Mark Frost: Måske var ’Twin Peaks’ simpelthen et kig ind i vores nations sjæl

Da jeg spørger Mark Frost, hvordan han vil beskrive Twin Peaks for én, som ikke kender hans og David Lynchs tv-serie i forvejen, bliver der stille i telefonen.

»Det er et godt spørgsmål,« siger han efter nogle lange sekunder.

»Jeg har ikke lyst til at lyde prætentiøs eller overdrevet, men måske var den simpelthen et kig ind i vores nations sjæl. Og det er altid godt at kende sin egen sjæl. Det, serien aldrig ville gøre, var at afspejle konventionelle, såkaldte sandheder. Som skaberne af serien ville vi vise, hvordan livet så ud for os – at det ikke er så pænt og ordentligt og fordøjeligt og gennemtygget, som så meget andet tv fortæller os, at det er. Livet er noget andet. Det er mere end det. ’Sæt jer ned, og så vil jeg fortælle jer en historie, og så må I se, hvordan I har det med den, og hvad den fremkalder i jer.’ Giver det mening?«

Det giver i høj grad mening, og i dag, mere end 25 år efter, at Twin Peaks efter to sæsoner sluttede med lidt af en cliffhanger – var FBI-agent Dale Cooper virkelig blevet besat af den morderiske dæmon BOB? – diskuterer vi, der holder af Frost og Lynchs banebrydende tv-serie, stadig de mystiske hændelser og mærkelige mennesker, vi mødte i Twin Peaks, både serien og byen, den foregik i.

Lige om lidt, den 22. maj, er der premiere på første afsnit af en tredje og længe ventet sæson af Twin Peaks, og et par dage før udkommer en bog af Mark Frost, Twin Peaks – Den hemmelige historie, som også er den egentlige grund til, at jeg nu snakker i telefon med den 63-årige forfatter og manuskriptforfatter.

Dybere hemmeligheder

Twin Peaks – Den hemmelige historie er en fascinerende bog, der udbygger den mytologi omkring Twin Peaks, som Mark Frost og David Lynch også dyrkede i tv-serien.

Bogen, der er formet som en FBI-fil, dykker ned i byens ikke spor pæne fortid – atomkraftværker, fordrivelse af indianerstammer, regeringskonspirationer – og knytter samtidig an til den sag, der er omdrejningspunktet i serien: det brutale mord på gymnasieeleven Laura Palmer, og manden, der forsøger at opklare det, Dale Cooper.

Det er en bog, som alle fans af Twin Peaks bør læse, men hvis man tror, at den kommer med svar på nogle af alle de spørgsmål, man havde, da serien sluttede, tager man fejl. Man sidder snarere tilbage med endnu flere spørgsmål.

Og det er ganske bevidst, siger Mark Frost i telefonen fra sit hjem i USA.

»Hvor meget folk så end gerne ville have det, var det aldrig seriens formål at komme med nemme svar på nemme spørgsmål. Det handlede om at stille svære spørgsmål og så sige, ’hvad synes I?’ De bedste værker er dem, der opmuntrer folk til at drage deres egne konklusioner. Som stiller de spørgsmål, der fremprovokerer svarene. Det er det, jeg selv sætter pris på i de værker, der har inspireret mig i mit liv.«

Derfor håber Frost, at bogen give læserne et indblik i byens mysterier og en fornemmelse af deres dybde og samtidig placerer mytologien i en historisk sammenhæng og i forhold til det øvrige USA. Det havde han og Lynch nemlig ikke mulighed for at gøre i serien.

»Ud af det voksede en historie om endnu dybere hemmeligheder,« siger han.

»Efter præsidentvalget ved vi nu, at hvad som helst kan ske når som helst, og folk, der siger, at de ved, hvordan tingene vil udvikle sig – at de kan forudsige hændelser med stor nøjagtighed ... ja, folkene bag meningsmålingerne tog sig latterlige ud efter valget. Livet har sine egne ideer om, hvad der skal ske, og det synes at bevæge sig ad sin egen sti uanset, hvad vi forestiller os og gerne vil have. Og det er ikke kun i USA. Det sker over hele verden. For at citere Buffalo Springfield: ’There’s something happening here.’«

Et personligt værdisæt

I Twin Peaks – Den hemmelige historie optræder en figur ved navn Arkivaren, der har samlet det dossier om byen og dens historie, som en FBI-agent i bogens rammehistorie er ved at læse og researche sig igennem. Denne arkivar, der godt kunne være Mark Frosts alter ego, skelner mellem hemmeligheder og mysterier – det ene er godt, det andet er skidt.

»Det, at verden omkring os er fuld af mysterier, er en oplysende og forfriskende tanke,« siger Frost.

»Det er en anerkendelse af vores plads i kosmos. Og de tillader os at se vores egen, særlige situation med en følelse af forundring og en smule perspektiv. Hemmeligheder har derimod i bund og grund en ødelæggende natur. De synes ofte at hænge sammen med grupper eller kræfter, der prøver at beholde og rage magt til sig fra andre. I hjertet af hemmelighederne er der en mangel på empati og lyst til at dele, som jeg nu er begyndt at opfatte som en modsætning til den basale menneskelige opgave: at vi alle er i samme båd. Vi er nødt til at stille spørgsmål, ikke kun hver for sig, men også i fællesskab, og hvordan kan man gøre det, når andre kræfter arbejder så hårdt på at holde folk væk fra den viden, der anses for at være nøglen til magt?«

Han holder en pause og siger så: »Det er det tætteste, jeg kan komme på at formulere et personligt værdisæt.«

På den måde er Twin Peaks – Den hemmelige historie også en politisk bog, præcis ligesom Twin Peaks var en politisk serie. Byen er et mikrokosmos og et sindbillede på det amerikanske samfund og al den råddenskab, korruption og menneskelige fallit, som ifølge Lynch og Frost befinder sig under smalltown Americas idylliske overflade.

»Jeg prøver at væve en del af USA’s historie sammen med denne fiktive bys historie,« siger Frost, der på Twitter forholder sig meget direkte og kritisk til præsident Donald Trump og al hans væsen.

»Og der er meget, som folk ikke ved, og der er meget, som folk med vilje synes at ignorere i forhold til, hvordan vores samfund og land er nået hertil. Jeg synes, at det er bedre at dele den viden med folk end at holde den fra dem. Der er meget af det, der er sket, og som vi eller vores regering har gjort, som er foruroligende og skuffende og umiddelbart i kontrast til, hvad USA’s officielle programerklæring er.«

Kritisk tankegang

Mark Frost blander fakta og fiktion i Twin Peaks – Den hemmelige historie, og efterhånden bliver det sværere og sværere at skelne mellem de to ting. Det er ligesom i den virkelige verden, hvor begreber som fake news og alternative facts har sneget sig ind i den politiske diskurs sammen med ideen om, at følelser er lige så godt godt, hvis ikke bedre end, fakta. Frost ser det som en opfordring til, at vi i højere grad skal lære at tænke selv.

»Måske skyldes det, at jeg er et barn af 1960’erne, men jeg er sjældent villig til at tage tingene for pålydende,« siger han.

»Jeg ser kritisk på alt, hvad der placeres foran mig, og jeg vil være sikker på, at jeg selv finder ud af, hvad jeg synes. Og det virker lige nu som et godt tidspunkt at blive ved med at gøre det. Følelser er ikke gode at regere et samfund ud fra. Hvis alle erfaringer og alle historiske optegnelser bliver opfattet som subjektive, hvad skal vi så bruge dem til? En tænker, jeg beundrer meget, J. Krishnamurti (indiskfødt forfatter og filosof, red.), har sagt, at ’sandheden er landskab uden veje.’ Man er nødt til selv at finde den vej. Det er ikke ensbetydende med, at man skal tro på de ting, der indlysende er tossede eller helt igennem irrationelle – og dem er der mange af for tiden. Det betyder, at man skal afprøve sin egen virkelighed og gennem dialog med andre mennesker beslutte, hvad man tror på. Og så skal man holde fast i stedet for blot at tro på det, som alle andre tror på, og som ofte er præget af en egen dagsorden og egne kriterier.«

Frost vender tilbage til sin bog og Arkivaren: »Noget af det, han prøver at sige, er, ’jeg ville elske at kunne læse jer en godnathistorie og forsikre jer om, at alting nok skal gå. Men min erfaring siger mig, at det kan jeg ikke, så her er, hvad jeg har fundet ud af. Brug det til, hvad I vil.’ Jeg lærte meget, mens jeg skrev bogen, og meget af det var dybt foruroligende og bekymrende og fremprovokerede en masse sjælesøgning hos mig selv. Det skrev jeg ind i selve værket. Det er noget, jeg altid har sat pris på hos de forfattere, jeg beundrer. De bevæger sig steder hen, hvor hverdagen ikke nødvendigvis fører os, og så følger vi villigt de samme stier, men i det mindste er der et sæt fodspor, vi kan følge. Det bør være kunsten, som udgør de fodspor.«

En unik oplevelse

Det er ikke meget, som David Lynch og Mark Frost indtil videre har villet afsløre om tredje sæson af Twin Peaks. Og selv om det kan være frustrerende som fan af serien, forstår man dem godt.

Det ville være fatalt at afsløre for mange af de hemmeligheder og løse for mange af de mysterier, som også den nye sæson med garanti vil være fuld af. Frost vil dog godt fortælle om det at vende tilbage til et univers, han forlod for så mange år siden.

»På hvilket som helst tidspunkt, når man skaber et stykke fiktion, så bygger man også en verden,« siger han.

»Verdensopbygning er et udtryk, som man i dag bruger i mange forskellige sammenhænge, f.eks. omkring Marvel-universet, der er et meget kommercielt og effektivt stykke kunst. Det er en form for verdensopbygning, som er lavet for at tjene penge, ikke for at søge efter en sandhed. Den form for verdensopbygning, jeg synes er spændende, er en måde for kunstnere at finde ud af, hvad de føler, og hvad de tror, at de kan viderebringe til andre mennesker. Det at opbygge en verden er en bevidst kreativ stræben, og det, man forsøger at gøre, er at skabe en overbevisende anden verden, så man kan komme med pointer om vores egen verden. Det at have skabt en verden som Twin Peaks, der med tiden er kommet til at betyde så meget for så mange mennesker, er en god grund og invitation til at gå tilbage og genbesøge den verden efter et kvart århundrede for at se, hvad der ellers kan siges om den. Hvad har vi lært i mellemtiden? Den slags muligheder får man ikke særlig ofte, og det var i sidste ende uimodståeligt. Det var en rendyrket fornøjelse at vende tilbage til de figurer og skuespillere, vi kendte så godt. Det var ligesom den største genforeningsfest, man kan forestille sig.«

Har det så været den samme kunstneriske proces som sidst for Frost og Lynch? Twin Peaks har om noget sat sig spor, og når tredje sæson har premiere om et par uger, er serien således ikke længere alene om at tilbyde fortsatte historier, et farverigt persongalleri, en veloplagt blanding af genrer og mystiske, overnaturlige begivenheder. Serien foregreb den tv-revolution, som siden slutningen af 1990’erne har forandret tv-verdenen radikalt.

»Vi gjorde det samme, som vi gjorde dengang, men uden at føle de samme begrænsninger,« siger Frost.

»Vi vidste nu med en vis sikkerhed, at der var en appetit og et publikum for den form for historiefortælling, som vi lavede tidligere. Den havde fået en slags blåstempling på et kulturelt niveau. Publikum var klar til mere, så hvorfor ikke give dem det? Så længe man sørger for at stille de bedste spørgsmål og føre publikum et nyt sted hen, så syntes nu at være det helt rigtige tidspunkt at gøre det på.«

Men er der så slet ingen farer forbundet med Twin Peaks’ genkomst?

»Jeg har endnu ikke lagt mærke til nogen – medmindre folk bliver voldsomt skuffede over resultatet.«

Mark Frost griner.

»Det er en potentiel fare. Jeg kan sige, at det var en berigende oplevelse for alle, der var involveret i projektet, en unik oplevelse for os alle – begge gange.«

’Twin Peaks – Den hemmelige historie’ udkommer på Politikens Forlag den 18. maj. Tredje sæson af ’Twin Peaks’ kan ses på HBO Nordic fra den 22. maj