Læsetid: 5 min.

For de blå kommer truslen altid udefra. For de røde kommer den indefra

Fra den kommunistiske trussel i 1950’erne til Muhammed- og finanskrisen i 00’erne. Forskellige omvæltende begivenheder former politisk tilhørsforhold. Højrefløjens fjender kommer udefra, mens venstrefløjen fokuserer på indre trusler
Det ikoniske billede af 9-årige Kim Phuc, der flygter efter et napalmangreb, blev et af de stærkeste symboler på det, mange i Vesten betragtede som USA’s brutale og imperalistiske krig i Vietnam. Andre betragtede krigen som nødvendig for at stoppe kommunismen udbredelse i Asien.

Det ikoniske billede af 9-årige Kim Phuc, der flygter efter et napalmangreb, blev et af de stærkeste symboler på det, mange i Vesten betragtede som USA’s brutale og imperalistiske krig i Vietnam. Andre betragtede krigen som nødvendig for at stoppe kommunismen udbredelse i Asien.

Nick Ut / AP

30. juni 2017

Tvillingetårnenes flammer på Manhattans skyline brændte sig ind i bevidstheden hos en generation af unge, der blev født i 1980‘erne.

Fem årtier tidligere var det brændende napalm i Vietnam, der formede en generation politisk.

Hver gang verdenshistorien drejer om et hængsel, sætter det spor hos dem, der overværer det. De historisk formative begivenheder splitter generationer og bliver afgørende for, hvordan man orienterer sig politisk, skriver Malte Frøslee Ibsen, post.doc. ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, i dagens kronik.

Ifølge Malte Frøslee Ibsen, født i 1983, er det terrorangrebet i New York den 11. september 2001, Muhammed-krisen i 2005, invasionen i Irak i 2003 og finanskrisen fem år senere, der har formet og splittet hans generation »over på midten«.

»Der tegner sig især to politiske reaktioner på vores fælles historiske erfaringer,« skriver Malte Frøslee Ibsen: De, der i højere grad blev præget af 11. september og Muhammed-krisen, ser de grundlæggende problemer som eksterne trusler imod den bestående orden. Det liberale demokrati er allerede realiseret, men ytringsfriheden trues af selvcensur i mødet med islamistisk terrorisme.

Mens de, der orienterer sig efter, at Irak-krigen var en illegitim krig og oplevede finanskrisen som kapitalismens tab af uskyld, ser de mest påtrængende problemer som ikkeerkendte, indre trusler.

Delte hoveder

Og den skillelinje kan faktisk genfindes op gennem historien, forklarer professor Claus Bryld, Roskilde Universitet. Blot med andre historiske begivenheder som de formative pejlemærker.

»Malte Frøslee Ibsen har ret i, at det er historiske begivenheder, der danner bevidsthed, og splitter generationer,« siger historikeren.

Som eksempel peger han på, at danskerne dragede vidt forskellige politiske konklusioner af Den Kolde Krig i 1950’erne og 1960’erne. Nogle protesterede mod oprustningen og marcherede imod atomvåben, andre blev stærke NATO-tilhængere. Senere delte Vietnamkrigen en generation mellem dem, der støttede USA, og dem der betragtede stormagten som imperalistisk og aggressiv.

Også militærkuppet i Chile i 1973 tydeliggjorde splittelsen mellem dem, der var kritiske over for USA's rolle i kuppet mod den socialistiske leder, Salvador Allende og dem, der af frygt for, at det sydamerikanske land skulle udvikle sig til et ’nyt Cuba’ støttede den amerikanske støtte til den fascistiske kupmager Augusto Pinochet.

»Og går man endnu længere tilbage, delte Den Spanske Borgerkrig folk. Nogle blev kommunister andre fascister og nazister,« forklarer Claus Bryld.

Ydre og indre fjender

Malte Frøslee Ibsen mener ikke, at den politiske splittelse nødvendigvis følger traditionelle, fordelingspolitiske højre-venstre-skel. Claus Bryld vurderer derimod, at de monumentale begivenheder ofte deler folk efter netop det skisma. De blå ser fjenden som en, der kommer udefra, mens de røde fokuserer på den indre trussel.

Venstrefløjen protesterede imod USA’s imperialisme i 1960’erne og 1970’erne. Men kritiserede også de indre strukturer, først og fremmest kapitalismen, som man betragtede som et verdenssystem.

Herhjemme skulle man kæmpe for en socialistisk revolution, og i den tredje verden for national selvstændighed, hvorefter den første og den tredje verden skulle smelte sammen. Mange af dem, der var imod atomoprustningen, var også antikapitalister. Omvendt var højrefløjens trusselsbillede først og fremmest rettet mod udefrakommende trusler mod det bestående samfund.

»Så det holder meget godt. For de borgerlige var den ydre fjende kommunismen. For datidens venstrefløj var kapitalismen både den indre og den ydre fjende,« siger Claus Bryld, der tilføjer, at der fra midten af 1960’erne etablerede sig en tredje gruppe, den uortodokse venstrefløj, der så det kommunistiske Sovjet som et undertrykkende og diktatorisk samfund, men samtidig var antikapitalister.

Mentalitetshistoriker og forfatter, Henrik Jensen, Roskilde Universitet, peger ligeledes på ungdomsoprøret i 1960‘erne, der på de indre linjer i de vestlige samfund gjorde op med gældende autoriteter, og »hentede en masse sammenhæng gennem at være kritisk over for USA’s krig i Vietnam.«

»Til gengæld vil jeg gerne tilføje, at der findes rigtig mange mennesker på midten, der går på kryds og tværs af de politiske skel. Derfor kan man ikke udelukkende sige, at en generation knækker på midten, selv om der bestemt er noget om det,« siger Henrik Jensen.

Han tilføjer, at højrefløjen og venstrefløjen også indimellem bytter position, som det er tilfældet i spørgsmålet om EU-medlemskabet. Tilbage i 1972 var venstrefløjen overvejende imod EF, mens højrefløjen var for. Det er skiftet noget, og partierne til højre og til dels Socialdemokratiet er på lange stræk blevet mere kritiske over for EU.

Vaner og følelser 

Men hvorfor skiller de historiske begivenheder generationer langs de samme politiske skillelinjer i generationer? Og fortsætter med at gøre det i en tid, hvor mange ellers havde erklæret ideologierne for døde?

»Jeg har også undret mig over, at de ideologiske positioneringer fortsætter ad de samme skillelinjer, mens de historiske begivenheder afløser hinanden. Hvordan kan et højre-venstre-spektrum, der stammer helt tilbage fra Den Franske Revolution, blive ved med at være relevant? Det har formenligt noget at gøre med vanetækning, at man hele tiden skal forestille sig en kridtstreg. Desuden er det meget følelsesmæssigt bestemt. Og jo problematisk den dag i dag, fordi den politiske midte bliver hægtet af, når debatten polariseres,« siger Henrik Jensen, som også peger på, at der er mere identitet i at være radikal end i at være midtersøgende.

»Der har altid været en dominerende stemning af, at enten er du med os, eller også er du imod os. Se bare Hitlers Tyskland. Men det fornemmes måske stærkere i dag, fordi medierne favoriserer de markante holdninger,« siger Henrik Jensen.

Claus Bryld mener, at Den Kolde Krigs fjendebilleder stadig spøger.

»Før var det den kommunistiske trussel. Nu er det truslen fra terrorismen og Islam. Og så bygger man sin politiske bevidsthed op over den. Mens andre i højere grad ser terrorismen som følge af de krige, Vesten har involveret sig i i Mellemøsten,« siger Claus Bryld.

Samtidig er politik altid bygget op omkring udpegning af en eller flere fjender, forklarer Bryld med henvisning til den nazistiske jurist Carl Schmitt.

Men noget er ved at skifte. Fjendebillederne er ved at blive mere diffuse, mener historikeren.

»Det er noget mudret i øjeblikket. Det er klart, at terror er en fjende, men der er jo ikke en, der kan ødelægge de vestlige samfund, selvom nogle prøver at opbygge en politisk bevægelse omkring det billede.«

Derudover har store dele af den europæiske højrefløj svært ved at identificere sig med USA.

»Gennem hele Den Kolde Krig var man enten kritisk over for USA eller kritisk over for hele pakken. Det sidste kan man ikke længere,« siger Claus Bryld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Carstensen
  • Hans Larsen
  • Søren Veje
  • Holger Madsen
  • Poul Anker Sørensen
Jens Carstensen, Hans Larsen, Søren Veje, Holger Madsen og Poul Anker Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den svære dialektik.
Højrefløjens fjender kommer udefra, mens venstrefløjen fokuserer på indre trusler - prøv bare at sælge den snapstese til efterkrigstidens Vietnamgeneration, men tilføj venligst - at for intellektuelle er der trusler begge steder fra …

jan henrik wegener

Påstanden om at det er bestemte markante begivenheder der får folk til at vælge side var så vidt jeg kan se ikke velunderbygget i artiklen. Mange kunne jo i forvejen have "valgt side" og så tolket begivenhederne ind efter det.

Ib Christensen

Hvor er det dog dejligt at høre man ikke er manipuleret og mis/under informeret. Og tiden for at vide det kunne da ikke være bedrer i disse tider, hvor det ene forsøg på hemmeligholdelse og vildledninger kommer op til overfladen.

Søren Jacobsen

Der hvor det så virkelig bliver komisk er, at det netop er blå politiks egen agern i verden, som skaber de udefra kommende trusler. Blå politik er deres egen værste fjende og de kan kun se verden gennem trusler og skræmmekampager.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Henrik Jensen : "»Jeg har også undret mig over, at de ideologiske positioneringer fortsætter ad de samme skillelinjer, mens de historiske begivenheder afløser hinanden. Hvordan kan et højre-venstre-spektrum, der stammer helt tilbage fra Den Franske Revolution, blive ved med at være relevant? Det har formenligt noget at gøre med vanetækning, at man hele tiden skal forestille sig en kridtstreg. "

Ja, eksempelvis skulle klimaproblemerne føre til en tredie positionering.
Og elitens bureaukratiske dominans over den brede befolkning.
Og det tiltagende magtmisbrug i offentlige og halvoffentlige foretagener.
Og systemerne tekniske sammenbrud - SKAT mv.
Og borgernes sundhedstilstand - også børnenes.

Alt det, der påvirker befolkningen i praksis i hverdagen - og ikke en sag for eksperternes studiekredse.

Ingi Ellingsgaard, Jan Weis og Jacob Fenger anbefalede denne kommentar
Jacob Fenger

Jeg finder det bemærkelsesværdigt at vore to Informations-skribenter Mette-Line Thorup og Malte Frøslee Ibsen med med udgangspunkt i Claus Bryld og Henrik Jensen i deres samtidsbeskrivelse ikke kan se dybere end en fortsat ak ja så forenklende dikotomisering - overfladisk, men ikke desto mindre en bindende realitet, som det var værdig en opgave for journalister, politologer, historikere - intellektuelle og politiske ledere, at formulere sig ud af.
Som om der kun var valget mellem Trump eller Hillary, og ikke en Bernie Sanders og Jill Stein, der først skulle kvæles og udelukkes. Og som om der hos Malte Frøslee Ibsen foreligger en entydig realitet i
" Nullerne var et kort og koldt årti, der i praksis begyndte den 11. september 2001, da al-Qaeda fløj to Boeing 767-ere ind i tvillingetårnene på Manhattans sydspids" som man så enten kunne tolke og forholde sig til med Bush - " de hader ubegrundet vores frihed og demokrati " eller modsat " de har virkelig grund til at hade os på grund af uligheden i verden"....men ikke gerne kunne spørge om det virkeligt kunne passe om det var al-Qaeda, der stod bag.

Karsten Aaen, Jens Thaarup Nyberg, Peter Jessen, Flemming Berger og Holger Madsen anbefalede denne kommentar

The World as We Knew It - under afvikling.

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl om, blå, rød eller intellektuel frankofil germanist, e.l., hvorfra de største virkelige trusler kommer i dag, kan anbefales blot at læse introduktionen til Naomi Kleins seneste bog: No is not enough – om superbrandet Donald Trumps ”New Shock Politics” og hans politiske og økonomiske projekt – e.g. -

The deconstruction of the regulatory state
A full-bore attack on the welfare state and social services, rationalized in part through bellicose racial fearmongering and attacks on woman for exercising their rights
The unleashing of a domestic fossil fuel frenzy, which requires the sweeping aside of climate science and gagging of large parts of the government bureaucracy

Men det kender vi jo slet ikke noget til herhjemme eller ude i Roskilde … ;-)

Poul Sørensen

Facisme går ind for kæft trit og retning og selvfølgelig vil de ikke kritisere systemet, det er det facisme handler om. Konservatisme handler om at affinde sig med tingens gang fordi sådan har det altid været og oftest opleves den heskende tilstand, som et udtryk for guds vilje, så selvfølgelig vil de konservative heller ikke kritisere systemet, det vil være en indirekte kritik af gud. Liberalisterne går ind for forandringer i forhold til at tjene penge i et kapitalistisk samfund og på grund af kapitlismens natur om at den stærke narre den svage, så er de heller ikke interesseret at tale om systemets indretning eller at lave om på noget. De ønsker bare mere deregulering.
- Socialdemkratiet siger de gerne vil lave om på tingene, men for at lave om på tingene, så må de først forbedre de riges konkurenceevne og det er ikke særligt samfunds kritisk, men der imod samfundbevarende på alle måder og derfor vil de bare administere og ikke lave omvæltninger..... ja ude på venstrefløjen ønsker man sig et andet samfund og derfor går man selvfølgelig i flæsket på den gældene samfundsorden.... det er da logik for perlehøns....

Poul Sørensen

... enten er man samfunds bevarende eller også er man samfunds forandrende. Dem der skære ned på aftenskoler, bibloteker, pædagoger, lærer, kulturhuse de kalder sig sjovt nok for samfundsbevarende, selvom de ødelægger samfundet med deres grådighed - så er disse "samfundsbevarende" kræfter er nød til at finde en ydre fjende til at bortlede opmærksomheden fra deres samfunds undergravende aktiviteter ellers opdager folk at de skal stemme på venstrefløjen, hvis de vil gøre sig håb om at bevare samfundet...