I mine skoleår hang der på væggene i vores klasseværelse et landkort, hvor de finske grænser var tegnet klart op, som også Sovjetunionens var det. Estlands grænser så man derimod forgæves efter på dette kort. Et land, der ikke er markeret på et kort, er i øvrigt et land, der ikke findes, uanset hvad årsagen til dets fravær måtte være.
Det er svært at tale om en sådan nation med mennesker, der ikke kender til den, og det er endnu sværere at tale om de uretfærdigheder og trusler, som dette lands beboere har måttet udholde.
Det er svært at bevise eksistensen af en sådan nation, når den ikke engang kan udpeges på et kort, der hænger på væggen i et klasseværelse, ikke er trykt i nogen geografilærebog eller avis, og når end ikke dets flag kan vises. Landkort efterlader stærke, visuelle aftryk i hukommelsen, der kan holde i lang tid.
Samme slags kort blev brugt i vores nabolande og i Sovjetunionen – den slags, der ikke indbefattede Estland eller de øvrige baltiske lande. Jeg husker min forvirring, da vores geografiærer midt i 1990’erne begyndte at tegne nye grænser i de gamle lærebøger, som vi stadig brugte, og bad eleverne om at gøre det samme.
Sofi Oksanen
Finske unge var udmærket klar over, at de baltiske lande havde opnået afhængighed, men det vakte ikke større interesse, da vi også blev bedt om at gentegne grænserne i Balkanlandene, selv om vi aldrig før i vores skoletid havde oplevet at skulle korrigere vores lærebøger på den måde.
Vores mangel på begejstring skyldtes, at vi skulle lære nye og komplicerede navne, men ikke fik at vide, hvorfor vi skulle lære disse nye grænser at kende og vide hvordan de var blevet til. Dette skyldtes igen, at Jugoslavien i vores skoletid i Finland blev set igennem et sovjetprisme.
Jugoslavien havde været et klart og simpelt koncept for studerende, men ingen havde gjort sig forestillinger om nye lande, og der var heller ikke nogen, der forstod sig på krigen eller klart kunne identificere dens aggressorer. Uden sådanne forestillinger er det svært at lære og huske.
Det forhold, at det var geografilæreren selv, der tog iniativet til at omtegne grænserne, vakte livlig debat: Geografitimerne var de eneste i min skoletid, hvor disse spørgsmål blev diskuteret.
Jeg forestiller mig, at der har været lignende reaktioner andre steder, og måske er det derfor, folk stadig kan komme til at sammenblande Balkan og Baltikum. Dette sker hyppigere, jo længere væk, man kommer, men det forekommer også i de nordiske lande.
Gentog sovjetisk narrativ
Den sovjetiske fortælling dominerede landkortene, men også skolebøgerne. Velkendte sovjetiske fortællinger om, hvordan sovjethæren befriede de baltiske lande, og hvordan det fredsbevarende Sovjetunionen ikke havde udkæmpet krige siden Anden Verdenskrig, blev gentaget i de finske skolebøger i Finland.
Krigen i Afghanistan, der skulle koste så mange liv, blev kun akkurat registreret som et ’problem’, hvorimod krigen i Vietnam blev indgående kritiseret. Finlandiseringen af skolebøgerne blev især anskueliggjort i den måde, hvorpå Sovjetunionen og USA blev præsenteret i bogserien Historien og os. Her blev Sovjetunionen præsenteret med store diagrammer, der viste vækst i industriproduktionen, mens USA blev præsenteret med diagrammer, der viste, hvordan voldskriminaliteten voksede i de store byer.
USAs fattigdom, narkotikaproblemer og andre skyggesider fik fyldig dækning, mens alt i Sovjetunionen var smukt og blomstrende.
Nogle finner besøgte Tallinn, Vyborg, Skt. Petersborg og Moskva og fik med egne øjne glimt af en anden virkelighed. Nogle lærere formidlede andre opfattelser, der ikke var at finde i de officielle bøger. En finsk bibliotekar indsamlede i al hemmeligheder bøger i sit hjem, der var fjernet fra bibliotekslisten, fordi de blev set som anti-sovjetiske og skulle ødelægges.
Jeg er sikker på, at sådanne hemmelige hjemmebiblioteker havde deres andel af læsere.
Historier fortalt af almindelige mennesker slog huller i Jerntæppet, men de fleste mennesker, der boede i Vesten, havde aldrig virkelig set, hvad der virkelig lå bag den sovjetiske propaganda. De tog til sig som sandheder, hvad de huskede fra skolebøger, læste i avisen og så på tv.
De, der klarede at komme ind i Sovjetunionen, så i reglen kun de steder, som udenlandske øjne fik lov til at se, og boede på hoteller, der var beregnet til udlændinge.
En sovjettisk bronzeskultur i Tallinn, hvis fjernelse forårsagede ballade. Estere og russere har to forskellige opfattelser af Den Røde Hærs indtog i landet.
De vestlige landes imperialisme blev imidlertid dækket grundigt i skolen. Ordet ’imperialisme’ blev aldrig forbundet med Sovjetunionen, ja, blev ikke engang forbundet med Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud som i forbindelse med Bronzenatten (uroligheder, der brød ud på etniske russeres intiativ i Talinn i 2007, da myndighederne ville flytte en bronzestatue af en sovjetisk soldat til en ny placering, red.) eller krigen i Georgien.
I stedet anvendes udtryk såsom Ruslands eller Sovjetunionens ’indflydelsessfære’, der stadig findes i de samme finske leksika og skolebøger, hvor de baltiske og østeuropæiske lande undertiden betegnes som ’buffer-stater’.
Først for nylig i forbindelse med krigen i Ukraine er medierne fra nogle vestlige lande begyndt at bruge termer, der refererer til imperialisme, når de omtaler til Rusland. Ordet er dukket op i ledere og i klummer, så der er typisk tale om en subjektiv definition.
Det opfattes endnu ikke som tilhørende faktabaseret sprogbrug eller en nyhedsformidlings neutrale sprog. Alligevel er det en begyndelse.
Imperialisme kan kun være vestlig
En af grundene til Ruslands succes er præcis, at Vesten ikke er vant til at forbinde imperialisme med Rusland, selv om Sovjetunionens rigdom baserede sig på stjålne ejendomme og slavearbejde, og uanset at halvdelen af Europas lande var sovjetiske kolonier i lang tid.
Den fremherskende tænkning i Vesten var, at imperialisme havde at gøre med fortiden i USA og Vesteuropa, og kolonier blev betragtet som landbesiddelser, der lå utroligt langt væk og var forbundet med mennesker, hvis hudfarve ikke er hvid. Sovjetunionens propaganda var derfor effektiv: Dets kulisser, der fremviste USSR som vuggen for nationernes frivillige venskab, blev accepteret som sand.
Ved brug af klassisk spiltaktik beskyldte Rusland i mange år USA for imperialismen , og sendte meddelelser ad flere kanaler, der beskrev Sovjetiunonen med positive adjektiver og derved søgte at eliminere al tvivl og tilløb til kritik.
Fordi begrebet om imperialisme var så fokuseret på USA, kunne det samme ord ikke logisk bruges til at beskrive Sovjetunionen. Igennem denne vedholdende indsats over lang tid lykkedes det for Rusland at gøre de myter, det havde lanceret til støtte for sin position, overbevisende og naturlige.
Mange tidligere koloniherrestater har bevæget sig i stik modsat retning. Frankrig og Storbritannien griber ikke længere ind i formningen af deres tidligere koloniers historie. Deres eventuelle interventioner i deres koloniers anliggender betragtes med skepsis og modvilje, medmindre det drejer sig om at rette op på destruktive handlinger fra fortiden.
Takket være denne udvikling har situationen for disse tidligere moderlande og situationen for undertrykte folkegrupper ændret sig betydeligt. Postkolonialismen har synliggjort magtstrukturer. Også kvindebevægelsen fortjener ros for denne udvikling såvel som de racistiske aktivistbevægelser og den postkoloniale bevidsthed om, at sprog er et redskab for magt, som påvirker virkeligheden.
Love er utilstrækkelige – lighed kan ikke udvikle sig, hvis sprog skaber ulighed og understøtter systemer, hvor de underkuedes stemme ikke kan høres.
Efter Sovjetunionens sammenbrud, da tiden og den politiske situation ændrede sig, blev det nødvendigt at udrydde sporene af den sovjetiske propaganda i Estland. Det var nødvendigt at lære sig at bruge nye udtryk, som svarede til menneskers faktiske erfaringer. Folk begyndte at diskutere den sovjetiske besættelse, deportationer og massemord – begivenheder som ifølge den sovjetiske propaganda ikke har fundet sted.
Vesten indførte ikke i samme grad korrektiver til de sovjetiske fortællinger. De tidligere koloniale imperier i Vesten var trådt i en historisk epoke med stor opmærksomhed på deres udnyttelse af de tidligere kolonier. Dette blev dokumenteret, og det blev diskuteret, hvorimod der aldrig på tilsvarende måde er blevet gjort op med den sovjetiske fortælling.
Rusland, moderlandet i det tidligere sovjetimperium, har endnu aldrig nået et niveau, hvor disse fortællingers magt har kunnet brydes. Det modsatte er tilfældet. I et godt stykke tid har Rusland forsøgt at forbyde de tidligere kolonier at skrive deres egen historie og gjort det ved at videreføre fortællingen fra den sovjetiske propaganda.
Dette indebærer benægtelse af kendsgerninger som besættelse, deportationer og massemord. På denne måde fremstilles de tidligere underordnedes fortsatte tilhørsforhold til Ruslands såkaldte indflydelsessfære som noget naturligt. Målet er at bevare de tidligere kolonier i et magthold, at skabe forvirring i Vesten og at modvirke afsløringer og opmærksomhed omkring Ruslands krigsforbrydelser.
Ruslands imperialisme er også forblevet ubemærket, fordi andre tidligere imperier som Frankrig, Storbritannien og endda Belgien bevægede sig i en helt anden retning, og ingen i Vesten kunne forestille sig, at et der kunne findes andre lande, som ville foretrække ikke bevæge sig samme sted hen, men i stedet bevæge sig et sted hen, som Vesten anser for for fortidigt, umoderne og forældet, hvilket igen vidner om en mangel på fantasi.
Ifølge den russisk-amerikanske redaktør og forfatter Masha Gessen er både Trumps og Putins popularitet kommet som en total overraskelse for Vesten, fordi vi ikke havde fantasi til at forestille os noget i den retning.
I årevis har Gessen forsøgt at advare vestlige opinionsledere, redaktører og politikere mod den trussel, som Putin og hans Rusland repræsenterer verden over. Og hun kan bakke sine advarsler op med beviser. Putins handlinger og ord er præcis de samme, som Gessen har talt om.
Samtidig har Putin selv tilbudt Vesten yderligere materielle beviser. Journalister og aktivister er blevet myrdet, ytringsfriheden indskrænkes, valgresultater nulstilles. Alligevel kunne selv ikke russere tro på, at Putin skulle være så slem, som Gessen hævdede.
Problemet var derfor ikke i selv så meget mangel på materielle beviser, som selve det forhold, at folk ikke kunne forestille sig den slags fremtid, som Gessen talte om. Der kræves mere end logik for at få fakta og beviser til at føre mennesker til en forståelse af, hvad der sker.
Der findes ikke film om russisk kolonialisme
Det er derfor, at evnen til at forestille sig, hvad fakta og materielle beviser betyder, bør opmuntres og stimuleres. Fakta og beviser må understøttes med billeder, hvilket igen bringer os tilbage til ord. Der må bruges udtryk, som folk både her og andre steder allerede forstår.
Derfor er det vigtigt at tale om kolonialisme og bruge det tilhørende ordforråd. Disse udtryk frembringer følelsesmæssige reaktioner, der svarer til reflekser som dem, Rusland bruger til psykologisk manipulation. Disse udtryk er relateret til negative følelser, og derfor forsøger Rusland at holde dem væk fra de fortællinger, som det har forbundet sig selv med, og gør dette med succes.
Krigen i Ukraine kom som en overraskelse for Vesten, men Moskva havde forberedt sig på den siden Den Orange Revolution. Kolonialismen var skjult bag en politik om påstået beskyttelse af egne landsmænd, skjult bag en retorik om omsorg for rettigheder for russisktalende og mennesker med russisk kulturbaggrund i grænselande.
Denne politik blev udbredt med kampagner støttet fra Kreml, som også er kendt i Estland: Sovjetnostalgien genskabes, og der manipuleres med dens politiske symboler. Hvis Vesten havde lært sig at se Rusland som en koloniherrestat, ville alle advarselsskilte have blinket.
Hvis Storbritannien pludselig satte sig for genoprette og forherlige det britiske imperiums herlighed i Irland, ville dette omgående udløse stærke internationale reaktioner. Hvis uafhængige meningsmålinger pludselig skulle afsløre, at tyskerne anser Hitler for at være den vigtigste figur i tysk historie, ville den internationale offentlighed blive chokeret, og Tyskland ville med det samme blive set som potentielt farligt.
Men Rusland har handlet præcis sådan med hensyn til Stalin, nyhedsdækningen om dette fænomen vinklede imidlertid mere på, at den nye stalintilbedelse var mærkværdig end på, at den var forfærdelig, og ingen vrede fordømmelser fulgte.
Først og fremmest: Ingen i Vesten troede, at sådanne regressive orienteringer kunne påvirke Vesten selv. Det blev betragtet som kuriosa i et fjernt og ukendt land, og ingen vidste, hvordan man skulle reagere med rettidig omhu på, at Rusland støtter den største del af Europas radikale højrefløj.
Dette er et eksempel på, hvor vidtrækkende effekten af propaganda og fremmanipulationen af en psykologisk atmosfære kan være. Dens spor forbliver i sproget og i hukommelsen i årtier. Sovjetunionen efterlod en frugtbar jord, hvorfra det var let for Rusland at fortsætte med at udøve sin psykologiske indflydelse.
Fordi de sad fanget i koldkrigstidens retorik, blev folk i Europa og USA forhindret i at se Ruslands ekspansive aktiviteter for, hvad de var. Det blev glemt, at på samme måde som Sovjetunionen var optaget af at fremme kommunisternes sag overalt, ønsker Rusland i dag at dominere over verden.
I Vesten bliver der ikke skrevet romaner om Ruslands indflydelsessfære og tanken om dets historiske forrang for offentligheden. Der findes knap nok film om emnet, hvorimod der findes mange film om kolonialisme, hvorfor det er lettere at blive fanget ind af en fortælling, som er forbundet med kolonialisme og lettere at være empatisk med denne kolonialismes ofre.
Det er lettere at anerkende, at et land kan have forsvarsbehov, og derfor har ideen om national forrang, indflydelsessfærer og bufferlande ikke samme odiøse klang. Elementerne af undtrykkelse og økonomisk udnyttelse bliver overset, selv om esterne udmærket ved, hvad verdens største dyr er. Det var den estiske gris, hvis fødder og hoved var i Estland, under disken, og hvis krop var på disken i Moskva.
Samme form for undertrykkelse er ikke forbundet med forrang og bufferlande som med kolonialismen, selv om f.eks. de finsk-ugriske folk er blevet holdt i et jerngreb af Rusland, fordi de tilfældigvis lever oven på de store naturressourcer. Det er derfor, at etnisk undertrykkelse kan blomstre i Rusland: Situationen for dem, dem, der trædes under fode, interesserer ingen.
Lydighed belønnes, modstand straffes
I vestlige lande har meningsdannere slået til lyd for, at finlandiseringen kunne blive en god model for Ukraine, og dette er også blevet set som attraktivt i nogle østeuropæiske lande. Finlandiseringens model mistede dog dog sin tiltrækning andre steder efter Sovjetunionens sammenbrud, og det politiske opgør med den er også en uafsluttet proces.
Af den grund kan den stadig forekomme som en attraktiv model for nogen, men end ikke de finner, der støttede finlandisering, foreslår denne rute for Ukraine. At anlægge et positivt syn på finlandisering understøttes af sovjetisk propaganda. At nogen endog foreslår denne form for østeuropæiske lande er resultat af gammel propaganda.
Ifølge direktøren for Finlands Institut for Internationale Anliggender, Mika Aaltola, var Finland i finlandiseringsårene som en rotte i et Skinner-bur. Et Skinner-bur er et bur, der bruges som redskab for domesticering, og hvor et laboratoriedyr placeres uden vand eller mad.
Dyrene lærer herefter at handle på en bestemt måde for at få lidt mad og en dråbe vand. Belønningssystemet lærer rotterne den korrekte adfærd. Den umiddelbare bestyrer af aktiviteterne er dog forsøgslederen uden for buret.
Efter Anden Verdenskrig befandt Finland sig i et sådant Skinner-lignende bur. Forskellige belønninger blev holdt frem som lokkemidler fra øst, såsom eksportvækst og en mere afspændt atmosfære. Finlands grad af lydighed blev afprøvet med særlige metoder, som f.eks. diplomatiske kriser. Belønning og straf i kombination blev effektive.
For resten af verden var Finland et vindue, hvorigennem Sovjetunionen viste andre, at det var i stand til leve i fredelig sameksistens med et naboland, selv om det faktisk kontrollerede situationen. Finland var derfor som det eksemplariske statslandbrug i Sovjetunionen – et udstyrsstykke, man godt turde præsentere for udlændinge.
Da en af de måder, hvorpå den russiske psykologiske indflydelse virker, består i at dirigere aktiviteter på en sådan måde, at den, der føres, ledes i den ønskede retning, kan man sige, at finlandisering var Sovjetunionens store succeshistorie. Finland lærte at reagere på provokationer med de ønskede reflekser.
Det er værd at minde om, at finlandiseringen fratog Finland en evne til at skrive sin egen officielle historie og danne sig sin egen uafhængige offentlige mening om Rusland. Dette øgede også censuren, som folk støttede uden at indse det.
Finlandiseringen virkede og påvirker fortsat, hvordan finnerne snakker om Rusland. Det er derfor, at enhver form for kritik af Ruslands politik ofte anses for at være dristig. Jeg anser dette for problematisk, da det bestemt ikke bør betragtes som ’dristigt’ at kritisere aktiviteter i et land, der fører ekspansionistiske politikker.
Det bør være normalt, lige så normalt som at kritisere manglen på ytringsfrihed i Kina. Det er ikke en særlig situation eller en marginal opfattelse, men den almindelige mening, at sådan bør det være. Kinas kritikere får som regel ikke at vide, at de er fascister, provokatører eller ’NATO-ludere’ (et udtryk, der er blevet almindeligt i finsk sprogbrug).
Dette er udtryk, som er bruges i Finland for at beskrive folk, der kritiserer Ruslands handlinger. Personer, der har kritiseret USA’s fremfærd i Guantánamo Bay-lejren, bliver ikke mødt med lignende nedrakninger.
Hvis enhver, der kritiserer Ruslands handlinger, før eller senere vil blive kaldt ’provokatør’, ’fascist’ eller ’russofob’, er det, vi kan høre i denne fordømmelse, den sovjetiske propagandas ekko og sprog, der viser tilbage til en tid, hvor det normale var kun at tale om Rusland ved hjælp af venlige adjektiver.
Vænner sig til volden
Ikke desto mindre er Ruslands politiske retorik hærdet. Fiktive forståelser, ifølge hvilke Rusland skulle være omgivet af fjender, er blevet fremelsket i årevis. Alexsander J. Motyl fra Rutgers University, der har specialiseret sig i sovjetiske og russiske studier, har analyseret Ruslands politiske diskurs og har hæftet sig ved, at tonen i de politiske taler har ændret sig.
For eksempel italesættes massemord og etnisk udrensning i et nyt lys. Det er ikke spekulationer, men Ruslands normale politiske diskurs. Den detaljerede præsentation af disse typer intentioner er blevet normaliseret.
For eksempel erklærede den russiske økonom og tidligere embedsmand i præsidentens kontor, Mihail Hazin, at Ukraine skulle deles mellem Polen og Rusland. Et uafhængigt Ukraine ville dermed ophøre med at eksistere. Ifølge hans plan bør ukrainsk kultur og ukrainsk sprog forbydes i de områder, der skal under russisk styre, og landets nordlige områder bør omdannes til landbrugsarealer, hvor forsvarsstyrker og industrien skal elimineres.
Han ville have områdets såkaldt overskydende befolkning overført til Ruslands fjernøsten. Og da der fortsat er millioner af mennesker, der ikke kan ’helbredes’, bør nogle af dem udryddes og andre sendes ud af landet.
Selvfølgelig er retorikken en test, der skræmmer og derved del af Ruslands psykologiske krigsførelse. Det samme gør sig gældende for den trinvise udvikling i normaliseringen af vold. På nøjagtig samme måde er der flere gange tidligere i verdenshistorien blevet begået talrige folkemord. Det er sådan, at folk i deres land bliver vænnet til en idé, som i andre sammehænge ville forfærde dem.
Afslutningsvis vil jeg låne en linje fra den amerikanske menneskerettighedsaktivist og digter Audre Lorde: »Jeres tavshed vil ikke beskytter jer«.
Finsk-estiske Sofi Oksanen (1977) debuterede med ’Stalins Køer’ i 2003 (da. 2011) og har senest udgivet ’Norma’ i 2015. Hun brød igennem internationalt med ’Renselse’ i 2008 (da. 2010).
© Sofi Oksanen og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Artiklen er desværre meget rodet og fyldt med besynderligheder og halve sandheder, så jeg vil nøjes med at fremhæve et par stykker:
"Fordi begrebet om imperialisme var så fokuseret på USA, kunne det samme ord ikke logisk bruges til at beskrive Sovjetunionen."
??? - Jeg husker tydeligt begrebet "sovjetimperialisme", som bl. a. blev diskuteret her i avisen:
http://www.dragsdahl.dk/A19810422.htm
"En af grundene til Ruslands succes er præcis, at Vesten ikke er vant til at forbinde imperialisme med Rusland..."
Vrøvl. Vestlige medier flyder over med kritik af Putin og påstande om russisk ekspansionisme, sjovt nok uden at kunne sandsynliggøre deres påstande med andre argumenter end "CIA said so".
http://www.informationclearinghouse.info/article39162.htm.
"Fiktive forståelser, ifølge hvilke Rusland skulle være omgivet af fjender, er blevet fremelsket i årevis."
Fiktive? Påstår du, at Polen, Estland, Ukraine osv. elsker Rusland og betragter Rusland som deres bedste ven? Eller at NATO, som er til stede i mange af Ruslands grænselande, slet ikke betragter Rusland som en potentiel fjende? Come on...
"Det er derfor, at evnen til at forestille sig, hvad fakta og materielle beviser betyder, bør opmuntres og stimuleres. Fakta og beviser må understøttes med billeder, hvilket igen bringer os tilbage til ord. Der må bruges udtryk, som folk både her og andre steder allerede forstår."
Folk forstår allerede koldkrigsretorikken, er det den, du vil tilbage til? I så fald sparker du åbne døre ind.
"Derfor er det vigtigt at tale om kolonialisme og bruge det tilhørende ordforråd. Disse udtryk frembringer følelsesmæssige reaktioner, der svarer til reflekser som dem, Rusland bruger til psykologisk manipulation. Disse udtryk er relateret til negative følelser, og derfor forsøger Rusland at holde dem væk fra de fortællinger, som det har forbundet sig selv med, og gør dette med succes."
Sig mig, Sofi Oksanen, følger du slet ikke med? Kolonialisme og især postkolonialisme har i årevis været hot på universiteterne - Deleuze har sågar for snart mange år siden udvidet begreberne fra territorial til mental kolonisering.
Rent bortset at man i ovenstående sætning kan udskifte "Rusland" med "Vestmagterne" og få en sætning, som giver mindst lige så meget mening som den oprindelige.
Men tak alligevel, det er altid interessant at blive præsenteret for subjektive betragtninger om verdens sammenhæng. Blot synd, at der er så få objektive kendsgerninger, der understøtter budskabet. Men det er måske ligegyldigt i vore dage, hvor det er blevet vigtigere at føle, at noget er sandt, end det er at vide det?
PS:
"Dette er et eksempel på, hvor vidtrækkende effekten af propaganda og fremmanipulationen af en psykologisk atmosfære kan være. Dens spor forbliver i sproget og i hukommelsen i årtier."
Dette er korrekt, Den kolde Krigs fjendebilleder trives i bedste velgående både her i Vesten og i Sofi Oksanens skriv, så propagandaen er så sandelig til stede og virksom i hukommelsen. Hvilket man kan få bekræftet hver gang en vestlig avis skriver et eller andet om Rusland.
Ja, det er også for galt, at Rusland provokerer ved ekspanderende at rykke tættere og tættere på NATO.
Både Rusland og USA er imperialistiske magter - dog ikke helt på samme måde - men det er absolut USA (og NATO / EU) der er den frembrusende af slagsen i disse år.
Læs Zbig Brzezinskis The grand chessboard for en forståelse af den amerikanske strategi - den har Clinton, Bush og især Obama fulgt nøje.
@Lars Pilegård
Din sammenrodning af USA's imperialisme, Nato & EU er uforståelig - i hvert fald for mig.
Mener du, at EU er underlagt USA's imperialisme ?
I givet fald bedes du venligst forklare nærmere.
Sikke en fremragende artikel, der belyser, hvordan Vesten har foretrukket et stort Rusland fremfor en hel række små nationer, men det samme gør sig også gældene i Vesteuropa, hvor mange spørger sig selv, hvorfor skotterne ikke bare kan være en del af England og endda mistror,. at skotterne overhovedet har en selvstændig kultur. Ligeledes spørger folk der ikke kender til Luxembourg, hvorfor de ikke bare kan være en del af Tyskland, de taler jo i forvejen tysk og det samme gælder for de forskellige nationaliteter i Spanien.
- Ens for alle disse problemer er, at de stærkeste nationliteter har iscenesat dem selv som den bedste kultur og de andre kulturere som nogen halvorginale kultuere, der ikke er i stand til at udviklede sig. Mange amerikanere har et syn på europæere som nogen degenerede og indavlede nationer, hvilket forklare alle de krige, der har været i Europa, Det amerikanske syn er typisk for den dominerende kulturs undertrykkelse af andre kulturere som de tror de kan dominere.
- Nationalitet har to sider hvor af den ene er at samle folk om noget fælles og det er andet er at bruge dette fællesskab til at dominere de kulturere der ligger rundt om.
- Når det gælder sovjet/Rusland så sidder alle de europæiske nationliteter og spekulere, hvordan det vil påvirke dem og deres mindretal, at det sovjetiske-imperium brydes op. Endvidere når det gælder sovjet så er det lykkes dem at kombinere nationalisme med kommunisme og hvor det nationalistiske ved sovjet tiltalte nogen mennesker typisk de besiddende og hvor kommunismen tiltalte arbejderne... det gør de russiske/sovjetiske symboler farlige i hænderne på magtmennesker som Putins - helt enig.
EU består for en del af det sammen som sovjet, fri bevægelse af arbejdskraft, plan økonomi og centralisering, der af mange besiddende ses som atraktivt og nærest et udtryk for en normal rationel tankegang. Netop fordi sovjet og EU har disse lighedspunkter så glemmes det at det sovjetiske system indlagde folk som Andrej Sakharov på sindsygehospitaler, hvor man udsatte dem for psykisk tortur fordi de ikke tænkte som præsidenten af sovjetunionen - den slags magt overgreb må ikke omtales fordi vi kan se det ske i andre vestlige lande som USA og det med er også en fare ved EU - med andre ord nogen af sovjets problemer ligger for tæt på EU og USA.
- Jeg er også fuldstændig enig med forfatteren Sofi Oksanen i at Putins succes er et resultat af at der aldrig for alvor har været et opgør med sovjet. Sovjet var en stor plet på den socialistiske fane og det nytter ikke noget, at bortforklare massemordne, deportionerne af mennesker med at sovjet var en slags eksperiment - sovjet var ikke et socialistisk eksperiment, men et lodret tyrannisk undertrykkende system, der udelukkende eksperimenterede i at undertrykke mennesker og kulturere mest effektivt til fordel for nogen få.... bare tænke på hvordan man manipulerede med sprog, videnskab og alt andet der kunne manipuleres ved.
Sofi Oksanen har begået en fremragende artikel der bør tages op til næmere granskning ikke mindst bør vi socialister få lagt endegyldigt afstand til det svineri der foregik i sovjet og ikke på nogen måde undskylde noget som helst af svineriet.
Selvfølgelig er Rusland imperialistisk., og har altid været det.
Ruslands naboer kan ikke få lov til at agere som selvstændige nationer uden at Rusland føler sig "truet"...Hvilken ret har Rusland til at betemme over sine naboer?
En befriende og saglig artikel fra en med førstehånds erfaring fra egen baggård. Jeg synes man skal tage hendes ord/advarsler alvorlige og ikke udvande dem som nogen på sædvanligvis har for vane at gøre i disse spalter.
Hvis man endelig skulle se positivt på Putin styret,hvilke præmisser ville da være mest naturlige, og hvem gør det så at sige "bedst"? Jeg synes nærmest det må være enten ud fra et konservativt - nationalt eller ud fra et "magtrealistisk" syn, som i øvrigt meget vel lader sig forene. De der forsvarer det russiske styre ud fra sådanne forudsætninger har i det mindste en slags rationale, uanset om det så holder og uanset om andre måtte synes om dem eller ej.
Det ser ikke ud til at Niels Nielsen overhovedet aner, hvad Sofi Oksanen's baggrund for artiklen er. Og han er tilsyneladende ikke i stand til at læse noget, der udtaler sig om virkeligheden uden at det er forsynet med fodnote og litteraturliste.
Med forfatteren er der tale om en person, der har sin oprindelse og sit liv i det område og det politiske og kulturelle sammenstød både Finland og Estland er. Det er med andre ord et af de dokumenter Niels Nielsen ville se henvist til i fodnoter og litteraturlister....
Samme emne set fra en lidt anden vinkel: How Russia Became “Our Adversary” Again
Der er ikke tale om en hyldest til Sovjet, men om en forklaring på, hvorfor Sovjet/Rusland anses for at være vores modstander.
- ”It … posed a political and ideological challenge to U.S-led Western capitalism – and to Washington’s related plans for the Third World periphery, which was supposed to subordinate its developmental path to the needs of the rich nations …”
http://www.counterpunch.org/2017/05/19/how-russia-became-our-adversary-a...
Ingen tvivl om, at Hr. Niels Nielsen læser artiklen om imperialismen som en vis opdigtet person læser biblen. For mig er artiklen meget oplysende, selv om jeg har gennemrejst både Sovjet og Rusland som journalist gennem 25 år, og giver artiklens forfatter ret i, at både Put-in og Trumpfen er magtliderlige ud over det mest udemokratiske. At Trump er småsavlende stupid gør ham ikke mindre farlig en Put-in.
Usa har ret til at bombe alle lande uðen forklaring, det står i deres militærdoktrin. Russofobien i Europa (og senere USA), startede i 1549, hvor Siegmund von Herberstein publicerede sin første bog på latin kaldet "Rerum Moscoviticarum Commentari" (Moskva kommentarbog). Det er den første bog og dermed den første reelle information, som den Vestlige verden har fået om Rusland, og da bogen fremstillede russerne som værende grove og animalske, er det nok det billede, som er fortsat. Det er så siden blevet forstærket af Napoleons propaganda og Englændernes propaganda, da Rusland støttede de amerikanske kolonialister. antikommunismen har vi nok læst om. Den handlede ikke om hvorvidtr Karl Marx var videnskabelig eller ej. Den handlede om hvor forfærdeligt der var i Rusland/Sovjet, uanset hvilket system man mente de havde. Det var en løbende dæmonisering og dehumanisering af alt, som kom fra Øst. Det mindede meget om den tidlige racisme, men målet var ikke jøderne eller de sorte, men "de slaviske horder", "Mongolstormen" etc., som også Hitler talte en del om. Men jeg glæder mig over at Putin har bekræftet at Rusland er aktivt med i Belt and Road initiativet. Putin deltog i B&R forum i Peking og gigantiske projekter er på vej.
@Torben Lindegaard
NATO er i realiteten det stærkeste medlems (USA) værktøj, idet de øvrige NATO-lande har lagt sig ind under USA's sikkerhedsparaply.
Det samme gælder EU, som tæller en stor del NATO-lande og i øvrigt bekender sig til samme værdier som USA. Om det I VIRKELIGHEDEN er i Europas interesse fortsat at hægte sig fast USA, er et spændende spørgsmål.
Dansk stat eller russisk stat... hvad er forskellen? kommer alligevel bare til at have en stat. Hmm men hvis vi er under den russiske stat og hvis russerne er gode til at lave revolutioner så kan det være vi kan komme med i en russisk revolutionen nr 2?
Dengang der var et USSR og en duel mellem supermagter kunne et ønske om større forståelse lige så godt bunde i at man ville mindske risikoen for en storkrig som i en egentlig sympati for styret. Men hvordan man i ramme alvor ser noget meget positivt i styret derovre virker sært.
Man kan næppe se historien om Sovjets forhold til Estland uden i sammenhæng med optakten til II Verdenskrig.
Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt, aftale mellem Tyskland og Sovjetunionen, underskrevet 23.8.1939 i Moskva. Parterne forpligtede sig heri til neutralitet i tilfælde af krig med tredjelande. Aftalen gav Tyskland frie hænder til at angribe Polen, hvilket skete 1.9.1939.
Parterne indgik tillige en hemmelig tillægsprotokol, der opdelte Østeuropa i en tysk og en sovjetisk interessesfære; den gjorde Finland, Estland, Letland, Bessarabien og det østlige Polen til sovjetisk interesseområde, mens det øvrige Polen skulle være tysk. Tillægsprotokollens eksistens blev benægtet af Sovjetunionen frem til 1989. Pagten blev annulleret med Tysklands angreb på Sovjetunionen 22.6.1941.
Ovenstående fra Den Store Danske ...
Sovjet indlemmede Estland 'i ly' af ikke-angrebspagten, som jo var sovjets fatale fejltagelse. Sovjets interesse i Estland var vel såre begrænset, de havde jo Leningrad og adgang til Østersøen. Et problem var dog Finlands alliance med Tyskland, som gjorde Leningrads belejring sværere. Finnerne var dog kloge nok til at lade russerne få forsyninger over isen på Ladoga i vinterperioden.. Hvordan esterne forholdt sig, ved jeg ikke rigtigt. Men Tyskerne tabte som bekendt, og det kan balterne vel også være godt nok tilfredse med den dag i dag - eller hvordan?
Med hensyn til at indoptage det russiske styres farlige fortælling må man bare sige, at den har russerne forlængst selv forladt. Så nu bør esterne se at komme igang.
Folk herinde taler som om Rusland har en ret til at have en bufferzone mod NATO. Nu er NATO en organisation af frivillige nationer så russen kan bare passe sin egen matrikel og holde op med at klynke. Forlad Ukraine og aflevér Krim og Königsberg tilbage. Derefter indfør demokrati og kend Jeres plads! Slyngelstat.
Danmark er et lille land - og som dansker mener jeg, at små lande har lige så meget ret som de store til at bestemme over sig selv .
Jeg vil bestemt frabede mig at Danmark skal være "indflydelsessfære/buffer" eller lignende for Rusland - og Ruslands øvrige nære naboer må have samme ret til selvstændighed.
Naturligvis har alle, store som mindre lande ret til selvstændighed. Spørgsmålet står, om det er Rusland der i disse år opfører sig imperialistisk, eller om det er USA. Og svaret er, at det er USA som presser Rusland i bund - økonomisk, politisk og militært, ikke omvendt.
Det næste spørgsmål er, hvorvidt det er i DK's interesse at læne sig så stærkt mod USA, eller om DK - og Europa generelt - burde begynde at orientere sig mere mod øst, mod Rusland og Kina.
Oksanen er en rigtig god forfatter, men her begiver hun sig ud i noget, hun enten ikke ved nok om, eller ikke har tænkt til bunds. Fx at det anti-stalinistiske venstre i Vesteuropa tilbage i 30'erne tidligt tog afstand fra Sovjet-imperialismen (fx Spanien, Polens deling mv.), og fordømte den lige så kraftig som den amerikanske ditto - med skyldig respekt for at de var/er meget forskellige.
Hun ser også bort fra, at Finland i mellemkrigstiden var temmelig fascistisk, og at Sovjet med rette kunne frygt hvad der ville ske da Tyskland placerede tropper i Finland, og dermed udgjorde en direkte trussel med Leningrad og det nordlige Sovjet. (Læs: Katja Kettus Jordmoderen og Kim Leines Afgrunden).
Nok var - og er - russerne paranoide, men de har bestemt også grund til at være det, jvfr. den vestlige inddæmning af landet. Og som fortsætter og fortsætter, jvfr. NATO's ekspansion i Ukraine, Georgien, og fra 2013 med åbningen af et NATO-"forbindelseskontor" i Uzbekistan.
Hvad Oksanen skriver om at leve i Estland er givetvis korrekt. Men også her ser hun bort fra, at det må være voldsomt provokerende, at NATO - herunder DK - placerer fremskudte militære stillinger klos op ad den russiske grænse, patruljerer med F-16 langs grænsen osv. Evt. krænkelser af russisk luftrum, hører vi intet om - det afstår danske medier at beskæftige sig med.
Derimod får vi altid - i stor opsætning - at vide, når russiske fly kommer tæt på Bornholm.
Vi hører heller intet om de to amerikanske destroyer, der er fast placeret øst for Bornholm, og som er bestykket med Tomahawk-misiler, der nemt kan armeres med kernevåben. Og kernevåben er jo lige ved hånden fra de amerikanske baser i Tyskland - og Polen?
Vi er så overbeviste om vore egne fredelige hensigter, at vi ikke kan eller vil indse, at NATO er en aggressiv militær alliance, der af russerne opfattes som en reel trussel bl.a. pga. at den betydelige militære overmagt.
På bundlinen bidrager Oksanens indlæg til yderligere koldkrigsfantasier. Og den slags er jo velkommen i en tid, hvor Claus Hjorth, Trump og lign. skræpper op om nødvendigheden af at tilføre krigsmaskinen endnu flere ressourcer.
God artikel. Skarp analyse. Blot er det forstemmende - men helt forudsigeligt - at det sædvanlige hold af ekstremt sensitive 'agenter', med lige dele mistænkeliggørelse og absurd relativisering, forsøger at nivellere kritikken og reducere det hele til et spørgsmål om Ruslands legitime svar på Vestens aggressioner. Suk!
Niels Nielsen. Estland eksisterede ikke under den kolde krig. Landet var ulovligt annekteret af Rusland/Sovjet.... remember?
Og endnu engang glemmer du at de langt friere lande i vest under den kolde krig kunne vælge deres skæbne selv. Det kunne alle de ulovligt besatte og ufrie lande i øst ikke.
Vest og øst under den kolde krig er IKKE to sammenlignelige størrelser. Det kan godt være vi har haft noget amerikansk indblanding og propaganda men der er ingen yankee der har truet med at besætte os hvis udfaldet af et valg ikke gik deres vej og de har heller ikke "hjulpet" os til et et-parti system eller overhovedet et politisk system der ligner deres liesom russerne indførte i hele østeuropa.
@Lars Pilegård 20. maj kl. 14:19
Nato er totalt domineret af USA – ingen tvivl om det.
Men USA dominerer da slet ikke EU.
Der er 22 lande, der er medlem af både EU_28 & Nato, så hver organisation har altså 6 yderligere medlemslande.
Rene Arestrup, det forstemmende er at der til stadighed bringes disse "synsninger" om brandvarme politiske emner, hvor en eller anden blotter sit politiske følelsesliv for offentligheden, uden at belægge disse følelser med en hverken reel argumentation, henvisninger eller fodnoter, så evt. skeptikere kan kontrollere argumenternes valør.
Der er i og for sig intet i vejen med "synsninger", vi har dem alle, og jeg har fuld forståelse for, at det har været markant anderledes at opvokse i Finland og Estland under den kolde krig, hvor den sovjetiske propaganda trængte ind i hver en krog i samfundet, i modsætning til her i landet, hvor det var den amerikanske propaganda, som spillede første violin.
Det mest forstemmende, set fra mit synspunkt, er imidlertid, at der findes et hold af ekstremt sensitive "nyttige idioter" - eller er der tale om regeringens nye korps af "påvirkningsagenter"? - som med lige dele mistænkeliggørelse og absurd absolutisering forsøger at nivellere modkritikken og reducere det hele til USAs heltemodige forsvar for den "fri" verden, når det, der reelt er tale om, er to pseudodemokratiske oligarkstater, som kæmper mod hinanden om at få eneretten på den økonomiske indflydelse i Baltikum.
At en lille fhv. fredelig stat som Danmark vælger side og lægger tropper til dette megalomane galmandsværk er i sandhed forstemmende. At en sikkert talentfuld forfatter udstiller sin manglende viden om magtforholdene i Europa er vel egentlig kun pinligt.
David Henriksen: "der er ingen yankee der har truet med at besætte os hvis udfaldet af et valg ikke gik deres vej" - nej, det har jo ikke været nødvendigt, da valgene altid er gået "deres vej".
Men jeg har da kendskab til en del lokale beslutninger, som amerikanerne ikke var tilfredse med, og som de derfor omgjorde - ikke altid med militære midler (som i Grenada og Panama) men i stedet ved hjælp af lokale sympatisører, der udførte det beskidte arbejde (som i Chile og Ukraine).
Men nu handler det jo ikke kun om amerikansk propaganda, men om propaganda som sådan. Og at russerne fører massiv propaganda over for Vesten er indiskutabelt, det ufattelige for mig er at så mange mennesker ikke kan se, at amerikanerne fører en ligeså massiv propaganda i Europa.
Niels Nielsen, det jeg i virkeligheden efterlyser er et lidt mere nuanceret og balanceret syn på Ruslands/Sovjetunionens historie, helt op til i dag. Det forekommer mig, at der i visse kredse (sic) er en ekstrem overfølsomhed over for enhver systemktitik, rettet mod vores store nabo mod øst. Man behøver sgu da ikke at være et stæreblindt og fuldstændigt ukritisk medlem af Uncle Sam's familie for at få øje på de imperialistiske og totalitære strømninger i Ruslands/Sovjetunionens historie. Jeg forbeholder mig i hvert fald ret til at forholde mig kritisk til begge parter. Iøvrigt mener jeg at Sofi Oksanen er i stand til at levere en analyse, der er - mindst - lige så kvalificeret som din.
Rene Arestrup, Det er jo netop det nuancerede syn på verdenssituationen, jeg forsøger at fremme. At det så kommer til at fremstå som ensidigt skyldes jo i hovedsagen, at det amerikanske synspunkt allerede er overrepræsenteret i debatten, hvorfor jeg ikke ser grund til at tærske langhalm på det, mens det russiske synspunkt er underrepræsenteret og derfor relativt ukendt (på trods af den massive propaganda), og derfor kræver en del flere ord at redegøre for.
Som jeg allerede har skrevet: Både USA og Rusland er i mine øjne røverkapitaliststater, og det nuancerede og balancerede syn på deres uenighed kræver derfor at man indtager et helt tredje standpunkt. Desværre er mange kritikere ikke i stand til at se mere end to synspunkter (eller også er jeg for dårlig til at formidle mit), hvorfor mit tredje standpunkt næsten altid bliver reduceret til og affærdiget som en klon af det russiske synspunkt.
Sofi Oksanens analyse er givetvis mindst lige så kvalificeret som din og min, især fordi hun har haft den russiske propaganda tæt inde på livet, i en grad, ingen af os to har. Men vil du med samme argument så ikke blive nødt til at medgå, at min analyse er mindst lige så kvalificeret som din? Jeg har oplevet den kolde krig på egen krop og bevidsthed og er derfor ekspert? Nej vel? Der er mennesker på min alder, som har været påvirket af præcis den samme propaganda som jeg, men som stadig tror, at det amerikanske budskab er sandheden selv, så blot at have været til stede i orkanens øje er ikke det samme som at have det fulde overblik
Den eneste måde vi på en civiliseret måde kan afgøre en uenighed er ved at bruge saglige argumenter - at fremføre synsninger og kalde hinanden agenter fører kun til flamewar, og det er ingen af os vel interesserede i?
Niels Nielsen "Vrøvl. Vestlige medier flyder over med kritik af Putin og påstande om russisk ekspansionisme, sjovt nok uden at kunne sandsynliggøre deres påstande med andre argumenter end "CIA said so"."
Er en ekspansionisme fra Russisk side ikke også kendetegnet ved ønsket om at bestemme hvad suveræne stater gør og ikke gør? Jeg tænker på de stater som vælger NATO. Hvad med Stater som Tjetjenien, som valgte imod russiske interesser ad 2 omgange fristes man til at sige. Nu har Putin Khadyrov som gør hvad der bliver sagt.
Globale magtbastioner som USA, Rusland og Kina, har vel altid ageret egenrådige i deres nationers interesse. Så kan det godt være at FN en gang imellem ytrer sig, men med de permanente medlemmer af sikkerhedsrådet, så sker der jo ikke så meget ved det.
Hvad enten vi taler om den ene, anden eller helt tredje nation, så har ingen nation på denne jord ret til at bestemme politisk over nogen anden nation. Der er meget få undtagelser for dette, og her kommer FN så elegant i spil. Problemet er, som set så ofte, at den ene globale magt ofte stikker en kæp i hjulet for at genere de respektive modparter - uden hensyn til menneskeliv.
Vi kan vel hurtigt blive enige om at konflikter som den vi ser i Syrien, kunne være håndteret noget mere elegant, og med langt færre tab af menneskeliv hvis Rusland og USA ikke modarbejdede hinanden i FN´s sikkerhedsråd?
Den ene er mere speget end den anden er røget. Der kan propaganda ikke ændre på, og med tiden kommer sandheden altid frem.
Peter Frost - højere oppe i tråden nævner jan henrik wegener begrebet "magtrealisme" som en mulig grund til ikke ukritisk at slutte op om det ene eller det andet synspunkt. At jeg ikke køber den amerikanske propaganda men måske er lidt mere large med den russiske, skyldes netop en sådan realistisk magtanalyse, hvor jeg sammenligner de to stormagters relative styrke og kun kan nå til det resultat, at USA har ca. 10 gange så meget militært isenkram til rådighed som russerne.
Samtidig ved jeg, at militært isenkram ikke alene er bestemmende for en krigs udfald - der findes et militært begreb, som kaldes "moral", og som er et kvalitativt mål for forsvars-, angrebs- og i det hele taget kampviljen i en given hær og befolkning, som multiplicerer det militære isenkrams værdi, så fx et uland som Vietnam kunne besejre supermagten USA. Cykler mod tanks, cyklerne vandt.
Skulle høgene i Washington få medvind og få stablet en krig mod Rusland på benene, vil amerikanerne helt klart være russerne militært overlegne, men den russiske høje militære moral i både hær og befolkning (bl. a. næret af den stærke russiske patriotisme/nationalisme) vil ende med at gøre krigen til et helvede for amerikanerne, som skal kæmpe på udebane, omgivet af en fjendtlig befolkning i de erobrede områder, mens russerne kæmper på hjemmebane for en - i deres øjne - retfærdig sag, med befolkningens fulde støtte.
Så en realistisk magtanalyse vil vise, at russerne ingen interesse har i at få deres land smadret, selv om de har gode chancer for at vinde i den sidste ende. Mens der er grund til at frygte, at amerikanerne allerede har glemt lektionen fra Vietnam (og Irak, og Afghanistan, hvor de blev besejret af soldater klædt i lagener og klip-klapper) og derfor tror, at deres sofistikerede isenkram hurtigt vil gøre dem til sejrherrer. Derfor vurderer jeg, at USA p.t. er den største trussel mod verdensfreden.
Som beboer i et lille land beliggende i indsejlingen til Østersøen, som er den russiske baltiske flådes hjemmeområde, finder jeg det meget farligt at støtte sig ensidigt til denne trussel. I værste fald vil russerne - af militære grunde - se sig nødsaget til at spærre bælterne for den amerikanske flåde, hvilket kan gøres relativt enkelt med taktiske atomvåben. Selv bor jeg ud til Øresund, så hvis jeg er uheldig vælger russerne at lukke gennemsejlingen her, hvor jeg bor, selv om det sandsynlige vil være, at der er folk i Helsingør, som kommer til at betale prisen.
Derfor er mit mål at forsøge at tale hele denne konflikt ned, og ikke op - jeg har ingen trang til på nærmeste hold at opleve et atomvåben i aktion. Min modstand mod USAs globale dominans er rent egoistisk.
Selvfølgelig har ingen nation på denne jord ret til at bestemme politisk over en anden nation. Men i tilfældet USA findes der ingen modmagt, der kan forhindre amerikanerne i at gøre stort set hvad de vil. Imidlertid - min vurdering er, at selv om russerne er langt svagere end amerikanerne både økonomisk og militært, er ikke engang det amerikanske militær eller det samlede NATO stærkt nok til at forhindre, at de danske bælter og sund vil blive centrum for flådeoperationer, som vil gøre det meget lidt attråværdigt at være dansker.
Efter min mening burde vi derfor i selvopholdelsens interesse presse på for at finde diplomatiske løsninger, og undlade at rasle med sablerne, da vi under alle omstændigheder er en meget lille mus overfor hhv. stor en bjørn og en endnu større elefant. Som jeg har forsøgt at gøre rede for er der ingenting, der garanterer, at elefanten vil vinde en evt. krig, og meget, der gør det sandsynligt, at musen vil blive blandt de første omkomne, når det går løs.
Niels Nielsen. Du mener dermed at ligge inde med oplysninger om at USA har haft planer om at besætte Danmark i tilfælde af at et valg ikke gik deres vej? Jeg vil gerne opfordre dig til at fremlægge beviser og links. Tak.
I øvrigt kan jeg informere dig om at socialdemokraterne har haft regeringsmagten i Danmark i lange perioder og at partiet næppe kan beskyldes for at være tilnærmelsesvist politisk forbrødret med Demokraterne eller Republikanerne i USA.
David Henriksen, du taler udenom.
USA har sikkert ikke planer om besættelse af Danmark liggende i skuffen, da der på intet tidspunkt var noget, der tydede på, at Danmark ville gå imod de amerikanske doktriner. Men de har garanteret haft forskellige forstudier parat til en landgang flere steder i Europa, skulle russerne nu angribe, og et sådant forstudie kan hurtigt modificeres til en egentlig angrebsplan, hvis behovet skulle opstå. Hvad tror du en generalstab foretager sig, når den ikke er i krig? Den lægger planer for ikke at være helt uforberedt, hvis det værste skulle ske.
Se bare vore venner englænderne som pudsede en gammel plan fra første verdenskrig af og planlagde at besætte Danmark i 1940, men som af forskellige årsager kom på andre tanker, hvorefter tyskerne besatte landet for en sikkerheds skyld.
Der er ikke behov for "politisk forbrødring", som du kalder det, det er nok, at man ikke stiller sig i vejen for de amerikanske doktriner, og det har Socialkammeraterne aldrig gjort. Der var så lige perioden med fodnotepolitikken, men der var SD ikke ved magten, og hele øvelsen gik i sidste ende ud på at genere regeringen.
Niels Nielsen
Hvis du forstår tysk, så synes jeg, du skulle gå på YouTube og se filosoffen Richard David Prechts samtale med Harald Kujat General a. D. der Luftwaffe. Er war von 2000 bis 2002 der 13. Generalinspekteur der Bundeswehr und von 2002 bis 2005 Vorsitzender des NATO-Militärausschusses. Videoen hedder
“Richard David Precht spricht mit General a.D. Harald Kujat”
Kujat siger bl.a. at man forsøgte at få et mandat i FN vdr. 2. Golfkrig ( indskudt Kujat var referent i det tyske forsvarsministerie for verdensomspændende afrustning af atomvåben. Han var efter 1. Golfkrig ansvarlig for verifikation af Iraks masseødelæggelsesvåben under FN og han var nær faldet om, da han hørte Powell i Sikkerhedsrådet, skønt han værdsatte Powell. Han kunne se at, man søgte en legitimation for krig. Her kunne man opleve den sidste rest af anerkendelse af folkeretten, at man gik i krig mod bedre viden, den kunne ikke legitimeres.
Han forhandlede NATOs udvidelse mod øst og var imod Ukraine og Georgiens optagelse i NATO. Han var med til at oprette NATO – Rusland Rådet. Han mener, at politikken styres af ” day to day management” og man savner en strategie, derfor er det næsten kun muligt at optrappe eller nedtrappe spændingerne. Du har selv en helt klar fornemmelse af, hvad man har brugt de sidste 10 år til. Desuden er han ind på, hvorfor det ikke lykkedes Rusland at blive optaget i NATO, de to gange man har forsøgt.
Stig Bøg, tak for din henvisning, der er tale om et uhyre interessant interview.
Harald Kujat er for mig at se indbegrebet af en generalstabsofficer, som har brugt en stor del af sit liv på at lægge planer, men i modsætning til så mange andre stabsofficerer har han hovedsageligt været beskæftiget med at planlægge freden, og ikke krigen. Nu, hvor han er pensioneret, siger han så sin ærlige mening om sine tidligere opdragsgivere, de civile politikere.
Han skelner mellem årsag og anledning og forklarer, hvorledes fx krigene i Mellemøsten er forårsaget af tørke, underudvikling og skismaet mellem shia og sunni, hvorefter vestmagterne og senest Rusland har brugt de uroligheder, som er virkninger af disse årsager, som en anledning til at gribe ind, ikke først og fremmest for at skabe fred, men i et forsøg på at vinde politisk og økonomisk indflydelse, hvilket så igen har skærpet konflikterne i stedet for at dæmpe dem, hvilket så igen igen har skabt de massive flygtningestrømme, som de samme politikere så står magtesløse overfor (min parafrase, Kujat er mere diskret i sin kritik).
På samme måde betragter han det politiske ønske om at indlemme Ukraine i EU og NATO som mere eller mindre vanvittigt, fordi han som militærmand på den ene side ikke er interesseret i at importere konflikter, hvilket ville ske ved en optagelse af Ukraine i NATO, samtidig med, at han på den anden side er fuldt bevidst om, at det samlede NATO ikke vil være i stand til at forsvare Ukraine militært i tilfælde af en konflikt med Rusland.
Hans diagnose lyder noget i retning af, at vor tids politikere ikke er i stand til at tænke strategisk langsigtet, men i stedet tænker kortsigtet og opportunistisk, ligesom de ikke er i stand til at sætte sig ind i, hvorledes deres modstandere tænker. Han siger ligeud, at det har været vigtigere for politikerne at få indflydelse, end det har været at undgå krig.
Rene Arestrup, hvis du stadig læser med, kan jeg stærkt anbefale dette interview, som giver et meget nuanceret billede af de sidste 30 års militærpolitiske kaos, således som det er blevet oplevet af Tysklands i perioden højest rangerende soldat. Vi kommer historisk vidt omkring, der trækkes tråde tilbage til både 2. Verdenskrig og til Wienerfreden i 1815 og der refereres til både Hobbes og Grotius og deres tanker om Folkeretten, og interviewet forsøger endda at give en forklaring på, hvorfor FN - vore dages garant for Folkeretten - er blevet kørt ud på et sidespor. Kujats analyse stemmer mere overens med min analyse end med både mainstreammediernes amerikanske propaganda og den i danske medier undertrykte russiske propaganda.
Sikkert fordi han som fhv. chef for Bundeswehr er sig meget bevidst, at der i en konflikt mellem USA og Rusland er et behov for et tredje standpunkt for os, der bor midt imellem de stridende parter.
https://www.youtube.com/watch?v=RQ8NPWLpmGo
Niels Nielsen, det virker mig en kende søgt når du baserer din holdning på antallet af de våben et land besidder. Det du reelt skriver er at fordi rusland har færre våben så holder du med dem, i den her kontekst, hvilket må betyde at du mener at Rusland derfor ikke har et imperialistisk tankesæt.
Når Rusland fører en retorik, hvor de forsøger at påvirke gamle sovjetlande, vidner det jo tydeligt om at de føler sig truet, dette lader de så gå ud over gamle "venner", som de indtil for nylig havde total kontrol over.
cyklerne vandt ikke over tanksene - det gjorde den interne og globale civile modstand mod USA. Havde USA givet fanden i dette, så tror jeg at krigen var fortsat og blevet meget mere blodig.
Arne Lund "Finland i mellemkrigstiden var temmelig fascistisk"
Yeah, sure.... Ett fascistiskt land vars riksdag bestod av 40 % socialdemokrater...
Hvis ikke Putin havde aflivet alle seriøse journalister i Rusland, så kunne vi også have fået et inspark fra den vinkel, men det er desværre en dødvinkel.....
Peter Frost, det sagde min mor også altid: "Niels holder altid med dem, der ser ud til at tabe", så det har du nok en lille smule ret i. :-)
Men det er så ikke helt rigtigt alligevel, da jeg er ret sikker på, at russerne efter en krig i sidste ende vil stå ubesejrede tilbage, men med et smadret land, efter at amerikanerne har trukket sig ud med halen mellem benene.
Lad mig lige slå fast: Jeg holder ikke med russerne, bare fordi jeg kritiserer amerikansk udenrigspolitik. Det er ikke "dem eller os", selv om Bush junior forsøgte at få det til at se sådan ud. I mine øjne rasler russerne indiskutabelt med sablerne overfor deres nabolande, som selvfølgelig, givet deres historie, bliver paranoide og ser små grønne mænd overalt.
Og hvis du kigger i "Sputnik", det højeste organ for den russiske statspropaganda, er der næsten dagligt en anmeldelse af et eller andet stykke moderne russisk militært isenkram, som russerne er meget stolte af. Men hvis du kigger i andre publikationer, vil du se, at USA reelt besidder ti gange så meget isenkram som russerne, som med undtagelse af nogle få områder (fly og antiluftskyts, måske den nye Armata kampvogn) er amerikansk udstyr underlegent.
Hvad russerne har, og som amerikanerne ikke har, er en militærdoktrin med rødder i slaget om Stalingrad, hvor russerne fandt en metode til at holde stand mod en militært overlegen modstander. Der er lagt brænde i ovnen til en hvilken som helst invasionsstyrke, der overtræder Montgomerys militære "rule number one, on page one in the book on war": Do not march on Moscow.
Min frygt er derfor, at amerikansk exceptionalisme kombineret med nationalistisk storhedsvanvid, intern propaganda og en meget kort hukommelse, vil få amerikanerne til - igen igen - at bryde verdensfreden i forventning om en hurtig sejr, som så til deres overraskelse vil ende i en stalemate, hvorefter amerikanerne efter en periode med store tab trækker sig ud igen, efter at have forårsaget enorme ødelæggelser og civile tab.
Hvorefter jeg ser på, hvor jeg selv er placeret i denne konflikt, og til min rædsel må konstatere, at jeg bor lige ved siden af en flådestrategisk vigtig sejlrende, at mit liv derfor er i fare, og at den mest fornuftige holdning vil være hverken at holde med den ene eller den anden, men - ligesom den tyske pensionerede generalinspektør Kujat, som garanteret også har haft Tysklands geostrategiske beliggenhed i tankerne - forsøge at planlægge freden i stedet for hele tiden at argumentere for krig.
PS: Du har selvfølgelig ret i din bemærkning om de vietnamesiske cykler, men jeg har i forvejen en tendens til at skrive alt for lange indlæg, så du må tilgive at jeg ind imellem vælger korte spidsformuleringer i stedet for at brede mig ud i langstrakte analyser. Den sandhed, jeg ville formidle med min spidsformulering, var, at hvis militært isenkram var altafgørende, ville amerikanerne have banket vietnameserne på et halvt år. Men det gjorde de som bekendt ikke, for isenkram gør det ikke alene. Militær moral og modstandsvilje trumfer mængden af isenkram. Vietnamesernes doktrin havde rødder i Maos skrifter om den langvarige krig, som - kogt ned til det væsentlige (spidsformuleret) - siger det samme som Tjuikovs doktrin: Utallige små nålestik vil i sidste ende få den store militærmaskine til at forbløde.
Det Finland, der nu nærmede sig den afgørende kamp, var dog også stærkt delt. De finske socialdemokrater omfattede de mange arbejdere i skovene og industrierne, og husmænd og landarbejdere på godserne. Her levede endnu et stort proletariat. De var meget yderliggående og havde nære forbindelser med de russiske kammerater. Ved valgene 1916 fik socialdemokraterne lige flertal af landdagens mandater med næsten halvdelen af stemmerne. Hvordan ville den nationale kamp herefter stå til den sociale ?....................................
Den finske borgerkrig begyndte efter at landdagsvalget i oktober 1917 gav de borgerlige flertal og regeringsmagten, og den bolsjevikiske revolution kort efter brød ud i Rusland………….
Til stor forbavselse godkendte det kommunistiske styre inden årets udgang Finlands selvstændighed, således som Lenin og Stalin havde lovet. Der er dog ikke tvivl om, at de regnede med, at socialisterne snart kom til magten i Finland. De borgerlige vedtog at sikre Finland en hær. Øverstkommanderende blev den finske officer fra zarens livgarde, general Carl Gustav Mannerheim, der straks begyndte at samle en hær sammen i Østerbotten. Samtidig gik de røde til angreb på Viborg og derefter på selve hovedstaden, som de hurtigt fik i deres magt.
Nu satte de hvide under Mannerheim det første store modangreb ind. De havde fået våben fra Tyskland, jægerbataljonen var kommet hjem (De finske Jägertropper var frivillige fra Finland, som fik en militær uddannelse i Tyskland, som Jägere – dvs. let eliteinfanteri – under 1. verdenskrig. Med støtte fra Tyskland skulle de muliggøre en selvstændig finsk stat – hvilket var en af de mange måder hvorpå Tyskland prøvede at svække Rusland og forårsage at Rusland mistede sine vestlige provinser lydlande.)……………………………….
Men regeringen bad, mod Mannerheims ønske, Tyskland om direkte militær indsats. Tyske styrker ankom derpå til Finland og deltog i kampene. Det var dem, der besatte Helsingfors……………………………
Åland var i 1809 blevet afstået til Rusland sammen med Finland. Befolkningen var og er svensk i sprog og kultur. Da zarriget brød sammen, og kampen tog fart i Finland, krævede ledende ålændinge at komme til Sverige. På grund af urolighederne sendte den svenske regering en styrke til øerne. Senere kom tyskerne til, og de svenske skibe forlod Åland……………………………………
1919 havde Finland fået en ny demokratisk forfatning…………………….
Ved valget 1922 fik socialdemokratiet 53 medlemmer over for kommunisternes 27, og 1926-27 kunne Tanner danne en socialdemokratisk regering.
Men det finske demokrati var endnu meget skrøbeligt. Fra selvstændigheden til 1930 havde Finland sytten regeringer, mange af dem mindretalsregeringer. Der var stærk splittelse mellem partierne, og mod slutningen af 20` erne voksede der en stærk og lovløs fascistisk bevægelse op – Lappo-bevægelse, der til at begynde med foretog overfald på kommunisterne, men efterhånden slog til mod alle andre partier til venstre……….
En ny bølge af finskhed bredte sig mod svensk kultur og den svenske folkegruppe. Efter opgøret med herremagten fulgte opgøret med herrekulturen. Den blev så meget pinligere, som den måtte blive en kamp mod et mindretal.
Den Æktfinska bevægelse støttedes af alle borgerlige finske partier. Dens mål var ikke alene at opnå en praktisk ligestilling til toppen af den højeste akademiske undervisning, men helt at fortrænge det svenske og gøre alle finlændere finske……………
Nogle af dem ønskede i virkeligheden at vende ryggen mod vest. De var storfinner, som drømte om indlemmelse af det russiske Karelen med sin finske befolkning.
Gads historie for gymnasier og seminarier 1890-1965, Bind 4 1. del.
Gads Forlag 1965