Hvad: Migrationen fra Afrika mod Europa
Hvem: Lise Nørgaard, Radio24syv og Mary Consolata Namagambe
I forbindelse med sin 100-årsfødselsdag har Lise Nørgaard givet adskillige interview, og mange har beundret, hvor åndsfrisk hun er trods sin høje alder. Men så skete der noget på Radio24syv, hvor hun i sidste uge udtalte sig om migrationen fra Afrika mod Europa.
Her sammenlignede hun migranternes rejse med lemmingers flokmentalitet, der ansporer dem til at forlade udpinte områder og i store grupper kaste sig i havet i håb – ikke vished – om, at de finder frem til rigere områder. Og konkluderede, at i stedet for at sende flere penge til Afrika skulle man »sende et vogntog med præservativer«.
Reaktionerne på Radio24syvs facebookside var forskellige, men nogle brugte ord som ’senil’ og ’demens’, og én skrev, at »hun er trods alt 100, så man må trække lidt fra dumhederne«. Når man som 100-årig siger noget fornuftigt, så er man frisk i hovedet, men når man siger noget racistisk sludder, så er man affældig.
I Politiken skrev Mary Consolata Namagambe, at Lise Nørgaard har misforstået noget og konstaterede, at der ryger seks gange så meget ud af Afrika til selskaber i Vesten, som der ryger ind i udviklingsbistand. Europa kunne ikke klare sig uden Afrikas naturressourcer.
Lise Nørgaard gør selv lemminger uret. Hos BBC Earth kan man læse, hvordan myten om dem er opstået. Disney lavede i 1958 en dokumentar, der viser, hvordan lemminger i store flokke kaster sig ud over en klippeskrænt og ud i havet – angiveligt i blind tro på at finde et bedre hjem. Det er rigtigt, at lemminger i perioder vandrer i grupper, men de følger ikke hinanden hovedløst og kaster sig i døden. Sandheden er, at Disney selv hældte lemmingerne ud over klippeskrænten fra ladet af en lastbil.