Læsetid: 7 min.

Magisk realisme kom med ’Hundrede års ensomhed’

Det var på grund af hans manglende viden om litteratur, at Gabriel García Márquez med ’Hundrede års ensomhed’ kunne lave det totale miskmask af litterære greb, som magisk realisme er, mener ekspert i sydamerikansk litteratur. Nu er det 50 år siden, at romanen, der satte et overset kontinent på det litterære verdenskort og åbnede europæernes øjnene for latinamerikansk litteratur, udkom
Den 30. maj 2017 er det 50 år siden, at læsere for første gang kunne åbne den nu verdenskendte ’Hundrede års ensomhed’ af Gabriel García Márquez. I anekdoterne om bogens tilblivelse får man en fornemmelsen, at det var en bog, der skulle skrives.

Den 30. maj 2017 er det 50 år siden, at læsere for første gang kunne åbne den nu verdenskendte ’Hundrede års ensomhed’ af Gabriel García Márquez. I anekdoterne om bogens tilblivelse får man en fornemmelsen, at det var en bog, der skulle skrives.

Alejandro Ernesto

27. maj 2017

Der er nok anekdoter at tage af, når det kommer til romanen Hundrede års ensomhed.

Der er den »katastrofe i sjælen«, forfatteren efter eget udsagn følte, da han fik ideen til bogen. Der er historien om, hvordan han kun havde råd til at sende halvdelen af manuskriptet til sit forlag i Argentina. Og der er hans kones bemærkning, efter de havde brugt deres sidste penge på at sende det afsted: »Nu mangler vi bare, at det er en dårlig bog«.

En dårlig bog var det ikke. Gabriel García Márquez’ fortælling om Buendía-familien og livet i den opfundne by Macondo er historien om et litterært gennembrud på mange niveauer.

Ikke nok med at Márquez var en hårdtarbejdende forfatter fra en colombiansk landsby, der pludselig fik international anerkendelse. Med sin roman var han med til at skabe et litterært gennembrud for Latinamerika i den vestlige verden og udbrede en ny litterær genre: den magiske realisme.

Gabriel García Marquez (1927-2014) fik sit store internationale gen-nembrud med ’Hundrede års ensomhed’, der udkom i 1967. Marquez modtog Nobels litteraturpris i 1982.
Læs også

Sprogforsker og litterat Rigmor Kappel Schmidt ser Márquez’ hovedværk som det første og vigtigste eksempel på denne genre: »Nogle vil sige, at magisk realisme allerede fandtes, da bogen udkom«, siger hun. »Men det er efterrationaliseringer; magisk realisme kom med Hundrede års ensomhed

Den 30. maj 2017 er det 50 år siden, at læsere for første gang kunne åbne den nu verdenskendte familiekrønike. I anekdoterne om bogens tilblivelse får man en fornemmelse af, at det var en bog, der skulle skrives.

Men interessant nok blev den ikke til, fordi Márquez havde en bestemt litterær vision. Ifølge Rigmor Kappel Schmidt var han nemlig ikke litterært skolet, og det var måske netop grunden til, at det til sidst lykkedes ham at komme frem til den på mange måder særegne stil i Hundrede års ensomhed:

»Det var bl.a. på grund af hans manglende viden om litteratur, at han kunne lave det der totale miskmask af litterære greb, som magisk realisme jo er. Han fik en stil ud af det.«

En særlig generation

Da Hundrede års ensomhed udkom i Buenos Aires i 1967 red den på en bølge af nye udgivelser fra andre af de såkaldte boom-forfattere. »Det latinamerikanske boom« er betegnelsen for den gruppe af spansktalende forfattere fra den anden side af Atlanten, som fik et gennembrud både i og uden for deres kontinent i tresserne og halvfjerdserne.

Boom-forfatterne talte bl.a. den peruanske nobelprisvinder Mario Vargas Llosa som på dette tidspunkt havde udgivet Byen og hundene, mexicanske Carlos Fuentes og argentineren Julio Cortázar. Mens det europæiske litteraturmiljø i denne periode var i gang med at proklamere forfatterens død og gøre op med romanformen skrev boom-forfatterne lange, eksperimenterende romaner, inspireret af politiske begivenheder og af den narrative filmkunst.

Den danske forfatter Ib Michael rejste meget i Latinamerika i denne periode og var selv inspireret af af boom-forfatterne. Han forklarer, at kontinentet på dette tidspunkt havde momentum både kulturelt og politisk.

»I halvfjerdserne blev Latinamerika jo et politisk attraktivt kontinent på grund af revolutionerne. De appellerede til tidens politiske grundstemning. Den magiske realisme var en varm, humanistisk form for litteratur, som vakte store følelser i os. Man kunne læse om fattige mennesker i en landsby; om de små, de undertrykte, de oversete.«

Reklamemanden Márquez

Men hvor mange af de nye latinamerikanske forfattere havde store litterære ambitioner, var Gabriel García Márquez først og fremmest drevet af en ambition om at få international succes, forklarer Rigmor Kappel Schmidt.

»Márquez var den mest reklamemindede af boom-forfatterne, den der mest målrettet arbejdede på for enhver pris at slå igennem. Han ville være verdensberømt. Først ville han være filminstruktør, men han havde ingen succes og heller ingen tålmodighed.«

Hun forklarer, at han begyndte at arbejde som journalist, samtidig med at han forsøgte at bryde igennem som forfatter. Han nåede at udgive tre bøger, blandt andet debutromanen Hvirvelstorm i 1955, før han endelig brød igennem med Hundrede års ensomhed. De første tre værker er stilistisk afvekslende og ikke specielt kanoniserede.

Den verdensberømte colombianske forfatter Gabriel García Márquez’ død skal ikke begrædes, men hans liv skal mindes med ærefrygt, for hans betydning for litteraturen er nået ud i alverdens afkroge
Læs også

»Han prøvede at skrive som Kafka, så som Hemingway – han forsøgte sig kort sagt med alle mulige populære skrivestile på markedet, der kunne give ham et internationalt gennembrud. Hans vedholdenhed var ret imponerende,« fortæller Rigmor Kappel Schmidt.

Da Hundrede års ensomhed endelig kom i 1967 blev den øjeblikkeligt en bestseller. Og selv om romanen altså i høj grad var udarbejdet med succes og international anerkendelse som de primære mål, så skal man ikke underkende hans talent, mener Rigmor Kappel Schmidt:

»Der er ingen, der kan tage fra Márquez, at Hundrede års ensomhed er en original, genial, kompleks bog. Den har en struktur og en komposition, der hele tiden forgrener sig, men også giver helstøbt mening. Márquez stjal med arme og ben, men resultatet var også suverænt godt.«

Bestseller

Den reklamemindede strategi skulle vise sig at virke. Hundrede års ensomhed blev først udgivet i Argentina og vandt med det samme opmærksomhed i landet og på kontinentet. På dette tidspunkt var der ikke en stor tradition for at de latinamerikanske lande læste hinandens forfattere, men det var en af de ting, som boom-forfatterne var med til at ændre.

I årene efter sin udgivelse blev Hundrede års ensomhed oversat til et hav af sprog; først til fransk og italiensk allerede i 1968 og til engelsk i 1970 af den amerikanske oversætter og litterat Gregory Rabassa.

Mellem 1970 og 1973 blev den så oversat til dansk, tysk, svensk, norsk, tjekkisk, slovensk, serbokroatisk, portugisisk og japansk – blandt andre. I dag er bogen oversat til over fyrre sprog og er i løbet af de sidste 50 år blevet solgt i mindst 50 millioner eksemplarer ifølge avisen La Prensa.

Márquez i Danmark

Ib Michael husker tydeligt, dengang han for første gang læste bogen i starten af halvfjerdserne, efter den var blevet oversat til dansk i 1969.

»Jeg var helt overvældet. Sproget var som at læse et langt digt. Det var en stil, der var overdådig i sit sprogbrug, og som var meget inspirerende for det litterære miljø i Danmark, der på det tidspunkt i høj grad var influeret af bekendelseslitteratur. Det var en meget realistisk litteratur, vi havde i Danmark, og uden nogen form for sproglig magi.«

I Danmark lod mange sig inspirere af boom-forfatterne og den magiske realisme. Forfattere som Ib Michael, Sven Åge Madsen, Per Højholt og Poul Vad læste den nye bølge af latinamerikansk litteratur med begejstring, før hypen for alvor havde taget fat i Europa.

Ib Michael forklarer, at selv om Hundrede års ensomhed og mange af de andre bøger, der udkom, handlede om Latinamerika og var meget stedspecifikke, så rummede de også noget universelt.

»Gabriel García Márquez gjorde noget nyt. Det lykkedes ham at løfte den latinamerikanske folklore op på et mytologisk plan. De her landsbyer fulde af overtro og historier om døde, der går igen, de blev elsket i Latinamerika, fordi alle tænkte, »jamen det er jo sådan, det er«. Men jeg tror også, man kan finde den slags landsbyer i Danmark, egentlig. Márquez tager landsbyen og gør den til universets centrum – og pludselig ligner den alle steder i hele verden. Overalt er der landsbyer, der fortæller overtroiske historier – det er universelt.«

På trods af det almene i romanen, var den fabulerende, folkloristiske stil i Hundrede års ensomhed endnu uvant for de danske læsere i halvfjerdserne. Ifølge Rigmor Kappel Schmidt var det afgørende for Márquez’ gennembrud i Danmark, at nogle af de store forfattere herhjemme lod sig inspirere af boom-forfatterne.

»Forfattere som Svend Åge Madsen og Ib Michael læste den nye latinamerikanske litteratur i halvfjerdserne, de fordøjede den, og så begyndte de at skrive på en anden måde. Når læserne så vænnede sig til de danske forfatteres nye stil, så kunne de gradvist vænne sig til – blive opdraget kan man sige – til den latinamerikanske stil. Hundrede års ensomhed er jo stadig hamrende svær at læse for en dansker.«

Genren død, værket levende

Gabriel García Márquez’ roman er i dag kanoniseret inden for det, vi i Europa har kaldt ’verdenslitteratur’. Dog tyder alting på, at hypen omkring værkets genre, magisk realisme, er stilnet af.

I et essay om Hundrede års ensomhed i The Guardian for et par uger siden spurgte forlægger og journalist Sam Jordison retorisk: »Findes der stadig et levende væsen, som glæder sig ved tanken om at læse endnu en magisk realistisk roman?«

Jordison forklarer, at betegnelsen magisk realisme er blevet lidt af et no go i forlagsbranchen. Men han understreger samtidig, at den har bragt vigtige værker ind i litteraturhistorien, herunder Hundrede års ensomhed.

Og selv om den magiske realismes storhedstid lader til at være forbi, tyder meget på, at folk vil fortsætte med at læse Hundrede års ensomhed. Få dage efter García Márquez’ død i 2014 lå bogen f.eks. nummer et på amazons bestsellerliste.

Ib Michael genkender, at bogen har tabt momentum; men det ændrer ikke på dens status som nyklassiker:

»Jeg er ikke i tvivl om, at man vil fortsætte med at læse Hundrede års ensomhed« siger han. »Men nu har Márquez fået lov til at blive sig selv igen. Han er ikke længere det hotte issue, som han var engang. Men folk vil stadig blive fuldstændig overvældet af hans roman, for det er en overvældende læseoplevelse. Det kan ingen tage fra den, det vil den være til hver en tid.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu