Læsetid: 5 min.

’You are important!’

Mennesker er altid konkrete. Det er i abstraktionerne, forråelsen sker.

Mennesker er altid konkrete. Det er i abstraktionerne, forråelsen sker.

Thomas Iburg/iBureauet

27. maj 2017

I det tidlige forår dumpede der et kort ind af døren. You are important! Stod der med blå bogstaver. Det var en invitation til en 65-års fødselsdag skrevet i Anands karakteristiske indisk-engelske.

Sjovt, sagde jeg til min kæreste, det plejer at være fødselaren, der er vigtig i en fødselsdagsfejring, men her var det os. »I would appreciate your presence to come and share my happiness and friendship with you,« stod der. »PS. Please don’t bring any flowers. No songs also please and no presents. Love, Anand.«

Anand har været i Danmark i over tredive år. Han forelskede sig, blev gift og senere skilt igen. Han har udfoldet sit liv her. Min kæreste kender ham, fordi det tilfældigvis var ham, der tog telefonen, dengang han ringede. Det var kort tid efter, Anand kom til Danmark, og han havde en idé. Han kendte noget til musikbranchen i Indien og ville gerne arrangere en turné for et af de store rockorkestre, som var tilknyttet det pladeselskab, min kæreste arbejdede for. Kom til møde, så snakker vi om det, sagde min kæreste.

Hvis ikke det havde været ham, der tog telefonen, ville én af de andre have sagt det. Den slags var almindeligt dengang, især i Århus og især i det pladeselskab, men også sådan i det hele taget. Hvis folk dukkede op med en fornuftig idé, fik de en chance, og det kom der en tre uger lang turné ud af. I Indien. Levet liv, kom der ud af det.

Jeg kan ikke påstå, at jeg kender Anand godt. Jeg har kun mødt ham en enkelt gang. Det var, da han fyldte 60. Der var vi også vigtige.

Han bor i Århus, vi bor i København. Anand rejser rundt i hele verden, til Indien, selvfølgelig, og USA og Irland og Finland og flere steder, jeg ikke har rede på, og hver gang sender han os postkort. På et tidspunkt blev jeg syg, og Anand hørte om det og ringede til min kæreste og spurgte, om ikke han skulle skrive et opmuntrende brev? Som hovedleverandør af opmuntrende postkort var Anand i den periode mere engageret end nogle af mine nærmeste venner.

Fødselsdagen holdes i et fælleshus til den bebyggelse, han bor i. Da vi kommer, står Anand midt i rummet i en kortærmet ternet skjorte og hvide jeans. Han har sort hår, gråt skæg og Corbusier-briller med bifokale glas. Folk er igang med at bære ting ud fra køkkenet til den indiske buffet. Det er Anand, der har lavet maden.

Efter at han dengang arrangerede turné i Indien, åbnede han en butik med indiske specialiteter i Århus, og han er kendt for at være en god kok. Han har været oppe klokken halv fem i morges for at sætte roastbeefen over. Klokken ti gik han igang med at pudse svinemørbraden for fedt og skære den ud i tern. »If there is one thing I hate,« siger Anand, »it is boredom.«

Sidst ville han diskutere Kierkegaard med mig fra en teologisk vinkel. Det var mange år siden, han havde opgivet købmandsbutikken. Momsreglerne var for uigennemskuelige, »it is literally killing me,« sagde han dengang.

På et tidspunkt begyndte han at skrive bøger om de ting, som optog ham. Han fik dem udgivet i England. Først kristne emner, og efter at han havde læst Hitchens og Dawkins, blev det bøger, der talte varmt for ateisme, og som han nu rejser rundt i verden og holder foredrag om.

Abstrakt forråelse

Vi ved, at Anand ikke kunne drømme om at bruge penge på sig selv. Men af de andre gæster får vi nye ting at vide, f.eks. at han har tilbragt en del af sin tid med frivilligt arbejde i en koloni for spedalske uden for Bangalore, og at han har doneret sine få penge til en bus til koloniens børn, så de kan komme i skole.

Det var der, han mødte Palle. Lone blev hans ven, fordi hun var på vej til Tamil Nadu for at forske til sit antropologispeciale og skulle bruge én, der kunne lære hende tamil. Der er også en gruppe af ældre, som bor i bebyggelsen, som han på forskellig måde tager sig af, Fru Mortensen f.eks., naboen, som ingen familie har. Bortset fra selvfølgelig efterhånden Anand.

Når et menneskes liv får lov til at udfolde sig, uanset om man er havnet her frivilligt eller af nød, eller om man som jeg er født her, bliver de umærkeligt flettet sammen med andres. Ordet er vist ’integration’.

Og så er der Pritz og Mala, som var aktive i frihedsbevægelsen ANC i Sydafrika og kom hertil som flygtninge i ’78. De kunne fortælle, at forskellen i »klimaet«, det politiske klima, i Danmark dengang og nu var radikalt. Det konkrete befinder sig altid i en vis afstand til det ideale, men dengang var Skandinavien det nærmeste, man kom et demokrati.

I fælleshuset, hvor man som til enhver fødselsdag kunne se, hvad der sker, når menneskers liv får lov til at flette sig sammen med andres, mærkede man en vis desperation over for virkeligheden udenfor. Et vist mismod over, at folk ligger og dør på strandene i Europa. Navnet på en minister, hvis abstraktionsevne er uden præcedens i nyere dansk historie, blev ved med at dukke op.

Mennesker er altid konkrete. Det er i abstraktionerne, forråelsen sker. Hvad ingen af gæsterne i fælleshuset den aften vidste, var, at avisoverskrifterne dagen efter ville handle om ministerens evne til at se stort på det individuelle og det konkrete. Nogen taler om rigsretsag og afgang, men ministeren er rolig.

Konsekvens er noget, der gælder de andre, her tæller de store linjer på papiret, paragrafferne er viskelædersnuller, som kan knipses væk. Hun ved, det er længe siden politikerne har skullet stå til ansvar. Hun ved, at om lidt er alt glemt.

Næste morgen kørte vi til Berlin. Har du husket dit pas, spurgte min kæreste. Jeg behøvede det ikke. Ikke for at komme ud. Men i den modsatte vognbane, holdt bilerne stille kilometer efter kilometer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mikael Velschow-Rasmussen

Er det bare mig eller er følgende en skarp indsigt fra Mathilde:
- "Mennesker er altid konkrete. Det er i abstraktionerne, forråelsen sker".

Jeg tror desværre - at den polarisering/ghettoficering/gentrificering der sker overalt i samfundet - yderligere påvirker ovenstående abstraktion i voldsomt negativ retning.

Et eller andet skal der vel for hulen være der forklarer, hvorfor så mange mennesker - der ellers generelt udviser fornuftige tegn på empati - kan mene hvad de mener ! - og her taler jeg ikke om den unævnelige.

Tak for - det som jeg ellers og i øvrigt opfatter som - en udmærket fortælling om vellykket integration.