Læsetid: 4 min.

Et offerfrit liv i sus og dus

Uden deciderede fravalg bliver man ikke et menneske, men en forkælet, viljeløs bunke molekyler, skriver Ralf Christensen
9. juni 2017

Det rammer denne skribent med en tyngde, som kun ambivalens kan ramme med. At det her er fortryllende og labert, men også absurd og dekadent. Jeg sidder midt på Fyn i de superbe omgivelser i Egeskov Slots have. I det store røde telt i den ene udkant af pladsen er der blevet diverteret med modererede talks med mere eller mindre berømte og mere eller mindre begavede gæster. Werner Herzog, Sofi Oksanen, Mia Lyhne, Olafur Eliasson, Joshua Oppenheimer.

Ude på pladsen bliver der diverteret med Boserup-burgere, økovin, marokkansk kalv og Falsled Kros østers. Jeg har selv samplet flere af nydelserne, bevares, man er vel et carpe diem-svin.

Men tilfældet vil, at jeg nu sidder i det røde samtaletelt og hører Eliasson og Oppenheimer tale sammen med moderator Mikkel Munch-Fals. Amerikanske Oppenheimer har instrueret den gruopvækkende dokumentar The Act of Killing (2012) og efterfølgeren The Look of Silence (2014). Et klip fra førstnævnte bliver transmitteret på storskærme.

Der står en mand på en betonterrasse i Indonesien. Han slår ud med armene, og fortæller at det var her, de myrdede dele af det indonesiske folk; her, dele af den halve til hele million mennesker blev torteret og myrdet af militærjuntaen i 1965-66. Pludselig begynder han at krampe forover, fra hans hals kommer der opkastlyde. Han vakler hen mod væggen og kaster op.

Flere end 2.000 mennesker ser det på skærmene. Gennem teltdugen kan man høre britiske Birdy synge om et eller andet. Hendes krystalklare stemme blander sig med de grødede gutturale lyde fra manden, der kaster op over sine morderiske gerninger for fem årtier siden.

Det gør ikke oplevelsen mindre mærkværdig at folk i en lind strøm defilerer ind og ud ad teltet, som om vi var til en baseballkamp og ikke vidner til ufattelig gru.

Pludselig forstår jeg den ambivalens, jeg har følt over for Heartland Festival. Hvorfor jeg kan føle mig skiftevis ekstremt tilpas og mystificerende utilpas. Nu forstår jeg, at det handler om festivalens ambition om at appellere til dén homogene masse, som jeg selv er en del af, den danske middelklasse plus det løse fra overklassen.

Pludselig forstår jeg, at Heartland Festival som helhed er en segmentanalytisk og kalorierig fremskrivning af dén middelklasse, jeg selv er en del af. Et væksthus for et kommende liv i sofistikeret luksus, kulturel overflod, materialistisk identitetsskabelse. Og politisk afmagt.

Der er en manglende sammenhæng mellem talernes noble intentioner i teltene på Heartland Festival og den dovent sanselige overflod ude på pladsen.
Læs også

En udvikling der jo for længst er sat i gang ude i virkeligheden, men her på aristokratiets nedarvede jorder skrues op til 11 i anden fremtidspotens. Vi lever i en dekadent tid. Og fremtid.

Forstå mig ret. Jeg forsøger at beskrive en ambivalens i forhold til helheden, både på Heartland Festival og ude i middelklasseboblen. En ambivalens, jeg har i forhold til vores hele kultur, hvor vi stortrives i materiel velstand, mens vi hidser os op over romaer, der samler flasker; hylder diversitet og klumper os sammen i stadig mere homogene bobler; bekymrer os over globaliseringen, men køber aktier i Novo Nordisk; vrider hænder over miljøet og flyver på weekendture til New York.

Jeg er medskyldig. Har selvfølgelig selv mærket den FOMO – fear of missing out – den grundangst for at foretage fravalg, som synes at være et særkende ved vores overflodskultur. Man vil blæse og beholde melet i næsen. Men uden deciderede fravalg bliver man ikke et menneske, men en forkælet, viljeløs bunke molekyler.

Jeg har to modstridende følelser. Dén, hvor festivalerne giver mening, fordi de nu engang er en vigtig del af vores kultur – og spejler den. Og dén, hvor jeg synes, at sammenstillingen mellem en ekstremt velnæret middel- (og over)klasse, der går ind og får sig lidt alvor om folkemord og folkevandringer og dernæst kaster sig ud i det velbjærgede kalas, virker som en ubehagelig, potenseret udgave af de daglige paradokser og selvmodsigelser beskrevet herover.

Roskilde Festival er også gode til at minde os om alverdens kvaler år efter år med socialt og politisk engagerede temaer. Sidste år handlede det endda netop om ulighed under navnet Equality – Stand up for your rights. Men, hånden på hjertet (også mit), så er det vel bare en behageligt velmenende parfumering af, hvad der bedst af alt kan kaldes et dionysisk stammeritual – ikke et politisk vækkelsesmøde.

Det er desværre den mørke side af sommerens imposante festivaludbud, at de dårligt stillede vælges fra. Også selv om vi taler om dem, mens vi overtrækker kreditkortet. Det utopiske potentiale i festivalerne – den fredelige sameksistens og genopdagelsen af de kropslige fællesskaber – lader sig kun realisere gennem en anderledes dystopisk udelukkelsesmekanisme.

Det er dyrt at gå på festival, det er en fornøjelse for de velstillede, som vi jo er mange af. På Roskilde kan man opleve romaer indsamle alt dét, vi smider på jorden, der kan give returpant. Udstyret med store IKEA-poser fyldt med plastkrus og øldåser, ofte med pandelygter om aftenen. Økologisk bevidste smider mange af os det kun, fordi vi der er en underklasse, der rydder op efter os.

På Tinderbox Festival i Odense har man udliciteret – og monopoliseret –pantindsamlingen til Røde Kors. Det er jo godt for de udsatte ude i verden, men det sikrer så også, at festivalgæsterne slipper for at blive konfronteret med de fattige sjæle, der går på dansk jord, i nærområdet. I det her tilfælde et nærområde i sus og dus.

Spørgsmålet ender uanset hvad – på festivalerne og ude i virkeligheden – sådan her: Kan vi, de bedre stillede, fastholde vores livsstil og samtidig skabe balance og lighed i verden? Eller kræver det fravalg? Ofre?

God festivalsommer!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

'Et carpe diem svin' - slam, fristende fedt udtryk, lige midt i løgnhalsen - men svin er intelligente dyr, så sammenligningen er egentlig ikke til svinenes fordel.