Læsetid: 8 min.

’Mangel på selvtillid er en vidunderlig drivkraft’

Bill Nighy har gjort det komiske rollefag til sit speciale – han spiller ikke mindst indbildske og gnavne ældre mænd, der er gode nok på bunden, og han bruger sin egen usikkerhed til at menneskeliggøre dem. Information har talt med den 67-årige britiske skuespiller, der lige nu kan ses i Lone Scherfigs engelsksprogede periodefilm ’Their Finest Hour’
Bill Nighy (th.) spiller skuespilleren Ambrose Hilliard – der her står sammen med manuskriptforfatteren Catrin Cole (Gemma Arterton) – i Lone Scherfigs periodedrama fra Anden Verdenskrig, ’Their Finest Hour’. Foto: SF Studios

Bill Nighy (th.) spiller skuespilleren Ambrose Hilliard – der her står sammen med manuskriptforfatteren Catrin Cole (Gemma Arterton) – i Lone Scherfigs periodedrama fra Anden Verdenskrig, ’Their Finest Hour’. Foto: SF Studios

6. maj 2017

Bill Nighy ser næsten ud, som om han skammer sig. Men samtidig kan den britiske skuespiller ikke lade være med at smile et af sine karakteristiske, skæve smil.

»Det er noget forfærdeligt noget at sige, og jeg ville ønske, at det ikke var sandt, men mangel på selvtillid er en vidunderlig drivkraft,« siger han og kigger på mig med sine klare, blå øjne.

»Det er en forfærdelig drivkraft, og det er en vidunderlig drivkraft. Og det er den, jeg valgte, da jeg var helt ung. Ja, jeg valgte den ikke. Jeg arvede den, eller den valgte mig.«

Da Nighy var ung, talte hans kolleger i skuespilfaget altid om deres ’proces’ eller deres ’metode’. Det gjorde han ikke selv.

»Min skamfulde hemmelighed var, at jeg ikke havde nogen, så jeg plejede at tage rollen, hvor jeg skulle sætte kedlen over og tie stille. Jeg havde selvfølgelig en måde at arbejde på, men jeg vil ikke kalde det en metode eller en proces. Jeg plejede at spøge med, at jeg ikke havde én, men da jeg så blev gammel nok til at indrømme, at jeg ikke havde en proces, ville jeg sige: ’Jeg har ikke en proces, men det, jeg har i stedet for en proces, er evnen til at opfinde et fjendtligtsindet, parallelt univers, hvor jeg er lige ved at blive fyret.’«

»Det var en vittighed, men det var også sandt. Jeg havde en frygtelig vane med hver dag at gå på arbejde og tænke: ’Nu er det slut. De siger: Bill, det fungerer ikke med dig.’ Jeg arbejdede som en sindssyg, og det gjorde, at jeg kunne gå på scenen, fordi det er ret frygtindgydende at stå på en scene. Det er ikke ingenting. Man har brug for et eller andet, og hvis det er desperation, så ...«

Det komiske rollefag

I dag er Bill Nighy 67 år gammel, og usikkerheden og den manglende selvtillid er ikke lige så fremtrædende, som den var engang, fortæller han, da vi sidder over for hinanden i en kridhvid suite på Hotel d’Angleterre midt i København.

Flere karakterer i Lone Scherfigs ’Their Finest Hour’ overspiller teatralsk, som om de var med i en propagandafilm, ikke en film om en propagandafilm.
Læs også

Anledningen er en glansrolle som den indbildske skuespiller Ambrose Hilliard i Lone Scherfigs nye film, det biografaktuelle, engelsksprogede periodedrama Their Finest Hour, der handler om en gruppe menneskers forsøg på at lave opbyggelige propagandaspillefilm i London under Anden Verdenskrig.

»Man når til et punkt, hvor man ikke længere tror på sit eget vrøvl. Hvem man så end er. Man siger til sig selv: ’Hvad det så end er for et rumvæsen, der har besat mig, og som forstyrrer mig hele tiden: Forsvind. Jeg er en rar mand, og jeg har et arbejde at udføre.’ Man holder op med at tro på det, men som brændstof er det effektivt.«

Umiddelbart skulle man heller ikke mene, at Nighy havde ret meget at være usikker over. I hvert fald ikke længere. Berømmelsen fandt ham godt nok ret sent i hans karriere, men igennem de seneste 15 år har han været en af britisk film, tv og teaters mest elskede og brugte skuespillere, og det er der en god grund til.

Nighy synes at foretrække det komiske rollefag, men han kan spille snart sagt hvad som helst, og det er som regel med en varme og menneskelighed, der også blødgør de lidt hårdere og mere kantede af hans roller. Han er en fornøjelse at se og høre på i stort set alle sine film – og selv de mindre interessante løftes af hans tilstedeværelse og spil.

Selv lagde jeg første gang mærke til Nighy – som havde lavet teater, tv og film siden 1970’erne – i Brian Gibsons komedie Still Crazy (1999), hvori han spiller en midaldrende rocksanger, der i bedste Spinal Tap-stil forsøger et comeback sammen med sit gamle band. Det er en forrygende præstation, hvor figurens forfængelighed og selvforståelse får et vittigt skud for boven.

Intet at klage over

Det store, populære gennembrud fik Bill Nighy fire år senere i rollen som en anden aldrende rockmusiker, Billy Mack, i Richard Curtis’ romantiske julefilm Love Actually. Det er en meget morsom præstation, hvor Nighy lægger fundamentet til det, der synes at være blevet hans speciale: gnavne, ældre mænd, der er lige lovlig selvoptagne og besværlige, men viser sig at være gode nok inde bag alle manererne og prætentionerne.

Skuespilleren Ambrose Hilliard, som Nighy altså spiller i Their Finest Hour, er en af den slags mænd. Han er lidt af en frikadelle og i besiddelse af et betydeligt ego, men det dækker over en grundlæggende usikkerhed, siger Nighy, der på ingen måder puster sig op. Han er tværtimod venligheden og ydmygheden selv, og da han på et tidspunkt får serveret en kop kaffe, kan han næsten ikke holde op med at sige tak.

»Ambrose er bange. Han er ved at blive gammel. Han har ingen penge. Han spiser ikke så tit. Han får ikke så meget arbejde. Han har aldrig accepteret sin alder, og derfor har han aldrig accepteret de ældre roller. De unge roller er væk, men han har ikke favnet nogle andre roller, hvilket er tåbeligt. Som man ser det i filmen, sætter det ham fri, at han i nogen grad bliver tvunget til at acceptere sin situation.«

Hvad med Nighy selv, der tager sig elegant ud i mørkt, skræddersyet jakkesæt og poloskjorte, som er knappet helt op i halsen – har han accepteret sin alder?

»Jeg synes, at jeg er ganske god til det,« siger han og stikker mig endnu et af sine mange diskrete smil.

»Det kan godt være, at jeg stikker blår i øjnene på mig selv. Hvem ved? Men jeg tror, at jeg har det okay med min alder. Jeg får dog stadigvæk et chok, når jeg ser mig i spejlet. Og jeg er meget heldig, at jeg stadigvæk får lov til at arbejde.«

»Nogle gange får man et manuskript, hvor den yngre rolle selvfølgelig er den gode rolle, og man tænker: ’Jeg ville ønske, at jeg kunne spille dén.’ Men jeg har været ret heldig, og jeg har intet at klage over.«

Erfaring giver ikke mening

Bill Nighy siger selv, at det er lidt tilfældigt, at han har spillet så mange personer, der minder om Billy Mack og Ambrose Hilliard – han gør det f.eks. også i Shaun of the Dead (2004), The Boat That Rocked (2009) og Dad’s Army (2016). Det er de roller, han får tilbudt. Men det er også roller, han nyder at spille.

»Jeg kan godt lide kombinationen af pompøs opførsel og latterlighed. Når folk er sårbare og usikre og samtidig store personligheder. Det er et righoldigt materiale at plukke fra efter min mening.«

Og han spiller dem, så de er nemme at holde af og såmænd også til at identificere sig med.

»Når man ser bort fra psykopater, er variationerne i menneskelig opførsel forholdsvis lille. Nogle er bedre til at skjule selvhævdelse end andre, og man lærer af hinanden, og man kan sagtens genkende sig selv i selv ganske ekstreme figurer,« siger Nighy.

Jeg spørger, om han også skal kunne genkende sig selv i de roller, han spiller. Det er åbenbart ikke et spørgsmål, han er blevet stillet før, og han er lidt overrasket.

»Det kan jeg ikke svare på ... jeg skulle lige til at sige nej, men så tænkte jeg, at ’måske tager jeg fejl’. Jeg tror i sidste ende, at svaret er ja – jeg er nødt til at kunne genkende mig selv. Man er nødt til at kunne genkende et eller andet, som man kender og er tryg ved.«

»Men jeg er i tvivl. Det er ret irriterende, når folk siger: ’Det kan han finde ud af at spille.’ Hvis man skal spille en person, der skal skilles, og folk siger: ’Han er blevet skilt.’ Og man tænker, ’ja, og hvad så? Hvordan skulle det kunne hjælpe?’ Når det kommer til erfaring, giver det ikke mening. Det er ikke skuespil. Men når det kommer til personlighedens reelle mekanik, og hvordan den bliver udtrykt i figurens opførsel, er det nyttigt at kunne genkende noget af sig selv.«

En komisk kilde

Det bringer os igen ind på det med usikkerheden og den manglende selvtillid, der bruges som drivkraft.

»Jeg har spillet en række personer, som ikke er fremmede over for manglende selvtillid, og det er noget, jeg kender til. Og hvis det er meningen, at det skal være sjovt, er det et godt sted at begynde. Mangel på selvtillid kan være kilde til komik.«

Han ler så afdæmpet og tilbageholdende, at jeg næsten ikke kan høre det. Det er dog ikke voldsomt sundt at bruge den manglende selvtillid som drivkraft, indrømmer han så.

»Jeg vil ikke anbefale det til nogen. Det er en helt forfærdelig tanke. Det er en chokerende måde at leve på.«

Han tier et øjeblik, men har stadig det der charmerende glimt i øjet og et smil, der kun bliver bredere af, at jeg ikke kan lade være med at le ad hans selvironiske, næsten selvudslettende måde at formulere sig på.

»Hvis man har en tendens til at tænke negativt, hvilket jeg har – jeg nedstammer fra en lang række af personer, som aldrig havde en eneste positiv tanke om sig selv. Det var ikke tilladt i vores hjem. Ingen talte om det. Så det er lige meget, hvor mange beviser på det modsatte man bliver præsenteret for – man kan stadig reproducere denne negative propaganda.«

»Men i sidste ende bliver det bedre. Hver gang jeg fik et nyt arbejde – aftenen inden, jeg skulle begynde, sagde jeg til mig selv: ’Jeg lavede det der, og det gik okay. Jeg lavede det der, og de fyrede mig ikke.’ Det store for mig var, hvis de bad mig om at komme tilbage. Hvis de to gange bad mig om at komme tilbage, kunne ikke engang jeg få det forvandlet til en konspiration for at ydmyge mig. Jeg ved, at det lyder paranoidt og underligt, og det er paranoidt og underligt. Men jeg tror ikke, at jeg er det eneste menneske i verden, der har det sådan.«

Det er du bestemt ikke, Bill, og det er også en af grundene til, at jeg – vi – holder så meget af dig.

’Their Finest Hour’ havde premiere i torsdags.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu