Læsetid: 8 min.

Bono skal have 70.000 mennesker på et stadion. Die Herren har nok i Bakken

Der er ting, som kun U2 kan. Og så er der ting, som kun kopibandet Die Herren kan. Og de ting skal ikke blandes sammen, når Danmarks efter sigende eneste fuldtidscoverband spiller irernes musik. Information var med på forreste række og bag scenetæppet, da Die Herren spillede på Dyrehavsbakken
Die Herren på Bakken i nærkontakt med deres fans. Det er sådan, det danske coverband – og fansene – kan lide det.

Die Herren på Bakken i nærkontakt med deres fans. Det er sådan, det danske coverband – og fansene – kan lide det.

Sille Veilmark

27. juni 2017

Der er ikke meget rockstar over Die Herrens rider – listen med drikkevarer og snacks, som bands vil have serveret backstage. Die Herren vil have danskvand, normalt vand, agurkestænger, gulerodsstænger og et par øl til bassisten. Fadet med grøntsager og to kander kaffe står placeret på en rød velourdug lige bag scenetæppet.

»Jeg har aldrig forstået det der med at drikke, før man skal arbejde,« siger forsangeren i Die Herren, Morten Marcher, med munden fuld af tygget grøntsag.

Der er to timer til, koncerten begynder. Bandmedlemmerne, der netop er ankommet til scenen på Bakken i en Mercedes Sprinter-varevogn, kan sætte instrumenterne og højtalerne op til synet af candyflossspisende gæster, der trisser forbi Friluftscenen.

Udsigten fra scenen er god. Foran en horisont af Dyrehavens trækroner kan Morten, Esben, Claes og Ulrik følge med i forlystelsen Morskabsjunglen og lidt til venstre derfra hopper en flok flyvende metalkænguruer rundt i baggrunden. Om lidt vil der stå omkring 200 mennesker foran scenen og skråle med på Bonos evighedshits.

Die Herren er inviteret til at spille til Bakkens ugentlige sommerarrangement ’Cover-tirsdag’, hvor kopibands spiller i den gamle forlystelsespark. Die Herren spiller U2’s musik, det har de gjort siden 1991, og de er efter sigende det eneste coverband i Danmark, der kan leve udelukkende af at spille andres musik.

Med en årlig omsætning på over halvanden mio. kr. og over 2.600 koncerter siden begyndelsen af 1990’erne har de etableret sig som et navn, mange forbinder med noget andet end U2. Og i modsætning til andre coverbands, der forsøger at efterligne originalerne helt ned til skjorteknapperne, er afstanden til moderbandet helt bevidst.

»Jeg kan ikke se, hvad fanden jeg skal være Bono for,« siger Morten Marcher.

»Kan du ikke se, hvor patetisk det ville være? Det kan godt være, at nogen kan det, men for mig ville det være ynkeligt. Så pinligt. At skulle stå der på Bakken og være Bono.«

Die Herren fortæller aldrig historier om U2 på scenen. De har også valgt et navn, der ikke har noget med bandet at gøre, og de fortæller heller aldrig publikum, hvilke sange de spiller. Alt sammen for at distancere sig fra originalbandet. For Morten Marcher har ikke lyst til at være Bono. Han vil være sig selv.

»Hallo! Bono skal spille for 70.000 mennesker på et kæmpestadion. Det er, hvad han skal have. Morten Marcher – han skal bare have Bakkens scene og de folk, der har lyst til at komme og høre det. Og så skal han nok spille U2’s musik for jer.«

Kvindelige fans

På trods af at Die Herrens rider ikke ligefrem skriger stjernenykker, farvesorterede M&Ms og massiv druk til koncerterne, så er bandet iklædt læder på scenen, trommesættet er hævet over resten af bandmedlemmerne, og trommeslageren står op under koncerten. Et element af vildskab og kreativitet, forklarer han.

Die Herren har gennem årene fået en del loyale fans, der dukker op til mange koncerter hvert år og er venner med bandmedlemmerne på Facebook, fortæller de.

Sille Veilmark
»I er det bedste publikum, vi nogensinde har spillet for,« råber Morten Marcher ud over Dyrehaven.

Han har et skælmsk gadedrengesmil, og publikum griner. De ved godt, at han charmer dem. Og de kan lide det. For nyligt faldt han ned af scenen og bøjede to ribben under et af sine vilde sceneridt.

Men det forhindrer ikke Marcher i at flyve rundt på scenen og vrikke med sine Elvis-hofter i læderbuksen. Han lever for publikum, det er derfor, de er kommet, og det er derfor, der står otte kvinder på forreste række med fadøl i hånden og vugger til musikken.

En af dem er Karina. Under et nummer går hun, nærmest i trance, endnu tættere på scenen, kigger op mod forsangeren og rækker sin pegefinger op i luften. Morten ser hende. Han ved, hvad hun vil.

Det er nærmest indøvet, og han rækker sin pegefinger ned mod hende, så fans og forsangers fingerspidser mødes som Guds og Adams i Michelangelos Sixtinske Kapel. Karina lukker øjnene og svajer med musikken, inden hun igen glider fra ham og hans finger – og tilbage i fanformationen med de andre kvinder.

Karina er vel nok Die Herrens mest engagerede fan. Koncerten på Bakken er hendes 98. koncert med bandet i løbet af de seks år, hun har fulgt dem. Hun og fire veninder har lært hinanden at kende ved at stå på forreste række til koncerterne. Og så er hun venner med Die Herren på Facebook.

»Det er jo ikke Parken, de fylder. Men vi er intime sammen, de giver os opmærksomhed og vil gerne have, at vi rører ved dem. Det er anerkendelse. Og det kan U2 jo ikke gøre. Og så brager Morten ud over scenen. Der er en kæmpe tilknytning,« siger Karina.

Den fysiske kontakt, nærværet, mellem band og fan er netop, hvad Die Herren spiller på.

»Der er ting, som U2 kan, som vi ikke kan. Og så er der ting, som Die Herren kan, som U2 ikke kan,« siger Morten Marcher.

Det er vel nærmest hans motto, og det bliver virkeliggjort, da bandet spiller op til klassikeren »With or Without You«.

Han hopper ned fra scenen, placerer sig midt i tilskuermængden og omfavner publikummerne en efter en, mens han synger: »I can’t live with or without you«.

Han løber ud i periferien af mængden, forbi en mountainbikerytter, der med mudder på benene står og betragter sceneriet udfolde sig.

Morten ender på scenen igen, og det er tid til Die Herrens hofnummer. Publikum skal på scenen, dét er, hvad de kan, som U2 ikke kan, og Morten fortæller publikum, at »de er et band, man må røre ved«.

Endnu en klassiker bliver præsenteret, »One«, og publikum strømmer på scenen. Også Karina og veninderne. Nogle sætter sig med Morten på scenekanten og skuer ud over publikum og Morskabsjunglen, mens andre stiller sig op på trommeslagerens podie.

De lægger en arm på skulderen af deres respektive bandmedlem. En kvinde har købt otte ølflasker, to til hvert bandmedlem, og en håndfuld små skarpe, som hun får bragt op til scenen. Morten Marcher er i fuld gang med at synge under gestussen, så han strækker sin fod ud som en tak.

Kvinden bag leverancen griber foden og krammer den med hænderne.

Sexsymboler?

– Karina, bliver din mand nogensinde jaloux på Die Herren?

»Nej. Han siger så pænt: Karina, nogle har deres fodboldhold, du har Die Herren. Det synes jeg er en fin holdning at have til det.«

En af Karinas trofaste Die Herren-veninder er Rikke. Hun hørte Die Herren for første gang i en bowlinghal tæt ved sit hjem i Tårnby for år tilbage, og siden har hun været fortabt i bandet. Også hun har taget imod Morten Marchers invitationer til fysisk kontakt.

– Hvorfor skal I røre dem?

»Det beder de jo om,« siger hun med tyk amagerdialekt.

– Og I gør det?

»Ja, selvfølgelig. Det er jo nogle dejlige mænd.«

Selv om man er forsanger i et band, skal instrumenterne og udstyret bæres ind på scenen og sættes op. Det klarer man selv i Die Herren modsat stjernerne i U2.

Sille Veilmark

– Hvorfor rører I dem?

»Det er jo for fanden en del af den intimitet, som er fed. Hvor mange bands er du ude at høre, hvor du er så tæt på? Det er jo fantastisk.«

– Er de sexsymboler?

»Nej, det er ikke det, det handler om. Det er hygge, det er familie, jeg er venner med dem på Facebook. De kommenterer min datters billeder,« siger Rikke, inden hun afbrydes af Karina, som også blankt afviser, at U2-kopisterne er sexsymboler.

»Jeg ved ikke, hvad det er, de kan. Men de får os med,« siger Rikke.

Drømme

Die Herren besluttede sig allerede tidligt i 1990’erne for, at de ikke ville være et af den slags coverbands, der forsøgte at ligne det band, de kopierede til punkt og prikke. Og det sætter tilskuerne pris på: Die Herren er blevet for gamle til at klæde sig ud, og faktisk er deres musik federe end U2’s, fordi den er mere ufiltreret.

Selv om Morten Marcher har taget navnet ’Mono’ til sig, så siger forsangeren, at han ikke ville kunne se sig selv i øjnene, hvis han skulle klæde sig ud som Bono. De omtaler også sig selv som et plagiat-band, for at holde en ironisk distance til konceptet.

Men er det en genvej til succes at spille andre musikeres musik? Skal man knokle lige så hårdt, når man ikke skal skrive sine egne sange og guitarsoloer?

»En overgang var det en genvej. Det havde været en helt anden vej, hvis vi skulle lave musikken selv. Men vi har fandme lavet demoer og ringet og lavet aftaler om at spille for ingenting og bygget det op over to år. I virkeligheden har der været meget af det samme benarbejde, som hvis vi var et originalband,« siger guitaristen, Esben Søgaard Nielsen.

Han går blandt kendere af bandet under navnet ’Haeggen’. Frit efter U2’s guitarist Edge.

»Men da det her begyndte, så var der en overgang, hvor vi skulle til at lave vores egne sange. Og det duede sgu bare ikke. For man kan ikke to ting på en gang. Så skal man lave noget andet. Det kom bare i vejen, og det her var så fedt, at vi bare ville fortsætte. Det er ikke, fordi jeg savner det,« siger han om at lave sine egne melodier.

»Vi skal bare underholde, og det er den her musik fantastisk til. Der er gang i den, det er lige på og hårdt, men der er også meget åndelighed og nærvær. Det har vist sig at være brugbart, gangbart i mange sammenhænge og til et meget bredt publikum.«

– Betragter I jer som en hyldest til U2?

»Det er ikke det, vi arbejder som. Det er bare virkelig god musik, og vi kan komme ud og spille. Og det er tæskefedt at komme ud og spille,« siger Morten Marcher.

Bandet har spillet over 2.600 koncerter siden begyndelsen af 1990'erne. Fra venstre er det guitarist Esben Søgaard Nielsen, trommeslager Ulrik Steen Hyld Nilsson og forsanger Morten Marcher.

Sille Veilmark
Men ikke alt er læderbukser og jublende publikum for Die Herren. Det er bandmedlemmernes fuldtidsjob og eneste indkomst, og derfor bliver bandet kørt som en virksomhed, hvor musikken faktisk er en forsvindende lille del af hverdagens arbejde.

»Når man kigger på en hvilken som helst virksomhed, så er produktet langtfra vigtigst. Produktet er også vigtigt, men det er alt det andet også: Kommer produktet til tiden, er der ordentligt service bagefter, bliver der fulgt op på det efter levering? Sådan er det også som musiker,« siger Morten Marcher i garderoben efter koncerten.

Mens kvinderne nyder deres frirum væk fra arbejde og forpligtelser i selskab med Die Herren, så slæber bandmedlemmerne selv det tunge udstyr fra scenen ned i deres varevogn. Bagsiden af livet som coverrockstjerne. En side, som kvinderne ikke ser.

Serie

Højsæson for coverbands

Sommeren er med sine byfester og musikfestivaler højsæson for coverbands.

Bookingbureauet beretter om en stigende interesse for orkestre, der spiller andre kunstneres musik, og Information er taget ud i landet for at følge og forstå tre vidt forskellige kopibands.

I denne serie kommer vi  til Dyrehavsbakken, hvor Die Herren spiller U2’s musik – på deres helt egen måde, til Rønne, hvor Danmarks John hylder John Mogensen, og vi kommer til Skive Festival, hvor High Voltage efterligner AC/DC.

Seneste artikler

  • De er ikke de bedste musikanter, men de er de bedste til at være AC/DC

    8. juli 2017
    Du skal ikke tage til koncert med High Voltage, fordi de er ekstraordinære musikanter. Men fordi de skyder røg ud af kanoner, fordi guitaristen stripper, og forsangeren løber rundt blandt publikum. Det er i hvert fald derfor, de selv mener, at de er Danmarks bedste efterligning af AC/DC
  • Selv når Brian ikke synger, minder han om John Mogensen

    3. juli 2017
    Det kan være svært at se forskel på halassistenten Brian Arnold og den folkelige legende John Mogensen, og det har drevet Brian Arnold til at starte kopibandet Danmarks John. Brian er nærmest blevet en reinkarnation af John, og ligesom John havde sine nedture, er det ikke altid, Brian slår til. Information tog med Danmarks John på tour i Rønne
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Biblioteket Roskilde Handelsskole
  • Niels Duus Nielsen
Biblioteket Roskilde Handelsskole og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu