Læsetid: 8 min.

Ny latinamerikansk litteratur er mere end Roberto Bolaño

En ny generation af latinamerikanske forfattere skriver minimalistisk og realistisk, de skriver om fortidens diktaturer, om barndomserindringer og den personlige erfaring. Der er sket meget i den latinamerikanske litteratur, siden ’Hundrede års ensomhed’ udkom for 50 år siden. Men kontinentets litterære udvikling er i årtier blevet begrænset af bl.a. vestens ønske om en magisk realistisk litteraturproduktion
En ny generation af latinamerikanske forfattere skriver minimalistisk og realistisk, de skriver om fortidens diktaturer, om barndomserindringer og den personlige erfaring. Der er sket meget i den latinamerikanske litteratur, siden ’Hundrede års ensomhed’ udkom for 50 år siden. Men kontinentets litterære udvikling er i årtier blevet begrænset af bl.a. vestens ønske om en magisk realistisk litteraturproduktion

iBureauet/Mia Mottelson

10. juni 2017

Da jeg for et par år siden studerede på et universitet i Colombias hovedstad Bogotá, virkede det oplagt at følge et fag om colombianeren Gabriel García Márquez' forfatterskab. Henimod semestrets afslutning sad jeg en dag i et forelæsningslokale med firs colombianske litteraturstuderende og hørte et oplæg om Hundrede års ensomhed. Buendía-familiens incestuøse forhold blev nævnt, værkets brug af Colombias historie og selvfølgelig dets mange overnaturlige elementer.

Vi havde på det tidspunkt læst næsten hele Márquez’ forfatterskab, men ikke én gang var betegnelsen magisk realisme blevet nævnt. Da jeg den dag tog mod til mig og spurgte efter den herhjemme almindeligt kendte genrebetegnelse, blev jeg mødt med fnisen og vantro ansigter, der vendte sig mod mig. Oplægsholderen trak på skuldrene og sagde: »Tja, det er ikke noget, vi bruger så meget her. Det er vist mest noget, europæerne snakker om.«

Oplevelsen, som i øvrigt satte sig grundigt fast i mig, er symptomatisk for en forskydning mellem den europæiske opfattelse af, hvad latinamerikansk litteratur er, og så latinamerikanernes egen.

I år er det halvtreds år siden Márquez’ kanoniserede magnum opus udkom. Som Information skrev i forrige uge, var romanen med til at skabe en hidtil uset interesse for det litterære Latinamerika i den vestlige verden. Márquez og den magiske realisme blev et trade mark for kontinentet, der var med til at avle internationalt storsælgende forfattere som Isabel Allende og Paulo Coelho.

Vold har altid været et dominerende tema i latinamerikansk litteratur. Men med fredsprocesser i lande som Colombia og ophøret af flere af kontinentets diktaturer har voldens repræsentation ændret karakter. Litteraturteoretikere sammenligner strømninger i den latinamerikanske litteratur i dag med traumelitteraturen fra Europa efter Anden Verdenskrig
Læs også

Siden har der været adskillige forsøg på at redefinere den latinamerikanske litteratur. Men det har været svært for en ny generation af forfattere at forlade den magiske realisme. Især hvis de ønskede at bryde igennem i Europa og USA. Det forklarer Liv Camilla Skjødt, som på forlaget Skjødt udgiver spansksproget litteratur oversat til dansk.

»Den yngre generation af latinamerikanske forfattere har haft svært ved at komme igennem med deres litteratur, fordi den magiske realisme har været den altoverskyggende genre. Særligt er det blevet en måde, de bliver set på i den vestlige verden. Det har været svært at træde ud af boomforfatternes skygge og manifestere sig med sit eget, med noget nyt,« forklarer hun.

Realisme og minimalisme

Det er derfor et ønske for Liv Camilla Skjødts forlag at udbrede nyere latinamerikanske forfatterskaber i Danmark. En af de store forandringer, der er sket med kontinentets litteratur siden halvfjerdserne er, at litteraturen i dag præges mere af realistiske universer, der tager udgangspunkt i den lille historie, fortæller hun.

»Det behøver ikke være store historiske fortællinger om diktaturer og bortførelser. Det er den almindelige hverdagsfortælling om, hvordan folk har det. Ikke socialrealisme, men nok en mere vestlig tradition.«

Et eksempel er chileneren Alejandro Zambra, der af avisen The New Yorker blev udråbt som Latinamerikas nye litterære stjerne for et par år siden. Hans korte roman Bonsai beskriver et kærestepar, der finder hinanden i højtlæsning af skønlitteratur. Romanen Måder at finde hjem på som udkom på dansk forrige år beskriver barndommen under Pinochets militærdiktatur i firserne.

Zambra nævnes ofte i samme åndedrag som landsmanden, den internationalt kendte Roberto Bolaño, hvis romaner 2666, De vilde detektiver, Nocturne fra Chile og Fjern stjerne er oversat til dansk. Men Zambra er ifølge Liv Camilla Skjødt en eksempel på en mere minimalistisk tendens i den latinamerikanske litteratur, som man ellers ikke forbinder med kontinentet. Hun forklarer, at Zambra har en skrivestil, som svinger mellem det tragiske og det ironiske. Og så kommer han fra en ny generation – generationen født i halvfjerdserne – der har et anderledes barndomsfjernt erfaringsgrundlag for de politiske opgør. Alejandro Zambra er født i 1971, to år før Pinochets kup.

»Zambra er et billede på den næste generation, den, som er børn af diktaturerne. Han er vokset op under diktaturet, men har ikke haft det inde under huden. Det er mere gennem sine forældre, at han har oplevet det. Han har ikke i udgangspunktet forstået det politisk.«

Nye bøger fra Latinamerika, der findes på dansk

  • Samanta Schweblin (Argentina): ’Redningsafstand’ (Gyldendal 2017)
  • Mariana Enríquez (Argentina): ’Ting vi mistede i ilden’ (Kommer på Rosinante til september)
  • Alejandro Zambra (Chile): ’Bonsai’ (Skjødt forlag 2014), ’Træernes privatliv’ (Skjødt forlag 2014) og ’Måder at finde hjem på’ (2015)
  • Álvaro Enrique (Mexico): ’Sæt og match’ (udkommer denne måned på Gyldendal)
  • Canek Sánchez Guevara (Cuba): ’33 revolutioner’ (Skjødt forlag 2016)
  • Alberto Fuguet (Chile): Mit livs film (Skjødt forlag 2007)

Oversete kvinder

Liv Camilla Skjødts udgivelser falder ifølge hende selv i to kategorier: Ny litteratur fra Latinamerika og så oversete forfatterskaber fra det 20. århundrede. Hun har bl.a. udgivet de to kortromaner Ligklædt og Den sidste tåge af den chilenske forfatter Maria Luísa Bombal.

Bombal ses i Latinamerika som en del af det latinamerikanske boom, men hun har aldrig haft et egentligt gennembrud uden for kontinentet. Om dette skyldes hendes køn eller det, at hendes korte romaner genremæssigt falder uden for tressergenerationen, er ikke til at sige. Men der er historisk set meget få kvindelige forfatterskaber fra Latinamerika, der er nået til Europa.

Noget kunne dog tyde på, at der er ved blive rådet bod på denne tendens. Liv Camilla Skjødt nævner f.eks. den begejstring, der har været i litterære kredse de seneste år for den glemte brasilianske forfatter Clarice Lispector, hvis hovedværk Água Viva blev oversat til dansk for to år siden på forlaget Arena.

Frem til midten af det tyvende århundrede var det usandsynligt for kvinder i Latinamerika at få et litterært gennembrud. Men det bliver der i disse år på mange måder rådet bod på, mener den chilenske litteraturforsker Claudio Cifuentes-Aldunaten
Læs også

Af nyere kvindelige forfattere, der er nået til Danmark, fremhæver hun den argentiske forfatter Samanta Schweblin, som netop er udkommet på Gyldendal med den korte roman Redningsafstand, og som kommer på Louisiana Literature til sommer.

Et andet eksempel er Mariana Enríquez, også fra Argentina, hvis minimalistiske novellesamling Ting vi mistede i ilden kommer på dansk til september.

»Det virker, som om der er en stigende interesse og mod til at tage fat i forfatterskaber, som måske har haft succes i USA, men som stadig er totalt ukendte i Danmark,« bemærker Liv Camilla Skjødt.

Tressergenerationens betydning

Jan Gustafsson, som er lektor i spansk ved Københavns Universitet, understreger dog, at tressernes boomforfattere har været og stadig er enormt betydningsfulde.

Betegnelsen boomgenerationen henviser til den gruppe af latinamerikanske forfattere, der i tresserne og halvfjerdserne fik et internationalt gennembrud og i dag er verdenskendte. Det er bl.a. forfattere som García Márquez, Mario Vargas Llosa, Julio Cortázar og Jorge Luis Borges.

»Uanset om man forholder sig positivt eller negativt til kontinentets litterære arv, så gav boomforfatterne ekstremt meget styrke til latinamerikansk litteratur. Latinamerikansk litteratur efter boomet kom vidt omkring i verden.«

Frem til boomet var der i Latinamerika ikke tradition for at læse litteratur fra nabolandene. I Mexico læste man mexicansk litteratur, i Colombia colombiansk osv. Med boomgenerationen begyndte de latinamerikanske forfattere for alvor at se sig som latinamerikanske forfattere og ikke kun nationalforfattere, forklarer Jan Gustafsson.

Og på den måde var boomet ikke kun vigtigt litterært, men også for udviklingen af et nyt blik på de spansktalende lande: Man begyndte at se deres litterære produktion som del af et sprogområde frem for adskilte, nationale kanoner.

De vigtigste fem bøger fra det latinamerikanske boom

  • Gabriel García Márquez (Colombia): ’Hundrede års ensomhed’ fra 1967
  • Mario Vargas Llosa (Peru): ’Byen og hundene’ fra 1963
  • Julio Cortázar (Argentina): ’Hinkeleg’ fra 1963
  • Carlos Fuentes (Mexico): ’Artemio Cruz’ død’ fra 1962
  • Juan Rulfo (Mexico): ’Pedro Páramo’ fra 1955

Fra Macondo til McOndo

I årtier satte boomforfatterne den litterære dagsorden i Latinamerika, men i halvfemserne begyndte et reelt opgør med boomgenerationen, fortæller Jan Gustafsson:

»Det var et postmoderne, mere individualistisk oprør mod boomfolkene. Især mod García Márquez. Det var unge mennesker, der ønskede at skrive om helt andre ting: individualitet, seksualitet, personlige ting.«

Opgøret blev ifølge Liv Camilla Skjødt inkarneret af den chilenske forfatter Alberto Fuguet. En af hans romaner, Mit livs film, udkom på dansk i 2007 og beskriver barndomserindringer set gennem halvtreds film fra både Chile og USA. Men Fuguet er særligt kendt for i 1996 at samle tekster fra mange af disse yngre forfattere i antologien McOndo.

Antologiens titel er vigtig. Den er nemlig en reference til den opfundne landsby, Macondo, som er omdrejningspunktet for García Márquez’ Hundrede års ensomhed.

»McOndo var et lidt frækt opgør med Macondo og med Márquez-generationen, altså boomforfatterne,« forklarer Liv Camilla Skjødt. » Men det var også en parodi på McDonalds-kulturen, den amerikanske kultur, som også har bredt sig til Latinamerika, og som er langt mere realistisk.«

Men Alberto Fuguet havde ligesom mange andre latinamerikanske forfattere, der ikke skrev magisk realistisk, svært ved at bryde igennem i den vestlige verden. En populær historie er, da han sendte sine tekster til et nordamerikansk forlag og fik svaret: »Føj noget folkloristisk til din tekster, tropiske og eksotiske ting og sager, og kom så igen.«

For at sælge et latinamerikansk værk var det nødvendigt at brande det som noget eksotisk, som magisk realisme.

Publiceringsmekanismer

Fuguet og hans generations opgør med boomgenerationen var vigtigt, men McOndo-forfatterne fik aldrig et egentligt gennembrud i f.eks. Europa. For selv om det efter boomet blev nemmere at få europæerne til at læse latinamerikansk litteratur, så er det stadig meget begrænset, hvad der når hertil.

Liv Camilla Skjødt forklarer, at der i et land som Danmark er nogle helt praktiske grunde til, at vi læser så lidt skønlitteratur fra Latinamerika. F.eks. at få danske forlæggere kan spansk, og at manuskripterne dermed er nødt til at være oversat til engelsk for overhovedet at komme i betragtning. I det hele taget har den angelsaksiske forlagsverden paradoksalt nok stor indflydelse på, hvilke latinamerikanske forfattere, der når til Danmark.

»Tit skal de latinamerikanske forfattere have et gennembrud i USA, før de kan blive interessante herhjemme. Sådan var det f.eks. også med Roberto Bolaño. Det er meget den kanal, vi kigger igennem,« siger Liv Camilla Skjødt.

Horisontudvidelse

Selv om det aldrig lykkedes McOndo-forfatterne at få et egentligt gennembrud uden for Latinamerika, så er den træthed, de følte ved den magiske realisme tilsyneladende også nået til Europa.

I et essay om Hundrede års ensomhed i The Guardian i sidste måned spurgte forlægger og journalist Sam Jordison retorisk: »Findes der stadig et levende væsen, som glæder sig ved tanken om at læse endnu en magisk realistisk roman?«

Liv Camilla Skjødt mener også, det er tid til at udvide horisonten for den latinamerikanske litteratur:

»Så længe jeg kan huske, har man forbundet latinamerikansk litteratur med magisk realisme og García Márquez. Det er der efterhånden blevet tærsket så meget langhalm på, at der må noget nyt til. Jeg synes, det er tankevækkende, at vi ikke læser mere latinamerikansk litteratur. Spansk er verdens næstmest talte sprog, og der er enormt meget god litteratur. Men måske er det lige så stille og roligt ved at vinde indpas nu.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu