Læsetid: 11 min.

’Du behøver ikke at have gjort noget galt, men du behøver at finde dig i det’

Colson Whitehead har i sin nye roman omdannet slavetidens flugtruter til en underjordisk jernbane. ’Den samme racistiske vrede, jeg beskriver, findes i nutidens USA,’ siger forfatteren, som vi satte stævne på Manhattan til en snak om politivold, romankunst og Trump-tilhængere
’En dreng fra mit barndomskvarter blev banket ihjel af politiet, fordi han malede graffiti. Så jeg lærte ret hurtigt, at unge sorte mænd let bliver udsat for racisme og politivold,’ fortæller Colson Whitehead, der beskriver slavetidens USA i sin roman ’Den underjordiske jernbane’.

’En dreng fra mit barndomskvarter blev banket ihjel af politiet, fordi han malede graffiti. Så jeg lærte ret hurtigt, at unge sorte mænd let bliver udsat for racisme og politivold,’ fortæller Colson Whitehead, der beskriver slavetidens USA i sin roman ’Den underjordiske jernbane’.

Ritzau Foto

10. juni 2017

Engang blev Colson Whitehead lagt i håndjern. Det var i 1980’erne, han var 16 år gammel, og en hvid kvinde var blevet røvet foran et supermarked på Manhattans Upper East Side.

»Jeg vil gætte på, at jeg var den første sorte dreng, betjentene fik øje på. Så selvfølgelig blev jeg mistænkt og lagt i håndjern. Heldigvis kunne kvinden godt se, at det ikke var mig, der havde gjort det, og det samme mente den betjent, der tog håndjernene af mig: ’Han kan ikke gøre en flue fortræd, den tøsedreng,’ sagde han.«

Colson Whitehead smiler afvæbnende og trækker på skuldrene, da han har berettet om episoden. Anledningen til vores møde på Manhattan er den danske udgivelse af hans succesroman Den underjordiske jernbane, en dybt rystende skildring af slavetiden i USA, og en roman, Colson Whitehead må have skrevet med tv-billederne af amerikanske politifolks vold mod unge sorte mænd flimrende i baggrunden.

Det undrer mig derfor lidt, at han tager brodden af oplevelsen ved at afrunde den i et ufarligt og småkomisk skær. Bevares, Colson Whitehead har ofte gået til alvoren med humor og lethed. Da han i 2008 blev bedt om at skrive et essay til New York Times om det symbolske i Obamas valgsejr, lagde han eksempelvis ud med at konstatere, at han »i går morges vågnede op til en ny verden. USA havde stemt på en skinny black guy som præsident.«

Men alligevel: Efterlod håndjernene dengang ikke dybere ar? Et alvorligt udtryk lægger sig over Colson Whiteheads smalle ansigt. Han sidder lidt i tavshed og piller ved sin kaffekop. Så læner han sig lidt frem i stolen og møder mit blik.

»Politibrutalitet er ikke noget nyt fænomen. Det nye er, at alle kan filme det med deres mobiltelefon. En dreng fra mit barndomskvarter blev banket ihjel af politiet, fordi han malede graffiti. Så jeg lærte ret hurtigt, at unge sorte mænd let bliver udsat for racisme og politivold. Du behøver ikke at have gjort noget galt, men du behøver at finde dig i det, hvis du ikke vil risikere noget. Den snak havde min far med mig, og det skal jeg selv have med min søn inden længe. Jeg slap billigt. Men naturligvis har det præget mig både som menneske og forfatter.«

Colson Whitehead bliver tavs, fører en dreadlock om bag øret og lader blikket glide ud på Hudson Street bag mig, inden han siger:

»Visse ting er da blevet bedre, men USA er stadig et racistisk land.«

Aldrig en bog om yoga

Den underjordiske jernbane er Colson Whiteheads første roman på dansk, men i USA er han tidens vel nok mest omtalte skønlitterære forfatter. Alle ved groft sagt, hvem han er, og mange har gjort det længe. Den i dag 47-årige forfatter debuterede i 1999 med The Intuitionist, en detektivhistorie om en sort kvindelig elevatorfører på Manhattan, og i 2001 blev han nomineret til en Pulitzerpris for John Henry Days om en journalist, der skal dække lanceringen af et frimærke med et motiv af den sorte folkehelt John Henry.

Siden er blandt andet fulgt den selvbiografiske Sag Harbor (2009), om forfatterens opvækst i New Yorks øvre middelklasse, og zombie-thrilleren Zone One (2011) samt erindringerne The Noble Hustle (2014), hvori Colson Whitehead kaster sig over poker for at komme sin midtvejskrise til livs.

»Man skal aldrig sige aldrig, men jeg kommer nok aldrig til at skrive en roman om amerikansk fodbold eller yoga,« har forfatteren tidligere udtalt, og på mit spørgsmål om hvorfor han konstant skifter genre og typisk lader sine bøger udspille sig de særeste steder, svarer han:

»Det handler nok om, at jeg ikke vil gentage mig selv. Når jeg er færdig med at skrive en bog, hænger den stil og det univers mig langt ud af halsen. Så må jeg finde på noget nyt. Har jeg brugt en førstepersonsfortæller i én bog, bliver den næste nok fortalt i tredjeperson. Jeg prøver at udfordre mig selv hele tiden.«

Vi sidder på en bar i West Village, som Colson Whitehead har valgt. Forfatteren bor lige om hjørnet med sin kone og to børn, en pige på 12 og en dreng på 14. Når de er sendt i skole, skriver han med høj musik i baggrunden, inden han slukker computeren hen på eftermiddagen og går ud og handler. Colson Whitehead holder af faste rutiner. Otte sider om ugen er målet, og støjen på Manhattan generer ham ikke. Tværtimod har han altid suget til sig af byens energi og mangfoldige kultur, siger han:

»Jeg voksede op i en by fyldt med støj, og hvor der hele tiden sker noget. Den slags forplanter sig til mit arbejde, og det samme med tegneserierne, jeg læste som lille, og horror-videoerne, min bror og jeg så. Jeg hørte jazz, men tog også til punkkoncerter i East Village. Det var som et farligt eventyr, som jeg ikke kunne få nok af.«

Gabriel García Márquez’ Hundrede års ensomhed er nok den roman, der har betydet mest for ham, siger han, men understreger, at også Stephen King er en favorit.

»Alle læste Stephen King i min familie. I mange år drømte jeg om at skrive gyserhistorier som hans. Jeg elsker stadig den genre, og som forfatter har mit mål helt sikkert været at blæse læserne bagud med absurde, sære universer og satire og masser af spænding, alt det jeg holdt af som newyorker-dreng.«

Colson Whitehead tøver, inden han fortsætter:

»Men det kunne jeg jo ikke gøre med Den underjordiske jernbane. Her blev jeg nødt til at dæmpe mig og lade historien tale for sig selv.«

Afroamerikansk litteratur: 5 vigtige romaner

  • Richard Wright: Søn af de sorte (1940)

Wrights debutroman lagde grunden til et markant tema i afroamerikansk litteratur: Hvordan bliver en sort dreng til en synlig mand?

  • Ralph Ellison: Usynlig mand (1952)

En virtuos og indimellem surrealistisk dannelsesroman om at finde sin individualitet i et samfund, der har svært ved at få øje på afroamerikanerens menneskelighed.

  • James Baldwin: Råb det fra bjergene (1953)

Baldwins selvbiografiske debut er i dag en amerikansk klassiker på linje med hans essaysamlinger Notes For a Native Son (1955) og The Fire Next Time (1963), der anses som Borgerrettighedsbevægelsens stærkeste litterære bidrag.

  • Toni Morrison: Salomons sang (1978)

En familiesaga om migration fra sydstaterne til nordstaterne og tilbage igen for at finde sine rødder. Morrisons første mesterværk og et rystende studie i den klassekamp, der også udspiller sig blandt afroamerikanere.

  • Alice Walker: Farven lilla (1982)

Walker gav sammen med Morrison den afroamerikanske litteratur en tiltrængt kvindelig ansigtsløftning. Gennembruddet kom med denne feministiske milepæl om en plaget og uuddannet sort kvindes kamp for uafhængighed.

Ville skrive om storbyen

I virkeligheden var den underjordiske jernbane et løst netværk af hemmelige ruter og skjulesteder, der i 1800-tallet blev brugt til at hjælpe sydstaternes slaver nordpå. Da Colson Whitehead i 4. klasse hørte udtrykket første gang, troede han, at det var en reel jernbane.

»Jeg forestillede mig en jernbane under jorden, som slaverne tog for at komme i frihed. Jeg var virkelig skuffet, da vores lærer fortalte, at det ikke var sådan, det fungerede,« fortæller forfatteren, der som voksen atter begyndte at se den underjordiske jernbane for sig.

»Ideen til romanen fik jeg allerede, da jeg havde skrevet John Henry Days. Pludselig dukkede jernbanen op igen. Jeg begyndte at tage lidt noter. Men det gik hurtigt op for mig, at det ville kræve rigtig meget research, og det kunne jeg slet ikke overskue dengang.«

Med jævne mellemrum bladrede Colson Whitehead i sine noter, men hver gang endte han med at konkludere, at han ikke var moden nok til historien.

»Jeg var overbevist om, at jo længere jeg ventede, jo mere ville jeg kunne yde den historie retfærdighed,« siger Colson Whitehead og nævner en yderligere betænkelighed ved projektet.

»I mange år jokede jeg med, at jeg en dag ville gøre som så mange andre afroamerikanske forfattere og skrive min slaveroman. Med andre ord, det ville jeg i hvert fald ikke gøre. Jeg gik meget op i at være en cool newyorker, og jeg ville ikke leve op til de forventninger, der er til en sort forfatter. Jeg ville være anderledes, og jeg ville skrive om at være sort i en moderne storby og ikke i sydstaterne for 200 år siden.«

Men så kørte Colson Whitehead træt i endnu en roman om en smådeprimeret rapkæftet black dude i New York, som han udtrykker det, og han fiskede derfor atter sine noter frem. Dernæst spurgte han sin kone, der er litterær agent, og siden sin egen agent og sin mangeårige redaktør om, hvad de mente om ideen. Alle var begejstrede.

»Til sidst var der ingen vej udenom. Selv om jeg et eller andet sted frygtede, hvad jeg blev nødt til at udsætte mine karakterer for.«

Slavepiger er seksuelt bytte

Colson Whitehead tør ikke tænke på, hvordan det kunne være endt, hvis han havde skrevet Den underjordiske jernbane for 17 år siden. Han ryster på hovedet og griner.

»Jeg havde helt sikkert fået ødelagt historien med tekniske detaljer og smagløs humor,« siger han om handlingen, der i dag følger den 16-årige Coras flugt fra en bomuldsplantage med en brutal slavejæger i hælene og både stikkere og lynch-grupper ventende ved hvert eneste jernbanestop på hendes vej.

»Oprindeligt havde jeg forestillet mig en ung fyr på jagt efter sit barn eller sin kone. Men for det første havde jeg lyst til at skrive om en kvinde efter at have skrevet om så mange mænd på min egen alder, og for det andet opdagede jeg, at det var langt mere dramatisk med en ung kvinde på flugt. I college læste vi slavefortællingen om Harriet Jacobs, der flygtede fra sin ejer og gemte sig på et loft i syv år. Jacobs fortæller, at det værste for en slavepige, var, når hun ramte puberteten. Fra da af var hun et seksuelt bytte for alle på plantagen – ejeren, vagterne og de mandlige slaver. Samtidig skulle hun avle flere slaver, som plantageejeren kunne tjene penge på. Det var en helt særlig brutalitet, kvindelige slaver blev udsat for, og blandt andet derfor tænkte jeg: Hvorfor ikke en kvinde som hovedperson?«

Netop den interne vold og magtkampene slaverne imellem har flere hæftet sig ved. I Den underjordiske jernbane er sammenholdet mellem de sorte slaver så godt som ikkeeksisterende, hvilket Colson Whitehead forklarer således:

»Har du 100 personer i et lokale, så er 10 procent af dem virkelig flinke, og 10 procent er ondskabsfulde. Resten af os er mere eller mindre normale. Men på en slaveplantage, hvor alle er blevet tortureret og ydmyget og har fået taget familien fra sig, gætter jeg på, at det forholder sig anderledes. Traumerne må manifestere sig på en eller anden måde, og jeg tror ikke på de gængse historier, der fortæller, hvordan slaverne holdt sammen. Det har enkelte nok gjort, men jeg blev nødt til at skildre mine karakterer, som jeg tror traumatiserede mennesker, opfører sig. De er skræmte, de tænker kun på sig selv, og de tyer til vold for at overleve.«

– Påvirkede det dig mentalt at skrive en så brutal historie?

»Det var i hvert fald en anderledes oplevelse end tidligere. Sværere vil jeg sige. De ting jeg læste om, da jeg researchede, var ubehagelige. Jeg har to børn, og tanken om at miste dem og tanken om, hvordan de ville have det, hvis de så mig blive pisket ihjel, skræmte mig. Og det gjorde det til en helt anderledes oplevelse at skrive, end det sikkert havde været, hvis jeg havde forsøgt at skrive bogen tidligere, inden jeg fik børn.«

Trumps racistiske energi

I forbindelse med udgivelsen af Den underjordiske jernbane dukkede Colson Whitehead op i The Oprah Winfrey Show, og kort efter lå bogen nummer 1 på New York Times’ bestsellerliste. Siden fulgte en National Book Award og en Pulitzer-pris, og daværende præsident Obama havde naturligvis også romanen med på sin læseliste sidste sommer. Af samme grund har Colson Whitehead længe haft travlt med at promovere bogen.

Det er dog ikke alt, han har stillet op til. Da en amerikansk boghandler inviterede ham til en »ærlig snak« om race, valgte forfatteren at takke nej. Colson Whitehead var beæret over henvendelsen, sagde han, men ville allerhelst nøjes med at tale om sin nye bog.

»Jeg kan ikke repræsentere alle afroamerikanere, og jeg har heller ikke lyst til at deltage i et talkshow for at diskutere brugen af N-ordet. Det er der andre, der har mere forstand på, og det er ikke mit job. Jeg kan ikke redde landet.«

– Hvad kan du og din bog så?

»Jeg kan præsentere historien på en anden måde – nye sætninger, nye karakter, nye billeder og så videre – og forhåbentlig giver det folk mulighed for at tænke på historien på en ny måde. Og jeg håber da, at min bog kan give stof til eftertanke hos enkelte læsere. Der er der brug for. Den verden, vi amerikanere lever i, er skabt af slaveriet, så den periode bliver vi nødt til at forstå, hvis vi skal udvikle os.«

– Kan man ligefrem drage paralleller fra til slavetiden til i dag?

»Ja, eksempelvis slavejægerne. For 200 år siden havde de ret til at stoppe enhver sort person og kræve at se deres papirer og i det hele taget undersøge dem, som de havde lyst til. Hvad enten han eller hun var slave eller ej. Det samme har politiet lov til i dag, og de gør det ofte, når de møder en ung sort mand på gaden. Selv vores sorte præsident blev for nogle år siden bedt om at vise sine papirer. Trump krævede dengang bevis for, at vores præsident var født i USA – Obama endte med at offentliggøre sin fødselsattest. Og hvor er Trump i dag?«

– Hvilken rolle spiller Trump i din verden?

»Da jeg skrev Den underjordiske jernbane, spurgte jeg mig selv, om jeg gik for langt i lynchscenerne, men nej. Den mentalitet, jeg beskriver, er nøjagtig den, jeg så på tv fra hans valgmøder sidste år. Trump er tydeligvis det hvide USA’s talsmand, og hans retorik henvender sig direkte til white supremacy-tilhængerne. Trumps støtter skammer sig ikke over at råbe, at mexicanerne og muslimerne skal sendes hjem, eller at give udtryk for, hvordan homoseksuelle, kvinder og sorte skal behandles. Den samme racistiske vrede, jeg beskriver, findes i nutidens USA, der i høj grad er præget af frygt og fordomme.«

– Hvad vil du sige til din søn, når I skal have den snak om racisme og politivold?

»Jeg vil fortælle ham, hvordan det er at være en ung sort mand i dagens USA. Hvad man må finde sig i, hvis man vil overleve. Men det bliver svært. Jeg er stadig ved tage mod til mig.«

– Jeg aner et strejf af håb til slut i din roman. Er der også det for USA?

»Vi har haft en sort præsident, og der er da sket noget, selv om det går langsomt, så ja, jeg er optimist. Men realiteten er, at USA så langtfra er et perfekt land.«

’Den underjordiske jernbane’ er netop udkommet på Politikens Forlag i Vibeke Hastrup Christensens oversættelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu