Hvad der er på spil i fransk politik, er ikke specielt fransk. Vi lever i en efterpolitisk tilstand

De har stemt i Frankrig. Men franskmændene har ikke haft andet valg end valget mellem pest og kolera. For så vidt minder valget om andre valg, amerikanske, italienske, ja selv danske.

Man beskylder Emmanuel Macron for at have begået fadermord. Det var ellers hans modkandidat, Marine Le Pen, som smed sin egen far, Jean-Marie Le Pen, ud af Front National, det parti, far dér selv havde stiftet. Skyldes offentlighedens blindhed mon en opfat­tel­se af, at kun mænd kan være fadermordere?

Marine Le Pen fik sin far ekskluderet, fordi han var blevet en belastning for partiet. Han var f.eks. kommet med antisemitiske ud­talelser og dømt for at have kaldt nazisternes jødeudryddelser for en detalje i historien.

Så der gik han fejl af sin tid. Der er ikke stemmer i jødehad; nu er det muslimerne, man har lov til at hade. Marine Le Pen er en dygtig politiker, som vil have et tids­svarende parti. Det er ikke særlig bemærkelsesværdigt.

Hvad Emmanuel Macron har gjort, er i første omgang heller ikke særlig bemærkelsesværdigt, i hvert fald ikke hvis det bare handler om den afstand, han har lagt til François Hollande, hvis par­ti og regering han har været medlem af.

Forholdet mellem konge og kron­prins er tit belastet, og det samme er også reglen mere end undta­gel­­sen i forholdet mellem præsident og især premierminister i Fran­­krig hele vejen fra de Gaulle og Debré over Giscard og Chirac til Mitterrand og Rocard. Det er derimod hele forholdet til parti­et, der er værd at lægge mærke til.

I 2015, samme år som Marine Le Pen får sin far ekskluderet af Front National, bekendtgør Emmanuel Macron, at han ikke længere er medlem af Parti Socialiste. Han vil ikke være bundet af par­tier eller fløje. Han vil nemlig også være tidssvarende. Og det bliver han, endda mere end modkandidaten. Marine Le Pen inkarnerer jo i den grad et parti og en fløj.

Men hvad vil det sige ikke at være bundet af partier, og hvad er politik uden partier? Det er ikke noget ukendt fænomen. Og par­tier har ikke altid haft den form, vi har kendt i det 20. århun­dre­de. Be­tegnelserne »højre« og »venstre« for politisk orientering stam­mer fra, at de konservative hhv. de revolutionære sad til de re­spek­tive sider i den franske Nationalforsamling. Dog har plad­sen til høj­re altid været den ærefulde og rigtige; til venstre – det er forkert, kejtet, uhyggeligt (så der skal kvinderne sid­de i for­sam­­lin­ger).

Til at begynde med var de moderne partier og­så løse for­bin­delser – man stillede sig sammen med dem, man var enig med, når der skulle stemmes. I løbet af det 20. århundrede bli­ver par­ti­­dis­ciplin en nødvendighed i alle partier. Her finder man også étpartistyrer både i Vesteuropa og Østeuropa.

Spørgsmålet er så, hvor­vidt et parti stadig er et parti, når der ikke er an­dre. I Hit­lers Tyskland trådte Rigsdagen også indimellem sammen, nu som såkaldt par­tiløst parlament.

Nu ville det selvfølgelig være overdrevet at hævde, at vi var på vej i retning mod Hitler eller Stalin igen. De forskellige par­ti­organisationer er ikke blevet forbudt, og partierne er ikke ble­vet sat ud af kraft. Vi vil bare ikke have dem mere.

Hvad der sker i den vestlige verden, er heller ikke det samme som det, der sker i Tyrkiet. Erdogan har ved sin forfatningsæn­dring øget præsidentens beføjelser og gjort sig selv til en stærk leder. Det kender vi godt.

Man kan også knap nok sammenligne det med Putins styreform med en Duma, hvor de politiske partier er de­signet ovenfra. Det nye og usete er den mere eller mindre be­ret­ti­gede lede ved politik, der gør, at den eneste politik, som kan fø­res, er en ikkepolitik.

*

Emmanuel Macron har ikke begået noget fadermord. Han har ikke be­gå­et andet end den geni- eller svinestreg, som består i at lægge af­stand til den kendte form for politik med partier og fløje. For kun sådan kunne han være sikker på at blive valgt. Derfor er det ik­ke fortidens eller nutidens tyranner, han skal sammenlignes med. Der er et andet sammenligningsgrundlag for Frankrigs nye mand.

Det er nogen tid siden, Frankrig var foregangsland på godt og ondt, hvad politiske nybrud angår. I det meste af efterkrigsti­den er det et andet europæisk land, der har fungeret som politisk eksperimentarium, nemlig Italien.

Et land, hvis BNP ville være det dobbelte, hvis man talte mafiaens omsætning med, et land, hvor ka­tolikker og kommunister var lige ved at indgå et historisk kompro­mis, hvor De Røde Brigader muligvis nød den siddende regerings be­skyttelse, og hvor alle de traditionelle partier til sidst viste sig at være filtret ind i korruption.

Jeg har under den franske valgkamp genlæst Agambens italien­ske dagbog Her i eksilet fra 1992-1994. Agamben mener ikke selv, at det er et af hans vigtigste skrifter. Måske. Til gengæld er det dejlig konkret. Hvem af os har ikke undret sig ganske hverdagsag­tigt som Agamben, der skriver om den ildhu, man ser hos »lede­ren af et parti, der indtil for nylig kaldte sig kommunistisk«, for at »berolige bankdirektører og kapitalister med, at børsen og va­luta­markedet har reageret roligt« på hans valgsejr.

Med afsæt i be­gi­ven­­hederne dengang anskueliggør Agamben sin tese om, hvordan stri­den mellem partier og fløje efter­hån­den kun gælder, »hvis tur det er« til at stå for den økonomiske og juridiske styring af det biologisk definerede liv.

Politik er der ikke mere af. Vi har et ord for det på dansk: Djøffisering.

Lad mig kort minde om begivenhederne dengang for 25 år siden. Skandalen begynder i februar 1992. Her gribes en byrådspolitiker i Milano, Mario Chiesa, på fersk gerning i at modtage bestikkelse. Trods nære forbindelser til Chiesa nægter Bettino Craxi, lederen af socialistpartiet, som Chiesa tilhører, ethvert kendskab til be­stik­­kelsessagerne.

Den efterfølgende retssag afslører dog, at Cra­xi er lige så involveret i dem som Chiesa. Og med dem mange andre. Retssagen, efterhånden omtalt som operation »Rene hænder« (Mani pulite), kommer til at omfatte tusindvis af anklagede, herunder ca. halv­delen af de italienske parlamentsmedlemmer.

De tradition­el­le partier – foruden Craxis socialister Giulio Andreottis kri­sten­­demokrater og det liberale parti – udraderes ved valgene i be­gyn­delsen af 1990’erne. Oven på det kommer en ny mand til magten, ubesmittet af de gamle partiers korruption og politisk set et ube­skrevet blad. Hans navn er Silvio Berlusconi.

Her standser Agambens dagbog. Men alle kender fortsættelsen: berlusconismen. Dens force er lige præcis ikke at have noget at gø­re med traditionel politik. Sådan markedsfører Berlusconi med sine penge og sine medier sig selv.

I årevis regeres Italien af en politiker, som ved enhver lejlighed er klar til at understrege, at han ikke er poli­tiker. Og vi griner alle sammen af italienerne. Lige til den dag, hvor amerikanerne vælger Donald Trump som præsi­dent. Han tager ganske vist ikke afstand fra sit republikanske parti. Det er unødvendigt. Partiet tager afstand fra ham.

Berlusconi stifter et helt nyt parti. Sådan løseligt. Forza Italia hedder det. Det er sådan noget, man råber til en fodbold­kamp. Kom så, Italien!

Macron har stiftet en bevægelse, som hedder En marche. Det kan vel nærmest oversættes med På vej. Eller det kan også oversæt­tes med et udråb: Så kører vi!

Ja, men hvor skal vi hen, du?

*

Hvad der er på spil i fransk politik, er ikke specielt fransk, og jeg skal ikke kloge mig på interne, franske anliggender her. Vi le­ver overalt i den vestlige verden i en efterpolitisk tilstand. For den sags skyld kan vi lige så godt tage udgangspunkt i de dan­ske forhold.

Der er ikke nogle fæle postmodernister, der er skyld i al­tings forfald, herunder Donald Trump og andre fake news come true. Der findes ikke postmodernisme og dekonstruktivisme undtagen i ho­vederne på nogle halvstuderede røvere.

Der findes derimod en tra­di­tion, der længe har været under dekonstruktion indefra, og en række filosoffer, der har beskrevet den deraf følgende tilstand som postmoderne. I den politiske verden kender vi »de store for­tæl­lingers endeligt« (Lyotard) som »ideologiernes død« (Schlüter!). 

De politiske partier findes måske stadigvæk, men kun af navn, el­ler som brands. Ingen kan se forskel på dem mere.

Den nye politiker er ikkepolitiker. Han eller hun står ikke for en holdning, som er defineret i et principprogram. Han eller hun mener noget, men kun efter den dagsorden, som sættes af 21 Søn­dag eller andre dokumentarprogrammer om case stories. Så me­ner den nye politiker det, som vedkommendes vælgersegment mener i den an­ledning. Vi kunne også kalde den nye politiker, ikkepolitikeren, for segmentpolitikeren.

Sådan er forskellige segmenter repræsenteret i Folketinget under gamle partinavne. Det radikale venstre er f.eks. et parti, der ifølge sit grundlag er antiklerikalt og religionskritisk. Det var de radikales moderparti, der stod bag adskillelsen af stat og kirke i Frankrig i 1905.

Men det betyder ikke noget for Morten Øs­ter­gaard. Han har fundet ud af, at caffe latte-segmentet ælsker re­ligion. Når det vel at mærke er en anden religion end de konser­va­tives. Så mener man da det modsatte, gør man ikke?

Også Enheds­listen er vild med religiøse symboler. Til gengæld må man afsværge sin tro på væbnet opstand. Det indskærper Per­nille Skipper, for det er ikke i overensstemmelse med noget, hun kalder Enhedslistens »værdier«. Partiet har da også for nylig omdefineret Systemskiftet 1901 til at være en revo­lu­tion.

Kun overgået af Liberal Alliances An­ders Samuelsen, der formår at afholde et helt folketingsvalg med sig selv. Bare han kommer i regering.

Den småborgerlige ondtirøvenhed er mandhaf­tigt repræsenteret af Inger Støjberg, der i li­be­ral­ismens navn dri­ver landet i armene på fascismen.

I Dansk Fol­ke­parti er man ik­ke racist, men mener dog som Martin Henriksen ik­ke, at man kan bli­­ve dansk selv efter flere generationer her i landet. Fol­ket er afskaf­fet. Fra DF til EL tales der taktfast og patri­o­tisk om: Danskerne.

Befolkningen er dog under sit nye navn defineret, ikke så meget patriotisk som biologisk. Intet ligger den nye politiker så meget på sinde som danskernes sundhed. Danskerne må ikke ryge. Dan­skerne må ikke drikke for meget. Danskerne skal holde sig i form. Danskerne skal sove godt.

Sundhedsstyrelsen er blevet Sandhedsstyrelsen, som Tine Bryld sagde. Livet er en biologisk funk­tion, hvis beklagelige udgang må ses som et teknisk uheld. Samti­dig er man bekymret over »ældrebyrden«…

*

Kommentatorerne kommenterer. Spillet er i gang. Det er spændende. Kan de nye politikere stå på mål for deres valgløfter? Bliver de nødt til at sparke noget af det til hjørne? Hvad vil der ske på den lange bane? På den korte?

Der er reception på Den Franske Ambassade. Der serveres rød- og hvidvin til små, lækre pindemadder. Ost og pølse. Alle de kend­te er der. Både Saint Aubray og Saint Agur. Alle er i de­res sti­ve­ste puds, også jeg. Alle håber på Macron, også jeg. Hvis nogen hå­ber på le Pen, tier de stille. Jeg tier stille med min politiske ana­lyse. Forza Italia! Nå, nej: Allez les bleus!

Kort efter kl. 20 er sejren i hus, 65 og nogen procent til Ma­cron, 34 og nogen til le Pen. Præcis kl. 21 er Macron klar med sin tale. Han siger tak. Han smiler ikke.

Macron vil være ydmyg, men sætte al sin energi ind på at kæmpe for nationens enhed, l’unité de la Nation, og for Europas enhed, l’Union, europæerne. Man forstår, at også Macron vil kæmpe for no­get, der hedder »værdier«. Og at den tilbagegang, Frankrig i ef­ter­hånden lang tid har kendt, også skyldes en moralsk svækkelse (un affaiblissement moral).

Frankrig har endnu en gang sagt nej til le Pens klan. Man vil ikke vide af de gammeldags fascistoide tendenser. Man vil ikke engang vide af de gammeldags politiske partier. Frankrig har be­vist, at det er en tidssvarende nation.

Jeg læser igen i Agambens italienske dagbog. »Mennesket har nu nå­et sit historiske te­los, og der er ikke andet tilbage end at afpo­li­tisere de men­neske­lige samfund«.

Men hvad, man kan jo godt læse Agamben uden at tro på alt, hvad han skriver. Kan man ikke også foretage en politisk ana­ly­se og håbe, at man tager fejl? Glæden ved at kunne sige »Hvad sagde jeg!« er trods alt en fattig glæde.

Agambens Her i eksilet. Italiensk dagbog 1992-94 er tilgængelig på dansk i hans Midler uden mål, Wunderbuch, Skive 2015