Læsetid 4 min.

Og pludselig handlede alting om spørgsmålet: Er det en feministisk tv-serie eller ej?

Når et værk som ’The Handmaid’s Tale’ er åbenlyst feministisk, sker der tit det, at debatten går i hårdknude. Måske fordi det kan være svært at acceptere, at noget både kan være feministisk og noget andet
’Det er ikke en feministisk historie, men en humanistisk historie,’ har Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen Offred i ’The Handmaid’s Tale’, for nylig sagt.

’Det er ikke en feministisk historie, men en humanistisk historie,’ har Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen Offred i ’The Handmaid’s Tale’, for nylig sagt.

HBO Nordic
19. maj 2017

Det er noget af en timing. Margaret Atwoods romanforlæg til HBO’s hitserie The Handmaid’s Tale har godt 30 år på bagen, men i en tid med Trump, indskrænkning af kvinders rettigheder og fremspirende totalitære regimer er visionen uhyggelig præcis.

Tv-serien finder sted i en dystopisk nær fremtid og beskriver et land, der engang var USA, og som nu hedder Gilead, hvor et autoritært, teokratisk regime har overtaget magten. Der er borgerkrig, og befolkningens fertilitet falder dramatisk, så stemningen er frygtsom og panisk.

En af de få tilbageværende fødedygtige kvinder er Offred, og hun bliver – som andre fertile kvinder – holdt som rugemor og tvinges til at være avlsdyr for en elite, som skal sikre artens overlevelse. Hun er, som det på et tidspunkt formuleres, »en livmoder med to ben«. Derfor skal hun, når hun har ægløsning, gennemføre en højtidelig og temmelig akavet ceremoni, hvor hun lader sig voldtage af sin ’commander’, mens hun ligger mellem benene på hans ufrugtbare kone.

Elisabeth Moss spiller Tjenerinden Offred i tv-serien ’The Handmaid’s Tale’, der foregår i et fremtidssamfund, hvor kvinder ingen rettigheder har.
Læs også

Serien er her, der og alle vegne, og forleden havde DR2’s Deadline inviteret Berlingskes debatredaktør, Anne Sophia Hermansen, forfatter Andrea Hejlskov og litteraturforsker Rune Graulund i studiet til en snak om den.

»Den handler om en virkelighed, som er tættere på, end vi nogensinde har kunnet forestille os,« indledte Anne Sophia Hermansen og tilføjede, at serien viser, hvordan en række af oplysningstidens idealer, som vi måske tager for givet – demokrati, ligestilling, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed – kan blive rullet tilbage, hurtigere end vi tror.

Feministisk eller ej

Men er serien feministisk, ville værten vide. Den er blevet kaldt et feministisk manifest, svarede Hermansen og korrigerede straks, at den rette betegnelse bør være en »humanistisk fortælling«, eftersom serien ikke kun handler om køn, men om rettigheder. Og så lød hun som et ekko af skuespilleren Elisabeth Moss, der spiller seriens hovedperson, Offred, som for nylig i en paneldebat udtalte:

»Det er ikke en feministisk historie, men en humanistisk historie.«

Moss’ udtalelse skabte øjeblikkelig røre i USA, ikke mindst fordi flere af seriens medvirkende og skabere efterfølgende ytrede lignende tilkendegivelser, hvor de også gik uden om ordet ’feminisme’. Og pludselig var der kun ét spørgsmål: Er serien feministisk eller ej?

Margaret Atwood har aldrig afholdt sig fra at fabulere om fremtiden. Også hendes seneste bog udfolder en række hvad-nu-hvis’er, som for eksempel: ’hvad nu hvis vi bare fortsætter med at tilpasse os klimaforandringerne?’
Læs også

I DR’s tv-studie fortsatte Hermansen med en analyse om, at vor tids tv-serier skildrer virkelighedens skyggesider og farer.

»Fiktionen bruges som et prisme, vi kan se samtidens fjender gennem,« sagde hun og satte trumf på: »Og samtidens fjender er ikke nazismen eller fascismen, det handler i høj grad også om radikaliseret islam.«

Forfatter Andrea Hejlskov, som sad og kiggede lidt vantro på Hermansen, bemærkede, at serien i hendes optik snarere handler om en indre end en ydre fjende. Om de mange sanktioner, der pålægges kvinder – retten til at ytre sig i det offentlige rum og vise kropsbehåring – og hun mente derfor, det var indiskutabelt, at serien er feministisk.

Men at bruge det ord mente Hermansen er »en reduktion af værket« og tilføjede lidt polemisk: »Den største fare for feminismen er, at den fortaber sig i sit eget skød, sin egen friblødning, sin egen brugte tampon.«

Feministisk og noget andet

Det er klart, at det ikke er en god ting at fortabe sig i sin egen brugte tampon, ligesom det er klart, at tv-serien også handler om undertrykkelse. Og om, hvor galt det kan gå, hvis vi forkaster vores grundlæggende frihedsrettigheder. Derfor er det oplagt, at serien også kan handle om truslen fra den radikale islam.

Men det er svært at komme uden om, at trods disse elementer og temaer er centrale i serien, så er de forankret i en beskrivelse af et behov for at kontrollere og inddæmme kvindekroppen. Der er i serien mange mere eller mindre subtile henvisninger til patriarkal magt, kvindeundertrykkelse, homofobi og sexchikane.

For eksempel et flashback fra tiden, hvor det ny regimes kup er undervejs, og vi ser Offred, der før regimet overtog magten hed June, med sin veninde. Kaos ulmer, og da de på et cafeteria forsøger at betale for kaffe, finder de ud af, at de ikke kan bruge deres kreditkort. Regeringen har indefrosset alle kvinders midler. Da betalingen bliver afvist, kalder den mandlige ekspedient dem nogle »fucking sluts«, og de må forlade stedet.

Kvinderne frarøves gradvist deres rettigheder. Senere lærer vi, at mænd har adgang til deres hustruers konti og penge, så June er reddet for en stund (og hendes mand siger: »Don’t worry, I’ll take care of you«), mens Junes veninde, som er lesbisk, er på herrens mark.

Det bør være hævet over enhver tvivl, at serien er feministisk. Den handler om feminisme – og om undertrykkelse og en del andre ting – men hvorfor er det så svært for Anne Sophia Hermansen, Elisabeth Moss og alle de andre at kalde den feministisk?

Måske skyldes det, at ordet ’feminisme’ (ikke mindst i vor post-Trump-tid) er så stærkt – og behæftet med alle mulige ideer om at være noget forældet, noget venstreorienteret, noget kontroversielt – at et værk ikke både kan være feministisk og noget andet på samme tid.

I hvert fald er det sådan, at hvis et kunstværk har en feministisk pointe eller dagsorden, så blænder det, og analysen og diskussionen reduceres til et enten-eller-spørgsmål. Det er en skam. For fremragende kultur – som tv-serierne The Handmaid’s TaleGirls og Looking – har tendens til ofte både at være feministisk og noget andet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Søren Lystlund
    Søren Lystlund
  • Brugerbillede for Annemette Due
    Annemette Due
Søren Lystlund og Annemette Due anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Forhåbentlig er der tale om en utilsigtet stavefejl og ikke om et plat forsøg på at være vittig, når der i underrubrikken står "går i hårknude" ?

Brugerbillede for Annemette Due
Annemette Due

Al den stund kvinder også er mennesker, så er der vel tale om, at The Handmaid's Tale er en feministisk fortælling, som derfor også er humanistisk. Men omdrejningspunktet i historien er en kvindes kamp mod en overvældende undertrykkelse fra et mandsvælde.
Anne Sophie Hermansen kunne knapt sige en sætning uden at ordet "liberal" blev skudt ind: Det liberale demokrati. Hun udnævnte dernæst Islam til at være den genkendelige skurk. Ret frisk, må jeg sige, når man tænker på, at hele drejebogen, med få justeringer, kunne have flyttet fortællingen tilbage til tiden før kvinder fik valgret; til den tid hvor kvinder ikke selv kunne disponere over deres tjente eller arvede penge, og hvor de havde dårlig retsstilling, når det gjaldt overgreb fra en husbond. Det er langt mere uhyggeligt at se tilbagerulningen af kvinders rettigheder i et samfund som USA. En tilbagerulning, der ikke kan forklares i andet end vor egen kultur.
Andrea Hejlskov kom ind på den undertrykkelse, der ligger og slumrer i os selv. Det subtile, den selvundertrykkelse, der finder sted, når vi ikke siger fra. Når vi pænt retter ind eller holder mund, hvis andre, ofte kvinder, konfronterer os med de normer, der hersker for kvinder i det patriarkalske samfund. I The Handmaid's Tale er det netop kvindernes arbejde at kue Offred.
Andrea Hejlskov siger sådan set, at det ikke er despoten i sig selv, der det farligste, men at vi er farlige for os selv, hvis vi ikke siger tydeligt fra. Hvis ikke kæmper mod den daglige lille undertrykkelse. Det tror jeg hun har ret i.

Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler og Søren Lystlund anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Annemette Due, du har så ret, og det gælder på alle planer. Problemet er, når vi ikke råber op og siger fra når andre end os selv undertrykkes, fordi vi mener det er deres egen skyld at de rammes af retsløshed, eller at det ikke angår os selv hvad andre mennesker udsættes for.
Selvfølgelig er serien både humanistisk og feministisk, kvinder er halvdelen af verden. Og det mest skræmmende ved den er, at den ikke er helt utænkelig!
At sætte lighedstegn mellem dens indhold og islamisk fundamentalisme er overfladisk, for kristne fundamentalister er lige så uhyggelige. De tre store monoteistiske religioner har alle den samme patriarkalske gud, og tager man det gamle testamente bogstaveligt, er kvinder og børn mandens ejendom. Det handler selvfølgelig om at bevare den mandlige arvefølge og være 100 % sikker på at afkommet stammer fra hans egen sæd. Derfor er kvinders sexualitet en trussel der for enhver pris må underlægges rigid kontrol.