Læsetid: 10 min.

Madame Nielsen til demonstration: DET kan kun ske i Rusland

I sidste ende blev det alligevel til noget, men i udgangspunktet var DET ingenting. Ikke et hvilken som helst universelt ingenting, men en særlig russisk form for ingenting. Madame Nielsen beretter fra en demonstration i Sankt Petersborg
Over hele Rusland var der på landets nationaldag folk på gaden, som råbte deres håb mod fremmødte betjente. I Sankt Petersborg deltog Madame Nielsen og beretter her om sin oplevelse.

Over hele Rusland var der på landets nationaldag folk på gaden, som råbte deres håb mod fremmødte betjente. I Sankt Petersborg deltog Madame Nielsen og beretter her om sin oplevelse.

Dmitri Lovetsky

17. juni 2017

Sankt Petersborg, Rusland – DET begynder klokken 14 og varer til cirka 16. Hvad? Det er svært at vide, på forhånd. Og da det er forbi, er der heller ingen, der med sikkerhed kan sige, hvad det egentlig var, der fandt sted. Der, på den store Marsmark i centrum af Sankt Petersborg mandag den 12. juni 2017. På den russiske dag i øvrigt, en national helligdag, så alle, der skulle have lyst, kan bare komme forbi.

Hvad skal der ske? Ikke noget, jo, officielt er her en historisk reenactment arrangeret af en lokal forening, så du kan bare sige, at det er den, du er kommet for at se, hvis nogen skulle spørge. Hvem? Politiet, for eksempel, de er her også, temmelig mange faktisk, i betragtning af, at det officielt bare er en lille forening, der opfører en historisk »reenactment«, og ganske solidt klædt på, sorte kampdragter, hjelme, visirer, knipler, fyrre salatfade fulde af betjente, ti parkeret langs hver af markens sider.

Rusland er et stort land, et stort land har store salatfade, ikke de minibusser, vi har i Danmark, her er det lastvogne, blå-hvide, tunge som tanks, med solide gitre for ruderne.

Klokken 14:30 myldrer de pludselig ud af fadene og marcherer fra alle fire verdenshjørner ind mod det kolossale monument med »den evige russiske flamme« og tager opstilling ved åbningerne ind til flammen. Men da er vi allerede mange tusinde mennesker samlet.

Hvad laver I? Ikke noget særligt. Er der ikke en form for program? Hvad skulle det være? Ja, hvis det er en slags demonstration, er der vel nogle talere, eller, hvis det er et event, i det mindste en scene, livemusik, et eller andet må der vel være?! Næh. Det er det særlige ved DET.

I en hvis forstand sker der ingenting. Men hvorfor er folk så kommet? For at samles. Om hvad? Om DET. At samles. Det i sig selv er en politisk handling, er der nogen, der siger. DET har en vis forbindelse til Navalnij, oppositionspolitikeren, præsidentkandidaten, der nok ikke får lov at stille op, og dermed, kan man sige, ikke er præsidentkandidat.

Det er Navalnij, der har inviteret, eller i hvert fald opfordret folk til at komme. Han er her ganske vist ikke selv. Han er i Moskva. I øvrigt er han netop her til formiddag blevet arresteret. Tilfældigvis? Mere eller mindre. Nu er det i hvert fald sikkert, at han ikke kan komme. Hvad så? Tja, indtil videre står vi her bare, her er vel efterhånden fem-seks tusinde mennesker samlet.

Pludselig får en høj, ranglet fyr øje på mig, Seriosha, jeg traf ham forleden på et kollektivt galleri i en lejlighed. »Madame Nielsen?!« siger han, »you here, why? is very dangerous!« Hvorfor? »You don’t know?« siger han, »maybe something happen!« Hvad? siger jeg. »I don’t know,« siger han, »something, please you must to stay with me!« Okay. Og så står vi her. Og når vi nu alligevel er kommet, håber vi selvfølgelig, at der sker noget. Hvad? Ja, et eller andet. Ikke for meget, men på den anden side heller ikke for lidt.

Regn

Mange har taget flag med, det russiske, rødt, hvidt og blåt, og malet det på deres kinder, det er der ingen, der kan have noget imod, det er jo den russiske nationaldag. En lille gruppe har sågar røde faner, men de allerfleste har nøjedes med almindelig makeup og en paraply. Ikke fordi det regnede, da vi gik hjemmefra. Det er først nu, præcis kl. 14, da DET skulle begynde, at det begyndte at regne.

Andrej, lydteknikeren fra Alexandrinskij-teatret, som er kommet til, siger, at det siges, at det er regeringen, der har besluttet at teste et nyt klimakontrolprogram akkurat nu, i anledning af DET.

Jeg letter på paraplyen og ser på ham, »are you serious?« Det er svært at sige. Også for Andrej selv. Han trækker på skuldrene, smiler og ser ind mod midten af mængden, det gør vi alle, ikke fordi, der sker noget derinde, det føles bare meget godt at være fælles om en vis retning, et centrum, også selv om det i det her tilfælde er tomt.

Ja, måske er det det særlige ved DET. At DET ingenting er. DET er tomt. Men så pludselig sker der alligevel noget derinde et sted, en af betjentene tager et skridt frem, og de nærmeste træder et tilbage og støder ind i dem bagved, der bliver forskrækkede og råber op og sætter i løb, pludselig løber vi alle, i alle retninger, og betjentene følger efter i lange sorte kolonner.

Eller måske er det omvendt: en eller anden har taget et skridt frem mod betjentene, og så har en af betjentene løftet sin stav, og så videre. I hvert fald løber alle pludselig væk fra DET. Men da DET jo ikke er noget, går bevægelsen snart i stå, og langsomt vender vi alle tilbage til der, hvor vi stod. Men nu er der i det mindste sket noget, vi er blevet varme, nogle råber »skam! skam! skam!« mod betjentene, det spreder sig, og flokken med de røde faner, kommunisterne, som selv kalder sig socialister, råber, »vi må ødelægge systemet!«

Men det bliver nok ikke i dag, ikke i det vejr, nu drypper det ikke bare, nu styrter det ned. Det er regeringens skyld, det siger flere omkring mig. Regeringen har sat vejret ind mod os. I mellemtiden er råbene døet ud, alle står igen bare under deres flag og paraplyer og ser ind mod DET.

DET er svært at få øje på, så en lille flok af os klatrer op på monumentets lange sorte marmormure i håb om at se DET, og betjentene følger efter. Og pludselig er det i sig selv DET. Betjentene genner os ned, nu er de alene deroppe på monumentet, tyve styks i kampuniformer, visirer og de der typiske spredte strakte ben.

»Skam! skam! skam!« råber vi, men det er lidt ensformigt, så nogle varierer med: »Putin – tyv! Putin – tyv! Putin – tyv!«. Hvem er Putin? spørger jeg. »Jeg er ikke helt sikker«, siger Andrei, »en slags figur eller symbol eller gudebillede, måske, som de kan samles om«. De? »Ja, regeringen, deres familier, venner, fætre.«

Vi ser ind mod DET, det er svært at udpege præcis, hvor DET er, det afhænger af, hvor man selv står: DET er hele tiden lidt væk fra der, hvor man selv står. Og pludselig sætter alle i løb igen, det begynder er sted derinde og spreder sig udefter, en slags panik, der i en vis forstand opstår ud af ingenting, af DET.

Sergei løber længst væk, han skal ikke nyde noget af Serioshas »something«. I 2012 var han til noget a la DET, men dengang var DET faktisk noget: en protest mod, at denne Putin-figur nu for anden gang blev indsat som præsident, og dengang i 2012 stod Sergei tilfældigvis lidt for tæt på DET, og da folk pludselig begyndte at løbe, og politiet fulgte efter, eller omvendt, var han for langsom, betjentene greb fat i ham og proppede ham ind til et helt fadfuld andre og kørte dem til stationen og beholdt dem der i 24 timer uden hverken mad eller drikke.

Et par måneder efter stod han for retten, hvor to af de tre vidnende betjente sagde, at de aldrig havde set ham før, mens den tredje sagde, at Sergei havde råbte noget ulovligt, og så fik den tredje ret og Sergei en bøde. Hvad råbte du? spørger jeg. Ingenting, siger Andrei. Siden da er bøderne for den slags blevet meget større, og Sergei har fået ansættelse på Alexandrinskij-teatret, som er statens teater. Er du bange for at miste dit job på grund af DET? spørger jeg. »No,« siger han og trækker på skuldrene, »maybe ... Look!« siger han, »der er direktøren for teatret!«

Det ser ud til at overraske ham, direktøren er indsat af kulturministeriet, og kulturministeriet og regeringen bryder sig, så vidt vides, ikke om DET.

Kødrand

Hvem er her ellers? Jeg ser mig omkring, men jeg kan ikke få øje på nogen tv-kameraer. Er ingen af de nationale stationer til stede? spørger jeg. Nej, siger Andrei, ifølge pressen skal DET her ikke finde sted, og i morgen har DET heller ikke fundet sted, og hvis de alligevel beretter om noget, så er det noget andet end DET, der rent faktisk er sket. Hvad for eksempel? Ja, at nogen har råbt noget, ingen har råbt, eller ødelagt noget, der ikke er blevet ødelagt. Han trækker på skuldrene, smiler.

Klokken nærmer sig fire, indtil videre er DET ikke blevet til noget, i hvert fald ikke noget bestemt, men de fleste er her ikke desto mindre endnu. Det er en ganske sjov ambivalens: Nu vi er kommet, vil vi ikke gå hjem, før der er sket noget. Og det lader til, at betjentene har det på samme måde.

Når de nu er kommet, i regeringens regnvejr og med fyrre kæmpestore salatfade, så vil de gerne have i hvert fald et par fadfulde af os med hjem, nogen som muligvis, muligvis ikke, har råbt noget, »Putin – tyv!« for eksempel, ikke at det er forbudt, men det er alligevel heller ikke helt lovligt.

Men det afgørende er regnen. Den er ved at blive et politisk problem. En eller anden råber: »Vejret bliver godt! vejret bliver godt!«

Det spreder sig, snart råber vi alle, ikke bare de unge, punkerne, socialisterne, også pensionister, børn, forældre med klapvogne, »vejret bliver godt! vejret bliver godt!« som med én stemme, ét folk, vi løfter næverne, ikke mod himlen, men mod regeringen i Moskva, vi er trådt ind i den antropocæne tidsalder, enhver russer ved, at det ikke længere er naturen, men menneskene, der er ansvarlige for klimaet, og nu kræver vi, at regeringen holder op med at bruge det mod os og giver vejret tilbage til folket, »vejret bliver godt!«. Og det virker.

Pludselig sætter betjentene sig i bevægelse, griber fat i de nærmeste, der bliver tumult, folk løber skrigende i alle retninger, men en del vender hurtigt om, danner kødrand om DET, der nu virkelig er noget, »vejret bliver godt! vejret bliver godt!«, og sågar »Rusland vil blive frit! Rusland vil blive frit!« Er Rusland ikke frit? siger jeg. »Difficult question«, siger Sergei, »maybe, maybe not really.«

Foran os, længst inde i tumulten, er også en ung mor med sin datter i klapvogn, hun råber forarget, pigen i klapvognen ser forvirret op på mor og betjenten, der holder hende i armen og løfter kniplen, han ved tydeligvis ikke helt, hvad han skal gøre, måske er regulativerne uklare, hvad angår klapvogne, måske er det ikke tilladt at proppe klapvogne ind i de russiske salatfade, han giver slip og griber en anden, en stor dreng, ikke mere end tolv-tretten år, storebroren, måske, og trækker den skrigende dreng med hen mod salatfadet.

Tumult

I det samme griber Sergei mig i armen, jeg vender mig, det er en betjent, han løfter sin stav og ser mig i ansigtet, mine røde læber, eyelineren, hvad fanden er jeg for én? Han bander og slipper mig i væmmelse eller foragt og skubber mig fra sig og griber en anden.

I tumulten har jeg tabt min paraply, jeg er gennemblødt af regeringsregn, klokken er også langt over fire nu, så jeg trækker mig roligt tilbage, det gør de fleste, i alle retninger, pensionister, punkere, socialister og klapvogne med børn.

Da vi når ud til det store kryds og venter for rødt, ruller et par af salatfadene forbi fyldt med dem af os, der kom for tæt på betjentene. Vi løfter vores næver en sidste gang og råber, »Rusland vil blive frit!« Da jeg kommer hjem, ser jeg på nettet, at »mindst hundrede« er blevet anholdt her i Sankt Petersborg, næste morgen er det »mindst fem hundrede«. Altsammen på grund af DET.

Og hvad var DET så? Tja, i sidste ende blev det alligevel til noget, men i udgangspunktet var DET ingenting. Ikke et hvilken som helst universelt ingenting, men en særlig russisk form for ingenting.

DET ville ikke være muligt i vores del af Europa, i hvert fald ikke i Skandinavien. DET er kun muligt i et land, der som Rusland måske/måske ikke er helt frit, hvor man ikke har ret til at ytre sig helt frit og ikke nødvendigvis kan få lov at afholde en fredelig protest mod regeringen i centrum af byerne.

DET vil på den anden side heller ikke være muligt i en decideret diktaturstat, i Saudi-Arabien, Nordkorea eller Venezuela, for eksempel.

Der ville så mange mennesker ikke ganske roligt kunne strømme til en plads midt i byen, og hvis, så ville der for alvor ske noget, så ville det blive blodigt. DET kræver en ganske subtil mellemting mellem et demokrati og et diktatur, kun i en sådan mellemting, et hverken-eller som Rusland, kan et sådant tomrum, en sådan ikkebegivenhed, hvor der ikke er noget program, og der heller ikke virkelig sker noget, og så alligevel, finde sted.

DET er det særlige ved Rusland anno 2017. Og DET er ganske bizart. Og værd at opleve, selv når det regner. Putins regn.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Grethe Preisler
  • Hans Aagaard
Grethe Preisler og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Navalny siger "Hvis du vil slippe af med insekter som fluer og kakerlakker, kan du simpelthen bruge en tøfler. Men mod større og skræmmende insekter - en pistol er OK" Videoen er 10 år gammel.
https://www.youtube.com/embed/oVNJiO10SWw
Det er sørme pudsigt, at Navalny i dag pludselig har meget mere fokus på holdninger, som "sundhedspleje, uddannelse, kamp mod oligarkerne". Man kan læse det fra et nyligt interview med Xenia Sobchak.
https://tvrain.ru/teleshow/sobchak_zhivem/navalniy-436786/