Læsetid: 5 min.

Der var engang, hvor litteraturen blandede sig i velfærdsdebatten

I halvtredserne og tresserne var kunsten og litteraturen politikernes samtalepartnere i diskussionen af velfærdens mål og mening. Men det var ikke kun tressermodernismen, med forfattere som Villy Sørensen og Klaus Rifbjerg i spidsen, der var velfærdsstatens primære kunstform. Engagementet mellem kunst og politik fandtes også i musik og film og var langt bredere, end vi hidtil har forestillet os. Lasse Horne Kjældgaard skriver litteraturhistorie med sin doktorafhandling, der blev forsvaret tirsdag
Forfatter Klaus Rifbjerg var en af de kunstnere, der i halvtredserne og tresserne også var en vigtig stemme i den offentlige debat , når det kom til spørgsmålet: hvorfor velfærd?

Forfatter Klaus Rifbjerg var en af de kunstnere, der i halvtredserne og tresserne også var en vigtig stemme i den offentlige debat , når det kom til spørgsmålet: hvorfor velfærd?

Erik Petersen

29. juni 2017

I tirsdags forsvarede Lasse Horne Kjældgaard, professor i dansk litteratur på Roskilde Universitetscenter, sin doktorafhandling Meningen med velfærdsstaten. Velfærdsdebat og dansk litteratur 1950-1980.

Afhandlingen er kronen på værket for ti års forskningsindsats. Det er også den første virkeligt store akademiske bedrift i det, der har været en vigtig strømning i udforskningen af moderne dansk litteratur siden årtusindskiftet: spørgsmålet om de måder dansk litteratur og velfærdsstaten har påvirket hinanden.

Så det kan ikke undre, at et talstærkt, grånende publikum var mødt op til det, der mest blev en gemytlig festdag. De let slidte, støvblå vægge i det store auditorium matchede doktorandens jakkesæt. Ud af de store panoramavinduer kunne man se rolige køer og velordnede, grønne marker.

Vi befandt os på kanten af RUC, der hvor universitetet glider over i landlige omgivelser. Sommeren var virkelig kommet til Danmark.

De helt unge forfattere fokuserer på sociale og hverdagslige relationer, de deler de lidt ældres skeptiske fremstilling af velfærdsstaten, men ser samtidig helt nye muligheder i litteraturens autoritet. Deres skepsis får en ny form og insisterer på et liv hinsides de officielt sanktionerede forestillinger om det gode liv
Læs også

Ærindet med afhandlingen, forklarede Horne Kjældgaard i sin indledende præsentation, var at undersøge den periode i dansk ide- og litteraturhistorie, hvor kunsten og litteraturen var politikernes samtalepartnere i diskussionen af velfærdens mål og mening.

Op gennem halvtresserne og tresserne foregik der nemlig en intens diskussion ikke bare om velfærdens konkrete udformning, men især dens egentlige mål.

Det nemmeste grin

Var der en konsensus i perioden, så var det ifølge Horne Kjældgaard, at velfærdsstaten ikke var et mål i sig selv, men snarere et middel. Et middel til hvad? Måske til at gøre det gode liv muligt for alle, måske til at lade folk udvikle en fri personlighed, måske til at udforme et udvidet demokrati.

Præcis hvad det gode liv bestod i, var der nemlig ikke enighed om, ligesom der ikke var enighed om, hvorvidt velfærdsstaten ikke i virkeligheden spændte ben for sit eget mål, og for eksempel blev befolkningens formynder snarere end fødselshjælper for deres frie, lykkelige liv.

Der var, som Horne Kjældgaard sagde, reelt et »refleksionsunderskud« i forhold til velfærdsstaten. Den opstod ikke ud fra en bagvedliggende masterplan eller ideologi, men snarere stykvist og gradvist.

Her blev forfattere og kunstnere – Elsa Gress, Klaus Rifbjerg, Villy Sørensen, Anders Bodelsen, Henrik Stangerup – vigtige stemmer i den offentlige debat om spørgsmålet: hvorfor velfærd? – ligesom deres værker igen og igen kredsede om velfærdens muligheder og dilemmaer.

De var også, på en måde der i dag virker nærmest eksotisk, i direkte samtale med periodens politikere, jævnfør Viggo Kampmanns berømte udtalelse i herværende avis i juni 1960: Politikerne havde brug for vejledning, kunstnerne havde værsgo at træde til. Det gjorde de så, på alle niveauer. I et pragtfuldt citat fra 1964, som Horne Kjældgaard havde fundet i arkivets gemmer, erklærede Viggo Claussen, anmelder ved denne avis, simpelthen, at »ved siden af et ord som røv er velfærdsstat vel det, der giver det nemmeste grin i vore revyteatre.«

Diskussionen af velfærdsstaten omfattede film og musik og litteratur, og udspillede sig i folkelige genrer såvel som i højkulturelle tidsskrifter. Litteraturhistorisk er det en af nyhederne i Lasse Horne Kjældgaards afhandling.

Han bryder med en forestilling om, at den danske tressermodernisme med Villy Sørensen i spidsen var velfærdsstatens primære kunstform. Engagementet mellem kunst og politik var langt bredere, erklærede han.

Kønsdeficit

Et doktorforsvar er en rituel handling, og efter sin egen præsentation skal doktoranden grilles, både af de officielle opponenter fra bedømmelsesudvalget og af indlæg ex auditorio, dvs. fra eventuelle tilhørere. Det blev der nu ikke meget af i tirsdags. Alle syntes enige om, at afhandlingen er fremragende, klart skrevet, nybrydende, en gentolkning af en periode i dansk litteratur, som ellers er blevet udforsket på kryds og tværs de sidste mange år.

Og så blev der alligevel kradset i overfladen. Tenderede afhandlingen ikke til at betragte litterære værker, som om de bare var indlæg i en politisk debat, spurgte professor Nils Gunder Hansen. Måske skulle Horne Kjældgaard have indarbejdet en refleksion om forskellen mellem kunst og politik.

Og kunne han ikke med fordel have gjort mere ud af periodens store skræmmebillede, nemlig angsten for popkultur, spurgte professor Søren Schou. Dengang mente mange, at popkultur ødelagde demokratiet, at det var en form for forførelse til konformitet, forklarede han. For mange fyldte den angst – angsten for amerikanisering, angsten for det kommercielle – lige så meget som velfærdsstaten og dens farer.

Der er god grund til stadig at elske Rifbjerg for hans mange fantastiske værker – og grund til at rase over hans alt for store magt.
Læs også

Men Lasse Horne Kjældgaard havde hver gang et smil og et svar parat, parerede kritik og uddybede til alles tilfredshed. Kun en gang gibbede det virkelig i ham, nemlig da bedømmelsesudvalgets sidste medlem, den tyske skandinavist Annegret Heitmann, mildt og bestemt spurgte til afhandlingens kønsdeficit.

Hvor var alle de kvindelige forfattere blevet af? Hvorfor inddrog den ikke Dorrit Willumsen eller Kirsten Thorup, hvis tidlige værker sagtens kan læses i lyset af velfærdsstatens historie? Så kunne man have diskuteret forholdet mellem kvindefrigørelse og velfærdsstat, og også løfte tressernes og halvfjerdsernes kvindelige forfattere ud af den ghetto, der hedder kvindelitteratur.

Mente Heitmann. Hvortil doktoranden mumlede noget om metodiske begrænsninger, men mest bare lagde sig fladt ned.

Velfærdsnostalgi

Selv sad jeg tilbage med en fornemmelse af et projekt, der havde en form for velfærdsnostalgi som sin grundtone. En af Lasse Horne Kjældgaards – givetvis rigtige – pointer var, at diskussionen om velfærdens mål i det store hele ophører omkring 1980. Fra da af erstattes den af en diskussion af, hvordan vi kan få råd til al den velfærd.

Fra da af opfattes velfærdsstaten som et mål i sig selv, ikke som et middel til andre mål. Så indsnævres den offentlige debat, og kunstnerne får en anden rolle i den – måske også en reduceret rolle i den.

I dag søger ingen politikere råd hos forfatterne, når de skal tænke over tidens store udfordringer. Det gjorde man, det viser Lasse Horne Kjældgaard, faktisk for tres år siden.

Det blev aldrig sagt, ikke så tydeligt, men det var som om der var en længsel tilbage til sådan et forhold mellem kunsten og magten. For mig føles den længsel nostalgisk, og måske også blind for alle de farer, der ligger i en så tæt alliance mellem kunstnere og politikere.

Litterært set førte det i al fald ikke til en guldalder, ikke på nogen entydig måde, ikke på samme måde som man ser det i Det moderne gennembruds litteratur knap hundrede år før.

Men alt det nuanceres og uddybes sikkert i selve afhandlingen. Efter sigende udkommer den snart som bog – i en revideret og forkortet form. I mellemtiden var forsvaret en glædelig dag for dansk litteratur og dansk humanistisk forskning. Den slags skal man huske at samle på.

'Meningen med velfærdsstaten. Velfærdsdebat og dansk litteratur 1950-1980'. Doktorafhandling af Lasse Horne Kjældgaard, professor i dansk litteratur ved Roskilde Universitet.  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Olaf Tehrani
  • Arne Lund
  • Ejvind Larsen
  • Hans Aagaard
Steffen Gliese, Olaf Tehrani, Arne Lund, Ejvind Larsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Et kolosalt emne, som straks ved læsning af de indledende strofer i nærværende artikel giver anledning til massevis af indvendinger.
Kunstnerne var overvejende modstandere af den kultur, velfærden førte med sig. Så er det sagt.
Og der mangler vist vigtige folk som PH, Hans Kirk, Scherfig og Bjørnvig.
Velfærdspolitikken blev først og fremmest drevet frem af S. De kunne ikke lide de nævnte kunstnere. Derefter af VKR, de kunne slet ikke lide dem. De pågældendes børn, såsom Brian Mikkelsen, troede de fandtes endnu, og fortsatte med at hade de kulturradikale.
I velfærdens anden perode i 00-erne kaldte politikerne det for minimalstaten, og pengene til middelklassen kom fra huslån. Nu glemte kunsten alt andet end egen navle, som der blev pillet grundigt rundt i. 'Se mig, se mig' var en bogtitel, alt mens forfatteren forhandlede med banken og er nyt friværdi lån, og forsatte undersøgelsen af sine seksuelle fornemmelser.

Man glemte simpelthen, hvor velfærden kom fra, den var der bare.

I dag er uligheden stigende, det er kommet snigende. Ingen ved rigtigt hvorfor. Men velfærden ophører så småt for de dårligst stillede. det var jo ikke meningen, sådan blev det bare.
Man aner, at kunsten er begyndt at tage den diskussion op - igen.
Gud ske lov. For vi må jo have et samfund, vi kan være bekendt.

Og så har vi ikke engang snakket om velfærdens indflydelse på flyrejser, co2-udslip, Grænser for Vækst osv.

Kampmann sagde nu lidt mere end "Politikerne havde brug for vejledning, kunstnerne havde værsgo at træde til". Nemlig, at "hvis ikke kunstnerne blandede sig, så måtte de være klar over, at regeret, det blev det nu alligevel". Og de fik en del af dem til at blande sig - heldigvis.

Jeg overværede i midten af 60'erne møder på min gl. højskole, hvor ledende ministre fra Krag-regeringen (økonomer, sørme så!) diskuterede ivrigt med kunstnere og andet godtfolk. Noget sådant er vist utænkeligt i dag - bortset fra når Bertel Haarder blander sig. Men ellers….
Er der Christiansborg-politikere, der skriver - så bliver det mest partisekretariaternes pamfletter a la Kaare Dybvads og Tesfayes "bøger".

Står det så bedre til med folk fra det næste magtlag? Tjah...? I embeds medfør læste jeg indtil for et par år siden fagblade og lign. -hyppigt med protrætter af chefer og ledere i det offentlige. Bl.a. blev der også beskrevet, hvad de pågældende tog sig til i fritiden. Det var/er ret foruroligende: golf, marathon og jogging og lign. Blev bøger endelig nævnt, da var der næsten altid svenske krimier og anden trash. Nå, men måske har de pågældende bare lært at dæmpe sig ned, og har forstået, at sådan som tiden er (dum), så skal man ikke sidde og blære sig med, at man læser fx klassikere, eller kinesisk poesi, eller essays. Sligt fremmer ikke karrieren? Her gælder det om, at ligne de andre Rip-Rap-Rup'per.

Til sammenligning: Læs Macrons "revolution", hvor han i ét af bogens første kapitler, fortæller hvor meget filosofi, litteratur og teater har betydet for hans udvikling, og (min tilføjelse) hans evne til at tænke abstrakt, langsigtet og sammenhængende. (Nej, jeg er ikke enig med ham i ret meget, men manden kan tænke). Nævn mig blot én dansk politiker, der bevæger sig i et lign. univers.

Tiden i 60'erne var en helt anden. Der var i Soc.dem, hos de radikale og i SF en helt anden lydhørhed mht. kunst og kultur, end vi finder i dag, hvor man nærmest skal lede med lup for at finde noget der ligner.
Det er derfor ikke korrekt, når Michael Kongstad skriver, at Soc.dem ikke kunne lide kunstnere, og ikke interesserede sig for det. Det var en Bomholt, der var med til at oprette Kulturministeriet, og blev dets første minister. Der var folk som Kampmann og Krag, og lidt senere Niels Mathisen, Hans Sølvhøj, Anker Jørgensen ikke at forglemme, Auken, Nyrup m.m.fl., der i høj grad beskæftigede sig med kunst, og/eller anerkendte dens betydning for samfundsudviklingen. Og der var borgerlige kulturpolitikere som fx K. Helveg Pedersen (den unge Helveg), som også drev på. Takket være disse og flere til, og den konsolidering "den statsstøttede" kunst, så havde Rindalisterne, og senere Glistrup og Dansk Flæsk kun begrænset held med sig, da de begyndte at angribe nutidskunsten, og forlangte stokroser, Morten Kolort og Matador ad nauseam.
Men i 00'erne holdt det sig ikke længere, da kom Rindal til højbords, da Fogh gik til angreb på smagsdommerne. En udløber heraf var Lars Uløkkes kommunaldeform, der lukkede flere hundrede biblioteker, -filialer og bogbusser. Se hvordan Venstre-regeringer skærer i støtten til museerne. For slet ikke, at tale om et ikke ubetydeligt antal udøvende kunstnere, der har måtte opgive deres metier, efter at Claus Hjorth forringede rådighedsreglerne for år tilbage.
I dag udlejes koncertsale, der er designet til klassisk musik og opera, til boksekampe osv. osv.

Hvorfor kunstnerne stort set forholder sig tavse overfor så massive forringelse af deres arbejds- og levevilkår - det fatter jeg sq ikke.

Carsten Wienholtz, Niels Duus Nielsen, Søren Roepstorff, Steffen Gliese, Anne Eriksen, Tonny Helleskov, Flemming Berger og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar
Maj-Britt Kent Hansen

Apropos dialogen eller den manglende ditto mellem kunstnere og politikere som berørt ovenfor. I Berlingske skal debattører/meningsmagere nu være anmeldere. Ikke at der er tale om det samme - om velfærden som mål eller middel, men dialogen de medvirkende imellem i P1 her til aften var nu ikke uinteressant: http://www.dr.dk/radio/p1/p1-debat/p1-debat-2017-06-29

Hvem kan udlægge teksten? Hvem har magten?

Michael Kongstad Nielsen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Kunsten blev bredt ud til folket i de år af velvilligt indstillede medier, måske fordi DR havde et personale af programmedarbejdere, der var lige dele halvstuderede røvere, magistre og folkeskolelærere. At sætte 1980 som tidsfæstelse for et skifte er forkert, helt sikkert inspireret af den unge bølge af sort poesi og no-future; men det var jo bare en ungdommelig overflade, som vi, der var unge i det, ikke tog alt for alvorligt. Nej, det helt grundlæggende grundstød for folkets op- og inddragelse i den samfundsbærende kultur kom med TV2, der indførte en dræbende konkurrence om seertal og et ræs mod bunden - en umuliggørelse af den ikke altid lette, men nødvendige løftelse af hele befolkningen til et niveau, hvor den var demokratisk duelig.
For os, der voksede op i det, er det sjovt, at det er en overraskelse, at det ikke var 80ernmodernismen, der tegnede demokratiseringens guldalder: det var adgangen for de mange til det, der hidtil havde været forbeholdt de få, både i form af uddannelse, kulturel demokratisering igennem rabatter og gratis adgang, større velstand og oplysning af store folkepædagoger i Grundtvigs ånd.
Fjernsynet var helt sikkert borgerligt, men det var det på en pædagogisk måde, der kærligt videregav det ophøjede, så alle kunne være med. Modsat tidens småborgerlighed, der emmer af ungdommelig mangel på erfaring, historisk ukendskab, overfladisk materialisme.
Det var det skifte, hvor den flade jagt på forbrug vandt over den ellers så vellykkede udbredelse af ånd: materialismen besejrede endnu engang kravet på en åndelig indsats. Vi lider stadig.

Carsten Wienholtz, Tino Rozzo, Niels Duus Nielsen, Søren Roepstorff, Arne Lund, jørgen djørup, Aksel Gasbjerg, Anne Eriksen, Tonny Helleskov og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Der er jo ingen tvivl om at kunstnere generelt er til venstre for midten i politik. Man bider jo heller ikke den hånd som fodrer en økonomisk.
Derfor er der langt mellem kunstnere som er decideret borgerlige, og det er jo forståeligt. Måske lidt skabsborgerlige, men ikke helhjertet.
Man burde overveje et eksperiment og beslutte at kunst ikke skal støttes mere. Kan en kunstner ikke leve af sin kunst, så må man tage et normalt fuldtidsarbejde. Man kan pasende starte med at fjerne støtten til Det Kongelige Teater.
Modstandere vil sikkert mene at kunst er meget mere end bare støttekroner, men faktum er at kunst sagtens kan overleve uden støtte - hvis det er talentfuldt nok.

Søren Roepstorff

Peter Frost, problemet er, at der skal være en underskov af kunstnere, hvoraf de fleste er mere eller mindre talentløse, hvorfra de talentfulde kan vokse frem.

Niels Duus Nielsen

Peter Frost, en opera skrevet i 1800-tallet fordrer et anseligt antal mennesker på og bag scenen, ligesom en symfoni kræver et helt symfoniorkester. Da man opfandt symfoniorkestrene fik musikerne typisk kost, logi og uniform, og så lidt lommepenge til at dække udgifterne til vedligehold af instrumenterne. Heller ikke skuespillere eller scenearbejderer fik fyrstelige gager, selv om stjernerne selvfølgelig blev relativt godt betalt.

Det var dengang, hvor en skrædder kunne lave et par skjorter om ugen. En ustøttet teaterbillet, som var baseret på teatrets beskedne lønudgifter til kunstnerne, var alligevel ikke dyrere, end at skrædderen kunne sælge sine skjorter og alligevel få råd til at betale for billetten, som kun kostede en brøkdel af fortjenesten på en enkelt skjorte.

I mellemtiden er tekstilindustrien og størstedelen af al fremstillingsvirksomhed blevet industrialiseret, skrædderen er blevet maskinarbejder og skjorten kan nu sælges for en brøkdel af, hvad en skjorte kostede i 1800-tallet. Så der skal produceres rigtig mange skjorter, før maskinarbejderen får råd til at gå i teatret, især hvis der ikke ydes statstilskud til teaterbilletten.

Hvorfor? Fordi et symfoniorkestrer kan ikke industrialiseres og rationaliseres; et værk skrevet til et 100-mands orkester kræver stadig 100 musikere m/k, ligesom en opera med 30 medvirkende plus orkester stadig kræver 30 medvirkende plus orkester. Selv om alle andre brancher i samfundet i dag klarer sig med langt færre ansatte, er teatret stadig nødt til at anvende samme antal kunstnere, som da værket blev skrevet.

Så dit forslag om at fjerne støtten til Det kongelige Teater er historieløst. At fjerne støtten til symfoniorkestre er det samme som at nedlægge symfoniorkestrene, og i stedet lade os nøje med solister og - når det går højt - duoer og - når det går virkelig højt - trioer.

Det er allerede en tendens vi ser på spillestederne: Der er ikke ret mange steder, der har råd til blot et fuldt seks-mandsorkester, fordi entreen så bliver alt, alt for høj til at det brede publikum kan betale.

Uanset hvor talentfuldt et symfoniorkester er, kan det umuligt overleve uden støtte. Så dit argument er forvrøvlet.

Lise Lotte Rahbek, Carsten Wienholtz og Søren Roepstorff anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt
29. juni, 2017 - 20:00

Jeg er skeptisk over for Berlingskes ide. Dels er der risiko for, at det alligevel er de sædvanlige travheste, der trækkes i manegen, eller at anmeldelsen bliver erstattet med selvpromovering, af begrænset interesse. Lars Bukdahl er også imod, men vist pga. potentiel brødnid. Informations anmelder siger det godt i P1-indslaget, hvad en anmeldelse skal kunne. Åbne værket for læsernes øjne, - noget i den retning.

Jeg kunne ikke tænke mig at være debattør - anmelder på Berlingske, for kan man være helt fri som fuglen i den situation?

Maj-Britt Kent Hansen

Michael - næh, jeg ser heller ikke rigtig behovet. Der er jo så mange i forvejen, der højlydt - mere eller mindre kvalificeret - mener noget om det ene og det andet. På nettet ikke mindst.

Det er nok mest for at få klikkeriet i gang. Når jeg tænker på, hvor sjældent anmelderne på Information - herunder Lone Nikolajsen - får en anbefaling eller en kommentar. Men næsten hellere det, end massehysteriet - for ikke at tale om sh*tstorms, som vel også kan blive resultatet for Berlingske.

Michael Kongstad Nielsen

Arne Lund igår:
Du har ret i, at S i 1960'erne og 70'erne interesserede sig for kunst og kulturpolitik, men læg mærke til, at jeg skrev "de nævnte kunstnere", for de kulturradikale, hvoraf flere var kommunister, faldt absolut ikke i socialdemokraternes smag. Poul Henningsen, Klaus Rifbjerg, Ebbe Kløvedal Reich, Ib Michael, Carsten Jensen (Jeg har set verden begynde) - trip trap træsko derudaf, var ikke S´s kop te. S ville gerne støtte kunst, men der var grænser for indholdet. Præcis som hos Rindal.

Michael Kongstad - Nu var flere af de kunstnere du nævner her ikke "opfundet" i 60'erne. Men både pH og Rifbjerg var, og jeg erindrer ikke, at Soc.dem var imod det, de sagde/skrev. PH og Krag blev endda ret gode venner resp. nære bekendte inden PH døde. så...
Erindrer også hvordan Soc.dem bl.a. med Niels Mathiassen som udfarende kraft i kølvandet på ungdomsoprøret, inviterede til "dialogkonference" med fx Kløvedal m.fl. Men at invitationen blev afvist som et udslag af den sædvanlige repressive tolerance.
Du må forklare hvilket indhold Soc.dem IKKE ville støtte, og hvorfor du mener at Soc.dem dengang lå på linie med Rindal. Sådan erindre jeg det ikke - det kom først til senere - især efter at Glistrup var kommet på banen, det satte gang i afvandringen af Soc.dems højrefløj.
Nå, men måske handler det blot om profetens skæg...? Under alle omstændigheder er Soc.dem og flere andre midterpartier blevet langt mere negative og demonstrerer en åbenlys uvidenhed om kunst og kultur.
Måske illustrerer flg. øjebliksbillede hvordan det kom til at se ud i 00'erne og fremefter. Da Nyrup fratrådte som statsminister, skulle han overrække en gave til Fogh. Gaven var en cd med Elvis' Greatest hits! Mon Fogh fattede ironien i Nyrups gave? Men gaven varslede om hvilket kunst- og kultursyn, der var på vej.

Michael Kongstad Nielsen

Arne Lund, jeg mener der var grænser for, hvilket indhold i kunsten, Soc. dem. kunne goutere, ligesom hos Rindal. Jeg siger ikke, det fik indflydelse på støtten.

S var mest til Oskar Hansen, og mormors kolonihavehus, og det blev de ved med indtil de glemte kunsten og interesserede sig mere for skattestop og indvandrerstop og stop for overførselsindkomster.
Jeg vidste ikke, at PH og Krag var nære venner, der kan man bare se. Men der var vitterlig noget om den repressive tolerance dengang, og S havde brug for at stå sig godt med det betydende kulturmiljø.

Nobels litteraturpris til Bob Dylan er lidt af samme skuffe.

Søren Roepstorff, så må de talentløse nyde deres talentløshed i fritiden.
Niels Nielsen, det er så din holdning, men jeg fastholder min - hvis ikke talentet rækker, så find på noget andet. Hvis ikke det kan lønne sig at afholde en symfoni for fuldt betalende gæster - så drop det.
Har du tænkt over at der kan være for mange af den slags så folk simpelthen ikke gider at tage til dem alle? Det er bare en tanke.
Nu er kunsten jo også meget elitært og selvsmagende, så for min skyld kan de lukke helt ned for støtten, og lade dem som har talent leve af det, og resten kan vælge en anden karriere.
Hvad er kunst egentlig? Kunst kan da lige så godt være en dygtig håndværker, fremfor en som udstiller svin som rådner i glasmontre, eller fisk som blendes.
Kunst kan være Niels Hausgaard, eller SOD, fælles for dem alle er at nogen har talent som folk gider at betale for - andre skal have støtte smidt i halsen for at overleve til i morgen.

Søren Roepstorff

Peter Frost, bare lige for at få dig i den rigtige kasse: Er indskydergaranti, Finansiel Stabilitet og bankpakkerne ok i dine øjne?

Søren Roepstorff nej det er ikke OK, men der var passivitet for længe og resultatet af et total kollaps ville være langt værre end en tom sal til en koncert. Kan du følge mig?
Jeg har intet imod kultur, og at det kan antage en masse former, men jeg kan ikke se at der skal betales til det fordi en eller anden kunstner ikke kan få hjulene til at rende rundt. Der skal heller ikke gives støtte til grøn energi, landbrug og fiskeri.
Hvad ikke sorterer under velfærdsstaten, som skoler, sygehuse etc. det må eksistere på alm. vilkår ligesom den lokale smed. De får heller ikke støtte fordi de svejser flot.

Søren Roepstorff

Peter Frost, "passivitet"? Man har bevidst tilladt, at private virksomheder vokser til en størrelse, hvor konsekvenserne ved deres kollaps er så uoverskuelige, at staten og borgerne skal punge ud med enorme beløb for at sikre deres hjul løber rundt. så ville det da give langt mere mening at poste pengene i kunstnere, fordi pengene i så fald vil skabe aktivitet i Danmark.