Læsetid: 4 min.

Hans liv som Ulf Stark

Den svenske børnebogsforfatter Ulf Stark brugte store dele af sit forfatterskab på at finde ud af hvem han var efter at have været barn blandt tandlæger, der mente, at tænder skulle sidde på en helt bestemt måde. Nu er han her ikke mere til at fortælle os historier om børn, der insisterer på at være sig selv
17. juni 2017

I Danmark kender vi nok Ulf Starks historie Lad isbjørnene danse bedst fra Birger Larsens filmatisering fra 1990. Men Ulf Stark, der døde tirsdag 72 år gammel, har utallige børnebøger og tv-dramaer bag sig og i Sverige modtog man nyheden om hans død, som var han en ven, der gennem alles barndom havde hvisket fantastiske historier i øret på dem på et tidspunkt, hvor de fleste andre ikke lagde meget mærke til dem.

Heldigvis har vi også i Danmark fået glæde af flere af hans mere end 100 bøger som Kan du fløjte, Sofie?, Jaguaren, Min søster er en engel og Min ven Percys magiske gymnastiksko. Tidligere i år udkom på dansk En lille bog om kærlighed, der starter med de fine linjer: »Mor og far gav mig navnet Fred. Men det hjalp ikke. Der blev krig alligevel.«

Sorgfulde digte

Ulf Stark havde en nænsom omgang med sproget. Hans små sagte sætninger skabte en melankolsk stemning, og man forstod, at ikke bare de alvorlige, men også hans sjoveste historier var skrevet i respekt for sproget og dets læser. Børn tog han altid alvorligt.

Inden han debuterede som børnebogsforfatter i 1984, arbejdede han ifølge Svenska Dagbladet i den svenske arbejdsmarkedsstyrelse i en særlig poetisk periode for styrelsen, da Tomas Tranströmer også arbejdede der.

Ulf Stark har modtaget adskillige priser for sit forfatterskab – blandt andet Astrid Lindgren-prisen, men han nåede ikke (i hvert fald at opleve) at vinde Nordisk Råds Børne- og Ungdomslitteraturpris, som han er nomineret til i år for Djur som ingen sett utom vi, der er illustreret af Linda Bondestam.

Djur som ingen sett utom vi er rendyrket Ulf Stark. Der er en sorgfuldhed i digtene om de ensomme, usete og fjollede fantasidyr. De længes efter at være en del af et vi, de længes efter at være sig selv, de føler sig som fremmede i deres egne kroppe, de føler sig misforståede.

Nomadinens besök er alltid korta/ Den bygger ständigt nya bon/ För Nomadiner lever i den tron, att allt är mycket bättre borta/ Så den kommer og den far/ till dom hem den inte har.

Vævet sammenhæng

I et essay bragt i Berlingske i 1997 skrev Ulf Stark: »Af det, der er vore liv og drømme, vore tanker og indtryk, væver vi med ordenes hjælp en sammenhæng. Og det er gennem disse fortællinger, vi giver tilværelsen og os selv en mening. Det er derfor, fortællingen er en så alvorlig sag. For det handler om at finde sig selv. Det vidste jeg allerede, da jeg var 12 år.«

Den mening søgte Ulf Stark gennem hele sit forfatterskab ved at genbesøge forholdet til sin far. En meget ordentlig mand, der var tandlæge og havde meget forstand på tænder, men meget lidt på sin fantasifulde søn, og forfatteren har i adskillige sammenhænge fortalt om, at det var som at leve sammen med en fremmed. Forholdet mellem far og søn bliver i bøgerne også til forholdet mellem den voksne og barnet.

Mandlige tandlæger optræder i forskellige former for tvivlsomme roller i Ulf Starks bøger. Typisk som fantasiforladte og regelrette mænd, der vil slibe kanterne af andet end tænder.

I Lad isbjørnene danse kommer det til et sammenstød mellem to forskellige voksenroller. Lasses mors nye mand (tandlægen) indgår et væddemål med Lasses skoleinspektør om, hvorvidt han kan få sat skik på Lasse og gøre ham til mønsterelev. Og så begynder Lasses Pygmalion af en papfar at forme idealbarnet. Men Lasse løber hjem til sin Elvis-elskende, kluntede og hyggelige far, der allerede på side 15 havde konstateret: »Vi er af samme støbning, du og jeg,« efter et møde på Lasses skole, der endte med, at han plantede et stykke tyggegummi i håret på den lærer, der angiveligt skulle have gjort det samme mod hans søn. Der er sgu ikke nogen, der skal komme og fortælle hans søn, at han ikke er god nok, præcis som han er.

Voksne, der ikke ser

Skolen er i Ulf Starks forfatterskab ikke meget bedre end tandlæger, faktisk nærmest værre. I Min ven Percys magiske gymnastiksko er hovedpersonen, den forsigtige Uffe, platfodet og falder altid ned fra bommen i gymnastik, mens hans ven Percy spankulerer rundt på den uden besvær. Percy har et par forfærdeligt snavsede og hullede gummisko, som læreren konstant kræver, han skifter ud. Men man forstår, at det med at købe nye sko måske ikke er så nemt for Percy som at gå på bom.

Men ukuelige Percy fortæller Uffe, at det skam er netop disse sko, der gør, at han står fast. Fra da af kan Uffe ikke tænke på andet, og da han endelig får lov at låne Percys magiske sko og træder ud på bommen og kan mærke magien sprede sig fra Percys sko og venskab op gennem kroppen, ja så er timen slut.

Lærerinden havde allerede protesteret mod, at Uffe hævede bommen: »Hold nu op med det vrøvl, sagde hun – Du slår dig så rigeligt herfra.« Og da Uffe laver et flot hop på bommen, finder vi aldrig ud af, om han lander sikkert på den, for i samme nu løfter lærerinden ham ned – for timen er slut. Basta.

Det raseri, der bobler i Uffe og læseren ved den voksnes himmelråbende mangel på forståelse og anerkendelse, var en drivkraft for Ulf Stark. Voksne, der ikke ser børn. Voksne, der selv har mistet forbindelsen til deres egen barndom, som om den ikke konstant er en del af os.

På den måde minder Ulf Stark om mange af sin generations nordiske børnebogsforfattere, der kæmpede for at skubbe barnet frem i lyset som et selvstændigt tænkende og helstøbt menneske, der fortjener respekt. Men Ulf Stark investerede sit eget liv.

Ulf Stark var ikke kun den voksne, han var også barnet Ulf. I sine bøger fandt han ud af, hvem det var. Og gav barndommen den værdi, som de færreste så, da hans krop var et barns.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ellen Askholm

Jeg er nu ikke helt enig i at fædrene i Ulf Starks forfatterskab holder sønnerne nede. Nok er de tandlæger, men de sidste 30 år har han omfavnet dem. Fædre der som i "mit liv som Ulf" lader sønnen leve i sin egen verden eller som i "den dag min min mor var indianer" spørger: "Har du ingen fantasi? Så kan du altid blive vejingeniør". også bliver drengen Ulf indianer... Et fantastisk forfatterskab hvor børnebøgerne også bør læse af voksne.