Interview
Læsetid: 17 min.

Man er ikke lykkelig i små kasser – samtale mellem Macron og Houellebecq

Det franske magasin Les Inrocks satte den franske forfatter Michel Houellebecq og den nuværende præsidentkandidat Emmanuel Macron over for hinanden til en samtale. Temaerne blev politisk repræsentation, folkeafstemninger som direkte demokrati, de franske statsbaner, religion, kinesisk stål og hvor meget staten skal blande sig i økonomien
Det franske magasin Les Inrocks satte den franske forfatter Michel Houellebecq og den nuværende præsidentkandidat Emmanuel Macron over for hinanden til en samtale. Temaerne blev politisk repræsentation, folkeafstemninger som direkte demokrati, de franske statsbaner, religion, kinesisk stål og hvor meget staten skal blande sig i økonomien
Kultur
6. maj 2017

Émmanuel Macron: »Interviewer du mig, eller interviewer jeg dig?«

Michel Houellebecq: »Vi kan gøre lidt af hvert.«

Macron: »Nu kender jeg ikke dine politiske tanker, men jeg forestiller mig, at de er ret sorte.«

Houellebecq: »Så sorte er de nu heller ikke. Jeg ser en krise i den politiske repræsentation, men med et lovende potentiale for positive forandringer. Lad mig markere min position. Jeg har aldrig brudt mig om at uddelegere selv den lille magt, jeg har som vælger, til nogen lovgivere. Derfor stemmer jeg ikke ved parlamentsvalg. Men jeg har da stemt ved kommunalvalg. Hvis præsidentvalg ikke havde så stor en politisk betydning, stemte jeg gerne ved dem. Hvis jeg skal sammenfatte min holdning, vil jeg sige: Jeg er for folkeafstemninger på folkeligt inititativ. Kun sådan skal der lovgives. Og det stopper ikke der: Befolkningen burde også stemme om statsbudgettet. Folk kan have alle mulige opfattelser af, hvor meget de vil give til politiet, til sundhedsvæsen, til erhvervsstøtte, til hæren, til uddannelse. Så må man finde frem til et gennemsnit.«

Macron: »Modsat den almindelige mening vil Michel Houellebecq skære drastisk på uddannelse, men forhøje statsbanernes budget! (latter). Jeg ved, han elsker banegårde og tog, men bærer på dybe traumer på grund af de lærere, han havde i sin skoletid ...«

Houellebecq: »Jeg fik ikke særlig meget ud af at gå i skole, fordi jeg aldrig hørte efter. Men jeg synes, det er vigtigt, at hele det franske territorium har gode trafikforbindelser, selv hvis det skulle give lidt underskud.«

Macron: »Mere seriøst vil jeg sige: Hvis franskmændene skulle diskutere statsbudgetter, skulle vi have et demokrati, der førte permanente diskussioner. Men fordi vi har national repræsentation som organisationsprincip, undgår vi det problem, som fik Athens demokrati til at gå på grund: problemet med, hvordan vi organiserer det direkte demokrati. Jeg forstår, at du har en klar forestilling om, at vi skal bruge så og så meget på tog og banegårde. Men tænk lige over, at du måske ville have det lige så elendigt med vælger-præferencernes gennemsnit, som du ville have det, hvis alle pengene gik til at opgradere uddannelsessektoren.«

Houellebecq: »Jeg er ofte uenig med flertallet, men jeg har en ægte respekt for dets stemme. Jeg vil bare gerne tages med på råd direkte. Schweiz, som er et af de få lande, hvor det sker, er ikke dårligt kørende.«

Macron: »Det er ikke et land, Frankrig kan sammenligne sig med. Politik har meget større tyngde i Frankrig. Franskmændene overinvesterer i politikken, og der er samtidig et demokratisk ubehag. Et ubehag, som er blevet ét med vores demokrati. En del af det ubehag skyldes vores tvetydige holdning til politikerne. Men i modsætning til hvad mange tænker sig, er deres rolle for mig at se ikke at love intense lykketilstande. Det er at give de rammer til borgerne, hvor de selv kan frigøre sig og opnå autonomi.«

Houellebecq: »Siger du, at problemet kommer af, at politikkerne lover at gøre folk lykkelige?«

Macron: »Til dels, ja. For mange politikere lever på denne tvetydighed, men der findes ikke en politisk organisering, der kan gøre mennesker lykkelige. Hvis de er lykkelige, vil det ikke være et resultat af politiske bestræbelser.«

Houellebecq: »Jeg er helt enig. Man kan ikke love hverken velstand eller lykke. Det ville jeg heller ikke forlange af Republikkens præsident. Jeg vil forlange, at præsidenten er en god leder, en god forvalter af statsapparatet, men også af de væbnede styrker – vi må ikke glemme de væbnede styrker, jeg har aldrig kunnet tro, at vi har ladt krigenes epoke bag os. Og så skal præsidenten være en person, jeg kan have tillid til, hvis vi kommer i store vanskeligheder.

Mine personlige erfaringer er vigtige for min politiske bevidsthed. De har lært mig, at det nogle gange kan være nok at udskifte lederen – så går det hele straks bedre. Til præsidentvalget kunne jeg aldrig stemme på en, der ikke har leveret bevis på lederegenskaber. Det er jeg ked af at sige til dig, men ud fra den optik ville en tidligere premierminister være bedre eller eventuelt en borgmester fra en stor by. Det kan også være, at ingen af kandidaterne duer: Måske har den tidligere premierminister været elendig. Så kan en politiker, der har bestredet et andet vigtigt ministerium, gå an.«

Abaca

Medfølelse og hvad så?

Macron: »Du kan ikke overbevise mig om, at konstante folkeafstemninger er en god idé. Vi skal sikre den horisontale dimension i den politiske beslutningsproces. Men jeg tror stadig, vi også behøver en vertikal dimension, når beslutningerne i sidste ende skal træffes. Der findes ingen menneskelig organisering, der ikke anerkender en eller anden form for autoritet. Det er det store sociale og politiske spørgsmål fra 1968: Hvilke former for autoritet er legitime?«

Houellebecq: »Der er nu noget sundt ved, at alle bliver spurgt. Det kan kun styrke følelsen af at tilhøre samme fællesskab. Vi taler kun om folkeafstemninger i forbindelse med såkaldt sociale spørgsmål som tyrefægtning eller eutanasi. Men faktisk kunne tæt på alle spørgsmål sendes til folkeafstemning. Partiernes rolle ville så blive mindsket, men pressions- og borgergruppers blive større.«

Macron: »Men så vil du jo have permanent horisontalitet! Jeg tror snarere på metoder som konsensuskonferencer, hvor de bedste eksperter informerer borgerne, der så kan foretage deres egne vurderinger ud fra et belyst vidensgrundlag. Jeg tror på oplyste bevidstheder. I sidste ende skal det ikke være op til staten at lovgive om alle problemer og alle kollektive emotioner. Det er en politiske neurose, som gør staten til en hypermaternalistisk politisk struktur.«

Houellebecq: »Der bliver lovgivet alt for meget, det er helt rigtigt. Og det er også sandt, at instrumentaliseringen af de kollektive følelser er ulækker. Jeg forlanger ikke, at Republikkens præsident skal begive sig til katastrofescener og vise medfølelse. Jeg har da også selv medfølelse, og hvad så? Hvad angår vertikalitet i beslutningsgange, så jo: I krig er der ikke brug for at høre befolkningen. Målet er klart, og der er allerede konsensus: Det handler så vidt muligt om at vinde. I den kontekst opstår der naturligt en vertikal relation. Hvis lederen har formatet.«

Macron: »Lige nu har Frankrig andre politiske prioriteter, der vil kunne begrunde afholdelse af en eneste af dine folkeafstemninger. Hvis vi spurgte befolkningentil råds, om hvorvidt medlidenhedsdrab skal være lovligt, ville flertallet af franskmændene tænke ved sig selv: ’Har de idioter ikke vigtigere ting for?’ Hvis vi skal komme nogen vegne med spørgsmålet om medlidenhedsdrab, må vi først skabe et demokratisk konsensus – og det er jeg ikke sikker på, vi klarer med folkeafstemninger. Sidste store folkeafstemning var i 2005 og handlede om den europæiske forfatningstraktat. Den blev dobbeltraumatiserende. Vælgerne forkastede først et liberalt Europa, de ikke kunne genkende sig i. Og så nægtede Nicolas Sarkozy at respektere deres afgørelse.«

Houellebecq: »Det var én af de ting, der blev fatal for ham. Jeg hører til dem, der aldrig har tilgivet ham for det.«

Macron: »Stemte du da på Nicolas Sarkozy i 2007?«

Houellebecq: »Nej, jeg stemte ikke.«

Macron: »Og alligevel har du ikke tilgivet ham?! Sikke en hævnlysten vælger du er: Du gik aldrig med på begyndelsen af hans projekt – og nu kan du ikke tilgive ham hans fejltrin! (latter).«

Houellebecq: »Det var nok mere hans foragt for demokratiet, der kom bag på mig.«

Macron: »Men hør her, var der nogen, der blev klogere af den folkeafstemning (om forfatningstraktaten, red.)? Nej, tværtimod! Den blev til et kæmpetraume, både for de politiske partier og de politiske beslutningstagere. I ti år vovede ingen at tale mere om Europa. Men lad mig lige gøre det helt klart: Jeg mener, at der er brug for at styrke den demokratiske deltagelse. Det er nødvendigt for at sikre god regeringsførelse. Større inddragelse og gennemsigtighed giver bedre beslutninger. Men permanente folkeafstemninger – nej, det tror jeg ikke på. Det vil føre til handlingslammelse. Vi ser også, som ved Brexit, i forbindelse med valgkampe op til folkeafstemninger, at debatten kommer til at handle om alt muligt andet end afstemningsspørgsmålet. Alt for mange projicerer deres egen frygt, tvivl og protest ind i valghandlingen. Jeg er med andre ikke spor overbevist om, at folkeafstemninger altid tillader en ren, perfekt og effektivt demokratisk tilkendegivelse. (…)«

Deprimerende at blive reduceret

– Hænger det moderne menneskes eksistentielle ubehag ikke sammen med den økonomiske liberalismes enorme dominans? Det er i al fald et gennemgående tema i Michel Houellebecqs bøger …

Houellebecq: »Det er utrolig deprimerende for det moderne menneske at blive reduceret til en homo economicus, til et rationelt beslutningstagende væsen, det ikke er.«

Macron: »I dine bøger beskriver du en forbrugeristisk, kapitalistisk organisering, der reducerer mennesker til heloter (slaver i Oldtidens Sparta, red.). Jeg får det indtryk, at det, der gør dig pessimistisk, er det tayloristiske system, der reducerer mennesker til funktioner. Men det nødvendigt at skelne mellem kapitalisme og liberalisme. Liberalisme er kærlighed til frihed og tiltro til mennesket. Vi er intense individer, og vi har alle en spiritualitet, en lyst til at eksistere og påtage os ansvar. At tænke arbejde ud fra arbejdstid er i princippet en falsk problemstilling. Hvis vi har et arbejde, som keder os – som er fuldt af gentagelser eller anstrengende – kan det sagtens være for meget at arbejde i 35 timer. Men hvis arbejdet er frigørende og stimulerende, vil mange gerne arbejde mere.«

Houellebecq: »Visse arbejdsopgaver kan aldrig gøres interessante, og for dem er en tidbegrænsning for arbejdets varighed uundværlig. Omvendt er det tilfredsstillende arbejdsopgaver, som ringeagtes – det er f.eks. tilfældet med mange håndværk. Kommunismens nederlag har en klar og unik årsag: Folk begyndte at sjuske og blive ligeglade, fordi de ikke var det mindste interesseret i at skabe det nye menneske og alt det der. Når det er sagt, tilbyder kapitalismen kun én motivation: penge. Og det er for pauvert. Ideen om at ’arbejde mere for at tjene mere’ er for indskrænket. Der arbejder dedikerede håndværkere på klostre, hvilket klart viser, at penge ikke behøver at være eneste motivation for at arbejde. Motivationen kan også være den ære, som er forbundet med at bestride visse positioner.«

Macron: »I dag udspiller den virkelig kamp sig mellem kapitalismen og religionerne. Her rammer vi et centralt tema i dit forfatterskab. Den korrupte kapitalisme forarmer i den grad individerne, at de forlokkes af spiritualiteter, som giver dem adgang til det absolutte. Når kapitalismen fortaber sig i pengebegær, bliver resultatet meningstab og tab af sammenhængskraft. I den kamp må de politiske beslutningstagere og Republikken organiseret et menneskeligt, politisk og socialt fællesskab, hvor man kan dyrke sin spiritualitet i autonomi. Republikken har altid bygget på at skabe sådanne kompromiser.«

– Men hvad har den liberale kapitalisme at byde på som alternativ til den frelse, som religionerne tilbyder?

Macron: »Takket været den økonomiske vækst gav det kapitalistiske system i årtier middelklassen et perspektiv for fremgang. Vi gik ind i et forbrugersamfund, ja, men med det fulgte flere rettigheder. Vi kender historien om den lykkelige forbrugerisme i ’de glorværdige 30 år’ (Frankrigs periode med høj økonomisk vækst fra 1945-75, red.). Men fra 1980’erne satte der kriser ind, væksten gik i stå, og vi fik massearbejdsløshed. Den ene regering efter den anden forsøgte sig med morfin, dvs. med forøgelse af offentlige udgifter. De påtog sig flere forpligtelser, skabte nye rettigheder og sagde til sig selv, at ’vores børn må en dag betale for den ophobede gæld’. I dag er stigningen i ulighed og meningstab så stor, at den er ved at undergrave den globaliserede kapitalisme, men staterne ved stadig ikke bedre end at dosere mere morfin. Arbejdspladser til mennesker med kvalifikationer på middelniveau forsvinder. Og samtidig tilbyder religionerne, især islam, en adgang til det absolutte – en meningsgivende fortælling med sympolske perspektiver og imaginær intensitet. Det republikanske løfte bliver væltet over ende af den globaliserede kapitalismes og visse monoteismers løfter. Men kapitalisme og religion må indpasses i rammerne af det republikanske projekt om individernes autonomi.«

Houellebecq: »Den kamp gik ikke stille af sig med katolicismen ...«

Macron: »Vi skal ikke lade os ryste af det, der sker med islam, for vi har oplevet noget lignende med katolicismen. Det, nogle skriver om sløret i dag, kan minde om, hvad der blev skrevet om præster i præstekjoler under debatterne om kirkens adskillelse fra staten i 1905.«

Houellebecq: »Jeg er mindre optimistisk end dig. Jeg tror først, spændingerne aftager, når en af modstanderne bliver svækket, som det skete med katolicismen. Relationen mellem religionen og republikken er af natur konfliktfyldt: Katolicismen har ligesom islam en prætention om at forme og organisere samfundet. Den har en politik. I århundreder havde den spirituelle autoritet også en form for autoritet i forhold til verdslig magt. I dag kan det ikke længere lade sig gøre. Der findes ikke en tilstrækkelig magtfuld monoteisme.«

Højre og venstre findes ikke længere

– Hvad kalder på jeres gensidige sympati? Hvorfor gik I med til at møde hinanden?

Houellebecq: »Jeg er meget enig med din ’hverken til venstre eller til højre’ tilgang. Men okay, det er så, fordi jeg tror på det direkte demokrati. Jeg vil tro, du har andre grunde, ikke sandt?«

Macron: »Skellet mellem højre og venstre definerer en Maginotlinje, som ikke længere svarer til virkeligheden i de politiske fronter. I forhold til arbejdsmarked, ulighed, frihed, sikkerhed, religioner og Europa eksisterer der jo intet konsensus, hverken inden for venstrefløjen eller inden for højrefløjen. Hvad der eksisterer er to tilgange: en konservativ og en progressiv. Udfordringen bliver altså ikke at fornægte skillelinjen, men at forskyde den, ja dybest set at reformulere den som et skel mellem progressive og konservative.«

Houellebecq: »For tyve-tredive år siden kunne man straks kategorisere deltagere i en diskussion efter, om de var til højre eller venstre. I dag er det mindre indlysende, selv om folk stadig har rigtig mange politiske holdninger at lufte. Det er måske det eneste samtaleemne, som kan være mere fængslende end litteratur.«

Macron: »Jeg ser et fransk paradoks stå centralt i din litteratur – et paradoks, jeg holder meget af. Der er en Céline’sk side ved den. Ligesom hos Céline rummer den shamanistisk inspirerede passager, der umærkeligt slår sprækker ind til det imaginære i din ellers rationelle, lineære tilgang. Du siger ofte: ’Jeg er temmelig fransk’. Og du har erklæret din kærlighed til ’det gennemsnitlige’. For mig at se er det også et element, der indgår i den franske ånd og samtidig meget Céline∏sk. Célines personer bryder sig ikke om prætentionen hos mennesker, der vil udrette store ting – selv om du selvfølgelig finder stor tilfredsstillelse i at udrette store ting i litteraturen. Men for mig ser det ud til, at du har konstrueret dine fantasiverdener, din personlighed og din relation til Frankrig ud fra en form for ’lykkelig middelmådighed’.«

Houellebecq: »Jeg er nu ret prætentiøs på det litterære plan.«

Macron: »Franskmændene er meget prætentiøse på det politiske plan. De stiler imod universaliteten. De ønsker, at deres land skal være en stor magt, som kan tale med USA og Kina som ligeværdig, men uden at man vælter dem over ende i deres hverdag. Franskmændene er i sidste ende også meget ambitiøse.«

Houellebecq: »De Gaulles spøgelse flakker stadig rundt. Men vi kan ikke finde trøst ved at se tilbage på den epoke, da han talte Amerika imod, og jeg tror ikke, den ambition kan indfris længere. Jeg synes, det er ærgerligt, at vi er med i NATO. Den universielle prætention derimod hænger mig ud af halsen – det er virkelig noget snak, der irriterer mig.«

Macron: »Det er altså ikke nogen stor byrde for os at være med i NATO. Amerikanerne hylder en kapitalistisk måde at organisere samfundet på, kineserne en autoritær og merkantil økonomisk organisering. Europa er konstrueret på et kompromis mellem marked, demokrati, korrektion af uligheder og kontinentets mange kulturer. Det er vores andel i universaliteten. At tænke sig, at vi kan leve fredeligt sammen i dette fælles rum! Det er et enormt civilisatorisk fremskridt. Mitterands geni var at forvandle denne franske drøm til en europæisk drøm, for han så klart for sig, at Frankrig ikke kunne tage på sig at udleve den alene. Den aktuelle traumatisme kommer af, at Europa ikke længere har nogen politisk retningssans.«

Houellebecq: »I 2005 stemte vælgerne i stort tal nej til udvidelsen af EU. Allerede dengang kunne de ikke rigtig få mening i Europa-projektet, og med 28 lande i dage kan de slet ikke. Jeg tror ikke på Europa. Det er for konfust, det er ikke noget rigtigt folkefællesskab, det er for stort og kommer ikke til at fungere.«

Ungdommen er mange ting

– I demonstrationerne imod arbejdsmarkedsreformerne, ser ungdommen ud til at manifestere en vilje til ikke at finde sig i hvad som helst og en vrede over den måde, de bliver behandlet på …

Houellebecq: »Jeg er sikker på, at Nuit Debout er et hæderligt og sympatisk forsøg på at skabe en arena for direkte demokrati, men efter at venstrefløjen har kapret bevægelsen, holdt den op med at være interessant. Da vi havde afstemningen om Maastricht 1992, var der ægte debat. Dengang havde jeg virkelig en oplevelse af at være en politisk samfundsborger. Det er ikke så ofte, det sker.«

Macron: »Du har jo ikke selv sagt noget til de unge demonstranter ud over at sige, at du sympatiserer med unge, der revolterer, bare de ikke bliver for venstreorienterede (latter).«

Houellebecq: »Kriser er et emne, der gør mig så træt. På en eller anden måde har jeg den oplevelse, at der altid har været kriser. Det bgyndte i 1973-74. Jeg kan slet ikke huske en tid i mit liv, hvor der ikke blev snakket om arbejdsløshed. Jeg ikke så sikker på, at ungdommen er vredere end før. Derimod er det oplagt, at den føler sig mindre repræsenteret end nogensinde.«

Macron: »Jeg bryder mig ikke om kategorien ’ungdom’. Der findes jo ikke én bestemt ungdom.«

Houellebecq: »Ungdommen slutter ved de 26, når de ikke længere får rabat for at køre med statsbanerne …«

Macron: »Og alderdommen begynder så ved de 60, når man igen kan få rabat. Og midt imellem har vi så et lidt ubestemmeligt no man’s land.«

Houellebecq: »Mellemtiden er den røvsyge alder, hvor du skal lykkes med dit liv. Hvor du har ansvarsområder. Det er den vanskelige alder, voksenalderen.«

Macron: »Fænomenet Nuit debout er et kaleidoskopbillede, som mange vil stykke sammen eller tage ejerskab til. Men Nuit Debout er ret beset temmelig negativt. Og repræsenterer bevægelsen virkelig hele ungdommen? Det tror jeg næppe. Mange andre unge, som vi ikke hører så meget om, bor langt fra storbyernes midte – og også de kan frygte for deres fremtid. Det er unge, som først og fremmest gerne vil have et arbejde. Andre har bedre muligheder i udgangspunktet og føler sig klar rustede til at tage fat og blive del af en åben verden. Der er for stor og for selvspejlende en medieforelskelse i Nuit Debout

Houellebecq: »Men bevægelsen repræsenter da en del af ungdommen, uanset hvad …«

Macron: »Vi skal ikke love de unge noget. Vi lover de unge alt for meget. Det eneste, vi skylder den opvoksende generation, er at skabe de betingelser, hvor de kan vælge deres egen skæbne.«

Må beskytte imod social dumping

Houellebecq: »Hører du også til den slags mennesker, der mener, at staten skal styre økonomien? Jeg har indtryk af, at økonomiministeriet nærmest er underlagt erhvervsministeriet.«

Macron: »Jeg ikke fanatisk tilhænger af statsinterventionisme, men lige så lidt en godtroende liberal, der forestiller sig, at staten ikke har en rolle at spille. Vi må definere økonomiske rammer, det gør det muligt for individerne selv at lykkes, men samtidig beskytter de svageste imod enhver unfair konkurrence som i tilfældet med social dumping. Uden dette og uden en åben verden, sygner vores model hen …«

Houellebecq: »Det her er ret vigtigt, så jeg vil gerne bede dig gentage, hvad du sagde: Du er tilhænger af en vis beskyttelse, når der er social dumping?«

Macron: »Ja, fuldstændig. Det er økonomisk nødvendigt og politisk afgørende. Jeg forsøgte i seks måneder som økonomiminister at beskytte os mod kinesisk stål. Europa beskytter ikke sin økonomi nok. Med stål havde vi en overkapacitet, som vi nedbragte ved at lukke stålværker. Det var hårdt nok. Siden har kineserne søgt at oversvømme det europæiske marked med deres statsstøttede stål, og det fik priserne til at rasle ned. Men Europa var for langsomt til at beskytte sig. Det tog måneder, før vi fik en toldtarif på 20 procent, mens amerikanerne fastsatte deres til 500 procent! Det er en økonomisk fejltagelse. Den slags kommer til at smadre fabrikker, så vi underproducerer og bliver økonomisk mere afhængige. Det kommer til at skabe et problem med suverænitet. Vi har brug for vores egen stålproduktioner, og jeg vil ikke være afhængig af kineserne.«

Houellebecq: »Jeg er meget glad for den erklæring og helt enig.«

Macron: »Men så er det også en stor politisk fejltagelse. Vi kan bede arbejderne om at arbejde mere, om at gøre en ekstra indsats, om at acceptere perioder med arbejdsløshed, når konjunkturerne ikke er gunstige, og virksomheders overlevelse står på spil. Som oftest går de med til det, for de har en faglig stolthed, føler et ansvar for at bevare produktionsapparatet og har reelle komptencer. Men hvis vi så ikke er stand til at beskytte dem på den længere bane, brænder alting sammen, og så er der ikke længere nogen tillid. Den beskyttelse, en stat kan yde, er retfærdiggørelsen af udtræden af den natur- og krigstilstand, som Thomas Hobbes talte om i Leviatahan (filosofisk værk fra 1651, red.). Hvis vi ikke er i stand til at beskytte mennesker, stemmer de os fra magten. Det gælder på det nationale plan, inden for konkurrence-, forbruger- eller industripolitik, især i suverænitetssektorer: energi, atomkraft, forsvarsindustri.«

– Ønsker I at bryde de gængse rammer, som bringer jer tættere på hinanden?

Houellebecq: »Ja, det skal nok passe, men jeg har indtryk af at være transgressiv uden at ville være det.«

Macron: »Jeg har det samme problem. Jeg sprænger ikke de vante rammer for transgressionens egen skyld. Når vi forsøger at skabe en vision – din er litterær og mere fuldbyrdet end min – er man ikke glad for at blive lukket inde i små kasser.«

Houellebecq: »Jeg er noget ældre, det skal vi lige huske på.«

Macron: »Det var det, jeg ville sige implicit. Men jeg er mere optimistisk end dig. Cioran sagde: ’Jeg er mere fascineret af ulykken, fordi den er bedre dokumenteret. Jeg mener, at en form for harmoni er mulig, selv prekær. Men den kan ikke lade sig gøre, hvis vi bliver stående inden for de aktuelle rammer. Vi er nødt til at acceptere, at tingene skal bringes i spil på nye måder. Vi er nødt til at vove os ud i nye eventyr, på det litterære plan eller på et politiske plan (pause). Men nu må jeg se at komme videre. Tak for en god samtale. Dine tanker om folkeafstemninger har givet mig nye perspektiver at tænke på.«

Houellebecq: »Og jeg vidste ikke, du havde gjort dig tanker om kinesisk stål. Det blev jeg glad for at høre.«

© Les Inrocks og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Nørgaard

Det er en usædvanlig og stor fornøjelse således at møde et sprog og en tankeverden af en anden verden. Og jeg kan ikke være andet end spændt på at erfare, hvorledes dette åbenlyst intelligente menneske Macron vil påvirke det franske og europæiske samfund.

Michael Mansdotter

Hvor er det fantastisk at møde en filosof og en politiker i meningsfuld samtale om demokratiets styrker og svagheder. Måtte vi opleve flere af disse, hvor filosoffen ikke nødvendigvis hænger oppe under loftet, mens politikeren ikke kan komme langt nok ned under gulvbrædderne.

Benno Hansen

Michel Houellebecq fremstår ærligt talt noget studentikos ved siden af Emmanuel Macron.

Meget sjovt, at Information samme weekend kårer Houellebecq til Frankrigs intellektuelle nr. 1.