Læsetid: 4 min.

Gyldendal: Forfattere har millioner til gode i royalty

Gyldendal har stævnet tidligere forlagsejer Claus Clausen, som solgte forlaget Tiderne Skifter. Ifølge Gyldendal har der vist sig ’uregelmæssigheder’ i udbetalingen af royalty til forfatterne for flere millioner kroner siden 2002. Claus Clausen beklager, hvis der er sket en fejl, men afviser Gyldendals fremstilling af sagen
Forfatter Aydin Soei sammen med Tiderne Skifters forlægger Claus Clausen på vej til Københavns Byret. Ifølge Aydin Soei er Claus Clausen, der er stævnet af Gyldendal for flere millioner i manglende royalty til forfattere, en af de dygtigste forlæggere i Danmark.

Forfatter Aydin Soei sammen med Tiderne Skifters forlægger Claus Clausen på vej til Københavns Byret. Ifølge Aydin Soei er Claus Clausen, der er stævnet af Gyldendal for flere millioner i manglende royalty til forfattere, en af de dygtigste forlæggere i Danmark.

Jens Dresling

29. juni 2017

Det navnkundige forlag Tiderne Skifter – som ifølge sin hjemmeside har fastholdt »en konsekvent samfundskritisk udgivelseslinje« siden 1973 med 1.500 udgivelser – risikerer nu ridser i lakken.

For knap halvandet år siden købte Gyldendal for et ukendt beløb forlaget af forlæggeren Claus Clausen, der var med til at stifte Tiderne Skifter i 1973 og siden i lange perioder drev forlaget som en enmandshær. Men ifølge Gyldendal har der været rod i regnskabet siden 2002. Meget rod endda.

»Det drejer sig om flere millioner kroner. Der er overordentlig mange rettighedshavere, der har penge til gode, små eller store beløb fra 2002 og frem til 2016, hvor vi købte Tiderne Skifter,« siger forlagsdirektør hos Gyldendal Elisabeth Nøjgaard.

En række forfattere, der tidligere har udgivet bøger på forlaget Tiderne Skifter, modtog tirsdag et brev fra Gyldendals forlagsdirektør Elisabeth Nøjgaard, der fortalte om »en lang række uregelmæssigheder i Tiderne Skifters bogføring og udbetaling af royalty«.

Elisabeth Nøjgaard kan ikke oplyse det præcise antal forfattere, der nu har penge til gode.

»Vi har flere end 20 ringbind stående med dokumentation for skyldige forfatterbetalinger. Det er et sammensurium af mange danske og udenlandske forfattere,« siger hun.

Gyldendal vil nu efterbetale de berørte forfattere deres tilgodehavender.

»Vi mener ikke, at vi som den nuværende ejer af forlaget kan stå inde for ikke at betale det, som forfatterne har til gode. Så i alle de tilfælde, hvor der er sikker dokumentation for, at beløb ikke er blevet betalt, vil vi betale, uanset om vi er forpligtet til det eller ej,« siger forlagsdirektøren.

Stævning mod Claus Clausen

Gyldendal har mandag udtaget stævning mod Claus Clausen for at få erstattet forfatternes tab. Ifølge Elisabeth Nøjgaard er stævningen på flere millioner kroner, fordi den tidligere ejere ikke har villet indgå et forlig.

»Vi ville helst have forligt sagen på et mindre beløb. Det beløb, vi har tilbudt i forlig senest, har været en tredjedel af det beløb, vi nu stævner for,« siger hun.

Claus Clausen forklarer, at han først hørte fra Gyldendal om uregelmæssighederne i marts i år. Han bestrider ikke, at der kan være sket en »fejl«, men afviser, at der er tale om ulovligheder.

»Jeg vidste det ikke, da jeg solgte forlaget, for så havde jeg afklaret de ting selv, og så var salget blevet udsat.«

Claus Clausen.
Læs også

Han ærgrer sig over fejlene og understreger, at han »ikke på nogen måde« har beriget sig selv.

»Det handler primært om udenlandske forfattere og nogle royalties, som vi i forlagsverden kalder sekundære rettigheder, især udenlandske forfattere, bogklubsudgivelser og e-bøger, hvor forfattere i tidens løb ikke har fået, hvad de burde have fået,« siger Claus Clausen.

Elisabeth Nøjgaard fastholder, at det både drejer sig om danske og udenlandske forfattere.

Claus Clausen nægter, at han har afvist et forlig.

»Jeg har ikke afvist det, men bedt om en dokumentation for deres krav, altså titel for titel, krone for krone. Men det har de ikke ønsket at give mig,« siger Claus Clausen, der mener, at mens han har søgt en løsning og bl.a. overladt hele Tiderne Skifters gamle bogholderi til Gyldendal, har de ikke været imødekommende.

Det seneste forlig fik han fredag med svarfrist mandag kl. 12.

»Siden jeg hørte om sagen, har jeg sagt, at jeg gerne vil medvirke til en løsning og skrive til udenlandske agenturer og forfattere, hvoraf mange er personlige venner,« siger han.

Hertil siger Elisabeth Nøjgaard, at »der er ført forligsforhandlinger«, og at »dokumentation er stillet til rådighed for Claus Clausen og hans rådgivere« hos Gyldendal.

Claus Clausens advokat Nicolai Fløe Jørgensen vil kun sige, at hans klient »ikke er enig i den måde, Gyldendal fremstiller beløbet på.«

Snyd eller sjusk?

En af de danske forfattere, der har fået brevet fra Elisabeth Nøjgaard, er Aydin Soei, som har udgivet to bøger på Tiderne Skifter, senest Forsoning – fortælling om en familie.

»Hvis det viser sig, at en forfatter er blevet snydt for royalty, så er det et kæmpe tillidsbrud. Det afgørende er derfor, om forfattere er blevet snydt bevidst, eller om det handler om sjusk fra forlagets side,« siger han.

Det kommer ikke bag på Aydin Soei, at der kan være tale om uregelmæssigheder hos Tiderne Skifter.

»Tiderne Skifter har udgivet et uhyre stort antal bøger, selv om det reelt har været et enmandsforetagende og et old school-forlag, der udgiver bøger, der ikke nødvendigvis er penge i. Personligt mener jeg, at Claus Clausen er en af de dygtigste forlæggere i Danmark, og det er synd og skam, hvis det ender med at være forlagets endeligt,« siger Aydin Soei.

Han venter »i spænding« på, om han selv er en af de forfattere, der ikke har fået royalty, men Aydin Soei anser ikke Claus Clausen for en mand, der ville snyde en forfatter.

»Da han udgav min første bog, var det ikke af økonomiske årsager, men fordi han mente, at det var en vigtig bog. Claus Clausen står for noget, vi skal bibeholde i forlagsverden, men økonomisk er der næppe tvivl om, at Tiderne Skifter til tider virkede amatøragtigt i forhold til antallet af bøger,« siger Aydin Soei.

Som følge af uregelmæssighederne er det personale fra Tiderne Skifter, som fulgte med i købet for halvandet år siden, nu blevet opsagt.

Forlaget ophører som autonomt forlag og flytter ind hos Gyldendal og videreføres som en del af ’Gyldendals Skønlitterære Redaktion’, fremgår det af brevet til forfatterne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • Hans Aagaard
Mette Poulsen og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu