Læsetid: 7 min.

Titanic kunne ikke synke, marsboerne ville ikke angribe, og Le Pen kan ikke vinde – vel?

Det har været et dårligt år for de politiske eksperter. Først sagde de, at briterne ikke ville stemme for et Brexit, så sagde de, at Trump aldrig ville blive valgt, og nu siger den samme type eksperter med samme skråsikkerhed, at Le Pen ikke har en chance for at blive Frankrigs næste præsident. Det minder om noget, man ellers kun kender fra film – katastrofefilm
’Som nogen af jer måske ved, har Bear Stearns lige modtaget et lån fra JP Morgan. Selvfølgelig må vi lige vente og se, hvordan markederne reagerer, men det burde eliminere enhver bekymring om bankens helbred.’ Sådan siger investoren Bruce Miller (Tony Bentley) i filmen ’The Big Short’ (2015), kort før investeringsbanken Bear Stearns kollapser, og finanskrisen begynder.

’Som nogen af jer måske ved, har Bear Stearns lige modtaget et lån fra JP Morgan. Selvfølgelig må vi lige vente og se, hvordan markederne reagerer, men det burde eliminere enhver bekymring om bankens helbred.’ Sådan siger investoren Bruce Miller (Tony Bentley) i filmen ’The Big Short’ (2015), kort før investeringsbanken Bear Stearns kollapser, og finanskrisen begynder.

Paramount Pictures

2. maj 2017

Dagen før det amerikanske valg var CNN’s politiske kommentator Hilary Rosen i studiet for en afsluttende kommentar til valgkampen: »I morgen, når Hillary Clinton vinder, vil det stå klart, at Donald Trump tabte valget allerede den dag, han annoncerede, at han stillede op,« sagde hun.

Mindre end et døgn senere havde den storskrydende forretningsmand sikret sig en evig plads i historiebøgerne som USA’s 45. præsident.

Det har været et dårligt år for politiske spåmænd og -koner, men det synes ikke at have taget modet fra dem. Det samme ekspertvælde, som skråsikkert afviste, at Trump ville vinde, og at briterne ville forlade EU, hævder nu, at Marine Le Pen ikke har en chance for at blive Frankrigs næste præsident.

»Hun vil ikke vinde, vi vil ikke få et nyt Trump-valg i Frankrig,« sagde den franske filosof Bernard-Henri Lévy for nylig til tv-stationen Bloomberg, og EU-eksperten Quentin Peel fra den politiske tænketank Chatham House fulgte trop på CNN: »Sandheden er, at hun ikke kommer til at vinde. I anden runde vil alle slutte sig sammen imod hende,« sagde han.

Måske får eksperterne ret. Måske vil meningsmålingerne holde stik. Måske går alting som forventet.

Men hvad nu, hvis de tager fejl? Hvad nu hvis virkeligheden ikke retter sig ind efter de mange plausible forudsigelser og prognoser og ekspertudsagn og meningsmålinger, og det utænkelige alligevel ender med at ske: Hvad nu hvis Le Pen vinder?

Det lyder som plottet fra en katastrofefilm – og det er lige præcis, hvad det er. I katastrofefilm er elitens skråsikre afvisning selve den motor, der driver fortællingen fremad mod det uundgåelige punkt, hvor det forfærdelige indtræffer. Dér hvor dræberhajen slår til, hvor finansmarkederne ramler, hvor isbjerget slår hul på skroget, og hvor vulkanen går i udbrud – på trods af autoriteternes forsikring om det modsatte.

»I katastrofefilm står hovmod altid for fald,« siger filmhistoriker og lektor emeritus fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet Peter Schepelern.

»Helten er i reglen en enlig og empatisk specialist, der har forstand på vulkanudbrud, voldsomme vindforhold eller morderiske dyr, og som står over for en nærmest automatisk afvisning fra de myndigheder og autoritetspersoner, som de forsøger at overbevise om den lurende fare,« siger han.

Den klartskuende ener

Det er en plotmodel, som blev etableret i katastrofefilmenes storhedstid i 1970’erne, hvor film som Det tårnhøje helvede (1974), Earthquake (1974) og Dødens gab (1975) fik et gys til at gå igennem alverdens biografsale med et ledsagende budskab om ikke at tro for meget på autoriteter, der nægter at lytte.

»Det er altid sådan, at myndighederne siger: ’Nej, pjat, der er ingen farlig haj ude i vandet, og du skal ikke skræmme badegæsterne væk’. Overfor det står så den enlige specialist, som siger: ’Jo, det er altså sandt, og hvis I ikke gør noget ved det, går det galt!’«

Katastrofefilmenes dyrkelse af den indsigtsfulde ener, hvis advarsler bliver overhørt af samfundets autoriteter, er en figur, der går helt tilbage til den græske mytologi og fortællingen om Kassandra.

Kassandra var en trojansk prinsesse, som Apollon forelskede sig i og gav evnen til at spå. Men da hun senere afviste ham, nedkaldte Apollon en forbandelse over hende, der betød, at hun fremover nok kunne se ind i fremtiden, men ikke længere få nogen til at tro på sine spådomme. Det er en erfaring, de fleste kan spejle sig i – følelsen af at have ret, men ikke blive hørt.

»Vi kan godt lide at identificere os med den misforståede helt, der bliver beskyldt for at råbe ’ulven kommer’, selv om han siger sandheden. I katastrofefilm er det derfor aldrig 16 biologer i et videnskabeligt panel, der samstemmende advarer mod faren for dræberhajer ved de atlantiske kyster. Det er altid én mand, der går imod den almindelige konsensus og siger: ’Den er gal!’,« siger Peter Schepelern.

Samtidens Kassandraer

Faktisk var der enkelte, der tidligt advarede om, at en politisk revolution var undervejs i USA. Filmskaberen Michael Moore var en af dem. I et brev til sine landsmænd skrev han allerede i begyndelsen af valgkampen: »Jeg er ked af at skulle være budbringer af dårlige nyheder, men (...) Donald J. Trump kommer til at vinde valget i november« – og så tilføjede han:

»Jeg kan se, hvad du gør lige nu. Du ryster vildt på hovedet: ’Nej, Mike, det kommer ikke til at ske!’ Desværre lever du i en boble, der er udstyret med et tilstødende ekkokammer, hvor du og dine venner er overbeviste om, at det amerikanske folk ikke kan finde på at vælge en idiot til præsident.«

Men amerikanerne kunne godt finde på at vælge Trump, ligesom briterne kunne finde på at stemme for Brexit og italienerne kunne stemme nej til forslaget om en forfatningsreform. Så hvorfor tager ingen det seriøst, når folk som den franske økonom Charles Gave – der i øvrigt også forudsagde, at Trump ville vinde – nu hævder, at Le Pen har en reel chance for at vinde det franske valg?

Fordi, siger Peter Schepelern, at der er forskel på virkelighed og fiktion: På film tror vi på den klartskuende eners forudsigelser – men i virkelighedens verden er vi mere skeptiske. På film ser vi eneren som en helt – men i virkelighedens verden ser vi ham som en særling.

»Flytter man plottet over i en nutidig politisk sammenhæng, så er vor tids Kassandraer jo de alarmister, der advarer om, at vi er ved at blive løbet over ende af indvandring. Eller at EU er en trussel mod nationalstaten. Eller at storkapitalen ødelægger vores liv. Den slags alarmister har vi en tendens til at tro i fiktionen, blandt andet på grund af den måde, man fortæller på, som jo altid er bagklog. Men i virkelighedens verden er vi langt mere skeptiske og tænker: ’Nej, selvfølgelig har Storbritannien da ikke tænkt sig at forlade EU efter mere end 50 års medlemskab, det ville da være vanvittigt’.«

Tro ikke autoriteterne!

–Kan vi så overhovedet lære noget om virkeligheden ved at se katastrofefilm?

»Det er nok begrænset, hvad katastrofefilmene egentlig lærer os, men de sætter alligevel nogle bestemte menneskelige erfaringer i spil: Når vi elsker at se den enlige, engagerede helt, der både må kæmpe mod hajen og verdens dumhed på samme tid, er det jo, fordi vi kan relatere til den samme følelse. Vi synes jo også som regel, at vi har ret, og at vi må kæmpe forgæves mod vores dumme chefer. Og det bekræfter katastrofefilmene os i: Chefen er den dumme, og den menige medarbejder er den kloge. Blandt andet fordi der er flere menige medarbejdere i verden til at købe billetter end der er chefer,« siger Peter Schepelern.

Men måske er der endnu en lære at drage af filmene. I hvert fald synes budskabet i enhver katastrofefilm at være, at vi bør forholde os kritisk til det establishment, der hovmodigt forsværger, at det utænkelige kan ske.

»Moralen i filmene er næsten altid, at vi ikke blindt skal tro på autoriteterne. Vi bør ikke bare følge myndighederne og tro, at alt er i den skønneste orden. For alt er ikke i den skønneste orden. Den hellige gral er ikke velforvaret!«

Vulkanen går ikke i udbrud

»Mine damer og herrer, jeg kan forsikre Dem om, at der ikke er nogen umiddelbar fare, jeg mener ikke, at dette er tiden til at sætte byen i alarmberedskab.«

– Chefgeolog Paul Dreyfus (Charles Hallahan) ignorerer Harry Daltons (Pierce Brosnans) advarsler i Dante’s Peak kort før vulkanen af samme navn går i udbrud.

Brand? Nej, vi holder fest

»Jeg bekymrer mig ikke om en brand i et opbevaringsrum på 81. etage, for det kan ikke påvirke os heroppe! Ikke i denne bygning! Få nogen til at ringe til mig, når brandfolkene ankommer. I mellemtiden, find din middagsjakke frem og kom op for at deltage i festen, kom nu!«

– Bygherren James Duncan (William Holden) i Det Tårnhøje Helvede (1974) kort før 295 mennesker bliver fanget i et brændende inferno uden nødudgange.

Vi må ikke skræmme turisterne

»Jeg prøver bare at sige, at Amity er en sommerby. Vi har brug for sommerdollars. Og hvis folk ikke kan svømme her, er de mere end villige til at svømme i vandet ved Cape Cod, the Hamptons eller Long Island …«

– Borgmester Vaughn (Murray Hamilton) overhører i Dødens Gab alle advarsler og nedspiller risikoen for hajangreb af hensyn til erhvervslivet. Kort efter slår hajen til igen.

Ikke skyggen af finanskrise her

»Som nogen af jer måske ved har Bear Stearns lige modtaget et lån fra JP Morgan. Selvfølgelig må vi lige vente og se, hvordan markederne reagerer, men det burde eliminere enhver bekymring om bankens helbred.«

– Investoren Bruce Miller (Tony Bentley) i The Big Short (2015) kort før investeringsbanken Bear Stearns kollapser, og finanskrisen begynder.

Sig det til ham med de våde bukser

»Dette skib kan ikke synke!«

– Skibsproducenten Bruce Ismay (Jonathan Hyde) i Titanic (1997) kort før det historiske skibsforlis, der kostede 1.517 mennesker livet.

De kommer med fred

»Vores planet led på grund af ozonen og regnskoven, og så mange mennesker var ulykkelige over deres liv. Og så hørte marsmændene vores globale karma-råb om hjælp (...) Jeg tror, at de er kommet for at vise os vejen. Jeg tror, de er kommet for at frelse os.«

– Holisten Barbara Land (Annette Bening) i Mars Attacks (1996) kort før Jorden bliver invaderet af ondsindede marsboere.

Lyt til jeres præsident

»Jeg kan love jer dette: Livet vil fortsætte. Vi vil sejre.«

– Præsident Beck (Morgan Freeman) i Deep Impact kort før en komet på størrelse med Mount Everest rammer Jorden og forårsager katastrofale ødelæggelser og massedød.

Hvem tager Hitler alvorligt?

Fede: »Røde har fået Hitler-forskrækkelse.«

Grisehandleren: »Ah, den lille grimme gavflab er der vel ingen, der tager alvorligt. I længden altså.«

– Maleren ’Fede’ (Benny Hansen) og grisehandleren Oluf Larsen (Buster Larsen) i Matador (1978) kort før nazisterne invaderer Danmark. (O.k., ikke en kastastrofefilm, men skribenten glæder sig sådan til genudsendelsen på lørdag).

Serie

Europas skæbnevalg

Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.

I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.

Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.

Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.

24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.

Seneste artikler

  • De hollandske diger ryster stadig

    11. oktober 2017
    Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgere
  • Idehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’

    30. september 2017
    De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDU
  • Vi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet

    30. september 2017
    Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jane Krüger
  • Torben Skov
Jane Krüger og Torben Skov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Bjerrehuus

Forskellen på Leave og Remain i meningsmålingerne var kort før afstemningen et par procentpoint. Hillary Clinten førte kort før præsidentvalget med et par procentpoint.

Le Pen var femten-tyve procentpoint bagud sidst jeg så en meningsmåling, så sandsynligheden for en overraskelse her er vist noget mindre.

Rasmus Haugaard Langkilde og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Jeg tager intet for givet. Det er der en del journalister der gør. Men bevares, alt for at befolkningen tænker på noget andet end de ufatteligt mange milliarder vores land har tabt pga SKAT, og at ingen politiker har tænkt sig at tage ansvar for det eller overhocedet anerkende de vafr involveret. De ser "fremad".
Det er ligeså elendigt som en bananstat som opdager at den tidligere diktartor på en eller anden må¨de har flyttet mele statskassen til en konto i Schweiz.

Once again, the revolution is NOT FUCKING Televised!

Søren Roepstorff, Per Torbensen, Jacob Jensen og Jane Krüger anbefalede denne kommentar
Christian Lucas

Nåh ja, der er abslout ingen b rug Holywood film hvis man leder efter Hubris i vores verden. Rent strategisk er vi allerede døde fordi vores ledere har ignoreret klimatruslen og taget penge fra den fossile industri. Du har bare ikke opdaget det.

Hold kæft en lorte artikel.

Søren Roepstorff, Michael N og Jane Krüger anbefalede denne kommentar

Det er godt nok en lidt tynd artikel - sammenhængen mellem film og real politik? Hvad siger Avengers -filmene så om politik? At en gruppe elitære-overmennesker skal redde verden fra pøblen?
Jeg er lidt skuffet over artiklens vinkel og niveau, for jeg føler slet ikke, at den er seriøs, da der ingen sammenhæng er mellem nutidens aktuelle politi og forskellige film.

Glenn Lynge Andersen

Da "eksperterne" og deres meningsmålinger tog fejl blev de hånet. Det interessante spørgsmål er: Hvem har fortjent at bliver hånet, hvis det viser sig, at det går som forventet, og Emmanuel Macron bliver Frankrigs næste præsident? Ingen. De (også på denne tråd) der skråsikkert forudser et "folkeligt oprør" vil være som sunket i jorden, for når man er "imod eliten" har man i egen selvopfattelse pr. definition ret, uanset hvad man siger. Måske vinder hun næste gang, siger de så. Fem år er MEGET lang tid i politik. Måske er hun ikke engang på fri fod til den tid, hvem ved?

Finn Thøgersen

Prognoserne siger en klar sejr til Macron, men...

Et væsentligt spørgsmål er hvad valgdeltagelsen bliver for dem der støttede en af de tabende kandidater i første runde, det er jo lige meget hvad folk ville have stemt hvi de aldrig når hen i stemmeboksen...

Tilfældigvis er næste mandag fridag i Frankrig, og med godt vejr er det jo en dejlig lille 3 dages ferie for dem der ikke går så meget op i politik, og makronen er jo sikker, ikke...

Sandsynligheden taler for at Macron får 5 år til at opføre "Hollande, part II", i det mindste kan han dårligt ryge under Hollandes meningsmålinger (4% opbakning da de var lavest).
Og i 2022 rydder Le Pen så bordet...