Og pludselig handlede alting om spørgsmålet: Er det en feministisk tv-serie eller ej?

Når et værk som ’The Handmaid’s Tale’ er åbenlyst feministisk, sker der tit det, at debatten går i hårknude. Måske fordi det kan være svært at acceptere, at noget både kan være feministisk og noget andet
’Det er ikke en feministisk historie, men en humanistisk historie,’ har Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen Offred i ’The Handmaid’s Tale’, for nylig sagt.

’Det er ikke en feministisk historie, men en humanistisk historie,’ har Elisabeth Moss, der spiller hovedrollen Offred i ’The Handmaid’s Tale’, for nylig sagt.

HBO Nordic
19. maj 2017

Det er noget af en timing. Margaret Atwoods romanforlæg til HBO’s hitserie The Handmaid’s Tale har godt 30 år på bagen, men i en tid med Trump, indskrænkning af kvinders rettigheder og fremspirende totalitære regimer er visionen uhyggelig præcis.

Tv-serien finder sted i en dystopisk nær fremtid og beskriver et land, der engang var USA, og som nu hedder Gilead, hvor et autoritært, teokratisk regime har overtaget magten. Der er borgerkrig, og befolkningens fertilitet falder dramatisk, så stemningen er frygtsom og panisk.

En af de få tilbageværende fødedygtige kvinder er Offred, og hun bliver – som andre fertile kvinder – holdt som rugemor og tvinges til at være avlsdyr for en elite, som skal sikre artens overlevelse. Hun er, som det på et tidspunkt formuleres, »en livmoder med to ben«. Derfor skal hun, når hun har ægløsning, gennemføre en højtidelig og temmelig akavet ceremoni, hvor hun lader sig voldtage af sin ’commander’, mens hun ligger mellem benene på hans ufrugtbare kone.

 

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Søren Lystlund
    Søren Lystlund
  • Brugerbillede for Annemette Due
    Annemette Due
Søren Lystlund og Annemette Due anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Forhåbentlig er der tale om en utilsigtet stavefejl og ikke om et plat forsøg på at være vittig, når der i underrubrikken står "går i hårknude" ?

Brugerbillede for Annemette Due
Annemette Due

Al den stund kvinder også er mennesker, så er der vel tale om, at The Handmaid's Tale er en feministisk fortælling, som derfor også er humanistisk. Men omdrejningspunktet i historien er en kvindes kamp mod en overvældende undertrykkelse fra et mandsvælde.
Anne Sophie Hermansen kunne knapt sige en sætning uden at ordet "liberal" blev skudt ind: Det liberale demokrati. Hun udnævnte dernæst Islam til at være den genkendelige skurk. Ret frisk, må jeg sige, når man tænker på, at hele drejebogen, med få justeringer, kunne have flyttet fortællingen tilbage til tiden før kvinder fik valgret; til den tid hvor kvinder ikke selv kunne disponere over deres tjente eller arvede penge, og hvor de havde dårlig retsstilling, når det gjaldt overgreb fra en husbond. Det er langt mere uhyggeligt at se tilbagerulningen af kvinders rettigheder i et samfund som USA. En tilbagerulning, der ikke kan forklares i andet end vor egen kultur.
Andrea Hejlskov kom ind på den undertrykkelse, der ligger og slumrer i os selv. Det subtile, den selvundertrykkelse, der finder sted, når vi ikke siger fra. Når vi pænt retter ind eller holder mund, hvis andre, ofte kvinder, konfronterer os med de normer, der hersker for kvinder i det patriarkalske samfund. I The Handmaid's Tale er det netop kvindernes arbejde at kue Offred.
Andrea Hejlskov siger sådan set, at det ikke er despoten i sig selv, der det farligste, men at vi er farlige for os selv, hvis vi ikke siger tydeligt fra. Hvis ikke kæmper mod den daglige lille undertrykkelse. Det tror jeg hun har ret i.

Eva Schwanenflügel, Grethe Preisler og Søren Lystlund anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel

Annemette Due, du har så ret, og det gælder på alle planer. Problemet er, når vi ikke råber op og siger fra når andre end os selv undertrykkes, fordi vi mener det er deres egen skyld at de rammes af retsløshed, eller at det ikke angår os selv hvad andre mennesker udsættes for.
Selvfølgelig er serien både humanistisk og feministisk, kvinder er halvdelen af verden. Og det mest skræmmende ved den er, at den ikke er helt utænkelig!
At sætte lighedstegn mellem dens indhold og islamisk fundamentalisme er overfladisk, for kristne fundamentalister er lige så uhyggelige. De tre store monoteistiske religioner har alle den samme patriarkalske gud, og tager man det gamle testamente bogstaveligt, er kvinder og børn mandens ejendom. Det handler selvfølgelig om at bevare den mandlige arvefølge og være 100 % sikker på at afkommet stammer fra hans egen sæd. Derfor er kvinders sexualitet en trussel der for enhver pris må underlægges rigid kontrol.