, hun har indgået i, har været med til at føre hende til den position, hun har på det musikalske verdenskort lige nu, hvor hun blandt andet ligger ret solidt placeret i top 100 over de mest spillede kunstnere på streaming-tjenesten Spotify.
Og hendes mest populære nummer på Spotify pt., »Don’t Leave«, er da også blevet til på baggrund af et musikalsk samarbejde med den engelske electro-duo Snakehips.
»Don’t Leave« er en ret ligefrem popsang om kærlighed, hvor MØ er smukt iscenesat som den lettere rodede og kunstneriske, men inderlige og loyale unge kvinde, der fornemmer, at kæresten overvejer at smutte.
Det er velskrevet pop uden de store dikkedarer, og det mest bemærkelsesværdige i denne sammenhæng er, at MØ’s integritet skinner klart igennem, selv om samarbejdet med Snakehips ikke medfører noget særligt spændende kunstnerisk clash og mest af alt virker en smule kalkuleret.
Snakehips & MØ: ’Don’t Leave’ (Sony Music UK)
Turistfælder og fotos i menukortet
Kunst-/spekulation-vurdering: 10 procent kunst, 90 procent spekulation
Det er altid lidt ildevarslende, når et nummer begynder med, at vi får slået fast, hvilke kunstnere der er ’i bygningen’. I hvert fald når det sker i popsammenhænge. Det er lidt ligesom restauranter, der har billeder af deres mad i menukortet. Så ved man bare, at man er havnet i turistfælden.
Sådan begynder nummeret »Body«, det nye samarbejde imellem dancehall-mesteren Sean Paul og den førnævnte raptrio Migos. Og turistfælde er faktisk en meget god betegnelse for »Body«. For her er der i sandhed skruet op for klicheerne og det musikindustrielle bondefangeri.
Lige fra vi ser coveret, hvor vi med et billede af en stort set nøgen kvinde, der ligger med ryggen mod kameraet og ballerne presset op imod en rude, får at vide, at der er sexlyrik på menuen. Til vi hører selve sangen, hvor vi bliver bekræftet i, at der rent faktisk er sexlyrik på menuen, men hvor vi også finder ud af, at det ikke rigtigt smager af noget.
Migos slog tidligere på året igennem med det ret gennemførte album Culture. Men lige nu er de godt i gang med at lade masseturisme ødelægge deres nyvundne kulturskat. Simpelthen fordi de ukritisk springer ind i ethvert samarbejde, der byder sig til.
Sean Paul feat. Migos: »Body« (SPJ Productions/Island Records/Universal Music)
Hvem siger popstjernerne overhovedet har noget at skulle have sagt? Det er måske pladeselskaberne der har fundet ud af at det genererer godt salg.
Hvorfor arbejder Lego sammen med horder af andre selskaber på tværs af brancher? Jeg har lidt på fornemmelsen at.... tør jeg sige det... for at tjene penge selvfølgelig.
Pengene styrer, også her.Penge er gået fra at være et middel til at være et mål over alt i den vestlige verden.
Fra sidst i 60'erne og frem til midt 80'erne - dengang vi unge var venstreorienterede og vi troede på fællesskab og ansvar, og så ned på kapitalisterne og forbrugersamfundet - dengang ville rigtige kunstnere ikke gøre "den slags" kun for at tjene penge.
Dengang optrådte anerkendte kunstnere heller ikke i reklamer for at tjene penge. Dengang solgte man ikke sin sjæl for at tjene penge. Dengang mistede vi bl.a. respekten for Peter Belli, der skiftede fra rock til tudemusik og dansktop for at tjene flere penge.
Idag, er det helt anderledes. Penge er blevet målet med alt her i livet, og der er ingen moralske skrupler over måden man tjener dem på. Enhver kunstner vil optræde som idiot i en reklame for et hvilket som helst produkt, når bare han/hun får sin betaling.
Hvis der er penge i at lave et fællesprojekt som beskrevet i artiklen, så er det da det man gør. De kunstneriske ambitioner kan, nu om dage, sagten trives i skyggen af penge.
Det er både og: kunst og spekulation. Kunstnere har en lang tradition for at medvirke i snart sagt hvadsomhelst. Årsagen er at de har én fælles interesse med producer/annoncør, nemlig at sælge "billetter". Når det lykkes, kaldes det synergi og hvis vejen går over samarbejde på tværs eller med et anerkendt firma/brand, så er det den vej man går. Nogle gange boostes den kunstneriske værdi, andre gange udhules den af samarbejdet. Det finder man først ud af når man prøver. Nøglen er casting, en overset men meget vigtig profession indenfor showbiz.
Og husk nu at se melodigrandprix i morgen. Det dansk-australske samarbejde får helt sikkert en god placering.