Boksehjerter, angst og skønhed

Selv om Scorseses sorthvide mesterværk er fra 1980, regnes Raging Bull stadig for at være verdens bedste boksefilm. I åbningssekvensen er billedet af bokseringen gennemskåret af tre toves vandrette silhouetter.

Ringen er et fængsel med præcise regler. Kameraet er låst.

Bag tovene danser skuespilleren Robert De Niro som en af boksehistoriens mest brutale, Jake LaMotta. Han er stadig iført den klassiske boksekåbe, og hætten skjuler ansigtet. Men ikke koncentrationen og bevægelserne.

Alt andet står stille. Publikum. Pressen. Blitzlysene. Robert De Niro danser helt alene. 

Ensomheden går igen i åbningen af den danske instruktør Mikkel Serups film, Den bedste mand om bokseren Jørgen ’Gamle’ Hansen.

Fra et 100 meter højt droneskud ser vi ham løbe hen over en kirkegård.

Ensomhed, orden, regler og ultimativt døden.

Uden disse dogmeprincipper ville boksningens æstetik tage sig anderledes ud, hvis det overhovedet ville være meningsfyldt at tale om den.

Mikkel Serup henviser til en anden amerikansk bokseklassikker, Waterfront, hvor Marlon Brando spiller en pensioneret bokser.

Ensomheden

»Her taler han om, at boksningen viser det mennskelige grundvilkår. Du er alene i ringen. Der er ingen, der kan tage slagene for dig«.

Serup ser tydeligt parallellen.

»Ensomheden er dragende. Og for os, der står uden for ringen, bliver det tydeligt, at bokserne indenfor stiller deres drømme, håb og frygt til rådighed for os. Jeg ved godt, det lyder patosfyldt. Men det er det, boksningen virkelig kan.«

Boksefilm handler i det helt taget om meget andet end boksning.

»Ja, for fanden. Det er jo gennem dramaet, at vi lader publikum op med følelser, inden slaget skal slås.«

Meget tidligt konfronteres publikum med Hansens angst for at gå i ringen. Alle har den. Men Hansen var udstyret med mere end de fleste. Langt mere. Måske fordi hans far nærmest rituelt gennembankede ham.

Den ugandiske mesterbokser Ayub Kalule, der trænede sammen med Hansen og i en periode også boede hos familien Hansen, kunne med det samme se, at Jørgen Hansen var særlig udsat, og sagde på et tidspunkt til ham, at netop den mængde dæmoner, Hansen måtte konfrontere, inden han tog sig sammen og kravlede op på skafottet, gjorde ham til »den modigste mand, han havde mødt«.

Skønheden

Norman Mailer har skrevet om det legendariske opgør mellem George Foreman og Muhammad Ali, der fandt sted i Kinshasa i 1976. Foreman var yngre og stærkere end Ali, som på det tidspunkt havde måttet undvære sin titel i 2000 nætter. Ingen sværvægter på planeten slog hårdere og hurtigere end Foreman. Men som Mailer skriver:

»Han (Foremann) var uvant med at møde en mand i ringen, der ikke var bange for ham. Heraf opstod skønheden.«

Den danske mesterbokser, Hans Henrik Palm er god ven af Hansen. De har trænet sammen, og de har mødt hinanden i ringen. To gange om et EM-bælte.

»Jørgen havde stor angst for at gå i ringen. Og han var også tit en forsigtig bokser, der kunne finde på at sætte sig ned, hvis han følte, han var i for store vanskeligheder. Men har var som type som dag og nat. Han havde det som kendetegner en knockoutbokser. Han kunne så på et splitsekund mærke, hvis han havde ramt. I det øjeblik forsvandt angsten, og han var over sin modstander. Der var han en fantastisk afslutter,« fortæller Palm.

Han beskriver Hansen som en lidt stiv type med masser af kraft. Det var ikke kun hans frygtede højrehånd. Det var i høj grad også han venstre, der banede vejen.

»Ja, det var knoglekraft. Men så havde han det held, at han var født til at veje lige under 67 kilo. (weltervægt er op til 67,7 kilo, red.). Han behøvede aldrig at justere sin vægt, og det betød at hele hans muskelstyrke var intakt til hver kamp. Selv om han ikke var den store teknikker, så havde han sine våben og forstod at bruge dem. Du så ham sjældent levere en uppercut eller gå dybt.«

Men det er klart at bevægelserne og teknikken også spiller en stor rolle. Ikke mindst for æstetikken. I filmen om Hansen, spiller Ayub Kalule en central rolle. Palm har trænet utallige gange med Kalule og husker tydeligt, hvor svær han var.

»Jeg har fået mange øretæver af ham til træning. Du vidste aldrig, hvor slagene kom fra. Hvis jeg bare havde ramt ham rent en enkelt gang, følte jeg virkelig, at jeg havde fået meget ud af det.«

Begrænsningen

I følge Palm ligger en stor del af boksningens skønhed i, at du hele tiden er oppe mod dine egne begrænsninger. Palms store forbillede var som de fleste boksere, Ali.

»Jeg boksede ikke på samme måde; men jeg bevægede mig meget og fik ros for mit benarbejde og kom da også væk fra de fleste slag. Jeg var typisk teknikker og kunne mange slag. Jeg havde også forståelse for dem.«

Men Palm forklarer, hvordan det også kan blive en begrænsing.

»Nogen gange bliver det for meget af det gode. Man har en tendens til at forsøge for meget. Det sloges jeg med. Dels er jeg en langsom starter; men jeg har også svært ved at holde fast. Jeg havde en rastløshed i mig. Det har jeg stadig. Jeg kommer hurtigt til at kede mig. Sådan var det i boksningen, og sådan har det også været uden for ringen. Jeg har hele tiden villet noget andet,« konstaterer Palm, der efter tiden som professionel bokser har været igennem spektakulære op- og nedture i forretningsverdenen.

Han husker en kamp i Randers, hvor han skulle bokse efter titelkampen. Det kan i sig selv være en udfordring. Publikum har fået det, de kom efter. Og de, der ikke er ved at forlade arenaen, styrer direkte mod fadølsanlæggene.

»Han var en lang højrefodsbokser. Jeg bliver ramt hårdt i første omgang. Gongongen lyder. Og jeg kan se folk gå mod baren. Så er der virkelig lang vej. Kampen blev et regulært slagsmål i hver eneste omgang. Jeg vandt kampen. Men der bliver man træt af at være bokser. Det var der ikke meget skønhed i.«

Det er heller ikke altid de reneste følelser, der hjemsøger bokseren inden en kamp.

Tilgivelsen

Gordon Marino har skrevet om boksning for blandt andet The Wall Street Journal og The New York Times. Han har selv bokset, og han har en lang karriere bag sig som boksetræner. Marino underviser dertil i filosofi.

»Mange sidder og ser på de største og mest voldsomme knockouts og finder skønheden i det. Det er ikke det smukkeste. Det er engagementet. Det er modet og energien. Da Joe Frazier møder Muhammad Ali, bløder han til sidst fra begge øjne. Han ønsker alligevel at fortsætte. Det er spirit. Og det er smukt.«

Han husker en samtale med Joe Frazier inden kampen med Ali.

»Han fortalte, at han havde været nødt til at bede Gud om tilgivelse. Ikke for de mange og hårde slag han havde tænkt sig at ramme Ali med. Nej, han bad om tilgivelse for, at han helt ind i hjertet havde ønsket at slå manden ihjel.«

Omvendt var det med kampen mellem Foreman og Ali. Til sidst har Ali Foreman i gulvet.

»Jeg spurgte senere Ali, om ikke det havde været naturligt at følge op med en højrehånd for at være helt sikker på, at kampen var slut. Ali svarede, at han vidste, at Foreman var færdig, og at han ikke ønskede at skade ham.«

Men skønheden antager forskelige former. Ligesom i malerier. Mike Tysons eksplosive energi og råstyrke er noget andet end Alis elegance.

»Som bokseskribent har jeg erfaret, at redaktører altid er ude efter journalistik, der kan bringe cross-over-fans ind. Det vil sige folk, der ikke ved noget særligt om boksning. Og der er typer som Tyson perfekte.«

Det samme kan man sige om en LaMotta, der skildres som et brutalt dumt svin såvel inden for som uden for ringen. Marino kender udemærket den virkelige LaMotta. Da LaMotta skulle lære De Niro at bokse, afløste Marino ham som udsmider på The Forty Niner. En newyorkerbar domineret af folk fra mafiaen.

»De var lykkelige for at slippe for LaMotta bare for en kort stund, fordi han bankede hovedet op i røven på enhver, der kom gennem den dør …«

Moralen

Men som Marino skriver i en artikel i The New York Times: »Villigheden til at håndtere fysisk fare er ikke nok til at garantere menneskelig karrakter. Ikke desto mindre tror jeg, den kan bidrage med stor styrke til at udvikle moralske dyder.«

Han uddyber til Information:

»For at være et godt menneske er du nødt til at tage imod slag. Du er nødt til at kunne håndtere frygt. Boksning kan hjælpe dig med at nå derhen. For at være et godt menneske, er du ganske enkelt nødt til at kunne tolerere frygt.«

For at illustrere vildskaben – de kræfter, bokserne må op imod – benyttede Scorsese sig i Raging Bull af en helt ny teknik. Normalt ville et slag måske blot lyde som en melon, der bliver smadret med et baseballbat.

Mikkel Serup forudser imidlertid, at filmen aldrig bliver den samme, efter man har hørt om hemmeligheden bag lydsiden. Der er lagt hestevrinsk, løvebrøl, og grise, der hviner, ind i lydsporet. Pludselig forstår man den vildskab, som akkompagnerer det sprøjtende blod, der mærkværdigvis virker tungere og mere sugende i sort-hvid.

»Vi gjorde noget andet i Den bedste mand. Min tonemester har brugt mikrofoner både i og på boksernes kroppe. Ikke almindelige mikrofoner, der opfanger lydbølger. Men noget, der hedder hydrofoner, som de kan have i munden, og så kontaktmikrofoner, der sættes på brystet.«

På den måde kommer lydene, der er omformet bevægelsesenergi, derinde fra kroppen, der hvor de dybe slag når ind, hvorfra de bliver kastet ud i biografmørket. Dramaturgisk skrues der i løbet af filmen op for den del af lydsiden, og det kulminerer i filmens sidste afgørende kamp, hvor også kameraet er rykket op i ringen. Helt tæt på modstanderen. Helt tæt på angsten og forløsningen.