Analyse
Læsetid: 3 min.

Det er muligt at gøre den samfundsundergravende heks attråværdig

Hvis det er muligt at fremmane et skræmmebillede af kvinden som den potentielt samfundsundergravende heks, så er det også muligt at vende dette billede på hovedet og gøre den samfundsundergravende heks attråværdig
Kultur
23. juni 2017

I maj måned i år kunne man i Cinemateket se Robert Eggers underspillede horrorfilm The Witch fra 2015. Filmen portrætterer en engelsk nybyggerfamilie i New England i 1630’erne og har den 16-årige datter Thomasin som omdrejningspunkt. Hun mistænkes for at være heks af sin overtroiske familie – med fatale konsekvenser.

På ét bestemt punkt adskiller filmen sig fra mange andre kulturprodukter, der for tiden beskæftiger sig med den magiudøvende kvindeskikkelse: Den forsøger at skildre et historisk miljø i den samtid, hvor heksetroen var allermest fremtrædende.

Her er alle potentielt udsat for den fare, heksen udgør. Men som ung kvinde befinder Thomasin sig i en dobbeltfare: Hun kan både udsættes for heksen, men også være hende.

The Witch er blot ét eksempel på, at heksen er blevet trendy i kulturprodukter. Det skyldes bl.a. begejstringen for fantasylitteratur og -film for børn og unge som f.eks. Vildheks og Skammerens datter. Men også en mere intellektuel dyrkelse af heksen gør sig gældende.

I Politiken kunne man for nogle måneder siden læse artiklen »Heksen er blevet in igen« om heksen som udtryk for et modsprog, ligesom man i går, dagen før sankthans, kunne tage til ’heksekreds’ på Københavns Hovedbibliotek og høre om heksen som »æstetisk og politisk figur«.

»Heksen er hot, brænd heksen not« proklamerede digteren Mette Moestrup i sin båltale i Deadline på sankthansaften allerede i 2013 og tilføjede: »Heksen er kraft, skaberkraft og drivkraft. Heksen er mod, mod til modsigelse og mod til modstand«. To år efter stiftede den toneangivende forfatter Olga Ravn sin konceptuelle skriveskole, Hekseskolen.

»Der optages 8-12 hekse af alle køn,« stod der bl.a. i skolens beskrivelse. Heksen var noget man var. Hun var en rolle, man som skrivende kunne indtage.

Men når heksen historisk set har været så frygtet, som man ser i The Witch, hvad får man så ud af at reinkarnere hende kunstnerisk? Hvorfor denne dyrkelse af heksen, hvorfor kalde sig selv for heks?

Heksen som strategisk brik

For at forstå heksens kulturkritiske potentiale må man forholde sig til hendes historie. Ifølge den italienske historiker Silvia Federici var hekseprocesserne i Europa i det 16. og 17. århundrede ikke en konsekvens af middelalderlig folkeovertro, men derimod en vigtig strategisk brik i overgangen fra feudalsamfund til kapitalisme. Det argumenterer hun for i sit teoretiske værk Caliban and the Witch fra 2004.

Hekseafbrændingerne tvang først og fremmest kvinderne til at underkaste sig en orden, hvor der blev kapitaliseret på deres reproduktive evner. Men de var også en måde at skabe et fjendebillede på, der kunne aflede bøndernes – det kommende proletariats – opmærksomhed fra det undertrykkende system, de var ved at blive en del af.

Magthavere og oplysningsmænd igangsatte en politisk skræmmekampagne mod hekse, som fik et opgør med det nye politiske system til at virke mindre presserende. Groft sagt skabte man en mistro til kvinderne for at undgå mistro til det politiske system.

Et led i denne proces var at fremstille heksen så frastødende og ildevarslende som muligt; hun spiste spædbørn og kopulerede med djævelen. På den tyske maler Albrecht Dürers ikoniske kobberstik Rückwärts reitende Hexe auf einem Ziegenbock (Baglæns ridende heks på gedebuk) fra 1500 ses for første gang nyere tiders heksestereotyp: Den grimme, hængebrystede, gamle kvinde ridende nøgen på djævelens dyr, geden.

Dürers gravering er i dag kulturhistorie, men blev i første omgang brugt som propaganda, der retfærdiggjorde henrettelsen af tusindvis af kvinder.

Skræmmebilleder

Disse fremstillingsstrategier er interessante. For det første hjælper de os til at forstå, hvordan konstruktionen af skræmmebilleder virker (Federici sammenligner frygten for heksen med vor tids frygt for terror). For det andet viser de os, at kvinderettighedshistorien ikke bare har været én lang bevægelse mod ligestilling. Kvindehadet er blusset op løbende, bl.a. opildnet af autoritære kræfter.

Men historien om Dürers gravering og mistænkeliggørelsen af kvinder omkring feudalsamfundets afvikling viser os heldigvis endnu en ting: At vores billeddannelser hele tiden er i udvikling. At hvis det er muligt at fremmane et skræmmebillede af kvinden som den potentielt samfundsundergravende heks, så er det også muligt at vende dette billede på hovedet og gøre den samfundsundergravende heks attråværdig.

Og at genindtage hekserollen og gøre den attråværdig er at gøre op med en historie, hvor mange sikkert var udsatte, men hvor kvinderne, som Thomasin i The Witch, altid var lidt mere udsatte.

Siden hekseafbrændingerne ophørte i Danmark i 1693, er den grimme, gamle heks blevet en kulturel reference, som vi har båret med os hele vejen ind i det 21. århundrede og fortsat hænger op på sankthansbålene.

Men at brænde halmhekse af viser kun en bevidsthed om traditionerne. At kalde sig heks, derimod, er at bedrive historisk bevidst samfundskritik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her