Feature
Læsetid: 7 min.

Kunst som kriseturisme

Med sin afstikker i Athen satser den traditionsrige tyske samtidskunstudstilling documenta 14 stort på politisk relevans. Det får nogle steder ’documenta 14 – learning from Athens’ til at ligne et tredimensionelt, teksttungt katalog over krisehåndtering
Med sin afstikker i Athen satser den traditionsrige tyske samtidskunstudstilling documenta 14 stort på politisk relevans. Det får nogle steder ’documenta 14 – learning from Athens’ til at ligne et tredimensionelt, teksttungt katalog over krisehåndtering

JOHNNY FREDERIKSEN

Kultur
23. juni 2017

»Athen er det mest produktive sted at tænke fra, hvis man vil reflektere over nutiden og fremtiden,« forklarer den kunstneriske leder af documenta 14, polskfødte Adam Szymczyk, i en tale med den sigende overskrift What’s Important: Art & Politics, som han holdt i Oxford sidste år. Her forklarer han sit valg om at lave to parallelle, overlappende udstillinger: 100 dage med kritisk samtidskunst i Athen og 100 dage i Kassel.

Med documenta 14 – learning from Athens rykker den tyske samtidskunstudstilling documenta for første gang ud af Kassel. Siden 1955 har den midttyske by hvert femte år dannet rammen om en 100 dage lang udstilling af samtidskunst, der fungerer som pejlemærke på den globale kunstscene. 

Fra Athen er der god udsigt til en række af de politiske kriser, Grækenland ikke er alene om. Szymczyk kalder Athen for præmieeksemplet på sameksistensen af håb og krise. Grækenlands tidligere finansminister Yanis Varoufakis kalder Szymczyks projekt for katastrofeturisme.

Det er lige groft nok, bliver mit rejseselskab enige om. Vi sidder på en café i Athens mest ventrefløjsaktivistiske kvarter, Exarchia, og spiser grillet ost forklædt som kage, mens en flok ranglede sortklædte mennesker med maskerede ansigter banker marmor af en bygning for at have kasteskyts til en antinedskæringsdemonstration senere på dagen. Kriseturisme ville være en mere præcis betegnelse.

I år er det politiske kriser

Placeringen af en ekstra-documenta i Athen er et klart signal om, at det i år skal handle om politiske kriser. Szymczyk vil ikke bare varetage en kunsthistorisk arv og konsolidere de medvirkende kunstneres position på kunstmarkedet, siger han i sin tale i Oxford. Hans skrækscenarier er ret klare og ikke uden henvisninger til forgængeren i jobbet som documenta-kurator, Carolyn Christov-Bakargiev.

Documenta skal ikke være en øvelse i kuratorisk overlegenhed isoleret fra det globale samfunds kriser, men derimod et »redskab til politisk refleksion og til at forandre samtiden«, »en fælles platform for diskussion af værdier« og »en beholder for indhold, der repræsenterer en mangesidet respons på samtidskunstens situation og dermed siger noget betydningsfuldt om kultur, samfund og politik«.

Fokus skal skifte fra kunstobjekter til politiske og sociale transformationsprocesser. Det ser man rundt omkring på de museer, gallerier, institutioner og pladser i Athen, hvor documenta 14’s græske afstikker foregår.

Det pakistanske bryllupstelt, hvor der to gange dagligt serveres gratis mad, står der ikke bare for at blive set på. Det er et værk af den pakistanske kunstner Rasheed Araeen, som skal danne rammen om mellemmenneskelige møder, der skal skubbe verden i en bedre retning. Food for Thought: Thought for Change hedder det.

Den meget direkte formulerede ambition, der ligger i titlen, hænger tungt over måltidet, som jeg indtager sammen med en græsk gadesælger, der ikke taler engelsk, og en græsk pensionist, der bliver helt deprimeret af at få svar på sine spørgsmål om det københavnske boligmarked.   

Katalog over krisehåndtering

Vi er primært kommet for at blive overvældede. Documenta 13 var overvældende i kraft af de enkelte kunstværkers format og af de svimlende forbindelser mellem forskellige vidensformer, som den daværende kurator Carolyn Christov-Bakargiev formåede at antyde.

På documenta 14 i Athen er mange af værkerne undervældende. Vi når ikke hele vejen rundt til de 47 forskellige institutioner, parker, pladser og lejligheder, udstillingen er fordelt på, men den politiske fællesnævner er tydelig de steder, vi kommer.

Når en del af det udstillede ikke virker kunstnerisk vellykket, har det for nogle af bidragene den simple forklaring, at der ikke er tale om kunstværker, men dokumentation. Documenta 14 – learning from Athens er så rig på glasmontrer med dokumenter, der fortæller om politiske og aktivistiske projekter fra forskellige tider og steder, at det i perioder kan føles som om, man bevæger sig rundt i et tredimensionelt, teksttungt og transhistorisk katalog over krisehåndtering.

På Athens Kunstakademi kan man eksempelvis se gamle numre af det progressive tidsskrift Visva-Bharati, som den indiske poet og filosof Rabindranath Tagore grundlagde i 1921. Der er også breve og den slags. Alt sammen ekstremt gammeldags formidlet, som var man på et historisk museum, der lægger vægt på, at publikum har forberedt sig hjemmefra. Man kan se dagsplan og billeder fra en californisk sommerlejr ved navn Sea Ranch Workshop, som den moderne danser Anna Halprin og hendes mand landskabsarkitekten Lawrence afholdt i 1969.

Appellerer ikke til sanser

Præmieeksemplet på et politisk projekt, der i sig selv virker relevant, men hvor omformateringen til kunst virker meningsløs, er Synnøve Persons samiske flag: et rødt og blåt felt adskilt af lodret gult bånd. Det er flot. Flaget er til lejligheden genfortolket som tre kvadratiske ensfarvede malerier i henholdsvis rødt, gult og blåt.

Jeg følges med en billedkunstner, der påpeger malingens »dårlige pigmentering og grimme shine«. »Hvorfor ikke gøre sig umage?« hvæser hun. Det er at tage museet som institution unødigt højtideligt, når et objekt, der er interessant i sig selv, skal have selskab af nogle middelmådige malerier for at kunne være der.

Mindst to værker skabt til documenta består af bureaukratiske korrespondancer lagt frem i montrer. Et, hvor en kunstner søger om og får tilladelse til at opføre en anden kunstners konceptværk i Kassel, et andet, hvor den tyske kunstner Maria Eichhorn søger om at give en bestemt tom bygning i Athen status som uejet bygning.

»Dermed får den næsten samme status som en offentlig skulptur og rejser også spørgsmålet om, hvad der er offentligt, og hvad der er privat,« står der i documentas præsentation. Det er kunst, der lægger op til diskussion af, hvad kunst er, uden at appellere til nogle sanser.

Cyborgdyr

På den baggrund er Bonita Elys humoristiske science fiction-installation 2054 Plastikus Progressus en lettelse og en fornøjelse. Rundt omkring på et gulv dækket af camouflagenet og plasticskrammel har Ely placeret figurer bestående af sammenflikket elektronik.

Med samme visuelle udtryk som en zoologisk have forklarer skilte ved de enkelte figurer, plancher på væggen og en skærm, man kan trykke på, hvordan disse nye cyborgdyrearter i år 2054 formår at spise plastic, sådan at verdenshavene alligevel ikke bliver smadret. Måske er det ikke decideret visionært som økokunst betragtet, men det er alligevel noget (andet end at se på gamle papirer), at Ely har fundet på og visualiseret en fantasifuld fiktion.

Fransk-marokkanske Bouchra Khalilis video The Tempest Society er et mere nøgtern bud på aktuel politisk kunst. Med den franske teatergruppe Al Assifa, der lavede »dramatiske aviser« i 1970’ernes Paris, som forbillede har Khalili placeret tre grækere af forskellig alder og etnicitet på en teaterscene, hvor de forholder sig direkte til spørgsmål om flygtninge og migranters rettigheder og EU’s sparekrav.

Amerikanske Allan Sekulas fotoserie School is a Factory fra 1978-80 er et andet lyspunkt, hvor det demonstrativt udramatiske portræt af det amerikanske uddannelsessystem ledsages af korte, lakoniske tekster, der spidder den rigide kommercielle tankegang, der ligger bag institutionerne.

David Perlovs animationsfilm Old Aunt China fra 1957 siger nul om nutidens kriser, men kan ikke desto mindre anbefales. Kunstneren har sat tegninger tegnet af en fjortenårig, der døde af tuberkulose, sammen til et charmerende og morsomt virvar af en fortælling.

Social dissonans

Kriseturisme eller ej – documenta 14 handler ikke specifikt om Grækenlands krise, selvom den spiller en vis rolle. Det handler heller ikke kun om de udstillede værker. Hver dag er der performance, workshops, debatter, læsekredse, koncerter og foredrag om kunst, politik og nogle gange begge dele på en gang.

På kunstakademiet (der er plastret ind i antifascistiske plakater) taler den græske kurator Marina Fokidis om, hvordan man bærer sig ad med at samle og udstille immateriel kunst som performances og happenings. Marina Fokidis har været med til at kuratere documenta i Athen og fortæller, at de har fået kritik for ikke at repræsentere Grækenlands krise mere direkte.

»Det er et fravalg. Det nytter ikke noget at prøve at lave den store fortælling om den krise, vi er i lige nu. Ambitionen er at åbne til andre kriser i verden og vise, at der er tale om fælles kamp.«

Fokidis er ikke kommet for at fremlægge en politisk analyse, og stemningen i lokalet er mere præget af fredelig fælles interesse for menneskelige udtryksformer end af kampgejst.

På Athens musikkonservatorium, Odeion, bliver der dagligt afholdt en kollektiv performance med titlen »Social Dissonance«. Her får deltagerne deres sag for, når de skal følge instrukser som f.eks. »Publikum er dit instrument, spil på det for at få en praktisk forståelse af, hvordan vi generelt bliver instrumentaliseret.«

Og endnu sværere: »Forbered publikum med koncepter, spørgsmål og bevægelser som en måde at udforske dissonansen mellem den individuelle narcissisme, kapitalismen fremmer, og vores sociale kapacitet …« Det alvorsfulde forsøg på at omsætte abstraktioner til konkrete bevægelser og handlinger er morsomt. Måske endda lidt med vilje.

Det lykkes et par gange at blive overvældet af værker, der er helt klare i deres idé og imponerende gennemført. På Filopappouhøjen over for Akropolis har canadiske Rebecca Belmore fået fremstillet et iglotelt i marmor. Der er ingen direkte budskaber, bare en fremstilling af de midlertidige boliger, som de interimistiske flygtningelejre i Europa for tiden er fyldt med, i en ny bastant og uforgængelig form.

Samme tydelighed er der over nigerianske Emeka Ogbohs lydinstallation The Way Earthly Things Are Going. I et stort amfiteater på musikkonservatoriet, dunkelt belyst og med rå uslebne betontrapper, lyder en flerstemmig sang fra tolv højtalere, mens aktiekurserne kører hen over en LED-skærm på bagvæggen.

Sangen lyder sakral, men er en græsk traditionel sang, hvor en mor og hendes søn begræder, at armod har drevet dem på flugt. Det er ikke antydningen af, at ussel mammon er vor tids nådesløse gud, der gør værket interessant, men den voldsomme stemning installationen sætter en i. Her vil kunstneren endelig ens sanser – og ikke bare ens indignation – noget. 

’Documenta 14 – learning from Athens’ finder sted i Athen til den 16. juli 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her