Læsetid 5.0457142857143 min.

’OK Computer’ er historiens sidste store fælleskulturelle rockalbum. Nu fylder den 20 år

Eksistentiel angst, sjæleindustrialisering, Jaques Tati og ’Hitchhiker’s Guide to The Galaxy’. De moderne tiders vanvid og sorte komik. Kropsmusik, der rammer ånden såvel som intellektet. Kritisk og kommerciel succes. Voksne mennesker, der græder, når de lytter. På søndag den 21. maj er det 20 år siden at Radiohead udgav deres gribende og civilisationskritiske hovedværk ’OK Computer’.
Fitter, healthier and more productive. Radioheads OK Computer fylder 20 år

Fitter, healthier and more productive. Radioheads OK Computer fylder 20 år

Daniel Hartwig/CC BY 2.0
19. maj 2017
Delt 495 gange

OK Computers zeitgeist

1997. Muren er faldet. Den amerikanske politolog Francis Fukuyama har erklæret historien for slut. Tony Blairs New Labour er kommet til magten i Storbrittanien. En ny, fredfyldt tid vinker forude. Socialismen har kapituleret, kapitalismen har sejret.

I Storbritannien er britpoppens patriotisme dampet af, og Radiohead, en kvintet fra flækken Abingdon i Oxfordshire, har et helt andet ærinde end politisk optimisme med deres tredje album. OK Computer udkommer 29 dage efter Blairs indsættelse, men det fejrer ingen ny anglofil storhedstid, tværtimod paraderer albummet feberbilleder fra Vesten som et abendland. På vej mod mørket.

Radiohead har mærket og erkendt det vakuum, som det vestlige menneske befinder sig i. Henslumret i eksistentiel kedsomhed, men også grebet af pludselig uforståelig angst – måske under de flygtige erkendelser af egen afmagt. Den personlige computer er ankommet, og vi holder den med selskab, ensomme, i dens blå skær.

Radiohead har noteret sig, at neoliberalismen ikke er løsningen. De multinationale selskaber æder sig ind på vores humanisme og vores tid med løfter om materiel ekstase. Vi udhules effektivt.

OK Computer lander som en politisk molotovcocktail, et dunkelt åndskontrafej, men også en kærlig psykoanalyse. Forsanger og tekstforfatter Thom Yorkes stemme kan lyde torteret, rasende eller som en engel fra en bedre, løfterig civilisation.

OK Computer rammer durk i Vestens solar plexus. Kritikerne falder på røven, pladen indtager toppositioner på årslister, siden årtilister, sågar en dag alltime greatest-lister. Og det har til dags dato solgt 4,5 millioner eksemplarer. Og måske vigtigere: Voksne mennesker græder til pladen. Sikkert den dag i dag. Det vestlige menneske føler sig hørt. Omfavnet.

OK Computers altædende musikalitet

»Vi arbejder bare i blinde, i en slags panik. I virkeligheden er det hele lavet i et slags raseri,« siger Radioheads leadguitarist-med-mere Jonny Greenwood i oktober 1997 til musikmagasinet Guitar Player.

En trial and error-proces faciliteret af at computeren og software som ProTools og Cubase for længst har gjort sit indtog i indspilningsprocessen og i disse år er blevet et redskab med enorme muligheder.

Radiohead ekspanderer på OK Computer deres rockhymner fra forgængeren The Bends (1995) ud i nye territorier. Moderne progrock vil nogle kalde det, symfonisk i hvert fald i perioder, men musikken er noget mere komplekst, helt i ånden fra 90’ernes altædende musikalitet – det her er jo også Beck, Outkast og DJ Shadows årti.

De har lyttet til Miles Davis’ Bitches Brew, krautrock fra Can og Faust og komponisterne Ennio Morricone og Krzysztof Penderecki. Og som på de to foregående plader lader de sig stadig inspirere af Pixies’ quiet-loud-quiet-strategi og shoegazerockens tilgang til elguitaren som et klangmalerisk instrument. Sample dis, sample dat.

Ti år før – U2’s The Joshua Tree

»Det virkede, som om vi var ved at lave The Big American Crossover Album, som The Joshua Tree eller sådan noget,« siger Jonny Greenwood en uge før OK Computers udgivelse til musikmagasinet Melody Maker.

Selv om der til at begynde med er skepsis fra det EMI-ejede pladeselskab Parlophones side omkring salgspotentialet i OK Computer, så begynder publikumreaktionerne på de nye numre til koncerterne at skrue forventningerne noget i vejret.

Pejlemærket er U2’s hovedværk The Joshua Tree fra 1987. En rockmilepæl i sin egen ret. I en tid, hvor de neoliberale overhoveder Reagan og Thatcher stadig regerer, og Jerntæppet stadig deler Tyskland i to. Men også en tid med håb: Atomkrigstruslen er blevet stærkt mindsket efter Reagans og Gorbatjovs møde i Reykjavik i 1986 og den nedrustningsaftale, som bliver forhandlet på plads i 1987.

Der er noget at tro på, måske endda se frem til. Og U2 og Bonos socialt og politisk engagerede tekster bliver af mesterproducerne Brian Eno og Daniel Lanois sat ind i ekspansive klangscenarier, der sætter musikken ind i en højere, spirituelt betonet orden.

Midnight, our sons and daughters/ Were cut down and taken from us/ Hear their heartbeat
U2: Mothers of The Disappeared

Det er en plade, som det er svær at forestille sig udgivet ti år senere, i 1997. Hvor den politiske kampplads synes at være blevet affolket, og menneskeheden isolerer sig i stadig stigende grad. Så da Radiohead formulerer deres egen inderlighed i 1997 med OK Computer, så er det ikke med håbet om en bedre verden. Men med ideen om at den desillusionerede sandhed og den dystopiske boogie også kan være et værdigt brændstof for en rockplade.

Ti år efter – neopsykedelia og indiehymner

Ti år senere, i 2007, er rocken inde i sin sidste fase af samtidsrelevans (i hvert fald for nu). Ganske vist har canadiske Arcade Fire udgivet en ny inderlig saltvandsindsprøjtning med albummet The Neon Bible. Indiesalmer fra en rasende ungdom, der føler at fremtiden er blevet taget fra dem.

11. september kaster sin slagskygge gennem årtiet. I USA er George W. Bush seks år inde i sit embede, og krigen mod terror er i sving. Tony Blair går af i Storbritannien og bliver i 2016 stærkt kritiseret af en Irakkommission efter at have trukket sit land ind i invasionen af Irak i 2003 på illegitimt grundlag. Anders Fogh Rasmussen sidder stadig ved magten og sørger også for Danmarks deltagelse i samme invasion. Neoliberalismen hersker, og den store finanskrise, som vi stadig slikker sårene efter, tager sin begyndelse.

I Brooklyn, New York, ikke langt fra et af finansverdenens epicentre, Wall Street, forsøger en ny generation at bygge alternative fællesskaber og finde nye spirituelle formuleringer af menneskelighed. Det sker i en ny psykedelisk, freakfolket, ofte hymnisk bevægelse med bands som Dirty Projectors, Grizzly Bear og Animal Collective.

Sidstnævnte udgiver i 2007 det fremragende elektroniske freakrockalbum Strawberry Jam. Og Animal Collective-medlemmet Panda Bear når også at lave soloalbummet Person Pitch, hvor han synger kor med sig selv.

I begge tilfælde plader, der kan give en beachboysk følelse af altruisme og eskaspisme. Kronisk solskin. Tanken om at fællesskabet starter med dig selv er nærliggende i disse år, men også at alternativet til en fucked p virkelighed er den psykedeliske flugtdrøm med følere helt tilbage til 1967.

And I can’t lift you up, cause my mind is tired/ It’s family beaches that I desire/ A sacred night, where we’ll watch the fireworks
Animal Collective: Fireworks

Det er de små og mellemstore fællesskaber, der besynges. Og det er også tydeligt, at OK Computer stadig står som et p.t. uddødt dyr i rockmusikken: Et både kunstnerisk jordskælv og en samlende kraft. Mp3-filen, ulovlig fildeling, iTunes og nu streaming har splittet albummet ad. Pop, r&b og hiphop har overtaget som lim for sammenhængskraften, og i de sidste ti år er de få store og samtidig populære albumværker kommet dérfra, via Kanye West, Kendrick Lamar, Beyoncé, Frank Ocean.

20 år efter – OK Computers profetier

Verden er ikke blevet et mindre rodet sted i de mellemliggende år. Hverken i forhold til 2007, 1997, 1987. Måske tværtimod. De kræfter, der for ti år siden syntes at peake, har blot nået nye højder. Den amerikanske præsident er endnu værre end nogensinde før. Det repræsentative demokrati skælver i sine grundvolde. Overvågningsteknologien er blevet et grundvilkår. Klimakrisen er tiltagende.

Alt sammen noget, som forsanger Thom Yorke har forudsagt i sine tekster, ikke mindst på OK Computer, hvor han flyttede fokus fra sig selv som på The Bends og ud mod omverdenen.

På »Electioneering« er valgflæsket blevet federe og komplet næringsløst: »I will stop, I will stop at nothing/ Say the right things when electioneering/ I trust I can rely on your vote«.

Tredje Verdenskrig er – trods Den Kolde Krig afslutning – en fornyet mulighed på »Airbag«: »In the next World War/ In a jackknifed juggernaut/ I am born again/ In the neon sign«.

Vores zapperhjerne, vores flygtige hukommelse, vores information-overload bliver tituleret på »The Tourist«: »They ask me where the hell I’m going/ At a 1000 feet per second/ Hey man, slow down, slow down«.

Det er også det, som Thom Yorke kalder »fridge buzz«, den konstante baggrundslarm og informationsoverflod.

Og da Mac’ens styresystem dengang i sen-90’erne har lært at læse højt, bruger Radiohead det naturligvis til det sære intermezzo »Fitter Happier«, hvor en række personlige forbedringer oplæses i punktform.

»Regular exercise at the gym/ Three days a week/ Getting on better with your associate employee contemporaries.« Og forudsiger at ideen om det kompetente menneske og den livslange læring (læs: tæring) kan forvandles til det kontrolmaniske selvregime, som vi ser i vores tid. Du kan altid gøre det bedre, det er dit eget ansvar. Just do it.

Eller sagt på en anden måde: »The ability to laugh at weakness/ Calm/ Fitter, healthier and more productive/A pig in a cage on antibiotics«.

Oplæst med en tonløs syntetisk stemme, der kan minde om den, der tilhører den deprimerede robot – eller »paranoid android« som han kaldes – Marvin i BBC’s radiodrama-udgave af Douglas Adams’ Hitchhiker’s Guide To the Galaxy. Som Oxfordshire-kvintetten også har lånt albumtitlen fra.

'Paranoid Android'.

Man kan også vælge at se OK Computer som et sort humoristisk værk om modernitetens tanketomme underholdning og vores pligtopfyldende selvindustrialisering af egne mentale ressourcer. Ikke ulig den franske instruktør og komiker Jaques Tatis film Mon Oncle (1958), Play Time (1967) og Trafic (1971).

Tjek bare »No Surprises«: »A heart that’s full up like a landfill/ A job that slowly kills you/ Bruises that won’t heal/ You look so tired and unhappy«.

Vitsen er på alles bekostning.

Men Thom Yorke har en løsning, en hilsen frem i tiden til aktivister og nyere politisk radikale bevægelser:

»Bring down the government/ They don’t, they don’t speak for us/ I’ll take a quiet life/ A handshake of carbon monoxide«.

'No surprises'.

Arven – Klynkerockens moderskib

OK Computer (og forgængeren The Bends) endte ikke kun med at blæse rocken åben, den endte også med at gøre den til et følecirkus. Ud af den komplekse samtidsanalyse og eventyrlystne musikalitet sugede en række mindre værdige bands først og fremmest følelsernes udråbstegn.

Coldplay var til dels i orden, men Travis, Muse, Starsailor, ja, selv danske Saybia og Kashmir (omend med skiftende held) så stort på Radioheads musikalske og intellektuelle fordring, til fordel for den majestætiske melankolis forlokkende rus. Og således skete det i de dage, at Radiohead blev klynkerockens modvillige moderskib.

OKNOTOK

På billboards rundt omkring i verden kunne man i slutningen af april i år se en ordrig plakat med nye samtidsanalyser i ånden fra OK Computer. »Less contact between rich and poor.« »More industries that exploit fear.« »More private security.« Nedenunder de mange slogans stod der »1997 2017.«

Med vanlig paradoksal adfærd viste det sig at være en reklame for OKNOTOK. En 20-årsjubilæumsudgivelse, der udover OK Computer også byder på otte b-side-tracks og tre tidligere uudgivne numre.

'Lift' i liveudgave 1996.

Herunder livedarlingen »Lift«, som Radiohead spillede ved omkring 30 koncerter tilbage i 1996. Alligevel kom den ikke med på OK Computer, sikkert fordi den var for optimistisk.

Men nu kan offentligheden for første gang høre den i indspillet form. »So lighten up, squirt,« som Yorke synger som afslutning på nummeret. Nogle ting forandrer sig trods alt til det bedre.

Coverillustrationer af Stanley Donwood og Thom Yorke. Radiohead.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Torsten Jacobsen
    Torsten Jacobsen
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
Torsten Jacobsen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Nissen
Peter Nissen

Skøn artikel. Tak til Ralf Christensen for at ramme musikjournalistikkens svære sweet spot: intelligent og vidende, men med følelse, substans og kærlighed til musikken som ledetråd - i stedet for den intellektuelle show off og anekdotiske videns-flashing, som ofte ses i genren.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen
Torsten Jacobsen

Der findes musik, som ikke blot er musik. Plader, som ikke blot er plader. 'Okay Computer' er sådan musik. En sådan plade.