Læsetid: 4 min.

Skilsmisse er et trafikuheld imellem generationer

En skilsmisse er ikke, når man går fra hinanden og siger det til børnene. Det er en adskillelsesbevægelse, der gentages, hver gang børnene har skiftedag og flytter fra den ene forældre til den anden

iBureauet/Mia Mottelson

6. maj 2017

Foråret er de små feriers tid, hvor man kan være sammen med sine børn, hvis man har nogen og de endnu bor hjemme. Det er en god tid for skilsmisseforældre, for alle kan få en luns af samvær med de attråede små.

Skilsmisse. Hårdt ord. Og samtidig så almindeligt, at det ikke helt synes at dække det voldsomme, som skilsmisseoplevelsen er. Det er et emne, som er svært at tale om uden at forråde sig selv eller andre, svært at skrive om og samtidig yde de bundløse nuancer retfærdighed, og hvad man end skriver, vil det nok være svært, fyldestgørende, at beskrive det bombekrater i sindet, som en skilsmisse efterlader.

En skilsmisse er nemlig ikke, når man går fra hinanden og siger det til børnene. Det er en adskillelsesbevægelse, der gentages, hver gang børnene har skiftedag og flytter fra den ene forældre til den anden.

Skilsmissen er et traume, der holdes levende, hver gang der siges farvel. Det er en melodi med fast omkvæd; farvel, farvel, farvel. Efterhånden gror der arvæv på oplevelsen.  

Skilsmissen kan kan have mange ansigter. Min eksmand og jeg søgte en forklaring på bruddet i en fortælling, som vi selv kunne leve med, da vi blev skilt for snart otte år siden. Men hvor ansvarsfuldt man end ransager sig selv, synes det umuligt at komme helt til bunds i, hvorfor man blev en del af de styrtdykkende tal i statistikkerne for ægteskaber, som fremlægges hvert år. Det er snart lige så let at forblive gift, som det er at hænge på en isglat væg kun ved hjælp af neglene.

Uden kærlighed ingen verden

En skilsmisse er en hård opbremsning, et skænderi, der aldrig blev til forsoning, det er at måtte udoperere sine inderste drømme, at blive gjort hjerteløs. Skilsmissen er hjertets hjemløshed. Ude på gaden står en hel familie og føler, at den aldrig igen helt vil finde hjem.

Dem der har prøvet det, ved godt, at jeg ikke engang overdriver. 

Man forstår  ikke konsekvenserne af skilsmissen, når man først går i gang med hakkeren på hakkebrættet. Sporene rækker langt ud i fremtiden.

Læs også

Skilsmissen vil præge familiehistorien og give mærkelige huller i fotoalbummet: I min familie måtte en oldemor finde sig i, at børnene ikke kom, da hun fyldte 90. Afslagene til livets vigtige begivenheder, højtider, mærkedage, konfirmationer, dåb, bryllupper og selv begravelser vil være lige så uundgåelige, som de i en ikke-skilt familie vil være utænkelige.  Prisen kan blive overfladiske relationer og i det hele taget alvorlige tilknytningsproblemer.

En skilsmisse er et trafikuheld imellem generationer. Årsagen er måske ikke alene at finde i det enkelte pars historie og fejtrin. På et dybere plan skyldes de høje skilsmissetal måske et sammenstød imellem fortidens normer og idealer og så en nutid med helt andre, endnu ikke helt formulerede og definerede krav.

Mennesket har altid drømt om kærlighed. Uden kærlighed, ingen verden. Tag kærligheden fra kulturen, og Bibelen reduceres til en dårlig bestseller, Hollywod bliver en nonsensmegafon, de fleste bøger kan brændes, og sangskrivere over hele verden må gå på tidlig pension. Kærligheden ’makes the world go round’, som man også siger om pengene i musicalen Cabaret.

Med ægteskabet er det noget andet. Engang var ægteskabet nødvendigt for overlevelsen. Sådan var det for min oldemor og bedstemors generation. Så blev det økonomisk optur, og den næste generation, min mor, brød ud og blev skilt i den frie kærligheds navn. Det gik heller ikke så godt.

Min generation forsøger at holde fast, som bedstemorgenerationen, men med modergenerationens principper om frihed, og endelig er nutiden fuld af krav til individuel udfoldelse, hvilket dårligt lader sig kombinere med ægteskabets grundtanke, som er fælleskab.

Familien er stadig den stærkeste model, vi kender. Samtidig inviteres vi på det kraftigste til at smide den ud. De kompromiser som et ægteskab kræver, kombineres dårligt med et nutidigt menneskesyn.

Det kræver store ofre at blive skilt. Men det kræver også store ofre at blive i ægteskabet. Forskellen er bare, at sidstnævnte ofte er tabu. Den historie kan ikke fortælles. Ægteskabet forudsætter løgne, eller dét, der med et pænere ord kaldes ’illusioner’. 

Fortsætter ad udstukket vej

Meget af det, som får et ægteskab til at fungere, er stik imod idealerne om kærlighed, som den forrige optimistiske generation troede på.

Når et par går rundt i hverdagens ottetaller, er det altafgørende at have rollerne på plads. Eller støder man sammen, i køkkenet f.eks., hvor både mand og kone laver mad, eller i døråbningen hvor begge parter er på vej ud på arbejde. Roller, regler. Hvor kommer rollerne og strukturen fra? Eller handler det om værdier? Hvad skal jeg leve efter, min bedstemors, min mors eller nutidens værdier? 

Når en generation er blevet klog nok til at give sine erfaringer videre, dør de. Vi fortsætter ad den vej, de har stukket ud, uden at kende den verden der skabte den.

Når vi prøver at leve alle disse tiders erfaringer samlet i et cirkusnummer, som kaldes ’en familie’ og ikke lykkes, anklages vi for egoisme. Det er også sandt. Men selv egoismen har en kulturel årsag. Det er ikke for at fritage min eksmand og mig selv fra skyld, men vores skilsmisse er en del af et større historisk billede. Ikke at indse det er begyndelsen på en meget stor selvoptagethed.

Vores bedsteforældre så skilsmisse som en absolut ulykke. Vores forældre bildte sig ind, at skilsmisser kunne være lykkelige. Vores generation bør måske erkende at svaret ligger i en syntese af de to. Skilsmisse er hverken lykke eller total ulykke, men et smertefuldt forsøg på at løse et problem, der måske ikke har nogen god løsning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
Per Jongberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annika Hermansen

Kære Katrine. Tak for en god og klog artikel om et svært emne.

Nanna Kinch, Lise Lotte Rahbek, Robert Ørsted-Jensen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar