Læsetid 8 min.

Netflix indtager filmkunstens hellige haller

Ved at have to Netflix-film med i hovedkonkurrencen har årets filmfestival i Cannes for første gang inviteret streamingtjenesten ind i filmkunstens højborg. Er det et angreb på selve festivalens og filmens ethos, eller er det en kunstnerisk blåstempling af streamingoplevelsen i et år, hvor også den nye sæson af tv-serien ’Twin Peaks’ vises på festivalen?
Ved at have to Netflix-film med i hovedkonkurrencen har årets filmfestival i Cannes for første gang inviteret streamingtjenesten ind i filmkunstens højborg. Er det et angreb på selve festivalens og filmens ethos, eller er det en kunstnerisk blåstempling af streamingoplevelsen i et år, hvor også den nye sæson af tv-serien ’Twin Peaks’ vises på festivalen?
Mia Mottelson
17. maj 2017
Delt 53 gange

To af filmene i hovedkonkurrencen på årets filmfestival i Cannes, Bong Joon-hos Okja og Noah Baumbachs The Meyerowitz Stories, skiller sig på forhånd ud. De er nemlig begge produceret af streaminggiganten Netflix, der vil gøre dem tilgængelige for sine mere end 100 millioner abonnenter verden over straks efter verdenspremieren i Cannes.

Det har fået især de franske filmdistributører og biografejere til at protestere voldsomt, fordi de mener, at Netflix således underminerer alt, hvad filmfestivalen i Cannes står for – ja, de ser det som et angreb på selve filmkunstens og festivalens ethos.

Det lyder måske umiddelbart som en omgang branchefnidder, men man er nødt til at forstå, hvad det er, filmfestivalen i Cannes står for, og at verden omkring festivalen har forandret sig.

Festivalen, der begynder i dag og i år fylder 70, har alle dage været filmkunstens højborg, hvor man med næb og kløer har forsvaret verdensfilmen og kunstfilmen i alle dens forskellige afskygninger. I Cannes handler det også om de film, som skal vises i biografen.

Biografoplevelsen er hellig i Frankrig, og meget få lande har lige så levende et filmmiljø, lige så traditionsrig en biografkultur og lige så protektionistisk en filmpolitik. Det var trods alt i Paris, at brødrene Lumière i 1895 viste film på et lærred for publikum for første gang i historien.

Der er dog sket en magtforskydning inden for de seneste fem-ti år, et paradigmeskifte, hvor det ikke længere er producenterne eller distributørerne – hvad enten det er af tv eller film – som bestemmer, hvad forbrugerne skal se og hvor og hvornår.

Takket være internettet og computere, tablets og smartphones er den traditionelle biograf- og tv-oplevelse i dén grad under pres, og det er i stedet forbrugerne, der bestemmer, hvad de vil se, og hvor og hvornår og hvordan de vil se det.

Det har givet plads til streamingtjenester som Netflix, Amazon, HBO og til en vis grad også Viaplay i Norden, der alle ikke blot distribuerer andres indhold, men også selv producerer populære tv-serier og film, og som dermed er alvorlige konkurrenter til de øvrige tv- og filmproducenter og til biografoperatørerne.

Den voldsomme reaktion på Netflix’ planer bunder med andre ord i en usikkerhed og frygt for en virkelighed, hvor film ikke nødvendigvis skal ses i biografen, og hvor tv-serier ikke nødvendigvis skal ses på en tv-skærm. Begreberne er i opløsning, og måske skal vi i virkeligheden holde op med at kalde det for film og tv-serier.

Endelig handler det selvfølgelig også om penge. Hvis Cannes-filmene ikke kommer i biografen, tjener distributørerne og biografejerne ikke lige så mange penge.

Skarp reaktion

Straks efter offentliggørelsen af Cannes-programmet i april begyndte der at gå rygter om, at festivalens kunstneriske leder, Thierry Frémaux, overvejede – helt uhørt – at ekskludere de to omstridte film fra hovedkonkurrencen.

Det skete dog ikke, men festivalen udsendte en pressemeddelelse, hvori den forklarede, at man til næste år laver reglerne om, så en film skal være sikret et biografliv i Frankrig, hvis den skal deltage i konkurrencen i Cannes. I den forbindelse er det måske nyttigt at vide, at Frémaux også er leder af filminstituttet Institut Lumière i Lyon.

Med årets blåstempling af streamingtjenesterne er der for første gang blødt op på Cannes' hårde konfrontation med en mere kommerciel underholdningsindustri.
Læs også

»Festivalen glæder sig over at kunne byde en ny operatør, der har besluttet sig for at investere i film, velkommen, men vil gerne gentage sin støtte til den traditionelle måde at vise film på i Frankrig og i verden,« lød det blandt andet i pressemeddelelsen, hvoraf det også fremgik, at den franske filmbranche og Netflix forgæves havde forsøgt at finde fælles fodslag.

Problemet er, at hvis en film har biografpremiere i Frankrig – noget lignende gør sig gældende i Danmark – så skal der automatisk gå fire måneder, før den må komme på hjemmevideo eller en digital købeplatform, og hele tre år, før den må vises på en abonnementstjeneste som Netflix. Det kunne Netflix på ingen måder acceptere, og de franske filmdistributører og biografer ville ikke gøre en undtagelse.

Netflix’ øverste chef, Reed Hastings, reagerede skarpt på festivalens udmelding: »Etablissementet vender sig imod os. Se Okja på Netflix den 28. juni. Utrolig film, som biografkæder vil forhindre i at deltage i filmfestivalen i Cannes’ hovedkonkurrence,« skrev han på Facebook.

Der er tilsyneladende ingen varme følelser mellem festivalen og streamingtjenesten. Og det endda lige inden et Cannes, hvor man for første gang nogensinde viser tv-serier i det officielle program, nemlig David Lynchs Twin Peaks og Jane Campions Top of The Lake: China Girl.

Der er med andre ord tale om en konflikt, en krig, som stikker dybere end som så, og den har allerede haft vidtrækkende konsekvenser for den måde, man finansierer, producerer, distribuerer og ser film på, ikke kun mainstreamfilm, men i høj grad også de meget mere sårbare kunstneriske film, i både Europa og USA.

Det er en krig, der har været under opsejling i nogen tid, og som også har at gøre med den revolution inden for tv-seriefiktion, der er sket i løbet af de seneste ca. 20 år og den teknologiske udvikling i samme periode.

Frygt for fremtiden

En på mange måder gammeldags tænkende filmbranche er under pres, især økonomisk, fordi hjemmevideomarkedet er kollapset, og streamingtjenesterne endnu ikke kan kompensere for det enorme indtægtstab, og fordi det bliver sværere og sværere at tjene penge i biografen.

Det gælder både den brede og den smalle del af filmbranchen, men hvor den amerikanske mainstreamfilm forsøger at overleve ved at satse på det sikre i form af superheltefilm, animationsfilm og komedier, lades både den amerikanske og europæiske kunstfilm i nogen grad i stikken.

Men spørgsmålet er, om Netflix – og de øvrige streamingtjenester, der tjener gode penge på at udfordre det, der tidligere var biografernes monopol – kan være en del af en løsning. I 2015 skulle Netflix’ indholdschef, Ted Sarandos, tale på filmfestivalen i Cannes, og han blev blandt andet mødt med buh-råb.

Af en fransk journalist blev han så spurgt, om han godt var klar over, at Netflix inden for de næste 5-10-15 år ville ødelægge filmens økosystem i Europa. Det mente journalisten ville ske, blandt andet fordi streamingtjenesten ikke var forpligtet til at betale til de livsvigtige offentlige støtteordninger, som findes i stort set alle europæiske lande, og som de traditionelle tv-stationer – som Danmarks Radio og TV 2 herhjemme – betaler til.

Sarandos ville ikke anerkende præmissen, men sagde i stedet, at Netflix var en gevinst for den europæiske film, fordi film, der vises på tjenesten, automatisk har adgang til et kæmpestort, globalt publikum.

Og selv om de fleste instruktører gerne vil have deres film i biograferne, vil de også meget gerne have, at de når mange mennesker. Sarandos forklarede videre, at Netflix ikke kun ville opkøbe lokalt indhold, men også samarbejde om at finansiere og producere indhold – både film og tv-serier – med lokale producenter.

I Danmark er det indtil videre blevet til en enkelt sæson af komedieserien Rita, i samarbejde med TV 2, mens det i Norge er resulteret i tre sæsoner af komedieserien Lilyhammer. Netflix producerer flere og flere film og opkøber rettighederne til andre, for tiden flest engelsksprogede, men meningen er, at der også skal laves film i Europa, Sydamerika og Asien.

»Vi er ikke anti-biografer, vi er pro-film,« sagde Sarandos ifølge Hollywood Reporter.

»Intet på Netflix kan konkurrere med at ville gå i biografen med sin kæreste. Hvis man ikke gider tage sko på, er der intet i biograferne, som kan konkurrere med Netflix. Ansvaret for at lave film, der er så gode, at biograferne vil vise dem, selv om de også vises på Netflix, påhviler os.«

Anderledes biografvenlige

Og det lader faktisk til, at det er et ansvar, som ikke bare Netflix, men også Amazon tager alvorligt. Men hvor Netflix stadig insisterer på, at deres abonnenter skal have adgang til de film, som de selv producerer eller køber, stort set med det samme, også selv om der er interesse for at få filmene i biografen, er det forholdsvis nystartede Amazon Studios anderledes biografvenlige.

Amazon Studios giver film, de har investeret i eller købt rettighederne til, mulighed for at spille færdig i biograferne, inden de bliver vist på deres globale streamingplatform, Amazon Prime. Og selskabet er lige så aktivt som Netflix.

Allerede sidste år stod der til manges overraskelse Amazon på flere af de film, som blev vist i Cannes, blandt andre danske Nicolas Winding Refns The Neon Demon, Jim Jarmuschs Paterson, Park Chan-wooks The Handmaiden og Woody Allens Café Society. Amazon har også haft en finger med i spillet på to af årets Oscarvindere, Kenneth Lonergans Manchester by the Sea og iranske Asghar Farhadis Sælgeren.

Det er en flot parade af væsentlige film og instruktører, som Amazon Studios har investeret sine millioner i, og det er en bevidst strategi udtænkt af deres produktionschef, Ted Hope. Hope var i 1980’erne og 1990’erne en af den amerikanske independentfilms vigtige skikkelser, og han har i de senere år kæmpet for at gøre verden opmærksom på, at independentfilmen, der udgør et vigtigt, kunstnerisk alternativ til Hollywood, er ved at uddø.

Takket være Amazon har han nu mulighed for selv at gøre noget ved det. Og det gør han blandt andet gennem en købsaftale med en anden af independentfilmens prominente veteraner, Christine Vachon og hendes Killer Films. Vachon er især kendt for at have produceret Todd Haynes’ brillante film, inklusive hans seneste værk, Wonderstruck, der sørme også er udvalgt til hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Cannes i år.

Håb forude

Fordi Amazon Studios lader filmene få biografpremiere, inden de bliver streamet på Amazon Prime, er selskabet selvfølgelig en mere velkommen gæst i Cannes end Netflix.

Men reelt er de to streamingtjenester ude i det samme ærinde: At have tilpas meget spændende og egenproduceret indhold til at kunne tiltrække de abonnenter, de skal leve af. Det er ikke filmisk filantropi, Amazon og Netflix bedriver, men benhård business, og de er godt klar over, at de må investere i ikke bare amerikansk indhold, men indhold fra alle de steder i verden, hvor de er tilgængelige, hvis de vil blive ved med at være relevante.

Begge tjenester har dybe lommer og stor magt – især Netflix med sine mere end 100 millioner abonnenter, der hver lægger mellem 50 og 100 kroner om måneden – og det er tvivlsomt, at en alt for protektionistisk og reaktionær filmbranche vil vinde den krig, der med den franske filmbranche og filmfestivalen i Cannes’ udmeldinger synes at være blevet erklæret.

Når Netflix smider penge i den første danske film, som så kan ses på deres streamingtjeneste samtidig med eller i bedste fald et par uger efter, at den vises danske biografer, har vi også balladen herhjemme.

Men måske er en af vejene frem for økonomisk trængte danske filmproducenter netop, at Netflix investerer i filmene og på den måde giver filmskaberne mulighed for at tjene penge på en anden måde end gennem de forholdsvis små streaminghonorarer, de får for visningsrettighederne.

Det samme kan man sige i forhold til Amazon, Viaplay, der allerede har produceret flere nordiske tv-serier, og HBO Nordic, som har ansat en redaktør til at udvikle nye projekter, film og tv-serier, til tjenesten. Der er altså håb forude. Det kræver dog, at de danske biografer er åbne over for de nye muligheder – i modsætning til deres franske kolleger.

Meget på spil

Men det er svært at spå om fremtiden, og selv om Netflix og især Amazon lige nu fokuserer på originalt indhold af kunstnerisk interessante filminstruktører, er der ingen garanti for, at det vil fortsætte sådan.

Som chefredaktør Sean Fennessey formulerer det i en artikel om amerikansk film og streamingtjenesterne i onlinemagasinet The Ringer: »På trods af de overvældende muligheder, som Amazon og Netflix tilbyder, er et duopol ikke et demokrati. Smagen hos de mennesker, der kuraterer de to tjenesters oplevelser, kan ende med at bestemme, hvordan filmproduktion i lille målestok vil se ud årtier frem.«

Der er med andre ord meget på spil, når filmfestivalen i Cannes erklærer, at den sætter biografoplevelsen før alt andet og reelt sætter Netflix stolen for døren, mens programchefen for en af verdens største og dermed vigtigste publikumsfestivaler, filmfestivalen i Toronto, efterfølgende udtaler, at »vores festivalprogram er åbent for de bedste værker, vi kan finde, hvad enten de så er på vej i biograferne eller ej«.

Der bliver valgt side i en krig, der ligesom de fleste andre krige vil bringe gevaldige forandringer med sig.

Cannes 2017

Filmfestivalen i Cannes fylder 70, og årets officielle program byder på alt fra Roman Polanski, Lynne Ramsay og Fatih Akin til Bong Joon-ho, Sofia Coppola og Michael Haneke.

I år har der dog også sneget sig en slange med ind i det filmkunstneriske paradis: Streamingtjenesten Netflix, der har produceret to af filmene i hovedkonkurrencen. Det har medført protester fra den franske filmbranche og har fået festivalen til at ændre sine regler.

Informations filmredaktør rapporterer fra det sydfranske, hvor den traditionelle filmkultur og biografoplevelse kæmper for overlevelse.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sten Victor
Sten Victor

Heldigvis, er det både første og sidste og eneste gang, at en Netflix-film - uden biograf premiere - vil være finde i hovedkonkurrencen ved Cannes-festivalen.