Underklassen lever igen i samtidslitteraturen – vi overser det bare

Klasseperspektivet er for alvor kommet tilbage i dansk samtidslitteratur. Flere og flere værker giver stemme til den underklasse, der ellers overhøres, ignoreres eller helt afskrives i offentligheden, og i løbet af det sidste årti er der sket en bemærkelsesværdig stigning i antallet af værker, der på forskelligvis portrætterer livet på samfundets bund.

I næste uge udkommer Jonas T. Bengtssons socialrealistiske roman Sus, om en ung kvinde, der bor alene i sin barndoms boligblok i den hårdkogte ende af København NV. Hendes far sidder inde for manddrab på moren. Sus lever på en stram diæt af hash og dåsemad, besøger sin bror, der er indlagt med en granatsplint i hjernen på intensiv, mens hun forbereder sig på farens løsladelse – og hvordan hun vil dræbe ham, når han vender tilbage til blokken.

Tidligere på året udkom Thomas Korsgaards roman Hvis et menneske skulle komme forbi om den unge Tue, der vokser op på en forfalden gård langt ude på en tyndskidt mark ved Nørre Ørum nær Skive i et hjem med for mange bank og for lidt mad, kærlighed og tryghed. Tue bliver mobbet med, at hans forældre er uansvarlige, at de har rotter og skylder penge. Moren er en psykisk syg ludoman, faren forsøger desperat at holde sammen på stumperne, låner penge af onklen, og bliver mere og mere indebrændt og voldelig. Tue og hans søskende er overladt til sig selv.

Før det udkom Morten Papes murstenstunge Planen, modtager af BogForums Debutantpris 2016, der ligeledes er fortællingen om en ung mand, Morten, der vokser op på den sociale bund, her udgjort af Amagers Urbanplanen. Morten vokser op i et miljø præget af vold, kriminalitet og fattigdom, hans familie er i opløsning, forældrene er på kontanthjælp og drikker for meget.

Dennis Gade Kofods Nancy fra 2015 er fortællingen om den unge Nancy, der arbejder på et bosted og kæmper med fagene på VUC, mens hun drømmer om at slippe væk fra det økonomiske udmattede og fremtidsløse lokalsamfund på Bornholm, som resten af samfundet – eller nok nærmere København – har glemt. Det ufaglærte arbejde og den trøstesløse tilværelse i det såkaldte Udkantsdanmark får også litterær krop hos Kenneth Jensens Tragedie plus tid, i Jonas Eika Rasmussens Lageret, Huset, Marie fra 2015 og i Peder Frederik Jensens Banedanmark fra 2014.

Før det sørgede Yahya Hassan og Asta Olivia Nordenhof i 2013 på vidt forskellig vis at give stemme til afkroge af det danske samfund, som Middelklassedanmark sjældent hører – eller vil høre – fra med digtsamlingerne Yahya Hassan og det nemme og det ensomme.

Klasseblindhed

»De her værker er alle eksempler på, hvordan emner som ulighed, fattigdom og klasse for alvor har fået en ny stemme og aktualitet i litteraturen. Her arbejdes der hårdt og ufaglært, der modtages kontanthjælp, her er vold, misbrug, sygdom og fattigdom, der er til at føle på. Her er udmagret udkant, socialt boligbyggeri og en fremtid, der i høj grad bare byder på mere af samme trøstesløse skuffe,« siger Nicklas Freisleben Lund, der er ph.d.-stipendiat ved Litteraturvidenskab på Københavns Universitetet og forsker i samfundsengageret litteratur. Og det er ikke alene i litteraturen, at klasseperspektivet har vundet indpas:

»Emner som ulighed og klasse er igen på dagsordenen, ikke bare i litteraturen, men også i bredere tænkning. Tænk på franske Thomas Piketty, der med Kapitalen i det 21. århundrede virkelig har reaktualiseret klassekritikken bredt. Eller på danske Ove Kaj Pedersens Det danske klassesamfund fra 2012 eller Klassekamp fra oven fra 2014, hvor de sidste årtiers voksende klasseskel og udviklingens sociale konsekvenser beskrives og analyseres,« forklarer han videre over telefonen fra Berlin.

Et sted, hvor genopdagelsen af klasseperspektivet imidlertid ikke har sat sig igennem, er i den danske litteraturkritik. Her interesserer man sig ganske vist i stor stil for litteraturens politik. Der er intens – og berettiget og vigtig, understreger Nicklas Freisleben Lund – opmærksomhed på litteraturens behandling af emner som køn, identitet, globale kriser og klimaforandringer. Men spørgsmålet om klasseskel glimrer i vidt omfang ved sit fravær.

Det fremgår eksempelvis tydeligt, hvis man ser på modtagelsen af Morten Papes Planen:

»Det er påfaldende, hvordan romanens tematisering af klasseskel er blevet negligeret. Romanen er først og fremmest blevet læst som en beretning om omkostningerne ved 90’ernes integration og 00’ernes fjendtlige indvandrerdebat,« siger Lund og parafraserer Informations præsentation af værket. Og ifølge Berlingskes anmelder, Anne Sophia Hermansen, er problemet i Planen, at Morten bor i »et område med flere tørklæder end tylskørter«, der er »hjemsted for dårlig integration« (6. november 2016).

»Her læser man Planen som en roman om kulturelle forskelle mellem samfundsgrupper, og altså ikke om klasseforskelle produceret af kapitalismen,« siger Nicklas Freisleben Lund.

For ham handler Planen ikke om »multikulturalismens genvordigheder«, og at det er hårdt, når to kulturer skal leve sammen, men om klasse. Det er i mindre grad et spørgsmål om, at Morten og Mohammed skal komme overens. Snarere beskriver Planen et strukturelt politisk svigt, der rammer dem begge og fastlåser dem i Urbanplanens prekære og socialt udsatte tilværelse. En tilværelse, der er præget af usikkerhed, arbejdsløshed og dysfunktionelle institutioner, som eksempelvis den folkeskole, alle de gode lærere flygter fra.

Samme tendens gør sig gældende i modtagelsen af Thomas Korsgaards Hvis der skulle komme et menneske forbi. Ifølge Kristeligt Dagblads litteraturanmelder Svend Skriver, så åbner romanen først og fremmest »døren op for en barsk barndomsverden« (4. februar 2017). Og for Politikens anmelder May Schack, handler romanen om at vokse op i »hvad man kalder en dysfunktionel familie« og om »følelsen af at være malplaceret alle vegne og ikke høre til, gennemtrænger beretningen om en dreng i svære kår.« (2. februar 2017).

»Det er for mig påfaldende, at der her er to bøger, der taler så direkte ind i en klassesamfundsdiskussion, men at kritikerne ikke tager fat i det strukturelle niveau, i klasseperspektivet,« forklarer Nicklas Freisleben Lund og fortsætter:

»Det er for mig at se udtryk for en særlig klasseblindhed, hvor den udsatte position forstås og fortolkes gennem etniske eller kulturelle filtre, og altså ikke er et produkt af ulighed, af klasseskel. Klasse mangler simpelthen som analytisk prisme.«

Marx er røvballet

Og det gør det, mener Nicklas Freisleben Lund, muligvis fordi, at mange opfatter klasseperspektiver og klassekritik som fodformede og forældede perspektiver:

»Der er en opfattelse af, at det er røvballet at tale om klasse, det lugter af 70’ernes fodformede litteraturkritik og marxistiske litteraturlæsning. Mange af de toneangivende stemmer i dansk litteraturkritik har tydeligvis fortsat brug for at tage afstand til den udskældte og formodede entydige og skematiske måde at læse litteratur politisk på.«

Den tanke og tilgang er en del af en større, og meget lang, litteraturvidenskabelig diskussion. Groft forenklet handler det grundlæggende om to litteratur- og kunstsyn, der ikke kan enes. Det ene, repræsenteret ved Frankfurterskolens tyske Theodor Adorno med flere, går på, at kunsten er en autonom størrelse. Den er frigjort fra verden, hævet over og adskilt fra samfund og politik. Kun derved kan den være »sand« og byde på »rene erkendelser«, lød det fra Adorno. Det andet litteratursyn, repræsenteret ved den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre, mener derimod, at kunst og politik er sammenvævede størrelser, og litteraturen i høj grad bør engagere sig i samfundet.

Og det er altså fortsat Adornos litteratursyn, der er i førersædet i dansk litteraturkritik, forklarer Nicklas Freisleben Lund.

– Men hvorfor er det et problem i et bredere perspektiv? Forfatterne skriver tydeligvis fortsat om klassespørgsmål, og læsere læser om det. Hvad betyder det, at litteraturkritikken ikke interesserer sig for den dimension?

»Der er to ting i det. For det første – og nu bliver jeg nok lidt kedelig og støvet – er det et videnskabeligt litteraturhistorisk problem: Ønsker man at tegne et retvisende portræt af 10’ernes danske litteratur, så må man nødvendigvis også have øje for den erfaring af en ny klassevirkelighed, der er i litteraturen. Det er simpelthen forkert, når man – som flere fortsat gør – skyder dansk samtidslitteratur i skoene, at den udelukkende skulle være indadvendt, formfikseret og navlepillende,« siger Nicklas Freisleben Lund.

»Det andet aspekt er af mere principiel karakter: Såfremt man læser de her værker i et klasseperspektiv, står det tydeligt frem, hvordan de er vigtige vidnesbyrd fra de liv, der leves i konkurrencestatens periferi. Og som ofte glemmes.«

Den nye klasseorienterede litteratur bør ikke alene læses som det, Lund kalder en »æstetisk omfordelingspolitik«, altså en litteratur, der giver stemmer til dem, der ellers ikke har megen stemme i offentligheden. Den bør også læses som et vidnesbyrd om, at der er nogle forskelle – eksempelvis i klasse – der ikke bare kan snakkes væk:

»Den her litteratur minder os om, at fordelingen af penge og privilegier har en materiel og fuldstændig konkret base, der er fandens reel for flere og flere mennesker. Det er afgørende at forstå, at ikke alle politiske forskelle og skillelinjer i samtidens Danmark har udspring i værdikampe. Ikke alle problemer, erfaringer og positioner kan heles med anerkendelse, tolerance, dialog, mere forståelse for forskelle og så videre,« forklarer Nicklas Freisleben Lund.

Konkurrencestaten

Professor i politisk økonomi Ove Kaj Pedersen har indgående beskrevet, hvordan samfundsudviklingen i dagens Danmark overordnet kan beskrives som bevægelsen fra velfærdsstat til konkurrencestat.

Det er op til borgerne at få forretningen Danmark til at køre rundt, derfor må de være produktive, innovative og omstillingsparate. Men ikke alle samfundsborgere kan leve op til de krav, mange bliver tabt. Og det reagerer samtidslitteraturen på. Faktisk mimer den, forklarer Nicklas Freisleben Lund, den bevægelse, Ove Kaj Pedersen beskriver.

Den udsathed, konkurrencestaten producerer, beskrives indgående i et værk som det nemme og det ensomme af Asta Olivia Nordenhof:

»Her portrætteres et system, der fordømmer den arbejdsløse og socialt udsatte. Her kræver medborgerskab produktivitet og ultimativ villighed, en parathed til at gøre, hvad der bliver bedt om. Der tales fra en position, der ikke kan leve op til kravet om produktivitet, og som derfor ikke længere har krav på samfundets solidaritet – og det er et sorgfuldt og udsat sted at befinde sig,« forklarer Nicklas Freisleben Lund.

Og den position kalder på en klassekritisk læsning:

»Vi misser altså et vigtigt politisk potentiale, når vi ikke også har klasseperspektivet med i læsningen. Her er tydeligvis et konfliktfelt, som dansk litteratur reagerer stærkt på i disse år, og det bør vi tage alvorligt.«

Nicklas Freisleben Lund er ph.d. i Litteraturvidenskab og litteraturanmelder ved Jyllands-Posten.