Læsetid: 13 min.

’Jeg kan ikke svare dig på, hvad kunst er, men jeg kan fortælle dig, hvad en kunstner er’

Forskellen på en almindelig kunstner og en god kunstner er, at en god kunstner er villig til at ofre alt for sin kunst. Sådan siger den serbiske performancekunstner Marina Abramović, der selv har fået tre aborter og givet afkald på et familieliv for at kunne hellige sig sin bestemmelse. I juni er hun aktuel med både en selvbiografi og to udstillinger i Danmark
Marina Abramović

Marina Abramović

Marco Anelli

9. juni 2017

Spørger man Marina Abramović, hvornår hun blev kunstner, kan hun svare meget præcist. Det gjorde hun i 1960, som 14-årig, under en personlig maletime med en af sin fars gamle venner, kunstneren Filo Filipovic.

En dag dukkede han op hos familien med nogle farvetuber, en bøtte lim og en rulle lærred under armen. Først bredte han lærredet ud på gulvet og smurte lim på det. Så strøede han med noget sand og tilføjede farverne gul, rød og sort. Derpå holdt han en lille pause for at betragte sit foreløbige værk, og tilfreds med resultatet fandt han en halv liter benzin frem, som han pøsede ud over det. Så strøg han en tændstik og satte ild til hele herligheden. »Det er en solnedgang,« sagde han og gik.

Episoden står at læse i den nu 71-årige Marina Abramovićs nye selvbiografi, At gå gennem mure, hvor den tjener som en slags kunstnerisk skabelsesberetning. En grundmyte, der skal forklare, hvorfor hun valgte at vie sit liv til lige netop performancekunsten.

De seneste 50 år har Marina Abramović opnået nærmest mytologisk status inden for netop denne særlige kunstneriske disciplin. ’Performancekunstens bedstemor’ bliver hun kaldt – og der menes ikke sådan en bedstemor, der bager pandekager og laver varm chokolade.

I kunstens navn har hun skåret sit eget maveskind op med et barberblad, stukket sig selv med en kniv og revet sin hovedbund til blods med en kam. Hun har pisket sig, prostitueret sig og udstillet sin egen nøgne krop i et utal af varianter. Mindst to gange er hun besvimet under en performance, og ved en udstilling i Napoli i 1973 mistede hun nær livet, da en mand pludselig holdt en ladt pistol op til hendes hoved og truede med at trykke af.

»Radikalitet er en nødvendighed for alt her i livet,« siger den principfaste kunstner, da jeg fanger hende på telefonen fra New York.

»Vi vil helst vælge den nemme vej; vi kan ikke lide at gøre ting, der er besværlige for os. Men hvis man virkelig vil rykke ved noget, hvis man virkelig vil forandre noget, så bliver man nødt til at gøre ting, man ikke bryder sig om.«

Marina Abramović har sagt ja til en halv times interview med Information som optakt til en juni i Danmark, hvor hun både er aktuel med en retrospektiv udstilling på Louisiana, en ny totalinstallation på Det Kongelige Bibliotek, en artist talk i Den Sorte Diamant og en bogudgivelse på Gyldendal. Et liv som kunstner kræver disciplin, understreger hun. 

»Jeg har undervist i over 25 år, og jeg har altid lært mine elever om behovet for udholdenhed. Det er så nemt at give op. Men hvis du giver op i dine kunstneriske bestræbelser, så giver du også op i livet.«

Øverst: Den nøgne kunstner river sin hovedbund til blods med en stålkam, ’Art Must Be Beautiful. Artist Must Be Beautiful’, Charlottenborg, 1975.

Nederst: Kunstneren ligger på ryggen og skriger, til hun mister stemmen i ’Freeing the Voice’, Beograd 1975.

Marina Abramović i Danmark

Juni er Abramović-måned i Danmark.

Den 1. juni udkom hendes selvbiografi ’At gå gennem mure’ på forlaget Gyldendal. Den 17. juni, åbner en retrospektiv udstilling af hendes kunst på Louisiana med titlen ’The Cleaner’.

Og den 21. juni deltager kunstneren i en artist talk i Den Sorte Diamant.

Det sker i forbindelse med en ny totalinstallation på Det Kongelige Bibliotek med titlen ’Abramović’ Method for Treasures’, der åbner samme dag.

’Relation in Space’, Venedig 1976. To nøgne mennesker støder mod hinanden gentagne gange med stadig højere fart og større voldsomhed. På lydsporet høres de høje klask. Værket er Marina Abramović og kæresten Ulays (Frank Uwe Laysiepens) første fælles performance.

Jaap de Graaf

Et af Marina Abramovićs mest kendte værker illustrerer bedre end noget andet, hvad hun taler om: I 2010 stod flere end 750.000 mennesker i kø på kunstmuseet MoMA i New York for at komme til at sidde på en stol og tavst kigge kunstneren ind i øjnene i en uhørt langstrakt performance på over 700 timer kaldet The Artist Is Present. Præstationen er foreviget i en dokumentarfilm af samme navn, som giver et godt indblik i, hvor krævende et værk, der i virkeligheden er tale om.

Prøv at overveje, hvor intimt det kan være at kigge et andet menneske ind i øjnene i bare 10 sekunder – og forestil dig så at skulle gøre det i otte timer i træk, hver dag i tre måneder, uden at du kan røre dig eller rejse dig, uden at du kan strække ben eller tale, uden at du kan give udtryk for en tanke eller en følelse, og selvfølgelig uden at du kan spise eller gå på toilettet; det eneste, du kan gøre, er bare at sidde, sidde helt stille med rank ryg og foldede hænder, mens tusinder af fremmede mennesker, én efter én, tager plads på stolen foran dig og stirrer tilbage, nogle i ganske få minutter, andre i flere timer og adskillige med tårerne trillende ned ad kinderne i ren og skær rørelse over, hvad et andet menneskes nærværende blik kan føre med sig af uventede følelser.

Performance handler om nærvær. Hver dag i to-en-halv måned sad Marina Abramovic bumstille på en stol og var intenst nærværende overfor de, som måtte sætte sig i stoien overfor.
Læs også

Det er lige netop Marina Abramovićs force: hendes evne til at føre et kunstværk helt igennem, til at insistere på en radikal idé og være villig til at tage den fulde konsekvens.

– Dine performances er ofte blodige og udmattende. Hvorfor skal det altid være så hårdt?

»Lidelse, forgængelighed og frygt har altid været hovedtemaer i kunsten, og jeg er optaget af de samme grundtemaer. Den eneste forskel er, at jeg bruger min krop til at udtrykke dem. Jeg iscenesætter livets svære øjeblikke foran publikum, henter energi fra publikum og viser dem, at når jeg har modet til at komme igennem alt dette, så har de også modet til at komme igennem det, de skal.«

– Men lige så sandt, det er, at livet kan være blodigt og smertefuldt, lige så sandt er det vel, at livet også kan være smukt og godt. Men det virker ikke til at fylde meget i din kunst?

»Det svære i livet er at forholde sig til frygt og smerte, det er meget nemmere at forholde sig til lykke. Mine kunstværker handler om at gøre sig fri fra frygten for at nå til lykken.«

– Men ikke om lykke i sig selv ...

»Lykke er en tilstand, man ikke har lyst til at ændre på. Man er lykkelig – og så slut! Hvilken god kunst kan der komme ud af det?«

Voldelig barndom

Lykke er da heller ikke en tilstand, Marina Abramović har været forvænt med i sit eget liv. De første år af sin barndom boede hun hos sin mormor, fordi hendes mor og far ikke havde tid til at have hende. Hendes forældre var som to fremmede, der rutinemæssigt dukkede op hver weekend og forsvandt ud af hendes liv igen uden at efterlade sig andre blivende indtryk end deres pligtskyldigt medbragte gaver. Først som seksårig, efter en længere hospitalsindlæggelse, som Marina Abramović selv betegner som »den bedste tid af min barndom«, flyttede hun modvilligt ind hos sine forældre igen.

Forældrene havde begge været kommunistiske partisaner og kæmpet mod nazisterne under krigen. Det betød, at de nød store økonomiske og sociale privilegier i det Jugoslavien, som anført af Tito voksede frem efter krigen. Her var det en fordel at have partibogen i orden, og det havde hr. og fru Abramović. Marinas far, Vojin, var marskal i Titos elitevagtkorps, og hendes mor, Danica, arbejdede som leder af Museet for Kunst og Revolution.

Mens store dele af den jugoslaviske befolkning led under varemangel og arbejdsløshed og måtte bo tæt sammen i små lejligheder i grimme beboelseskomplekser, manglede der ikke noget hos familien Abramović, der havde til huse i en herskabelig lejlighed på Makedonska-gaden midt i Beograd. Det var en materielt privilegeret barndom, husker hun: »Hvis jeg ville have en bog, så fik jeg den. Hvis jeg ville i teatret, så fik jeg en billet. Hvis der var noget klassisk musik, jeg gerne ville høre, så blev pladerne fremskaffet til mig.«

Men bag den materielle sikkerhed gemte sig en voldelig barndom i »et kærlighedsløst hjem«.

Hendes forældres ægteskab var som en krig, der ikke ville stoppe. »De snakkede aldrig sammen. Der var ikke en jul, hvor alle var glade.« Til gengæld var forældrene konstant oppe at skændes, og hendes far var ofte utro. I det hele taget var forældrene et umage par. Moren var fra en rig og intellektuel familie og havde studeret Marx og Engels på universitetet i Schweiz. Hendes forståelse af kommunismen var idealistisk, grænsende til »det mondæne«. Faren, derimod, var af en fattig og praktisk anlagt familie. Han så kommunismen som et våben mod de herskende klasser, og målet var en fuldtonet revolution, der kunne omstyrte hele klassesamfundet.

»De var blevet ført sammen af deres utrolige kærlighedshistorie og deres gode udseende – de var blevet ført sammen af sex – men der var så mange andre ting, der førte dem fra hinanden,« skriver Marina i sin selvbiografi.

Kunstneren genopfører en gammel jugoslavisk drikkeleg ved at stikke med en kniv i mellem sine fingre, ’Rhythm 10’, Rom, 1973.

Marina Abramović Archives/Louisiana

Det ulykkelige ægteskab gik ud over børnene, ikke mindst Marina, som var – fandt hun senere ud af – opkaldt efter en kvindelig russisk soldat, som hendes far havde været forelsket i under krigen, og som var blevet sprængt i luften lige for øjnene af ham: »Min mor bar nag over denne gamle romance – og jeg tror, at associationen også fik hende til at bære nag til mig,« skriver hun.

Det dysfunktionelle barndomshjem involverede systematisk vold, ikke bare mellem forældrene, men også mod Marina, hvor afsenderen i reglen var hendes mor, Danica. Enhver forseelse, stor som lille, blev mødt med en form for afstraffelse: »Jeg tror, at min mor på en måde trænede mig til at blive soldat ligesom hende selv,« skriver Marina Abramović i selvbiografien: »Hendes kommunisme var måske lidt ambivalent, men hun var hårdhudet. Rigtige kommunister besad en spartansk beslutsomhed – de skulle kunne ’gå gennem mure’.«

Samme determinerede beslutningskraft er gået i arv til Marina Abramović, og den har været en af de drivende motorer i skabelsen af hende som radikal performancekunstner.

»Jeg hadede den disciplin, min mor krævede af mig som barn,« fortæller hun i telefonen: »Men når jeg ser tilbage, var det en dyd, hun gav videre.«

Et andet ord, der bliver ved med at dukke op i hendes selvbiografi, er ordet ’frihed’. Hele 22 gange for at være nøjagtig. Det er et tema, hun bliver ved med at vende tilbage til.

»Da jeg boede i Eksjugoslavien, var jeg under streng kontrol fra såvel staten som fra mine forældre, især fra min mor. Alting var forbudt, og derfor har det altid været et vigtigt tema for mig at slippe fri af de hæmmende bånd. Jeg har aldrig været skabt til giftermål, og jeg har ikke ønsket at få børn – jeg har fået tre aborter, fordi jeg ikke ønskede nogen forstyrrelser i mit arbejde. Så jeg har ofret en masse, og det har også bragt mig en del ensomhed. Men langt om længe har jeg opnået den frihed, jeg har søgt. Og derfor er det også vigtigt for mig at finde lykken nu. For man kan også blive fri og finde ensomheden.«

’Er du komplet tosset?’

I sin selvbiografi fortæller Marina Abramović fyldigt om sin barndom og opvækst, men hun dykker også ned i sit liv som ung, fattig kunstner i 1970’erne og 1980’erne. Rent kunstnerisk var det en heftig tid. Sammen med performeren og kæresten Ulay (Frank Uwe Laysiepen) kørte hun Europa tyndt i en varevogn og udlevede tidens nye radikale idealer. 60’ernes avantgardebevægelse havde gjort op med den gamle forestilling om kunst som en vare, der kunne handles. Nu skulle kunst snarere være en handling, der kunne opleves – en performance – og Marina Abramović var blandt de arvtagere, som førte tankegangen ud i sin yderste konsekvens.

Hendes første store optræden på kunstfestivalen i Edinburgh i 1973 blev et vendepunkt i hendes karriere. Til stede på festivalen var både den tyske stjernekunstner Joseph Beuys, der holdt et syv timer langt foredrag om performancekunst med noter og diagrammer, og aktionsgruppen Wiener Aktionismus, der var berygtede for deres vilde optrædener.

Et af gruppens medlemmer, Günter Brus, var tidligere blevet idømt fængselsstraf efter en performance, hvor han på én gang havde onaneret, smurt afføring ud over sin krop og synget den østrigske nationalsang. Det var blandt radikale kolleger som disse, at Marina Abramović debuterede med et værk, der efterlignede en jugoslavisk drikkeleg, som går ud på at sprede sine fingre ud på en træplade og stikke, så hurtigt man kan, i mellemrummene med en kniv. I hendes egen udgave af legen var der ikke én, men ti knive i forskellige størrelser samt to båndoptagere. Rhythm 10, kaldte hun værket.

’Rhythm 0’, Napoli 1974. På et bord har kunstneren lagt 72 genstande frem og meddelt publikum, at de frit kan benytte dem, som de vil. Én skærer hende i halsen med et barberblad og suger blodet op. En anden holder en kniv op mod hendes underliv. En tredje lader en pistol og peger den mod kunstnerens hoved, inden han bliver smidt ud af galleriet.

Donatelli Sbarra

– Folk, der befinder sig uden for kunstverdenen og ikke forstår dens koder ... Hvad vil du sige til dem, for at de bedre kan forstå din radikale form for performancekunst?

»Jeg behøver ikke at sige noget til dem. Ikke længere. Da jeg begyndte at lave performancekunst i 70’erne, var det foran et publikum på ti, måske 20 eller højst 40 mennesker. I dag viser jeg min kunst foran hundredtusinder. Jeg har nået et niveau, hvor min kunst ikke længere er en luksus for de få.«

– Føler du aldrig, at performancekunst kan blive lidt triviel i længden, eller at den måske ligefrem er ved at have udtjent sit formål?

»Er du tosset? Er du komplet tosset? Performancekunst har altid været en del af den kunstneriske praksis. Nogle gange er den meget synlig, andre gange er den mindre synlig. Den følger konjunkturerne. Når økonomien går ned, går performancekunsten op, fordi den er billig. Og når økonomien går op, så køber folk igen Damien Hirst. Men performancekunsten vil aldrig dø eller udtjene sit formål, for den er en levende kunstform,« siger Marina Abramović.

Hun er rystet over spørgsmålet – og slet ikke færdig med at besvare det:

»Selvfølgelig findes der dårlige performances, men når du ser en virkelig god én, kan den ændre dit liv, for den kan noget helt andet end et maleri. Den kan åbne noget i dig, som du ikke vidste eksisterede. Men forudsætningen for, at det kan ske, er, at kunstneren er villig til at åbne sig selv. Derfor er det også en ekstremt krævende kunstart. Som kunstner må man være villig til at ændre sig selv for at skabe forandring i andre. Men når det sker, kan der opstå en form for energi, der siver ind i publikum. Trivielt? Nej, det bliver det aldrig!«

– Du tænker heller ikke for dig selv, at det hele ville være lidt nemmere, hvis du kunne nøjes med at male et billede og hænge det op på museumsvæggen i stedet for at gå igennem det her slid og slæb med blod og sved og timelange, udmattende seancer, hver eneste gang du vil skabe et nyt værk …?

»Nej, men der var faktisk folk, der forud for The Artist is Present på MoMa, sagde til mig: ’Marina, du er allerede skrevet ind i de kunsthistoriske annaler, hvorfor laver du ikke bare en retrospektiv udstilling og holder en festlig fernisering?’ Men det ville jeg ikke, for jeg så det som en kæmpe mulighed for at demonstrere, hvad performancekunsten kan, når den er bedst. Og hvad skete der? Jeg brød besøgstalsrekorden for en nulevende kunstner!«

Tiden, hvor Marina Abramović henslæbte en tilværelse som fattig kunstner, er for længst forbi. Nu bliver hun inviteret til ferniseringer med røde løbere og kendisser, der flokkes om hende. Hun er blevet en stjerne, og det ved hun godt. 

»Men helt ærligt, så er jeg ligeglad med alt det nu. Havde jeg oplevet det som 25-årig, ville det sikkert være steget mig til hovedet,« siger hun.

Spørg ikke, hvad kunsten kan gøre

I sin selvbiografi vender Marina Abramović flere gange tilbage til et citat af den tysksprogede digter Rainer Maria Rilke, der handler om at skabe forandringer gennem kunst. Men hvad tænker hun egentlig selv om behovet for forandringer, når hun som kunstner ser på verden i dag med Trump i Det Hvide Hus, Brexit i Storbritannien og nationalistiske strømninger over hele verden. Hvilke forandringer er der behov for at skabe – og hvordan kan kunsten hjælpe med at skabe dem?

»Jeg tror ikke som sådan, at kunst kan forandre noget,« svarer Marina Abramović. »Kunst kan skabe opmærksomhed om noget. Men det er op til os selv at lave forandringerne. Jeg tror, at når du ændrer dig selv, så ændrer du tusinder. Men du må begynde med dig selv og spørge: Hvad kan jeg gøre? Og ikke: Hvad kan kunsten gøre? Men hvis vi allesammen stiller os selv dét spørgsmål, så er der til gengæld også basis for at skabe virkelige forandringer.«

– Hvad er kunst for dig?

»Jeg kan ikke svare dig på, hvad kunst er, men jeg kan fortælle dig, hvad en kunstner er. En kunstner er en, der vågner op hver morgen med en rasende trang til at skabe. Det gør dig ikke til en god kunstner. Det gør dig bare til en kunstner. Det, der gør dig til en god kunstner, er din totale dedikation til arbejdet. Du skal være grebet af en indre ild, et uudslukkeligt behov for at skabe. Og dét behov skal være mere betydningsfuldt for dig end noget som helst andet i dit liv. Også vigtigere end dit privatliv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulla Søgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Thomas Overbye
  • Ervin Lazar
Ulla Søgaard, Niels Duus Nielsen, Thomas Overbye og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Stærke mennesker bliver ikke gift og får børn - de fleste af os er dog svage. Hvis man selv var blevet en abort var man her dog ikke. Bliver man dummere af at være gift. ?? Munke og nonner har gennem historien helliget sig deres værk - ofte intellektuelt arbejde. Jeg kategorisere genren under central europæisk post-Anden Verdenskrigs depression. Fluxus, modernisme osv. ideologisk sikkert ikke langt fra dele af den hjemmelige Ex-skole.

Søren Rehhoff

Hun har virkelig lidt for sin kunst. Det er her hvor kunst og ekstremsport går op i en højere enhed, selvom Jesus var nok en af de virkelig store performancekunstnere med pisk og korsfæstning og det hele. Der er noget at leve op til.

Randi Christiansen

Posttraumatisk, depressiv ekstremsport, men kunst? Jeg kan godt fortælle marina, hvad kunst er. Det er ganske enkelt at kunne. Det store spørgsmål er, hvad man kan. Hendes selvskadende, reaktive, sygelige adfærd illustrerer og føjer til verdens vanvid. At den ophøjes og udstilles på de fineste museer understreger dette vanvid. Er det virkelig, hvad vi har brug for til at løfte stemningen og inspirere os til at gøre verden til et smukkere og bedre sted? Skuer vi ikke rædsler nok til at vågne? Eller tror man, at man vågner, når man udsætter sig selv for at være del af den slags selvpineri? Hendes fremstillinger er et grotesk monument over tidens forfald.

Men seancen, hvor hun ser mennesker i øjnene 8 t i streg, har dog på trods af det ekstreme noget smukt over sig. En spændende øvelse, som man kunne forsøge sig med i privaten ....