Læsetid 9 min.

Modellen Hanne Gaby Odiele sprang ud som interkønnet. Nu fortæller hun åbent om følelsen af at være anderledes

Da den belgiske model Hanne Gaby Odiele tidligere på året afslørede, at hun var interkøn, satte hun ord på noget, hun altid har fået besked på at skjule
Modellen Odiele, der er 28 år, var længe om at træde ud af det skjul, hun var blevet skubbet ind i som interkønnet, men i januar sprang hun ud i Vogue og bragte dermed massiv opmærksomhed på det sjette – og mindst forståede – bogstav i queer-akronymet LGBTQI.

Modellen Odiele, der er 28 år, var længe om at træde ud af det skjul, hun var blevet skubbet ind i som interkønnet, men i januar sprang hun ud i Vogue og bragte dermed massiv opmærksomhed på det sjette – og mindst forståede – bogstav i queer-akronymet LGBTQI.

Sophie Mhabille
18. maj 2017

Som mange andre modeller har Hanne Gaby Odiele en vidunderlig smidig måde at bruge kroppen på. Som hun sidder her på en Manhattan-restaurant virker det, som om hun åbner og lukker sig som en paraply, udvider sig, når hun udfolder ordene og klapper sammen, når der er noget, hun grubler over. I mange år fyldte følelsen af lukkethed mest i hendes liv.

Fra hun var ganske lille, har hun vidst, at der var noget ved hende, som var anderledes. Hun tilbragte mange somre med kirurgiske indgreb og var klar over, at hun aldrig ville kunne føde børn, men hvorfor blev der altid snakket uden om.

»Sundhedssystemet fortæller os, at vi ikke bør tale med nogen om det,« siger hun. »Jeg fik altid besked på at gemme mig.«

Sådan lærer børn som Odiele at skamme sig over noget grundlæggende ved deres identitet: At de er interkønnede. Det er vanskeligt at opgøre præcist hvor mange mennesker, der er interkønnede, men interACT Advocates for Intersex Youth skønner, at det er omkring 1,7 procent, hvilket gør det omtrent lige så almindeligt som at være rødhåret (1-2 procent).

Hanne Gaby Odiele, der er 28 år, var længe om at træde ud af det skjul, hun var blevet skubbet ind i, men i januar sprang hun ud i Vogue og bragte dermed massiv opmærksomhed på det sjette – og mindst forståede – bogstav i queer-akronymet LGBTQI.

»For mange mennesker er det første gang, de hører om det, når de taler med mig,« siger Odiele. »De fleste har ingen anelse om, hvad det går ud på.«

Hun taler hurtigt, som var hun hele tiden på vej til at drible videre lige så hastigt, som hun ankom.

»Der er en bestemt form for skam, som klistres til vores kroppe, som forhindrer os i at tale om det,« siger hun. »Jeg kommer aldrig til at vide, hvordan det er at være en cis-kvinde, jeg kommer aldrig til at kunne tale med om at have menstruation eller føde børn, men jeg er heller ikke en mand – jeg er stolt interkønnet.«

XY-kromosomer

Hanne Gaby Odiele er vokset op i en belgisk landsby i tiden før de sociale medier og var 17 år gammel, før brikkerne faldt på plads. Det skete, da hun faldt over en historie i et hollandsk magasin om en interkønkvinde, der ikke kunne få børn. Det var som at få lyset tændt over sit eget liv.

»Jeg viste artiklen til min læge, som sagde: ’Den er god nok, det er dig.’«

Han havde vidst besked om hendes identitet hele hendes liv. Det samme havde hendes forældre.

Ligesom Calliope Stephanides i Jeffrey Eugenide’s Pulitzer Pris-vindende roman Middlesex fra 2003, er Odiele født med indre testikler og har hverken livmoder eller æggestokke. Hun har et X og et Y kromosom, ligesom mænd.

»Jeg har XY-kromosom-ufølsomhed,« siger hun. »Jeg er født med indre testikler, som producerer testosteron, men som min krop omdanner til østrogen.« Hun smiler. »Det er skørt, ikke?«

Sagen kort

  • I sidste uge udgav Amnesty International rapporten ’First, do no harm’, der rettede fornyet kritik af operationer på raske småbørns kønsorganer herunder de kønsnormaliserende operationer, der udføres, når det er svært at bestemme kønnet på barnet.
  • Kritikken fik opbakning fra flere læger og organisationer, fordi indgrebene kan have svære psykiske og fysiske konsekvenser. Derfor bør man vente til børnene er ældre og selv kan vælge, informere forældre bedre samt efteruddanne sundhedspersonale, lød Amnestys anbefalinger. Hverken Sundhedsstyrelsen eller fungerende sundhedsminister Karen Elleman (V) er bekymret for, at der sker unødvendige operationer i Danmark  
  • Interkøn er en paraplybetegnelse for personer, hvis kønskarakteristika, herunder kønsorganer, kønskirtler, kromosomer eller hormoner, ikke passer ind i den gængse inddeling i han- og hunkøn, hvad seksuel eller reproduktiv anatomi angår. Interkønnede variationer kan antage forskellige former og dækker en lang række træk.

Selvom hun blev forholdt denne viden gennem hele sin barndom, bærer Odiele ikke nag. Hendes forældre fulgte blot lægernes råd, og hvem udfordrer lægernes autoritet?

»Specialisterne kan bilde dig hvad som helst ind,« siger hun. »Mine forældre forstod en smule, men ikke det hele – og de talte aldrig med andre om det, de havde ingen kontakt med andre forældre i samme situation.«

Barndom på hospitalet

Der er ikke én måde at være interkøn på – begrebet dækker over cirka 30 variationer af bestemte karakteristika – men den gængse måde at håndtere tilstanden på har været kirurgiske indgreb for at tvinge kroppen over i det ene eller andet køn, ofte ud fra en antagelse om, at der ellers ville vente større helbredsmæssige problemer forude.

Hanne Gaby Odiele tilbragte store dele af sin barndom med hospitalsophold og behandlinger, og hun ved, at hun aldrig får den tid tilbage – ligesom den krop, hun blev født med, ikke længere findes.

Marie-Paola Bertrand-Hillion/ABACAPRESS/Ritzau Foto

»Kirurgi medfører så utrolig mange komplikationer, og de kan ikke rulles tilbage,« siger hun. »Man er nødt til at tage hormoner resten af livet, og det forstyrrer virkelig mange ting.«

Efter Odiele sprang ud, mødte hun en interkønkvinde fra Utah, som havde undgået kirurgi – en sjældenhed.

»Hun er en virkelig stærk person med meget færre traumer, end jeg har,« siger Odiele. »Men de fleste, jeg har mødt, er blevet opereret. For at normalisere kroppen skærer de bare ting af.«

Hun anser det for at være en krænkelse af menneskerettighederne og et udtryk for en ældgammel trang til at rette alt, der ikke passer ind i de binære måder hvorpå folk forsøger at kontrollere og forme verden.

Ligesom med transrettigheder tror hun på, at større synlighed vil ændre måden folk opfatter interkøn på.

Som barn kunne Odiele mærke impulserne fra det mandlige kromosom, hun var født med, men havde ikke noget sprog at forklare det med.

»Det er mærkeligt, for jeg har gået til psykologer hele livet, og hver gang, jeg forsøgte at stille spørgsmål til lige netop det her, blev det affejet.«

I den katolske skole, hun gik i, var hun hyperaktiv og sad altid og kartede rundt.

»Jeg kunne ikke sidde stille,« siger hun. »Jeg skulle altid flytte på mig.«

Hun bliver eftertænksom et øjeblik og tilføjer så: »De holdt af mig alligevel, mine lærere. De elskede og hadede mig på samme tid.«

Anderledes

Det var både et chok og en lettelse at opdage, at hun var interkønnet.

»Jeg har altid haft en følelse af at være alene i verden, og at der var det her underlige med mig – at jeg hele tiden skulle til lægen for at få kigget på mine genitalier, og jeg tænkte: ’Hvad fanden er der med mig?’«

At være blevet undersøgt og gloet så meget på hele sin opvækst var ydmygende og ensomt. Nu føler hun sig som en del af et solidarisk fællesskab, og sorgfuldheden er der nu kun som en undertone. Så meget kirurgi og så meget energi er gået på at »fikse« hende.

»Der er ikke noget galt i at være lidt anderledes,« siger hun, som et ekko af tidsånden. »Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi altid skal reparere ting, som ikke er i stykker.«

Kort tid efter sin selvdiagnose begyndte Odiele at stræbe efter en modelkarriere, hvilket var et led i en helingsproces.

»Det mest kvindelige job i verden er modeljobbet,« siger hun. »Jeg følte lidt, at jeg tog fusen på systemet.«

Det var også en billet ud af Belgien – først til et fotoshoot for Vogue i Paris og siden til USA, hvor katastrofen indtraf.

Hun var på vej over gaden, da hun blev ramt af en bil, der kørte over for rødt. Hun var 18 år.

»Jeg brækkede mine arme, mine ben, alt,« siger hun. »Jeg fik også en hjerneblødning.«

Sagt om interkøn

Det er ekstremt sjældent, at børn bliver født med tvetydige kønskarakteristika. Det er virkelig en ekspertopgave, og der vil man drøfte både kirurgi og hormoner med forældrene i forhold til behandling. Der er ingen tvivl om, at det er en meget svær opgave. Derfor har vi samlet det på universitetssygehusene, hvor de har ekspertisen. Det har vi fokus på. Som Sundhedsstyrelse har vi ingen bekymring om, hvordan det varetages i Danmark.
– Søren Brostrøm, direktør Sundhedsstyrelsen, Berlingske

Der er tale om, at man opererer børn af kulturelle årsager, fordi forældrene skal have et barn, som kan identificeres som dreng eller pige gennem opvæksten. Og det er selvfølgelig det nemmeste, sådan som normerne i samfundet er. Det er svært for forældrene at gøre andet.
– Ditte Trolle, gynækolog, Information

Amnestys rapport er, så vidt jeg kan se, baseret på samtaler med enkelte aktivister, hvoraf nogle er transkønnede. Og det er jo slet ikke de transkønnede, det handler om. Der er ganske få, der er transkønnede, og som har nogle problemer i forhold til deres kønsidentitet, som lige i øjeblikket driver kritikken. Der er sikkert nogle ulykkelige sager, men jeg har kun ønske om, at vi hele tiden bliver bedre, og at der kommer mere forskning og fokus på at fjerne tabuet omkring det her. Min bekymring i forhold til rapporten er, at det er nogle få, der vil forbyde noget, der virker for en masse andre,
– Anders Juul, professor og klinikchef Afdelingen for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet

Eksplosionen

Efter at have overlevet det ville mange nok være sunket ned i et sort hul af selvmedlidenhed og fortvivlelse. Men ikke Hanne Gaby Odiele.

Før ulykken havde hun kæmpet for at efterligne den måde, langbenede brasilianske modeller spankulerer rundt på.

»Jeg gik klodset, som en dreng, dybest set,« siger hun. På en eller anden måde hjalp det at brække benene. Selv mens hun stadig var på hospitalet og stort set var afhængig af kørestol, begyndte hun at tage højhælede på og øve sin gang.

»Og så eksploderede jeg,« siger hun, som var det det mest naturlige i verden.

»Det var der, der virkelig begyndte at ske ting, så måske skal alle bare gennemleve sin del af uheld og smerte.«

Hun ler. Det er mere end 10 år siden. Det har kørt derudaf for hende lige siden med glittede magasiner og designermærker som Balenciaga.

Ikke længe efter hun var kommet sig over ulykken, mødte hun John Swiatek, en DJ og model, som også var salgsdirektør i Nordamerika for det svenske mærke Acne Studios.

De blev gift sidste sommer. Enhver angst, hun havde haft for at fortælle ham, at hun ikke kunne få børn, var ubegrundet. Nu planlægger de at adoptere.

»Han er selv adopteret og har et fantastisk forhold til begge forældrepar,« siger hun.

I mellemtiden har hendes forældre forsonet sig med fortiden gennem deres datters spring-ud-proces.

»Det var vanskeligt for dem,« siger Odiele. »Især for min mor, som har følt stor skyld over, hvad der er sket, og som har taget det meget tungt. Det har også hjulpet hende. Det var en anden tid dengang, og det var ikke deres skyld.«

Hun kender til argumenterne for at bruge kønsneutrale pronomener, men Odiele er ikke sikker på, det betyder det store for hende. Hun siger:

»Jeg føler mig ikke som kvinde og ikke som mand, men jeg kan godt lide ’hun’.«

Hun har oplevet at blive tiltalt ’hr.’ i lufthavne, og det passer hende ikke.

»Jeg har levet som kvinde så længe, så det føles sådan lidt: ’Hvad ved du om det?’«

Samtidig har det at være interkønnet givet hende mulighed for at leve uden for kønsnormerne.

»Jeg føler, at jeg har nogle indsigter, som andre piger ikke har,« siger hun. »Kvinder føler indimellem, at de er nødt til at klæde sig på bestemte måder eller leve op til bestemte forventninger, og der oplever jeg tingene anderledes.«

Det besvær, hun som ung havde med at relatere til andre piger i skolen, findes imidlertid ikke længere.

»Jeg har mange helt fantastiske veninder – modeller – hvilket egentlig er ret sjovt, fordi man skulle tro, at de er sådan nogle skrøbelige væsner, men faktisk kender jeg ingen, der er så seje som dem.«

© The Guardian og Information. Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
David Zennaro og Mette Poulsen anbefalede denne artikel

Kommentarer