Under titlen »Den konceptuelle penis som en social konstruktion« blev en videnskabelig artikel for nylig optaget i det amerikanske fagfællebedømte tidsskrift Cogent Social Sciences. Artiklen argumenterer for, at det mandlige reproduktive organ snarere end en fysisk kropsdel bør ses som en social konstruktion, designet til at penetrere samfundslivet med sin patriarkalske dominans.
»Vi argumenterer for, at den konceptuelle penis er bedre forstået, ikke som et anatomisk organ, men en social konstruktion, der er isomorf til performativ giftig maskulinitet,« hedder det blandt andet i artiklen, som også mener at kunne bevise, at ’den konceptuelle penis’ bærer ansvaret for de globale klimaforandringer.
»Giftig hypermaskulinitet har sin betydning direkte fra den konceptuelle penis og sigter på at understøtte neokapitalistisk materialisme, som er en grundlæggende drivkraft for klimaændringer, især i den voldsomme brug af kulstofemitterende fossile brændstofteknologier og skødesløs dominans af jomfruelige naturlige miljøer.«
Hvis det lyder noget nær uforståeligt, er det ikke uden grund. Kort efter artiklen blev antaget, afslørede forfatterne bag, Peter Boghossian og James A. Lindsay (der begge havde indsendt artiklen under pseudonym), at der i virkeligheden var tale om et videnskabeligt bluffnummer.
»Ingen ved, hvad noget af det her betyder, for det hele er komplet nonsens,« slog de fast i et bekendelsesbrev i magasinet Skeptic, der siden blev opsnuset og omtalt i Berlingske søndag.
Den ene af de to forfattere, James A. Lindsay, uddyber til Information:
»Vi skrev artiklen for at se, om der er inden for kønsstudier og feministisk forskning ville være tidsskrifter, som virkelig ville bide på det her vrøvl,« forklarer James A. Lindsay, der har en doktorgrad i matematik, en baggrund i fysik og desuden er forfatter til flere bøger om blandt andet religionspsykologi.
Det første tidsskrift, de to forfattere kontaktede, takkede nej til fupartiklen, men videresendte den til deres søstertidskrift, Cogent Social Sciences, der er et såkaldt open access-tidsskrift.
»Og de ville til vores store forbløffelse gerne antage den,« fortæller James A. Lindsay.
De to forfattere havde ellers gjort, hvad de kunne, for at drive artiklens sprogbrug ud i det absurde. ’Manspreading’ havde de defineret som en »voldtægt af det tomme rum«, og andre dele af artiklen havde de skrevet ved hjælp af en tilfældighedsgenerator, der føjer akademiske begreber sammen til arbitrære sætningskonstruktioner. Endelig var flere af kildehenvisningerne i artiklen meningsløse referencer, der henviste til falske artikler i imaginære tidsskrifter.
Et forkrøblet forskningsfelt
Ifølge James A. Lindsay kaster bluffnummeret lys over mindst to problemer i den akademiske verden. Det første problem gælder såkaldte open access-tidsskrifter, altså tidskrifter, hvor forfattere selv betaler for at få deres artikler publiceret.
De skaber nemlig mulighed for en potentiel interessekonflikt, der kan påvirke kvaliteten af fagfællebedømmelsen, idet nogle pay-to-publish-tidsskrifter kan tænkes at udnytte karrierebevidste akademikeres ønske om at få noget på cv’et ved at offentliggøre artikler, som aldrig burde have været offentliggjort. Det kan ikke udelukkes, at det også er sket i denne sag.
Det andet problem går direkte til hjertet af kønsstudier som forskningsfelt. Ifølge James A. Lindsay hersker der i visse akademiske miljøer, herunder amerikanske gender studies, så stor enighed om, hvad der er rigtigt og forkert, at en artikel, som formår at mime den ’rigtige’ sprogbrug har lettere ved at smutte igennem den fagfællebaserede kvalitetskontrol – også selv om indholdet i øvrigt er forvrøvlet. Det kan også have været tilfældet i denne sag. Men, som James A. Lindsay pointerer:
»Virkeligheden er, at vi ikke med dette eksperiment er i stand til at sige noget endegyldigt om, hvilken af de to faktorer som er den dominerende.«
– Er det hele Akademia eller kun kønsstudier, der har et problem med bias, mener du?
»Min anklage retter sig ikke mod hele kønsforskningen, men udelukkende mod den del som er blevet forkrøblet af postmoderne tænkning. Et hvert forskningsfelt, der opererer under den antagelse, at alt er en social konstruktion, og at mennesker blot er blanke sider, der kan overskrives af kultur, har et problem. For det første fordi det ikke er sandt. Og for det andet fordi det afholder forskere fra at stille og besvare vigtige spørgsmål – som f.eks. spørgsmål om sociale privilegier og kønsdiskrimination«.
Siden Peter Boghossian og James A. Lindsay afslørede deres fupnummer, har der også lydt kritik af eksperimentet. Nogle hæfter sig ved, at forfatterne alene har påvist et enkelt broddent kar i tidskriftbranchen.
Andre mener slet ikke, at fupartiklen er så outreret, som forfatterne ønsker at gøre den til. En penis kan sagtens være både et anatomisk organ og en social konstruktion, lyder indvendingen. For James A. Lindsay minder reaktionen om noget, han har hørt før.
»Jeg har skrevet en del om religionspsykologi, og jeg kan se mange ligheder mellem de moralske overbevisninger, som gør sig gældende hos religiøse, og de moralske overbevisninger, man ser hos tilbedere af postmoderne tænkning,« siger han.
Det er ikke første gang, at en fupartikel finder vej til et akademisk tidskrift. I 1996 fik fysikeren Alan Sokal antaget og publiceret en artikel, der også var designet til at udstille det akademiske miljø. Titlen var »Overskridelse af grænserne: Mod en transformativ hermeneutik om kvante-tyngdekraft«.
Alan Sokal var da også blandt de første til at gratulere James A. Lindsay og Peter Boghossian med deres bluffnummer. En anden, der har sendt sine lykønskninger er den kendte religionskritiker Richard Dawkins, der i sin hilsen til forfatterne skriver:
»Prætentiøs bullshit skal latterliggøres, hver gang det er muligt; især når det øver indflydelse på akademiske institutter og gør det vanskeligt for hæderlige forskere at få et job. Tillykke til Lindsay og Boghossian. Bullseye!«
Rettelse: I en tidligere version af denne artikel kom vi et enkelt sted til at kalde open access-tidsskrifter for open source-tidsskrifter. Vi beklager fejlen.
Lige for at rette et par misforståelser:
1) Der findes ikke "open source" publishing. Men open access.
2) Open access er ikke normalt noget, hvor forfatterne skal betale for at blive udgivet.
3) De tidsskrifter, der opkræver penge for at trykke artikler, er alment kendt som såkaldte "predatory publishers". Der er ofte, ved sådanne tidsskrifter, en minimal/ikke-eksisterende peer-review process. Revl og krat kan blive udgivet. Præcis som det er tilfældet her.
4) Deres eksperiment siger dermed, naturligvis, intet om tilstanden af kønsstudier. Den kan være nok så problematisk - men det kan et enkelt paper, i et ikke-rangeret, ikke-anerkendt tidsskrift ikke være bevis for.
5) Som der meget fint redegøres for i dette blogindlæg (https://ketanjoshi.co/2017/05/20/the-engine-of-irrationality-inside-the-...), så har der også været flere "hoax" papers i naturvidenskaben mv. Det er altså et generelt problem i akademia, snarere end det siger noget om påståede postmodernister.
Summa summarum: Kildekritik anbefales, frem for at lytte blindt til forskere med en agenda.
Efter denne afsløring af den såkaldte kønsforskning, må vi skride til at lukke RUC.
Lige et supplement til Rasmus Birks udmærkede kommentar: Der er faktisk også en del anerkendte tidsskrifter, som udgiver open access artikler mod betaling (såkaldt "gylden open access") og stadig udøver skrap kvalitetskontrol. Men det er rigtigt, at der er en stadig større gruppe af useriøse tidsskrifter, som laver forretning på open access og forskeres behov for at få artikler publiceret. Cogent er et relativt nyt tidsskriftsforlag, men de har forbindelse til det vel etablerede Taylor and Francis. Så der sidder garanteret nogen med røde ører hos de to forlag.
Cogent Social Science er ikke et tidsskrift for kønsforskning, men et generelt samfundsvidenskabeligt tidsskrift. Så at Cogent lod artiklen slippe igennem siger intet om forholdene inden for kønsforskning.
Hvis den dårlige kvalitet på tidsskriftet der optog den famöse artikel er et argument for at affeje enhver implikation for kvaliteten af genusbeskäftigelsen er det måske en ide at se på hvor artiklerne i tidsskriftet ellers kommer fra.
Her er et udpluk:
University of Texas, Houston, USA
Goethe-Universität Frankfurt, Frankfurt am Main, Germany
Texas A&M University, USA
University of Florence, Florence, Italy
The University of Tokyo, Tokyo, Japan
State University of New York, Albany, USA
Harvard Injury Control Research Center, Boston, USA
University of Gothenburg, Gothenburg, Sweden
Texas State University, San Marcos, USA
Det er muligt Göteborg ikke helt svinger sig op til niveauet i resten af listen, men ellers er det da ved gud ikke bitplayers, hvis man ellers kan tage navnet for gode varer.
Hvis tidsskriftet virkelig er så underlödigt, hvad siger det så om social science som bedrevet på disse universiteter?
Grand mal?
The lady doth protests too much, methink.
Men...den falske forbindelse mellem vacciner og autisme kom af en artikel i Lancet, der heller ikke blev peer-reviewed ordentligt og ikke burde være blevet publiceret. Men det beviste da ikke, at sundhedsvidenskab er humbug, vel? Så hvorfor skulle dette bevise, at kønsforskning er?
Anyway. Der er faktisk masser af gode open access-journaler, der kræver penge for publicering. De skal betale for deres udgifter på en eller anden måde...
Sjovt nok kunne de have nøjedes med at gribe fat i Thorkild Vanggaards let berygtede "Fallos" for at få deres teorier understøttet af en højt værdsat forsker.
Dagens gode grin :-D
http://www.elsewhere.org/pomo/ :)
Problemet er ganske simpelt. Der er visse akademiske discipliner, som ikke producerer resultater, der på en meningsfuld måde kan falsificeres. Jeg skriver artikler indenfor matematik og matematisk fysik, og mine resultater kan umiddelbart falsificeres, hvis de ikke er korrekte. Hvis jeg fx publicerer en ulighed for partitionsfunktionen for et givet kvantemekanisk system, så kan enhver efterprøve resultatet, og det kræver kun et modeksempel for at vise, at jeg tager fejl. Det er ikke nok, at mit resultat holder i 97 procent af tilfældene.
På denne måde er der visse lighedspunkter mellem kønsforskning og klimaforskning. Det er ligegyldigt hvor mange gange forskerne gribes i en fejl. Det fører blot til at teorien modificeres, så den nu kan inkorporere de nye observationer. Hvis modellerne ikke giver resultater, der modsvarer observationerne, så er det fordi oceanerne optager mere varme end forventet, eller fordi den konceptuelle peniskonstruktion har en større societal impact end tidligere anticiperet.
Jeg vil overhovedet ikke blive forbavset, hvis det lykkes nogen at få optaget en fake artikel i et tidsskrift indenfor klimaforskning. Det kræver blot at man benytter en række buzzwords, som trigger de velkendte reaktioner. Lad mig foreslå ord som arktisk nedsmeltning, isbjørne, forsuring, tipping points, orkaner, klimaflygtninge, metan, habitat, skovfældning og udryddelsestruede dyrearter. I det sidste tilfælde er det vigtigt, at dyrene har pels og er nuttede. Der er ingen som interesserer sig for slanger og skorpioner. Med disse ingredienser og en tilfældighedsgenerator, som er i stand til at producere tekst med en korrekt syntaks skal det nok lykkes at skrive en publicerbar artikel.
Kære Rasmus Birk,
Tak for din respons. Lad mig først slå fast, at Cogent Social Sciences selvfølgelig er et såkaldt open access-tidskrift, hvilket jeg også skriver i min artikel, om end jeg, indrømmet, et enkelt sted også kommer til at kalde det for et 'open source-tidsskrift', det sidste er selvfølgelig en tanketorsk.
Men til sagen: Cogent Social Sciences afkræver beviseligt betaling af de forskere, som vil have deres artikler antaget hos dem (https://www.cogentoa.com/faq).
Du skriver så, at open access "ikke normalt (er) noget, hvor forfatterne skal betale for at blive udgivet". Jeg er ikke selv ekspert på netop det område, men her er, hvad Videnskab.dk skriver om såkaldt open access:
"Traditionelt har forskere formidlet deres forskningsresultater gratis gennem en række publikationer, der til gengæld kræver betaling fra læserne – hvad end det er universiteter, industrien eller enkeltpersoner. Men omkring årtusindeskiftet gør internettet en ny betalingsmodel mulig; en åben model der vender systemet om: I stedet for brugerbetaling gennem abonnementer, er det forskerne selv, som betaler for at artiklen bliver publiceret. Til gengæld ligger den herefter frit tilgængeligt i et online bibliotek – der er ingen opkrævning af læserne. Den model kaldes open access ..."
Open access er altså på den ene side en relativt udbredt praksis (og ikke kun noget, der foregår blandt brodne kar eller 'predatory publishers', som du kalder dem), mens det på den anden side heller ikke er en fuldstændig uproblematisk praksis (se her for uddybning: http://videnskab.dk/kultur-samfund/redaktorer-open-access-har-skabt-et-u...)
Endelig: Når du skriver, at Boghossian og Lindsays fupartikel intet siger om tilstanden af kønsstudier, har du muligvis ret. Det forbehold tager de to forskere netop også selv i min artikel, når de peger på, at problemet både kan skyldes open access-modellen og/eller bias inden for postmodernistisk inspireret kønsforskning:
»Virkeligheden er, at vi ikke med dette eksperiment er i stand til at sige noget endegyldigt om, hvilken af de to faktorer som er den dominerende,« siger Lindsay.
Forskerne bruger altså ikke eksperimentet som "bevis" på, at der er noget galt med kønsforskningen, som du skriver - men snarere som afsæt for, hvad de mener er en tiltrængt debat om bias inden for netop dette akademiske felt. Det synes jeg artiklen gør ret klart.
Slutteligt: at der også har været "hoax papers i naturvidenskaben", som du skriver, er helt korrekt. Det lægger jeg heller ikke skjul på, tværtimod understreger jeg netop i slutningen af min artikel, at Boghossian og Lindsays eksperiment er inspireret af Sokals naturvidenskabelige fupartikel fra 1996. Men at problemet med bias også eksisterer i andre dele af den akademiske verden, gør vel ikke problemet mindre?
Alt godt, og endnu engang tak for dine kommentarer.
/Rasmus Bo
Et relevant indspark til debatten:
https://areomagazine.com/2017/05/21/sokal-affair-2-0-penis-envy-addressi...
Rasmus Bo Sørensen,
Amerikas absolutte toptidsskrift "Proceedings of the National Academy of Sciences of the United States of America" også kaldet PNAS er et tidsskrift, som både kræver betaling af læserne og af forfatterne. Det er dog sådan, at publikationsafgiften ikke er knyttet til muligheden for publicering samt at afgiften opkræves ikke hos forfatteren, men hos dennes akademiske arbejdsgiver. Den fraviges også ret ofte. Jeg har to gange publiceret i PNAS uden at Københavns Universitet blev afkrævet publikationsafgift. Jeg anser det for at være et ret lille problem. Det er ikke meritgivende at publicere i dårlige tidsskrifter, nærmest tværtimod.
Open access tidsskrifter har den indlysende fordel, at offentligheden kan følge med i forskningen uden nødvendigvis at være ansat på universitetet eller sidde i fængsel. Det sidste er korrekt. Fængslerne abonnerer på næsten alle videnskabelige tidsskrifter. Det er nemlig sådan, at abonnementsafgiften udregnes ud fra det forventede forbrug, og det er ret ringe blandt de indsatte.
Kære Rasmus Bo,
Selv tak for svaret - mit oprindelige indlæg kom måske til at lyde en tand for tvært. Det beklager jeg.
Med hensyn til open access, så har du ret, som Palle Rasmussen også gør mig opmærksom på. Jeg vil dog pege på, at det mig bekendt er ret unormalt i humaniora og samfundsvidenskab at opkræve publication fees i open access-tidsskrifter, men derfor har jeg stadig tydeligvis taget delvist fejl i ovenstående indlæg.
Med hensyn til Boghossian og Lindsay, så synes jeg deres oprindelige artikel er noget mere bombastisk end dit interview. Fx skriver de "Particularly, we suspected that gender studies is crippled academically by an overriding almost-religious belief that maleness is the root of all evil. On the evidence, our suspicion was justified". Det udsagn mener jeg ikke, at de har belæg for, men det bør selvfølgelig ikke ligge dig til last.
Ellers tak for artiklen, og fortsat god weekend.
Mvh
Rasmus
"Giftig hypermaskulinitet har sin betydning direkte fra den konceptuelle penis og sigter på at understøtte neokapitalistisk materialisme, som er en grundlæggende drivkraft for klimaændringer, især i den voldsomme brug af kulstofemitterende fossile brændstofteknologier og skødesløs dominans af jomfruelige naturlige miljøer"
Hvis det er svært at forstå ordene, giver det god mening det også er svært at forstå, at det er en joke.. Det er sgu da et dårligt pluff, de værdiladet udtryk udstiller jo det hele med det samme. Giftig maskulinitet.. Jomfruelige miljøer.. Hvis man ikke kan se at det er en joke med det samme, er det sgu op ad bakke.. pfff :) Blev rokokoposten opfundet i går eller hvad?
Og i øvrigt, er det jo ikke første gang at et par sandhedsvidner fra matematikken og fysikkens verden forsøger at karikerer socialvidenskaben.. I er sgu for lette at imponerer!
==
Det lægger jeg heller ikke skjul på, tværtimod understreger jeg netop i slutningen af min artikel, at Boghossian og Lindsays eksperiment er inspireret af Sokals naturvidenskabelige fupartikel fra 1996
==
Sokal er fysiker, men hans fupartikel er jo netop ikke naturvidenskabelig. Den blev trykt i "Social text".
Hvorfor skriver du så ikke om redaktørerne af pågældende tidsskrift? Det må jo være dem der er historien..
Nu er jeg en helt amatør i sammenhængen her og læste kun lige for lirens skyld, tror jeg. Men artiklen og indlæggene her viser under alle omstændigheder en kæmpekløft mellem almindelig dødelige og så akademikere i brugen af termer og fagudtryk. Så kunne vi så diskutere hvor fejlen ligger?