Læsetid: 6 min.

Litteraturen viser et Storbritannien, der lukker verden ude og drømmer om paradis

Storbritannien lukker sig om sig selv ifølge litteraturen, der de seneste år har gået nationens selvopfattelse og myter grundigt efter i sømmene. Er det et fængsel eller et paradis, der er ved at blive skabt, lyder spørgsmålet. Vi tager et tilbageblik på de senere års litteratur, der afspejler den britiske mentalitet
Storbritannien lukker sig om sig selv ifølge litteraturen, der de seneste år har gået nationens selvopfattelse og myter grundigt efter i sømmene. Er det et fængsel eller et paradis, der er ved at blive skabt, lyder spørgsmålet. Vi tager et tilbageblik på de senere års litteratur, der afspejler den britiske mentalitet

Thomas Iburg/iBureauet

3. juni 2017

Hvordan skal det gå England?

Krig, krise og kulturelle spændinger har splittet nationen, der efter Brexit-afskeden synes at have svært ved at enes om, hvordan den kommer videre, og hvor den vil hen.

Er det et nyt paradis eller et fængsel, vi skaber? Spørgsmålet har i forskellige variationer lydt flere steder op til det kommende valg, og nu også helt bogstaveligt i en ny roman, der udkom sidste uge.

Lucy Hughes-Halletts Peculiar Ground handler, som The Guardian skriver i sin anmeldelse, »om mure og grænser og vigtigheden af jord og land – hvad det indebærer at eje jord, indhegne det, lukke folk inde eller ude; tanker, der i den grad trænger sig på disse dage.«

Læs også

I centrum af fortællingen, der strækker sig fra 1663 til nutiden, står landstedet Wychwood, hvis økonomi slutteligt bliver så stram, at det i 1989 åbnes for betalende gæster og lejes ud som kulisse til tv-serier. Det stolte og symbolladede britiske herresæde er endt som et museum.

Det får en ældre herre i romanen til med beklagelse at udbryde:

»Det myldrer med turister og gæster og overnattende – som en hob af gorgoner. Det de kommer for at se, dræber de med deres iskolde blikke …«

Den store britiske roman

Peculiar Ground synes at være et godt bud på den store britiske roman, og som flere andre forfattere i genren tager Hughes-Hallett afsæt i det små for at skildre det store.

Samme greb benytter Tim Binding sig af i Anthem (2003), der udspiller sig blandt beboerne på en stille villavej i en London-forstad, Monica Ali i Brick Lane (2003), der skildrer livet blandt indvandrerne i London-kvarteret af samme navn, samt John Lanchester i Kapital (2012), der foregår på en gade i den britiske hovedstad.

Et par af disse titler har godt nok nogle år på bagen, men tilsammen skildrer de tre romaner netop de skelsættende begivenheder, der har kilet sig ned i den moderne britiske bevidsthed, udvidet de sociale, kulturelle og økonomiske skel og skabt landets nuværende uro: Falklandskrigen og thatcherismen i Anthem, kultursammenstødene i Brick Lane og finanskrisens konsekvenser i Kapital.

I sidstnævnte følger vi beboerne på den fiktive Pepys Road fra kort inden boligboblen bristede i 2007 og frem til 2008, hvor boligboblen brast.

Persongalleriet er stort og tæller blandt andre en finansmand, en ung fodboldspiller fra Senegal, en indvandrerfamilie og såmænd også en polsk håndværker af den type, vi tillige møder i Rose Tremains The Road Home (2009), en østeuropæer, hvis billige arbejdskraft ifølge mange Brexit-tilhængere truer med at underminere det britiske arbejdsmarked og svække landets sammenhængskræft.

Thomas Iburg/iBureauet

I Kapital skildrer John Lanchester dog en nation, der allerede inden finanskrisen begynder at kradse, er både skrøbelig og splittet:

»At eje et hus på Pepys Road var som et være på et kasino, hvor gevinsten var givet på forhånd,« som han skriver. »Hvis man allerede boede der, var man rig. Hvis man gerne ville bo der, var man nødt til at være rig. Det var første gang i historien, at det nogensinde havde været tilfældet. England var blevet en nation af vindere og tabere, og alle i gaden var, alene fordi de boede der, vindere.«

I hælene på finanskrisen kommer også et postkort til gadens husejere, hvorpå der står: »Vi vil have det, du har!«

Spørgsmålet er naturligvis, hvad det rent konkret er, og hvilke midler der vil blive taget i brug for at få det. Langsomt spreder frygten sig og i takt hermed trangen til at beskytte sig selv og sit hus mod fremmede.

Åndslivet er en illusion

I Ian McEwans Lørdag (2005) bliver frygten ganske reel. Dramaet udspiller sig den dag i 2003, hvor en million englændere gik på gaden for at demonstrere mod Blair-regeringens beslutning om at sende væbnede styrker til Irak.

Hovedpersonen er en civiliseret mand i en civiliseret verden. Det bilder han sig i hvert fald ind, og illusionen holder, indtil han ender med selv at gribe til vold og derved viser, hvad der gemmer sig bag den pæne britiske facade.

Nogenlunde samme ærinde har flere af McEwans jævnaldrene kolleger været ude i de seneste årtier.

Martin Amis, Julian Barnes, William Boyd og Graham Swift er blandt dem, der insisterer på at gå nationens myter og moral efter i sømmene, hvilket naturligvis forklarer, hvorfor så mange af deres romaner til stadighed kredser om krig, klasseskel og kostskoler; universer, hvor det engang så mægtige britiske imperiums grundsøjler blev støbt og cementeret og dermed også langt hen ad vejen blev grundlaget for nationens myter og selvopfattelse.

Oasis var cool. Damien Hirst var cool. Tony Blair var cool. Den tredje vej var cool. Storbyerne var cool. Den brede befolkning … not so much. Før det britiske valg spørger briterne sig selv: Hvad kan de politiske og kulturelle eliter lære 20 år efter Cool Britannia?
Læs også

I Slip mig aldrig (2005) er det netop kostskolen, Kazuo Ishiguro ser nærmere på. Børnene på Hailsham, som skolen hedder, ved, at de er specielle, men hvad der gør dem specielle, står dem ikke helt klart.

»Når jeg ser tilbage nu, kan jeg se, at vi netop var i den alder, hvor vi vidste et par ting om os selv – om hvem vi var, hvordan vi var anderledes end vores værger, end folk udenfor – men endnu ikke havde forstået, hvad noget af det betød,« som en af dem siger.

Langsomt går det op for læseren, at de unge mennesker ikke bliver formet af bøger og viden, men ganske enkelt klonet af videnskaben. Adskillelsen mellem dem ’indenfor’ og ’udenfor’ er skarp – men at dem indenfor skulle være næret af gener og lærdom er blot en illusion.

Erindring og selvbedrag

I flere af de seneste års markante titler er handlingsmønstret i øvrigt næsten det samme som i Slip mig aldrig: En aldrende hovedperson eller flere skruer tiden tilbage og mindes en dyster og fortrængt episode i ungdommen, som samtidig afspejler nationens fortid.

Mønstereksemplet er den pensionerede butler, der i Kazuo Ishiguros Resten af dagen (1989) forsøger at finde ud af, hvorvidt hans herre var nazisympatisør under Anden Verdenskrig. Men også Boyds Rastløs (2009), Barnes’ Når noget slutter (2011), McEwans Cecil Beach (2007) og Søde tand (2012) og Swifts Sidste omgang (1995) og Helligdag (2016) gør brug af denne fortælleteknik.

Alle løfter de en personlig historie til skildringen af en hel nations skæbne, som den formede sig på et skelsættende tidspunkt i historien.

Kazuo Ishiguro satte for nogle år siden ord på, hvor han selv finder sin kunstneriske drivkraft, og samtidig opsummerer han ganske præcist, hvad der ligger bag denne meget stærke tendens i nutidig britisk litteratur:

»Jeg er interesseret i erindringen, fordi det er filteret, hvorigennem vi ser vores liv, og fordi den er tåget og obskur og giver anledning til selvbedrag. Som forfatter er jeg i sidste ende mere interesseret i, hvad folk fortæller sig selv, at der skete, end i, hvad der i virkeligheden skete.«

Fanget af egne forestillinger

I selvbiografien Ikke noget at være bange for (2008) er Julian Barnes inde på det samme, når han skriver, at »også erindringen i stigende grad syntes at være skabt af fantasien«. Som forfatter er Barnes imidlertid ikke nær så interesseret i sandhedens nærmere karakter »som i de troendes karakter, den måde, de forvalter deres overbevisninger på, og terrænet mellem de indbyrdes konkurrerende fortællinger«.

Spændingen mellem sådanne »indbyrdes konkurrerende fortællinger« har i høj grad kendetegnet Storbritanniens moderne litteratur, der i min optik med held har afspejlet de dramatiske sociale og politiske omvæltninger, landet har gennemlevet de seneste årtier.

Dertil har også en række såkaldte yngre etniske stemmer i stort omfang været medvirkende. Udover Ali Smith bør nævnes Gautam Malkanis Londonstani (2006), Zadie Smiths Hvide tænder (2000) og Sunjeev Sahotas The Year of the Runaways (2015), der alle skildrer et multikulturelt England præget af mangel på kontakt og kommunikation mellem religiøse, sociale og etniske grupper.

For så vidt synes britisk litteratur stadig at have fingeren på pulsen, og det gælder ifølge anmelderne altså også Lucy Hughes-Halletts Peculiar Ground, der lader arkitekten, som står for opførelsen af en stor mur omkring Wychwood, spørge:

»Jeg undrer mig blot, et det et nyt paradis, vi skaber her, eller et fængsel?«

Nyere litteratur fra Storbritannien

  • ’Peculiar Ground’ af Lucy Hughes-Halletts (2017).
  • ’Anthem’ (2003) af Tim Binding.
  • ’Brick Lane’ (2003) og ’Capital’ (2012) af John Lanchester. Udkom på dansk som ’Kapital’ i 2013.
  • ’The Road Home’ (2009) af Rose Tremains.
  • ’Lørdag’ (2005), ’Cecil Beach’ (2007) og ’Søde tand’ (2012) af Ian McEwan.
  • ’Slip mig aldrig’ (2005) og ’Resten af dagen’ (1989) af Kazuo Ishiguro.
  • ’Rastløs’ (2009) af William Boyd.
  • ’Når noget slutter’ (2011) og ’Ikke noget at være bange for’ (2008) af Julian Barnes.
  • ’Sidste omgang’ (1995) og ’Helligdag’ (2016) af Graham Swift.
  • ’Londonstani’ (2006) af Gautam Malkani
  • ’Hvide tænder’ (2000) af Zadie Smith.
  • ’The Year of the Runaways’ (2015) af Sunjeev Sahotas.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • ingemaje lange
Flemming Berger og ingemaje lange anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Wedege

Bortset fra at alle EU-lande er forskellige, så skiller briterne sig ikke specielt ud med befolkningens lille overvægt af stemmer til leave-siden. Man kunne sætte medlemskabet på spil i alle lande, og en stribe af dem ville smutte. Forskellen, der førte til Brexit, skyldtes alene David Camerons personlige desperation, som fik ham til at sætte medlemskabet på højkant - for at han selv kunne blive genvalg. Det vil de fleste andre ledere i EU betragte som et uhyrligt skødesløst lederskab. Cameron satte en kurs, han ikke engang selv troede på, og da Brexit var en realitet - da kursen var sat - hoppede styrmanden over bord og efterlod et skib uden kaptajn. Theresa May forsøger at mumle sig frem til, hvad i alverden meningen er, og forsøger at lade som om, at der er en mening.