Læsetid: 8 min.

Per Kirkeby uden filter

Per Kirkeby kan ikke male længere, han kan ikke overskue og skabe sammenhæng på de større lærreder. Han kan heller ikke skrive og dårligt læse længere. Men livsfortællingen er intakt, og den er nu gennem 50 samtaler fortalt til Erik Steffensen, der har samlet trådene i erindringsbogen ’At trække en streg’. Her historien om tilblivelsen samt et uddrag fra bogen
Per Kirkeby fotograferet i 2012 i sit hjem i Hellerup

Per Kirkeby fotograferet i 2012 i sit hjem i Hellerup

Per Folkver

16. juni 2017

Per Kirkeby sover i sofaen, da jeg ankommer. Hjælperen Pawel tager imod skribenten, men kan ikke vække hr. Slædehund. Jeg går på kontoret og læser dagbøger. Kasse efter kasse. Og stiller opklarende spørgsmål, da Per vågner. Der har været børnefødselsdag i familien. Alle har deltaget.

Børn, børnebørn, Pers kone, endda hans »eks-koner«, de fire biologiske børns tre mødre. Han er pater familias i huset Kirkeby. Dagen derpå. For knap tre år siden kontaktede Per Kirkeby mig for at »tale med et begavet menneske« som han sagde. Dem havde han ellers så rigeligt af omkring sig, mente jeg. Stemmen var uklar. Han havde svært ved at udtrykke sig mundtligt, grundet svær sygdom. Men meningen bag ordene, når de kom, var klar nok.

Et halvt år gik, så ringede han igen. Nu var han holdt op med at male. Han kunne ikke overskue og skabe sammenhæng på de større lærreder. Han kunne heller ikke skrive og dårligt læse længere. Et stort tab. Men livsfortællingen var intakt. Og det var tid at komme forbi. Det blev til mere end 50 samtaler i sofaen, en del udflugter til udstillinger og et tillidsfuldt ønske om, at jeg ville skrive en erindringsbog.

Kunstneren gav mig fuld adgang til sine dagbøger, der er læst af så få mennesker at de kan tælles på en hånd. Så har jeg ikke overdrevet. Den første vigtige dagbog er en rejsebeskrivelse fra ungkommunistens rejse til Warszawa sidst i 1950’erne, de sidste notater for ikke så længe siden. Per Kirkeby er født 1938. Nu kommer den så, bogen: At trække en streg – Per Kirkeby, liv og væk.

Samtalerne udfoldede sig efter det Per har kaldt Marcel Proust-metoden, hvor erindringens rum afsøges mens man bevæger sig afsted ad indskydelsernes mange ruter. Det var tydeligt at Per især i den tidlige fase indimellem forsøgte at afbøje fra ubehageligheder og nærgående spørgsmål ved forskellige beskyttelsesmekanismer. Ikke blot var han syg, han spillede også syg. Han var en stor kunstner, der gerne ville åbne sig fuldt ud i tillid, men også en mand, der var påpasselig med doseringen af tunge emner. Mens vi fulgte sporet efter den tabte tid, blev det klart at dette arbejde ville blive endeløst, hvis alt for mange skulle involveres. Og dertil logistisk udfordrende.

Metoden ville som hos Proust ende i syv tætskrevne bind. I forvejen er litteraturen om Pers værk og de ting der er skrevet af ham selv, en forholdsvis uoverstigelig opgave at sætte sig ind i, hvis man ikke allerede har kendskab til værket. De kernepersoner der kender til privatlivet er mange, men de fortrolige er forholdsvis få. Den egentlige fortrolige og faste partner gennem livet er dagbøgerne. De lægger for alvor en ny dimension til forståelsen af det levede livs spor som det har sat aftryk i værket. Hvorfor disse brudflader? Og hvordan kommer de til udtryk?

Skønheden i maleriet har sin pris, forstår man. Og maleriet og kunsten er et ordløst rum, som vi kan hjælpes på kanten til en forståelse af ved at beskæftige os med fortiden og udviklingen. Det bliver en kompakt lille mursten, den bog, der endnu ikke er trykt. Der er udvalgt fotos fra private albums og en maleri kavalkade afrunder hele historien. Liv og værk bliver til – livsværk.

Når Per Kirkeby åbner mod smertefulde erkendelser, garneres der med anekdoter og detaljer, måske for at slippe de tunge emner lidt og få et åndehul. Han kan pludselig komme i tanker om et besøg hos gøglerne Peter Belli og June og det langluvede tæppe i deres hjem, som var Danmarks største campingvogn. Eller fortælle om jazzmusikeren Chet Baker der under en turné gjorde forsøg på at røve en bank på Lyngbyvej, da Per var yngre. »Han var en romantisk figur med en vidunderlig stemme, han havde fået tæsk, han var en mytisk figur.« Ikke blot Chet Bakers narkotika, men kunsten, skulle der betales en pris for.

Kuppet mislykkedes. Så vender Per tilbage til sit tema: »Mor var syg, far var syg, ting skete.« Per fortæller om bisættelserne, om Birkerød Kirke og fars urne der var lavet af spinat, sådan en økologisk urne og Ben Websters saxofon der lød fra den medbragte kasettebåndoptager. »Da mor døde, kæmpede hun som en vanvittig. Over for plejehjemmet på Strandvejen rev de Tuborg ned. Den store sorte kugle slog mod bygningerne og så var det forbi. Min søster var der ikke. Jeg følte jeg var lidt bedre end de andre. Hun kom ud til Bispebjerg, det er der vi hører til.«

Bogen begynder med kapitlerne om Pers mor og far, Lucy og Alfred og arbejder sig så kronologisk op gennem Per Kirkebys liv, kærlighedsforhold og karriere. Der er blevet talt om behovsundertrykkelse og politiske aktiviteter, om arv og miljø. Om at være skaffedyr. Om kønsroller. Og om at få bygget liv op. Om sin mors selvmordsforsøg. Om de vildeste drømme og sex. Men også skuffelser og svigt. Kan man arbejde sig til lykken eller gøre sig fortjent til den? Per er ikke til crowdpleasing art, han vil have at den åndelige dybde stråler. Og han har nysgerrigt været optaget af bevidsthedens udviklingsmuligheder. Og når det er sagt også dens begrænsning. Gradvis ændrede samtalerne sig og kom ned i de dybe lag som den geologi der har været Pers hovedspor i forståelsen af kunstens dimension og virkelighed. Per Kirkeby er uddannet geolog med speciale i det arktiske.

Han kunne tale uden filter, der blev læsset af. Han talte om et par af de vigtigste temaer, svigt og utroskab. Menneskelig kulde og sensualitetens varme. Nærmede sig smertefulde områder fra direkte vinkler og ledt ad parallelle spor. Han talte om savnet af sine børn på rejser, savnet af familie. »Det lykkedes at flygte ind i kunsten, talent er noget underligt noget, jeg har altid haft talent men det er ikke det hele. Jeg kunne væreendt som målermanden i Zirkus Nemo, der ikke kan andet end at måle rigtigt og er ovenud begejstret for det, Søren Østergaards komik er ramt på kornet.« Men Per blev en kunstner, der både kan selv og evner at se andre kunstneres numre, styrker og svagheder. Midt i sin kunstneriske indadvendthed demonstrerer han en empatisk social begavelse.

Den 5. januar 2015 kørte vi ud til Grundtvigskirken og videre til Husum, hvor det hele begyndte. Jeg forevigede Per og Pawel arm i arm med tophuer på min instagram-profil. Et helt liv siden Per som barn gik forbi »brønden« på forpladsen og var overbevist om at ondskaben lurede i dybet. Bogens tilblivelse har været en rejse gennem dette liv og et usædvanligt karriereforløb.

Per Kirkeby brød isen til det internationale kunstliv og hans indsats har sat spor i generationerne efter. Det kan vi se. Og alligevel er det tydeligt at ethvert individ følger sin egen rute, at kunsten og kærligheden har sine mange veje. »Intet Menneske er en Gentagelse af andre eller skal nogensinde selv gentages,« skrev Martin Andersen Nexø i Ditte Menneskebarn. Stregen kan trækkes på mange måder.

Herunder følger et uddrag fra Erik Steffensens biograf om Per Kirkeby At trække en streg, der lige er udkommet på Gyldendal.

Nye forhold

Vi er i den sene del af Erik Steffensens biografi om Per Kirkeby og det store billede ’Weltuntergang’, der er malet i tiden under det forliste ægteskab og på efterdønningerne af hjerneblødning. Det er et undergangsbillede, en kraftpræstation og et mesterværk i nordisk kunst med samme referencebund som Caspar David Friedrich. Uddrag fra bogen

Per kiggede på andre kunstnere med nye øjne. Han skrev om Alberto Giacomettis nærværende gurer, med bryster »som man kan finde hos modne, meget slanke kvinder« og beundrede arkitekten Jørn Utzon som »et forbillede i arkitektur (menneskeligt) også med henblik på hvordan man kan forholde sig til de mindre originale typer. Afslappet og overbærende.«

Det var nye toner. Milde vinde. Per følte sig bedre tilpas i maleriet: »abstrakt ekspressionist – at genvinde maler-opdagelses glæden«, skrev han i dagbogen, der var et sporadisk forum for tankerne modsat de mange kontrollerede bravader, han havde nedfældet i årenes løb.

Han havde sluppet alle forbehold og følte sig friere. Og han var kommet tæt på et andet menneske med mange kvaliteter. Men det var nyt land. Hun var som Vibeke yngre end ham. Femten år yngre. Og deres forhold var begyndt midt i en stormfuld periode, ja, måske havde forholdet udløst eller forløst noget hos Per, som var slemmet op i ham gennem de sidste ti svære år med Vibeke. Parret var blevet skilt. Per malede godt igen. Men angsten var der.

»Mari Anne – jo tættere jeg kommer på, jo mere bange bliver jeg. Jeg er nede ved mine skjulte følelser. Det er her nøglen ligger, også til blodtrykket. Og da det at miste kvinden hænger sammen med (i mit sind) den sexuelle evne slår det sig på min sexuelle funktionsdygtighed. At miste går også sammen med angsten for at miste. I forbindelse med hjerneblødningen, at miste livet, at miste forstanden. Jeg har brug for hjælp.«

Sprog, forstand, identiteten var forstyrret.

»Hvorfor har jeg fået denne angst for at miste? Jeg kan ikke finde forklaringer i min barndom og opvækst. Men ’forklaringer’ hjælper mig knap til at håndtere det her og nu.«

Det store billede Weltuntergang er malet i tiden under det forliste ægteskab og på efterdønningerne af hjerneblødningen 2001-02. Det er et undergangsbillede, ikke særlig muntert, men en kraftpræstation og et mesterværk i nordisk kunst med samme referencebund som romantikeren Caspar David Friedrich. Det store tomme øde. Intethedens landskab.

Næste markante billede, der viser en ny mere positiv Per Kirkeby med troen i behold, er det friske grønne billede Leiser Wellenschlag (Grün), der bølger blidt i farven og ikke lader Vincent van Gogh noget efter, når det gælder selvlysende grønne olieorme trykket direkte ud af tuben og placeret på lærredet. Maleriet er fra 2003 og malet i Hellerup. »Gud er nærvær,« skriver Per.

Han kan så meget trods sine aldersbetingede begrænsninger og slagtilfældets langtidsvirkninger. En af de ting, han ikke kunne, var at tage på skiferier grundet synshandicappet. Og balancemæssigt: at køre sikkert på cykel var også blevet et problem. Han følte sorg over ikke at kunne tage på en planlagt pilgrimstur gennem Europa på cykel med Absalon, Myko og Lars Morell. Lægen frarådede det.

I stedet kaldte arbejdet, der kunne tegnes byggerier og males. Og findes forklaringer til oplysning af vejen fremefter.

»At elske Vibeke har skjult mit nærvær. Jeg vil tage min indre kvinde tilbage fra Vibeke.«

Der var en genkendt grad af »autisme: tilbøjelighed til at lukke sig inde i sin egen tankeverden og bryde den følelsesmæssige kontakt med omverdenen«.

Per vidste, at et nyt forholds succes måske kunne afhænge af graden af nærvær. At han ikke bare kunne tillade sig at trække sig tilbage til atelieret som en anden landmåler på øde opgaver i et mennesketomt Vestjylland, som romanfiguren Lykke-Per gjorde i nobelpristager Pontoppidans epos.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu