Læsetid: 8 min.

Går Berlin sin kulturelle undergang i møde, når dets stjerneteater får transplanteret både hjerte og sjæl?

En gylden æra i europæisk teater rinder måske ud med chefskiftet på Berlins Volksbühne. Den legendariske teatermand Frank Castorf fratræder og erstattes af kunstmanden Chris Dercon fra Tate Modern. Kritikere frygter, at kalkulerende kunstkapitalisme dermed endegyldigt vil knægte den rebelske berlinske ånd fra årtierne efter Murens Fald
Teaterignorant eller kulturgeni? Chris Dercon har de sidste år stået en stiv shitstorm igennem og overtager denne sommer ledelsen af det legendariske Volksbühne-teater i Berlin, som han bl.a. udvider med en mobil scene i den lukkede Tempelhof-lufthavn. Her pressemødet, hvor han præsenterer sin plan for den skeptiske berlinerpresse.

Teaterignorant eller kulturgeni? Chris Dercon har de sidste år stået en stiv shitstorm igennem og overtager denne sommer ledelsen af det legendariske Volksbühne-teater i Berlin, som han bl.a. udvider med en mobil scene i den lukkede Tempelhof-lufthavn. Her pressemødet, hvor han præsenterer sin plan for den skeptiske berlinerpresse.

Jörg Carstensen

6. juni 2017

BERLIN – Bifaldet er stormende, trampende og hujende og varer omkring et kvarters tid. De 800 tilskuere i det fyldte Volksbühne-teater hylder skuespillerne, instruktøren og sig selv, som var det sidste gang et så fantastisk teater ville kunne opleves.

Anledningen til aftenens jubelstorm er den sidste opførelse af Herbert Fritsch’ udknaldede og rasende morsomme der die mann, der udspiller sig som en blanding af dadaistisk sprogsalat og kropslige udskejelser.

Men uge efter uge gentages afskedsritualet i Volksbühne. Det gælder ikke mindst skuespilchef Frank Castorfs sidste opsætning på teatret, Goethes Faust, der siden marts har været på plakaten i en syv timers lang, meget fri, poetisk-politisk teater-tour de force.

Efter et kvart århundrede bag roret er det i august endegyldigt slut med den 65-årige Frank Castorf på det rebelske og stærkt kapitalismekritiske Volksbühne. Det ses af mange berlinere samtidig som afslutningen på den kunstnerisk eksperimenterende opbrudstid, som har præget sammensmeltningen af det isolerede Vestberlin og det kommunistiske Østberlin.

I denne periode har Castorf været hjernen, der har gjort scenen til det måske vigtigste og mest fornyende teater i Europa – Volksbühne har ligefrem sat standarden for europæisk eksperimenterende teater.

I protest mod afskeden med Castorf trækker instruktørkoryfæer som Herbert Fritsch og René Pollesch samtidig stikket. De har de seneste år stået bag en række genistreger på den godt hundred år gamle scene.

’Omrejsende showmager’

For siden 2015 har det ligget mere eller mindre fast, at Castorfs plads overtages af den belgiske Chris Dercon. Han kommer fra en stilling som leder af Tate Modern i London og har dermed både enorm erfaring og et gigantisk netværk på kulturfronten.

Men hvad der umiddelbart ligner et berlinsk scoop, har udviklet sig til en bitter strid i melodramaets form mellem forskellige kunst- og kulturopfattelser og med subtile tilsvininger.

Melodramaet om Volksbühne griber langt ind i den berlinske kulturpolitik. Første akt udspillede sig, da Chris Dercon i 2015 underskrev en femårig kontrakt med Volksbühne fra august 2017 – udpeget af Berlins daværende kultursenator Tim Renner, der var hevet ind i den politiske verden fra musikbranchen.

I forhandlingerne lykkedes det Dercon at øge Volksbühnes årlige budget med næsten en fjerdedel til godt 160 mio. kr. om året. Alligevel faldt valget ikke just i god jord i Berlin.

Blandt Berlins kulturskribenter – og dem er der mange af – blev det tolket som den totale kunstneriske fallit. Der var udtalt forfærdelse over, at en »omrejsende showmager« og »personificeringen af kulturjetsettet« uden en døjt forstand på teater nu skulle stå i spidsen for tidens vigtigste teater i Europa.

Bedre blev det ikke, da Claus Peymann, leder af Bertolt Brechts gamle teater Berliner Ensemble, gik ind i striden. Han er ikke just ven af Frank Castorf, men Peymann kaldte i anledning af udpegningen af Chris Dercon kultursenator Tim Renner for en »dum teaterignorant«, en »livsdværg« og »en tom, hvid skjorte«.

Tim Renner holdt fast i sin beslutning frem til sin afsked som kultursenator i slutningen af 2016, hvor der blev valgt ny delstatsregering i Berlin.

Men at hadet til ex-kultursenatoren ikke har fortaget sig, blev bekræftet for få måneder siden, da en af Castorfs yndlingsskuespillere fra Volksbühne i raseri hældte en halv liter fadøl i hovedet på Tim Renner ved en premierefest på teatret. Selv på det rebelske Volksbühne hører den slags til i skandaleafdelingen.

Fjendtlig overtagelse

Allerede første akt af dramaet om Volksbühnes fremtid førte til hundredvis af avisartikler og hademails. Anden akt lagde lige så hårdt ud i sommeren 2016. I et åbent brev protesterede medarbejderne på Volksbühne over ansættelsen af Chris Dercon.

»Dette chefskifte er ikke en venlig overtagelse,« lød det anklagende i skrivelsen – underforstået, at det var en fjendtlig overtagelse med det politiske sigte at opløse teatret indefra.

Med dette »udsalg af den kunstneriske målestok« kritiserede skuespillerensemblet og en lang række øvrige medarbejdere, at »sprogteater ikke mere vil udgøre husets bærende søjle«, mens dans, musikteater, mediekunst og film vil få en fremtrædende plads uden at have en overordnet kunstnerisk idé bag. Det er endnu et bevis på, at skiftet vil ødelægge både husets ånd og tradition, mente de.

»Den kunstneriske bearbejdning af samfundsmæssige konflikter fortrænges til fordel for en globalt udbredt konsensuskultur med ensrettede præsentations- og salgsmønstre,« lød det videre i protestskrivelsen.

Fra Volksbühnes chefdramaturg og chefideolog, Carl Hegemann, var tonen ikke mildere.

»Det svarer til, at man ud fra en lyst til innovation sætter en ishockeytræner til at lede det tyske fodboldlandshold,« skrev Hegemann, der samtidig ser det som en tendens til at sætte opmærksomhed over indhold.

»Kommunikation, udveksling, omgangsform betyder alt. Hvad der sendes rundt i verden, er underordnet. Hvis man spørger de nye, hvilket indhold der nu skal komme, lyder svaret: Det er ligegyldigt, bare det bliver geil

Kontrakt uden kontakt

Dramets tredje akt opstod efter det berlinske delstatsvalgt i efteråret 2016. Ny kultursenator blev Klaus Lederer fra Die Linke, en inkarneret fan af Frank Castorf, der ligesom Klaus Lederer kommer fra det gamle østtyskland.

Klaus Lederer har til gengæld ikke stor fidus til hverken den tidligere kultursenator og slet ikke til Chris Dercon. Han lovede derfor at »efterprøve« valget af Dercon som Volksbühne-leder, og så rasede stormen atter. Til tider også mod Lederer selv, der – ofte med spydige henvisninger til Die Linkes historiske rødder i DDR – bl.a. i berlineravisen Der Tagesspiegel blev anklaget for ikke at overholde armslængdeprincippet.

I februar i år endte den ny kultursenator med nødtvungent at acceptere valget af Dercon.

»Vi er blevet enige om ikke at være enige om noget,« kommenterede Dercon siden hen striden med kultursenatoren.

Med andre ord: man holder fast i den indgåede kontrakt, men undgår unødig kontakt.

Faust vs. Mefistofeles

I dette betændte klima har Volksbühne de seneste år spillet med nostalgi over det endnu ikke helt forgangne. Både premierer og afsluttende forestillinger har givet anledning til hyldestartikler om Volksbühnes genreoverskridende taleteater, som konstant opfinder sig selv på ny.

I sin nuværende udgave af Goethes Faust har Frank Castorf desuden ikke kunnet dy sig for lidt kommentarer til striden med den 58-årige Chris Dercon: Med grimasser og belgisk accent gøres der nar af Dercon på scenen.

Ifølge Berliner Morgenpost stikker Faust-temaet endnu dybere i det store skifte, hvor Castorf udråbes til at være Mefistofeles himself, mens Dercon er Faust.

»Mellem den østtyske klippe Castorf og den polyglotte kunst-wonderboy Dercon er og har der aldrig været berøringspunkter. Udtrykt med Goethe: Castorf er Mefistofeles, altid klar til at friste andre. Dercon er Faust, der i sin selvoptagethed søger sin fuldkommenhed.«

Modsætningen mellem de to tolkes også langt ud over teatrets rammer. Sammenlignet med det venstreorienterede, antikapitalistiske Volksbühne og dets rebelske attitude ses Chris Dercon ikke bare som den internationale kunstkapitalist fra Tate, men også som en repræsentant for finansmetropolen London, hvor undergrunden for længst er udtørret.

I det lys kan Volksbühne betragtes som sidste bastion i kampen mod gentrificeringen i Berlin, som om byens egentlige sjæl nu er sat til salg. Fejringen af Castorfs sidste dage på Volksbühne bliver dermed gjort til intet mindre end en afsked med det Berlin, der siden Murens Fald har været et kulturelt slaraffenland.

Volksbühne Berlin

  • Opført i 1914.
  • Restaureret og genåbnet i 1952 efter massive ødelæggelser under Anden Verdenskrig.
  • I DDR-tiden var Volksbühne især præget af den Brecht-inspirerede instruktør og intendant Benno Besson i perioden 1969-78.
  • Siden Murens Fald har instruktører som Christoph Marthaler, Chistoph Schlingensief og René Pollesch været blandt stjernerne under teaterchef Frank Castorf (intendant 1992-2017).

Årets pressekonference

Denne fortælling punkteres spidst i ugeavisen Die Zeit, der nok ser Volksbühne som »verdens måske klogeste, sjoveste, mest rebelske, subversive og funky teater«. Men Volksbühne er på grund af sine antikapitalistiske slogans selv blevet cool, og dets rebelske attitude går til tider i selvsving.

»Scenen er som teater, eventsted og livsfølelse for længst nået ud til de hipstere, agenturmedarbejdere og it-startups, hvis politiske indstilling og livspraksis Volksbühne altid selv har bekæmpet.«

Den kritik rørte åbenlyst ikke de journalister, der dukkede op ved »årets vigtigste pressekonference«, som flere berlinermedier kaldte Chris Dercons præsentation af sine planer for Volksbühne i den lukkede Tempelhof-lufthavn i maj.

Her kom det mest til at handle om selve striden. Bl.a. uddelte Dercons medarbejder Marietta Piekenbrock en syrlig tak til alle, der har »investeret i fjendebilleder, trusler, angstlandskaber, i det offentlige dramas skepsis – I har nemlig bidraget til, at vi har skærpet vores idé om frihed«.

Samtidig bad Dercon selvbevidst om »en fair chance« og beroligede journalisterne med, at der selvfølgelig ikke kun skal laves events, men at der også holdes fast i scenens politisk definerede opgave: repertoire- og ensembleteater på højeste niveau.

Teater i nazilufthavnen

»Vi vil måles på vores program. Så er vi endelig færdige med at tale om mig,« lød det fra Dercon ved pressekonferencen.

Hvad angår programmets indhold, løftede han sløret for, at performancekunstneren Tino Sehgal skal åbne det store hus med en serie om Beckett. Sidenhen står den bl.a. på videreudviklinger af etablerede formater som den danske koreograf Mette Ingvartsens The Red Pieces og Boris Charmatz' Musée de la danse, der sammen med personer som filminstruktøren Alexander Kluge og instruktøren Susanne Kennedy kommer til at udgøre kernen i Volksbühnes program i Dercons første tid.

Samtidig holder Dercon fast i sine planer om en ny sattelitscene i en hangar i den lukkede nazilufthavn Tempelhof, hvor pressekonferencen netop foregik. Ideen er et mobilt amfiteater med plads til tusinde tilskuere, tegnet af samme arkitekt, som stod bag Christoph Schlingensiefs berømmede operalandsby i Burkina Faso.

Efter præsentationen reagerede den berlinske kulturpresse stadig småsurt, men dog mere formildet. Det kunstneriske koncept blev man ikke meget klogere på, skrev flere, mens den ny scene i Tempelhof-lufthavnen betegnes som alt fra en genistreg til en ufinansieret og indholdstom reference.

Men grundtonen lød, at det faktisk nok ville være en god ide at give Dercon en fair chance og bedømme ham på indholdet efter »hjerte- og sjælstransplantationen på Volksbühne«, som Süddeutsche Zeitung betegnede skiftet.

Byens hjul

Bedst som dramaet om Volksbühne var ved at klinge af, trak Castorf en lille symbolsk overraskelse op af hatten: Når han i juli går ud af døren for sidste gang, tager han Volksbühnes markante vartegn, et hjul på fødder, med sig. Det har allerede udløst rygter om en mislykket natlig graveaktion for at bortføre hjulet.

Adspurgt om logoets betydning sagde Chris Dercon henkastet, at han »ikke har noget imod hjulet«. Den skuldertrækkende attitude er der ikke mange berlinere, der deler.

Hjulet, der oprindeligt blev opfundet til Castorfs opsætning af Schillers Røverne i 1990 er – efter det blev plantet på Rosa-Luxemburg-Platz foran Volksbühne – nemlig blevet et af Berlins mest kendte symboler.

Enhver dannet berlinsk borger med en smule rebelsk blod i årene gør en dyd ud af at flashe programmer, plakater eller tændstikæsker med det løbende hjul-logoet på. Ikke bare som henvisning til Volksbühne, men som reference til hele Berlin og den vilde, kaotiske og til tider forkælede ånd, der har svævet over byen i Frank Castorfs æra.

Castorf selv kommer efter sit exit i øvrigt til at instruere på bl.a. Berliner Ensemble og Deutsche Oper, så han vil stadig sætte sit præg på Berlins kulturliv. Så måske gør Castorf ligefrem Chris Dercon en tjeneste ved at tage logoet med sig og lade den ny mand i huset opfinde hjulet på ny.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Berlin er fuld af gode teatre, og jeg har altid selv følt mig bedst tilpas på Berliner-Ensemble.