Hvis man kunne begære aktindsigt i Tal R’s hjerne, ville man sandsynligvis få sådan noget at se som en meterlang dødehavsrulle med overmalede skrifttegn, en besættende religions fortællinger omdannet til fabulerende billedtegn, et overstrømmende billedslør af afslørende censur, som lægger sig hen over og ved siden af bogstaverne.
Tal, kan man bydende kræve, men han siger ikke noget, er blot – som en inkarnation af billedernes dybe gådefuldhed. Jo, vel kan han snakke, endda forførende, engageret og usnobbet, men det er med billedernes sprog, han først og fremmest udtrykker sig med den ubesværede originalitet og det usvigelige vovemod, som har givet ham en velfortjent plads som en maler i verdensklasse.
Den 50-årige billedkunstner er ganske vist ikke så lidt af en karismatiker og et snakkehoved, men han har samtidig en fint udviklet fornemmelse for ikke at stille sig i vejen for sit værk. Det er billederne, der taler. Det er billederne, der tæller.
Tal R har siden sin tid som studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi i sidste halvdel af 1990’erne været en dynamo for maleri i Danmark, som han i meget høj grad kan tilskrives æren for at have revitaliseret og reformuleret præmisserne for.
På et tidspunkt, hvor installationskunst, video og fotografi i konceptuelle aftapninger dominerede kunstscenen nationalt såvel som internationalt, kastede Tal R sig ufortrødent og energisk over maleri sammen med generationskolleger som Kristine Roepstorff, John Kørner og Kaspar Bonnén.
Det traditionstunge medie, der så mange gange igennem det tyvende århundrede er blevet erklæret dødt, blev dog ikke dyrket for sin egen skyld, men blev nyfortolket gennem den visuelle kultur, som kendetegner vores samtid.
For eksempel sivede computerspillenes grovpixellerede og kulørte æstetik ind i Tal R’s maleri på overraskende, fabulerende og poetiske måder, der brugte lærredernes overflader – eller hvad end, han nu har malet på, for på det punkt var der heller ikke nogen grænser – som en slags opslagstavler for visuelle tankespring og idéer.
Maleri som livsverden
Maleriet skrider ud over sine vante rammer og bliver en hel livsverden hos Tal R. Hans arbejder antager ikke sjældent karakter af en arkitektonisk konstruktion, der frem for at anvende billedfladen som et illusionsrum, opbygger et konkret rum ved hjælp af billeder.
Erfaringer fra installationskunstens ekspansion af skulpturens grænser, indtagelsen af hele rummet og inddragelsen af betragterens krop, er komponenter, som også kan lokaliseres i Tal R’s værkpraksis. På Louisianas retrospektive præsentation af kunstneren, som velvalgt i betragtning af kunstnerens skoledannende originalitet bærer titlen Academy of Tal R, får man en god fornemmelse af, hvordan maleri hos Tal R bliver brugt som elementer i konstruktioner af større bygningsværker og processuelle forløb.
Det kan ses allerede i det monumentale collageværk Red Man fra 1996, hvor det store antal tegninger, akvareller og notater er sammenklæbet til et ujævnt gardin af papir. Værket blev første gang præsenteret på udstillingen Ny kunst fra Danmark og Skåne, som blev vist på Louisiana i 1997, da Tal R stadig var studerende på akademiet.
Det store format, som Red Man har, forvandler de små skitser til et massivt væv af strukturer og mønstre, der via de blandede abstrakte og figurative elementer danner rytmiske forløb og punktvise, episodiske ansatser til fortællinger. De individuelle arbejder i den enorme collage kan stadig ses, men deres rolle har forskudt sig fra enkeltværker til komponenter i en større helhed, et patchwork af skitser og figurstudier.
Man kan fokusere på de enkelte tegninger, akvareller og skriblerier, lede efter figurer, som bliver gentaget forskudt hen over værkets næsten tre meter lange udstrækning i hver retning, men ens blik bliver hele tiden trukket videre i bevægelser, der ikke er bundet af nogen regelmæssighed, men snarere svirrende og gyngende bevæger sig omkring i den sammensatte overflades groft sammenflikkede billedvæv. Opslagstavlens overbliksskabende funktion er i Red Man blevet erstattet af plakatsøjlens lagvise ophobning af budskaber, der gradvist tildækker hinanden og producerer en forvirrende og dragende visuel kakofoni. Overskueligheden er veget for blikkets hektiske flakken omkring, en livfuld, næsten hektisk uro, som præger mange af Tal R’s arbejder.
To prikker
Metoden med at sammentvinge uensartede billedkomponenter i store kompositioner, der omdanner delene til hele rum, er også tydelig i de seneste arbejder af Tal R. De nyeste malerier, som bliver vist på Louisianas udstilling, er fra 2017 og bærer alle titlen Habakuk. Det er otte værker med en udstrækning på tre gange fem meter hver, sammensat af bemalede lærredsfragmenter, opskårne i paneler og klæbede i adskillige lag oven på hinanden, så de ender med at danne en tyk og ujævn masse af mestendels skjulte dele.
De trevlede og flossede kanter stritter ud af billedfladerne, størknede i tykke lag af oliemaling. Collagemalerierne ligner kolossale materialeundersøgelser, der sørgmuntert og begærligt fremmaner hele vægge af abstrakte billedelementer, som danner en slags barrikader eller stakitter, bræddevægge i varierende farver.
De er alle udstyrede med den håndskrevne titel, Habakuk, fremstavet i stor skråskrift henover lærrederne. Foran ordet svæver to prikker, der kan læses som koloner, som om Habakuk var den logiske følgevirkning af en årsag, der umiddelbart forbliver hemmelig for os.
Kolonets to kugler svæver også som en gennemgående tegnfigur i Tal R’s døveinstitut, Deaf Institute, som er udstillingens andet helt nye værk. Kolonet er androgyniteten skrevet med braille for billedblinde: på samme tid kvindens to åbninger – som udstillingskurator Anders Kold foreslår – og mandens to testikler. Huller og kugler, eller slangebid, som digteren Peter Laugesen bemærker i sit bidrag til det tekstrige og informative katalog.
Hvad end de betegner, og det er nok lidt af det hele på én gang, så er de alle vegne, prikkerne. De indgår som en gennemgående bestanddel i de 99 collager i Deaf Institute, der tilsammen danner en regulær labyrint af billeder, som beskueren bliver inviteret til at gå igennem. I lange gange flankerede på begge sider af aflange collager fra gulv til loft bliver man ført igennem et helt bygningsværk af billeder, der udgøres af lige dele skrifttegn og visuelle tegn. Det er en tour de force udi velkendte tematikker hos Tal R, men med en helt ny og meget smuk interesse for sprog som det mest markante træk.
Det er oplagt, at døveinstituttet bliver afsæt for vildtvoksende undersøgelser af, hvordan betydninger kan opstå inden for vidt forskellige tegnsystemer. De store collager lader billeder og ord have samme status på fladerne, begge dele styrede af associative mønstre og nogle gange med omskiftelig status, så tegn kan flimre mellem at være billedtegn og skrifttegn, ligesom sproget med poetisk subtilitet varierer mellem at være dansk, svensk, tysk, fransk og engelsk.
De gennemgående koloner lægger sig desuden nogle gange på langs og bliver til et omlydstegn, de gennemskæres af en linje og bliver til et minus, eller de multiplicerer sig lystent ud i et ornament af diagonale prikker eller tegner i stiliseret form skællene på slangens hud. Det er legende og poetisk, plat og dybt, fragmenteret og unisont. Labyrinten udgør en tredimensional rebus, en drømmeagtig rejse ned i en midtlivskrises bratte dødsangst: ham, som visner, blanket af, frysende.
Det er på ingen måder udpenslet, men på den anden side umuligt at overse, at Deaf Institute er en stor meditation over døden. Kisten og korset figurerer diskret sammen med alarmen: »manüberboard,« som i mange variationer er kendt fra Tal R’s oeuvre i forvejen.
Legelystent psykodrama
Deaf Institute demonstrerer dog med stor kraft og skønhed, at der er masser af liv i Tal R, og at han fortsat er i stand til at udfordre maleriet. Måske er manden røget over bord, men han svømmer som en fisk i de oprørte vande, hjemmevant og elegant. Her er ingen kunstnerisk krise, kun fortsat vitalitet og vilje til at redefinere maleriet, sådan som der i alle årene har været det – ofte gennem udvikling af regler og systemer, der ikke nødvendigvis er åbenlyse i de resulterende værker, men som har været styrende for udførelsen af dem.
Lige så ekspressive og henkastede Tal R’s værker kan tage sig ud, så er de dog udfærdiget med en helt anden intention om domesticering af værket, end vi kender den fra den stærke COBRA-tradition. Der er modet til at eksperimentere inden for et system, som dikterer nogle styrende principper, men samtidig garanterer den ultimative frihed. Og Tal R’s værker er grænseløse, de forholder sig ikke primært til kunsttraditionen, men importerer materiale fra et bredt populærkulturelt felt, som bliver citeret og bearbejdet og forvrænget, indtil det er gjort til hans helt eget.
Academy of Tal R er den største præsentation af Tal R, der hidtil er blevet vist. Udstillingen rummer eksempler fra hele karrieren, også en sektion viet til hans mange kunstnerbøger, der siden debuten Tur Retur i 1996 er udkommet i en lind strøm. Men udstillingen rummer også mange helt nye værker. Grafikfløjen er fyldt med skulpturelle objekter – flere af dem kinetiske – der i dramatisk lyssætning tager sig ud som groteske sceniske figurer, et diskotek for umælende feticher.
Det er sexede og sjove gestaltninger, der sammenblander børnehavens, cirkussets og pornobarens æstetik til et legelystent og skræmmende psykodrama af lige dele komiske og perverse gestaltninger. Skulpturerne er ligesom Tal R’s malerier kendetegnede ved en dyb materialesensibilitet og kærlighed til excesser. Det hele er lidt for meget, over kanten, men på en disciplineret, konsekvent og dybdegående måde, der ikke giver op efter første forsøg, men bevæger sig med stoffet og aftvinger det stadig nye betydninger.
Hvis der er et træk, som er gennemgående for de mere end tredive års produktion, som Academy of Tal R dækker over, så er det måske netop det excessive og besættende, der får så mange af hans værker til at tage sig letsindige og legende ud, samtidig med at de besidder maniske træk. Det er en livsverden af svulstige og betydningssvangre billedkroppe, Tal R skaber, og Academy of Tal R er en livsbekræftende og overskudspræget oplevelse, der viser en kunstner i fuldt vigør.
Værkerne skal ses og opleves, og man kan med fordel springe over den lidt gumpetunge formidling, som vægteksterne på Louisiana gør sig skyldige i, for det er så meget stærkere, når det er værkerne selv, der taler om det ikke at tale om billederne, frem for paradoksalt kluntede formidlingstekster, der for eksempel kan skrive: »Se på billederne og ikke efter mig.« Læs det, som om formidlingsteksten er sætningens subjekt, ikke kunstneren, og følg det gode råd.
Se på billederne.
Tal R. ’Academy of Tal R’. Louisiana Museum for Moderne Kunst. Humlebæk. Indtil den 10. september
