Læsetid: 4 min.

Françoise Nyssen er endnu en af de skæve personager, Macron samler omkring sig

Den nyudnævnte franske kulturminister Françoise Nyssen har som forlægger arbejdet skævt i forhold til det parisiske kulturparnas, men hendes stædighed er blevet belønnet med Goncourtpriser, nobelpriser og nu en ministerpost
Frankrigs nye kulturminister Françoise Nyssen holder hjernecellerne i gang med arbejde, meditation, læsning, musik og biografbesøg. Alt sammen i Arles, hvor hendes forlag har hovedsæde.

Frankrigs nye kulturminister Françoise Nyssen holder hjernecellerne i gang med arbejde, meditation, læsning, musik og biografbesøg. Alt sammen i Arles, hvor hendes forlag har hovedsæde.

Ammar Abd Rabbo

2. juni 2017

Den 66-årige direktør for forlaget Actes Sud – Françoise Nyssen – taler meget om hjerneceller. Det kan man høre i fem radioudsendelser på France Culture, der sidste år – længe før en ministerpost på nogen måde var på tale – udspurgte den produktive forlægger om hendes forhold til kultur.

Hjerneceller skal plejes, forklarede Nyssen gentagne gange, og det gøres så for hende med alle de aktiviteter, der omgiver forlagsvirksomheden i Arles i Sydfrankrig. Og uden at Nyssen har tænkt sig at gå på pension.

Nu bliver Françoise Nyssen nødt til både at arbejde videre på højtryk og pleje sine hjerneceller midt i det Paris, hun ellers er flygtet fra.

Hun har indtaget kulturministeriet med udsigt over kunstneren Danile Burens stribede søjler i Palais Royal og med Alechinskys grafiske blåhvide væg over for Corbusiers sofaer i receptionen.

Det var den socialistiske kulturminister Jacques Lang, der op gennem 80’erne satte et samtidskunstpræg på ministeriet. For 30 år siden var der ramaskrig om Burens søjler, en turistattraktion så stor, at selv det borgerlige dagblad Le Figaro, der ellers var bannerfører i modstanden mod Buren, har indrømmet at have taget fejl.

Smilende åndelighed

Der er ikke så mange af kulturministrene, der for alvor har sat deres præg på ministeriet. Jacques Lang gjorde det så – ud over Buren-søjlerne – mindre spektakulært med en lov om faste priser på bøger.

Det forhindrede dumping i supermarkeder og medvirker sammen med en særlig lav moms på bøger til et fortsat blomstrende bogmarked i Frankrig.

En anden kulturminister, som huskes, er den første: forfatteren André Malraux. Han satte i 1959 under de Gaulle en sand revolution i gang med restaurering af monumenter og bevaringsværdige bygninger.

Malraux stod også for en filmstøttelov, der fortsat sikrer kvaliteten af franske film, men ikke mindst hævdede Malraux, at det 21. århundrede måtte »blive åndeligt, eller slet ikke eksistere«.

Åndelighed er noget, den meget smilende Françoise Nyssen har tjek på. Ganske vist kalder hun det hjerneceller, men de holdes ved lige med arbejde, meditation, læsning, musik og biografbesøg. Alt sammen i Arles, hvor forlaget Actes Sud har haft hovedsæde, siden hendes far kastede sig ud i forlagsbranchen.

Det er familien selv, der har åbnet både boghandel og biograf i Arles. Højst usædvanligt for Frankrig ligger forlaget i provinsen. Samtlige giganter i branchen ligger ellers klumpet sammen i latinerkvarteret i Paris.

Nyssen er med sin familiehistorie, men også gennem sine personlige valg, endnu en af de ’skæve’ personager, præsident Emmanuel Macron samler om sig.

Françoise Nyssen voksede op i Bruxelles som enebarn og beretter selv, hvordan hun søgte tilflugt i litteraturen.

Alligevel var det hverken litteratur eller humaniora, hun kastede sig over, da hun skulle studere. Det rakte selvtilliden ikke til, forklarer hun.

Heller ikke lægevidenskaben turde hun binde an med, ansvaret for patientens liv eller død var for stort. I stedet læste hun kemi med speciale i molekylærbiologi. Hendes veje mod litteraturen har været kringlede.

Det kringlede er helt naturligt for Nyssen. Da hun umiddelbart inden præsidentvalget officielt skrev et støttebrev til Macron, var det med et citat fra den kommunistiske tænker Gramsci: »Fornuftens pessimisme gør det nødvendigt for os at have beslutsomhedens optimisme.« Et credo mellem Marx og Sartre, what else?

En skilsmisse senere

Som ung med to små børn blev Nyssen i Bruxelles involveret i urbanisme i forargelse over, at beslutninger blev taget hen over hovedet på befolkningen.

Så oven i kemistudierne tilføjede hun studier i urbanisme, der blev brugt i politisk praksis, men også førte til en stilling i det belgiske kulturministerium.

En skilsmisse senere befandt Nyssen sig i Paris. Senere drog hun ned til sin far og papmor og involverede sig i familieprojektet: forlaget. Og en ny mand, som var ansat af forlaget, Jean Paul Capitani.

Forlaget Actes Sud har i allerhøjeste grad og over mange år formået at skabe sig en plads blandt det franske litteraturparnas. Fra periferien mod midten.

Først med satsninger på udenlandske forfattere, som senere har vist sig nobelstore: Naguib Mahfouz, Imre Kertész og Svetlana Aleksijevitj. Men forlaget har også opelsket franske forfattere og inden for de seneste ti år som toppen af kransekagen: Laurent Gaudé, Jérôme Ferrari og Mathias Enard.

Det er dog ikke den type forfattere, der får et forlag til at køre med stort overskud.

Men Actes Sud var det forlag, som fik øje på Stieg Larsons Millenium-serie. Endnu mere overraskende har forlaget haft kæmpesucces med at udgive en bog om fordøjelsessystemet. Den er solgt i millionvis af eksemplarer. Som bekendt findes der en række celler, der svarer til mavens hjerneceller. Det vil mange gerne læse om.

Der er i øjeblikket en sær form for optimisme omkring Macron og Philippes nye regering. Som om det vitterlig – a la en von Munchhausen – er muligt at løfte sig selv eller et land op over »fornuftens pessimisme«.

I 2012 mistede Françoise Nyssen og hendes mand deres yngste og fælles søn. Han begik selvmord atten år gammel. En skæv eksistens, genial, ordblind og hypersensitiv, som aldrig fandt sin plads i det kantede franske skolesystem.

I 2016 åbnede parret en skole for børn med den type vanskeligheder i Arles. De bygger sig ud af sorgen. Skoleformen er i høj grad inspireret af Rudolf Steiner.

Det har fået Mélenchon fra den yderste franske venstrefløj til at kalde Nyssen for medlem af en sekt midt i parlamentsvalgkampagen.

Der er noget ukueligt optimistisk hos Nyssen. Det knytter sig an til litteratur, kunst, hjerneceller og åndelighed.

Hun befinder sig nu i et gammelt palæ i Paris med umotiverede stribede søjler i gården og skal udkæmpe kampe om for eksempel fransk film versus Netflix.

En Mélenchons bidske venstrefløjskonservatisme og bitterhed har simpelthen svært ved at få benene til jorden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Nu er det jo Macron, der er småborgerlig og konservativ skal man jo lige huske på så synes jeg indledende lidt begrebsafklaring ville være på sin plads - ellers bliver det jo bare begrebsforvirring og jeg har en god fornemmelse af hvem der har gavn af det. Skal vi ikke bare fastslå det ellers så foreslår jeg et kort kursus i et eller andet da man ellers fremstår temmeligt uskolet - Neo -Iver -Liberalsen kan ikke få hænderne ned over Macron og hans geniale ministervalg. Det vigtigste er jo at det er en kvindelig minister - og nu skal vi høre om Macrons kvindelige minister og "Melenchons bidske venstrefløjskonservatisme". Jeg fornemmer jo hvor det bærer hen. Det er trist - hvor er den kritiske sans - Gramsci citater - ?? Det er jo frigjorthed når borgerskabets kvinder taler venstreorienteret sprog også lidt new age spiritualisme og Rudolf Steiner til deres utilpassede søn. Aktivisme der gav job i ministeriet. Gab!

Vibeke Rasmussen

"Personage" ifølge Den Danske Ordbog:

"person som man synes er bemærkelsesværdig, underlig eller frastødende"

Og ifølge Gyldendal:

"person; menneske (især med foragtelig og nedsættende betydning)"

Man kan håbe, at det "bare" skyldes uvidenhed, at redaktøren har valgt den betegnelse?

Viggo Okholm

Jeg kender ikke så meget til fransk kultur og jeg synes også indlægget her fra Information virker en smule nedladende satirisk. Men ved at læse mellem linjerne synes jeg det er forfriskende med ikke skolede på ministerposter, lidt som vor egen Elbæk.

Søren Kristensen

Hvis ikke man kan placere en lidt "skæv" "personage" på netop kulturministerposten, hvor så? Det er næsten påkrævet.