Læsetid 9 min.

’Vi forventer næsten af kvinder, at deres liv bliver ødelagt af en voldtægt’

Vi forventer, at et voldtægtsoffer er traumatiseret og skal ’generobre’ sig selv ved at tale om det. Men er det nødvendigvis altid tilfældet? Og hvad siger det om vores syn på kvindelig seksualitet, at manden kan stjæle noget fra kvinden? I en ny bog undersøger den tyske kulturhistoriker Mithu M. Sanyal den vestlige kulturs forestillinger om voldtægten og dens ofre
Det er særligt arbejdet for at skabe en bredere vifte af fælles narrativer om voldtægt, der optager kulturhistoriker Mithu M. Sanyal. Hun mener nemlig, at det er nødvendigt at gøre op med de kulturelle forventninger, vi har til en kvinde, der har været udsat for seksuel vold.

Det er særligt arbejdet for at skabe en bredere vifte af fælles narrativer om voldtægt, der optager kulturhistoriker Mithu M. Sanyal. Hun mener nemlig, at det er nødvendigt at gøre op med de kulturelle forventninger, vi har til en kvinde, der har været udsat for seksuel vold.

Sofia Busk
14. juni 2017

I de otte år, hvor den østrigste pige Natascha Kampusch blev holdt fanget af sin kidnapper Wolfgang Priklopil, udsatte han hende systematisk for seksuel vold. Men da Natascha Kampusch efter sin flugt i 2016 endelig stod frem for offentligheden i et tv-interview, afviste hun pure at tale om voldtægterne og nægtede at definere sig selv som et offer. Som hun senere skrev: »Hvis jeg fortæller det hele, vil de aldrig mere acceptere mig som et normalt menneske.«

Men den position skulle vise sig at få store omkostninger for den unge kvinde, skriver den tyske kulturhistoriker og journalist Mithu M. Sanyal i sin nye bog, Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse.

»Mod alle forventninger opførte den 18-årige kvinde sig ikke knust, men optrådte så suverænt i tv, at der straks blev spekuleret i, om hun nu virkelig havde været offer for en så utrolig forbrydelse. Hun blev slået af fremmede folk på gaden, og medierne begyndte at rode rundt i hendes families økonomiske forhold,« skriver hun.

Mithu M. Sanyal.

Sofia Busk

For vi har i vores kultur en ret klar forventning til, at et voldtægtsoffer er traumatiseret af oplevelsen. Og at hun bør søge at bearbejde traumet i fælleskab med os. Alt andet er lidt mistænkeligt og kan i værste fald rejse spørgsmål ved hændelsens autenticitet, mener Mithu M. Sanyal.

Og det er ikke kun kvindehadende trolde på internettet, der kan kaste sig over et offer, der ikke opfører sig som sådan. Selv i reflekterede, feministiske kredse kan det skabe mistillid. Som Mithu M. Sanyal videre skriver:

»Vægringen mod at tale bliver ofte fortolket som et tegn på skam, som patriarkatets udøvelse af magt over offeret, som voldtægtsmandens ultimative sejr. På baggrund af de meget begrænsede og begrænsende voldtægtsnarrativer, der står til rådighed, kan det dog også være en overlevelsesstrategi: Så længe man ikke påtager sig identitet som offer, behøver man heller ikke at udleve denne identitet.«

Narrativet

Og det er netop arbejdet for at skabe en bredere vifte af fælles narrativer om voldtægt, der optager Mithu M. Sanyal i bogen, der netop er udkommet på dansk. Hun mener nemlig, at reaktionerne på Natascha Kampuschs medieoptræden er meget sigende for de kulturelle forventninger, vi har til en kvinde, der har været udsat for seksuel vold.

»Vi opererer i vores del af verden med et ret klart manuskript for en voldtægt, herunder hvordan ofret reagerer bagefter. Der er nogle forventninger til, at voldtægten traumatiserer den, der har været udsat for den, og at der følger nogle gennemgående følelser med såsom skam og skyld. Og det anses som det rigtige, at kvinden skal bearbejde hændelsen ved at fortælle om den – for at komme videre. Men vi må blive bevidste om, at det ikke er en naturlov, men at det refererer til nogle kulturelle grundforestillinger, som man godt kan udfordre,« siger Mithu M. Sanyal, da Information taler med hende på telefon fra Düsseldorf, hvor hun i dag bor og arbejder.

Flere manuskripter

Hun understreger gentagne gange, at hun ikke argumenterer for, at vi smider det eksisterende ’manus’ væk.

»Det passer helt sikkert på rigtig mange ofre. Mange får voldsomme traumer. Men jeg taler for, at vi må åbne for flere muligheder, herunder muligheden for, at en kvinde kan vælge ikke at dele, ikke at føle skam og ikke at opleve, at hendes liv er blevet ødelagt af voldtægten.«

Men det er svært at skrive og sige, erkender hun. 

»Det er en hellig ko for feminister som mig, men vi kan bare ikke ignorere, at der er folk, der kommer over at blive voldtaget uden at skulle gå i terapi. For ofre er forskellige, og det er voldtægter altså også. Og det skal vi turde sige – selv om det næsten føles som feministisk forræderi,« siger Mithu M. Sanyal. 

»Hvis vi skal udvide mulighedsrummet for den enkelte, må vi blive bevidste om, hvilke større, fælles narrativer vores kultur overhovedet stiller til rådighed, når det kommer til voldtægt.«

Kulturhistorien

I bogen gennemgår hun voldtægtens vestlige kulturhistorie. Gennem litteraturen, populærkulturen, nyhedsmediernes dækning og diverse forskning på feltet undersøger hun, hvordan synet på netop denne forbrydelse har gennemgået utallige skift op igennem den europæiske historie.

Og skal vi forstå, hvordan de kulturelle forventninger til voldtægtsofre blev konstrueret, skal vi i første omgang tilbage til de amerikanske feminister midten af 1970’erne, siger hun. For i bogen argumenterer Mithu M. Sanyal for, at den del af kvindebevægelsen, der for alvor satte voldtægt på dagsordenen, samtidig indsnævrede manøvrerummet for dens ofre.

Helt centralt i den antivoldtægtsbevægelse, der havde sit udspring i USA og spredte sig til Europa, var Susan Brownmillers bog Against Our Will fra 1975. Heri blev voldtægt for første gang beskrevet som et livsvilkår for kvinder – alle kvinder – og som en hjørnesten i patriarkatet. Det var den første gang, at et feministisk kampskrift blev mainstream – i et sådant omfang, at Brownmiller året efter blev kåret til årets kvinde af Time Magazine.

Voldtægtstraumet

En af hovedpointerne i Against Our Will var, at voldtægt traumatiserer ofrene dybt. Det kan i dag synes som en selvfølgelighed, men i midten af 1970’erne så tingene ganske anderledes ud, fortæller Mithu M. Sanyal. 

»På det tidspunkt anerkendte man da også, at voldtægt var en forfærdelig forbrydelse, men holdningen var, at det var en yderst sjælden hændelse – lidt som at blive ramt af lynet. Så når kvinder anmeldte voldtægter, måtte de jo nødvendigvis lyve eller overdrive. Det var forsmåede ekskærester, der var blevet vraget for en smukkere kvinde, der nu ville have hævn. Eller prostituerede, der bare ikke havde fået deres penge.«

Der var dog undtagelser. Hvis det var en hvid overklassekvinde, der var blevet voldtaget af en sort mand, så blev himmel og hav sat i brand. Men for alle andre var budskabet: ’Gå du blot hjem igen og kom over det’, fortæller hun.

»Og derfor var det helt, helt afgørende, at den her generation af feminister kom på banen og sagde: Nej, alle kan voldtages, og alle kan voldtage, og der er et voldtægtstrauma, som man ikke bare ’kommer videre fra’.«

Mithu M. Sanyal har derfor stor forståelse for, at datidens feminister måtte understrege på det allertydeligste, præcis hvor voldsomt og ekstraordinært et overgreb voldtægt er.

»Hvis de skulle tages alvorligt, og hvis der skulle ske ændringer, så de måtte de igen og igen udpensle, hvor forfærdeligt det var for kvinders videre liv. Problemet er bare, at vi, her 40 år senere, ikke er vendt tilbage og har spurgt, om prisen for den brede opmærksomhed om voldtægt blev for snævre definitioner af, hvordan man skal føle og opføre sig som offer.«

Æren

Og her kommer vi til anden del af Mithu M. Sanyals argument, nemlig at når de vestlige samfund i 1970’erne så relativt nemt indoptog forestillingen om ’voldtægsttraumet’ som formuleret af blandt andre Susan Brownmiller, var det, fordi det korresponderede fint med nogle langt ældre forestillinger om kvindens seksualitet.

»Det engelske ord ’rape’ og det tyske ’raub’ stammer jo fra det latinske ’rapere’, ’at berøve’. Og i de tidligste forestillinger om voldtægt var det kvindens ære, der blev røvet fra hende. For hvor mandens ære var lokaliseret på slagmarken eller i hans professionelle liv, altså udenpå, var kvindens ære lokaliseret indeni hende. I hendes krop,« forklarer Mithu M. Sanyal.

»En kvinde, der ingen ære havde – som havde haft sex før forbrydelsen –  kunne pr. definition derfor heller ikke voldtages. Men var hun så heldig at have ære, var det den, der definerede hendes ret til overhovedet at eksistere i samfundet. Var den plettet gennem en voldtægt, måtte hun tage livet af sig selv,« fortæller Mithu M. Sanyal.

Det symbolske selvmord

I kristendommens barndom blev det ideal dog et problem, da selvmord i mellemtiden var blevet en synd. »Derfor måtte en voldtaget kvinde i bedste fald dø af naturlige årsager, af et knust hjerte, eller hun måtte leve resten af sit liv som en nedbrudt kvinde for at bevise, at hun faktisk oprindeligt havde haft en ære, der kunne stjæles.«

Bevisbyrden lå altså hos kvinden: Blev hun ikke totalt nedbrudt og trak sig fra samfundet efter en voldtægt, kunne det jo indikere, at hun ingen ære havde haft i første omgang og derfor slet ikke var blevet voldtaget, forklarer Mithu M. Sanyal. Beviset for forbrydelsen blev hendes livslange sorg. 

Og det er den forestilling om voldtægtsmandens evne til at berøve kvinden noget essentielt, inden i hende, der også spøger i de moderne forestillinger om voldtægtstraumet. Og i ønsket om at ’generobre’ sig selv gennem det at fortælle sin historie – i en terapisituation eller i medierne. Så hvis vi ikke gør op med forestillingen om, at voldtægt er ’en skæbne værre end døden’, som tidligere tiders æreskodeks tilsagde, bliver det konkrete selvmord i en vis forstand til et symbolsk, argumenterer Mithu M. Sanyal. 

Blaffer du?

Og det ser hun flere steder i litteraturen. Hun nævner den franske forfatterinde Virginie Despentes, der i bestselleren King Kong og kvinden skriver: »Min overlevelse er i sig selv et bevis, der taler imod mig (...) For man forventes at blive traumatiseret af en voldtægt, der er en hel række tydelige tegn, man skal udvise: man skal blive bange for mænd, bange for mørke, bange for sin selvstændighed og væmmes ved sex og andre fornøjelige ting«.

Hun blev som ung voldtaget, da hun var ude at blaffe. I bogen beskriver hun, at folk ofte spurgte hende, om hun så ikke var holdt op med at blaffe, og forventede, at det var hun naturligvis.

»Men hun var ikke holdt op med at blaffe,« fortæller Mithu M. Sanyal. »Og det tolkede folk sådan, at det så næppe kunne være et så stort problem for hende at være blevet voldtaget. Så hun oplevede, at bevisbyrden konstant blev overført til hende igen, når hun insisterede på at fortsætte sit liv.«

»Det er ikke ensbetydende med, at problemet forsvinder, hvis bare man tager sig sammen,« understreger Mithu M. Sanyal i bogen. »Det betyder derimod, at den pris, vi betaler for at få anerkendt, at vi har været udsat for en uretfærdighed, ikke skal være, at vi gør vores liv til et bevis for uretfærdigheden og derfor lader vores psyke konservere som et gerningssted, der når som helst kan inspiceres.«

Kæmp imod

Men det at ofret ikke automatisk traumatiseres, er ikke det eneste tabu, som Mithu M. Sanyal berører i bogen. Hun åbner også op for, at vi i vores berøringsangst frarøver muligheden for, at kvinder slår igen – helt konkret yder fysisk modstand mod voldtægtsmanden. 

»Det er forståeligt, at vi i dag møder ofre med den meget omsorgsfulde tilgang: ’Lille skat, du kunne jo intet gøre’. Derfor blev jeg lidt rystet, da jeg læste, at hver femte voldtægtsforsøg i Tyskland bliver afværget, fordi ofret forsvarer sig.«

– Og det er et tabu at sige, at man som kvinde faktisk kan kæmpe mod en voldtægtsmand, fordi det potentielt lægger skyld på dem, der ikke har slået igen?

»Ja! Jeg lærte i skolen, at jeg ikke måtte kæmpe imod, hvis jeg blev overfaldet, fordi det kunne være farligt. Og det kan da helt sikkert også være tilfældet. Men det kan også være en risiko, som vi skal lære vores piger, at de kan vælge at løbe.«

Ifølge Mithu M. Sanyal skal vi derfor blive ved med at udfordre alt det, vi tror, vi ved om voldtægten og dens konsekvenser. Også selv om det koster. Selv blev hun, efter at bogen udkom i Tyskland, genstand for voldsomme reaktioner (og voldtægtstrusler) – fra begge fløje.  

»Jeg blev lidt rystet, men så blev jeg bedt om at komme og holde oplæg hos de folk, der arbejder på krisetelefoner og i krisecentre, der dagligt har at gøre med ofre for voldtægt, fordi de genkendte et behov hos kvinderne for, at voldtægt kunne overleves på flere forskellige måder.«  

’Voldtægt – Aspekter af en forbrydelse’, Mithu M. Sanyal. Tiderne Skifter, 234 sider, 299 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mette Poulsen
    Mette Poulsen
  • Brugerbillede for Jan Weis
    Jan Weis
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Vivi Rindom
    Vivi Rindom
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
  • Brugerbillede for ulrik mortensen
    ulrik mortensen
  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Henrik Petersen
    Henrik Petersen
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Roed
    Niels Roed
Mette Poulsen, Jan Weis, Anne Eriksen, Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek, ulrik mortensen, Robert Ørsted-Jensen, Henrik Petersen, David Zennaro og Niels Roed anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

Er det ikke sådan at jo mere "normalt" et overgreb er inden for en bestemt kreds jo mindre traumatiserende er det? Og er det ikke også derfor at man fks anser børnesoldater i fks visse Afrikanske regioner som værende dybt traumatiserede - tiltrods for at det i virkeligheden måske mere har været deres hverdag en deres undtagelse. Disse børn er nok nærmere desensiteverede end traumatiserede - lige som at voldtægt nærmest er blevet folkesport i visse regioner af verden. Man ignorere det hvis man har blot det mindste ønske om ikke at blive stigmatiseret af omgivelserne. I hvertfald indtil man bliver gravid som kvinde og bliver stenet ud af samfundet.
I mellem østen har man forresten den absolut højeste andel af anal gonnerea hos drenge/mænd....
Men uanset hvad - en voldtægt siger altid mest om gerningsmanden og absolut mindst om ofret. I hele verden

Anne Eriksen, Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek og Pia Madsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

Det befriende ved Mithus tankegang er jo netop, at gerningsmanden - ved sin gerning - ikke også skal kunne fratage den som gerningen er gået ud over muligheden for at definere sig selv.

Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

Lars Steffensen@ For min skyld er du hjertelig velkommentil at komme med både fakta og meninger.

Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

@Henrik Petersen; Det du skriver giver til gengæld ingen mening - enhver har mulighed for at definere sig selv. En voldtægts episode eller ej. Og en traumatiserende situation eller hændelse har intet med en gang højskole pjat at gøre

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Det er sandelig godt at højrefløjen har fået gennemtrumfet mere kristendom i folkeskolen. Vi må håbe de "gode gamle dage" snart bliver genindført....( det hele skal forstås ironisk)

Brugerbillede for Lars Steffensen
Lars Steffensen

Charlotte Svensgaard "For min skyld er du hjertelig velkommentil at komme med både fakta og meninger".
Problemet er ikke at det ikke findes individer, der som du fastholder en rationel tilgang til disse vanskelige emner. Problemet er at vores fælles debat af køn og kønskonflikter er præget af dogmer og instinktive reaktioner på følelsen af at være offer. Det står stadig enhver frit selv at udersøge og udfordre sine egne holdninger, men det ændrer ikke ved at meget få er parrat til lytte til andre en de man deler synspunkter og holdninger med. Og at der derfor ikke er nogen specielt givtig debat om den slags spørgsmål.

Brugerbillede for Henrik Petersen
Henrik Petersen

At deltage i en debat om voldtægt = bevæge sig ud i et minefelt. Det er synd. Det er nemlig et emne, som fortjener langt mere opmærksomhed.

Vildt at tænke på, at voldtægt i gamle dage blev opfattet som tyveri af mandens brugsret til kvindens krop. Noget tyder på, at det nytter at stille spørgsmålstegn til den bestående opfattelse.

Brugerbillede for Else Marie Arevad
Else Marie Arevad

I mine unge dage blev jeg udsat for to voldtægtsforsøg, et i Frankrig og et i Spanien. Heldigvis blev jeg så rasende, at jeg drev gerningsmændene på flugt! I begge tilfælde var politiet fuldstændig ligeglade og afslog at optage rapport.