Læsetid: 13 min.

Postkort fra Mexico

Den organiserede kriminalitet er trængt ind i privatsfæren i Mexico, har ædt sig vej gennem retssystemet og har opkøbt dommerne. Selv om mexicanerne føler sig splittede, smadrede, miserable og fattige, så er der altid mulighed for storhed, for storhed hænger sammen med deres kultur. Og overalt forventer man et mysterium. Et mørkt hjerte af hemmeligheder. Her følger det første af tre rejsebreve fra Mexico af forfatteren Thomas Boberg
’Han fører mig gennem tornekrat og vild maguey og kaktusskove ad coyote- og hjortespor og til sidst viser mig hulemaleriet af en jaguar derude i bjergene bag Union Zapata,’ skriver forfatteren Thomas Boberg i dette essay fra Mexico.

’Han fører mig gennem tornekrat og vild maguey og kaktusskove ad coyote- og hjortespor og til sidst viser mig hulemaleriet af en jaguar derude i bjergene bag Union Zapata,’ skriver forfatteren Thomas Boberg i dette essay fra Mexico.

Carolyn Drake

24. juni 2017

Eksempel til efterfølgelse

På en café et sted i Mexico sad han og skrev postkort, og en herre stod pludselig foran ham: Lad være med det, sagde han, det nytter ikke noget, ingen postkort sendt fra Mexico når nogensinde frem. Min ven lod sig dog ikke skræmme og skrev ufortrødent videre.

Escape to Mexico

I Oaxaca opdagede jeg en antikvar. Slidte bøger i stakke, cd’er, gammel vinyl. Unge mennesker der sad og diskuterede eller læste i tåger af pot. Jeg købte en antologi med titlen Escape to Mexico skrevet af engelsksprogede forfattere plus en fransk. Noveller eller romanudtag sat i Mexico. Nogle navne: Harriet Doerr, Graham Greene, Sandra Scofield, Wallace Stegner, Anais Nin, Tennessee Willams, Patricia Highsmith, Ron Hansen, Jack Kerouac, B. Traven m.fl.

Selv hos Malcolm Lowry med et kapitel fra Under vulkanen, hvor man sanser Mexico som en slags fællesskæbne, er det stadig karakterernes indre liv, det handler om, og de er ikke mexicanske.

Forfatterne forsvinder i deres egne fiktioner, og uden om dem regner, koger, damper og støver Mexico.

Storhed

Kanonslagenes brag i mørket har sænket sig over Jalatlaco, som kvarteret her hedder i Oaxaca, hvor jeg for tiden bor på Hotel Cozamalli.

Trine siger, hun vil købe et lille hus i kvarteret. Alt det Trine har gjort for mig i Oaxaca. Jeg traf hendes sky mand – kunstneren Francisco Toledo – i deres hjem, der åbner sig i to forunderlige patioer på den anden side af den lave okkermur.

Det må undertiden være anstrengende at være Francisco og Trine. Der har været trusler. Her truer og afpresser man alle, der siger noget, som nogen med en vis magt, ikke kan lide at høre.

Journalistdrabene. Det sidste for fire dage siden. En reporter fra Riodoce avisen i Sinaloa, Javier Valdez, skudt ned.

Jeg sad på Zócalo i Oaxaca og bladrede i avisen La Jornada, og der så jeg et foto af Francisco Toledo i demonstration mod massakren på journalister, mod mordet på Javier Valdez. Fordi regeringen intet gør, de lokale autoriteter dækker over hinanden, over gangsterne, over morderne. Den organiserede kriminalitet er trængt ind i privatsfæren, har ædt sig vej gennem retssystemet og har opkøbt dommerne.

Han stillede sig op og kom i avisen. Han lignede en vagabond med en profets brændende blik. Toledo har foræret byen to biblioteker og en kulturfabrik.

En anden stor søn af byen, kunstneren Rufino Tamayo, samlede præcolombianske artefakter. Til sidst havde han 800. Dem kan man nu se på det museum, som han skænkede byen. De vildeste maya- og zapoteker ting.

Det slog mig, at kunstnerne her konkurrerer med hinanden om deres eftermæle. Mexicanerne elsker storhed, selv om de kan føle sig splittede, smadrede, miserable og fattige, så er der altid mulighed for storhed. Og storheden hænger sammen med deres kultur og historie. Det er derfor, deres museer er så fantastisk flotte.

Eksotisme

Der er så mange billeder på mørket i Mexico. Det stråler i alle farver. De gamle zapotekere, som byggede Montalban i Oaxaca, ærede tydeligvis døden. Jeg ser kranier med indgraverede mønstre i issen, kæben og undertiden belagt med en slags emalje, det grønne, det strålende blå og turkise mørke, og endelig grinet, det hvide prægtige grin.

Mexico er et kontinent, men hvad er det som tiltrækker? Og her tænker jeg ikke på de millioner af turister, der søger badeferie i f.eks. Puerto Vallarta, hvor jeg tilbragte en uge på et svedigt hotel, der stank af solcreme og genlød af familiernes råb og skrig.

Man forventer et mysterium. Et mørkt hjerte af hemmeligheder. Måske findes det i et mayamonument ude i Lacandón junglen eller i en cantina i Puebla. Måske pulserer det i skyggen af et coquito-træ på en plaza i en støvet by her i Oaxaca stat, hvor jeg har opholdt mig i 10 dage.

Det kunne være i San José de Pacifico, hvor jeg ikke har været eller usle Union Zapata, hvor jeg har været.

Der sidder en og sover på en stensætning med hatteskyggen skubbet ned og en señora med sin kurv af chapulines (rødstegte salte græshopper) trasker i støvet.

Eksotisme: Eksistensen skrællet ned til et menneske, der blot håber på at spise sig mæt til aften. Manden er rejst til USA. Og nu ringer han ikke længere, og penge kommer der heller ikke flere af.

El mexicano kan lide kvinder, det kan min datters mand også, men han har ikke noget hjerte, han rejste til Los Angeles igen og efterlod min datter og deres dreng her, nu har vi ikke hørt fra ham i fem år, det siger David López, mens han fører mig gennem tornekrat og vild maguey og kaktusskove ad coyote- og hjortespor og til sidst viser mig hulemaleriet af en jaguar derude i bjergene bag Union Zapata. Arkæologerne siger, at jaguaren er 10.000 år gammel.

Den fjerede slange

Den fjerede slange, vindens og lærdommens gud – Kukulkan for mayaerne og Quetzalcoatl for aztekerne – ofrede sin egen fod og brugte den som madding for at lokke havgudemonsteret Cipactly op til overfladen, så han og broderen Tezcatlicopa – det sorte spejls gud – kunne dræbe det. Det var nødvendigt for at skabe plads til universet og solen.

Quetzalcoatl rejste til Mitlan, aztekernes underverden eller Inframundo, og hentede knoglerne af det gamle mislykkede menneske, der blev forvandlet til fisk under syndfloden. Undervejs omkom han, men genopstod, erobrede knoglerne igen, og med disse og sit eget blod skabte han det nye menneske.

Derpå gav han mennesket majsplanten. Mennesket er majs. Offeret er nøgle til kosmos’ beståen. Jordmonstret, der sluger solen og spytter den ud igen, så den kan rejse sig og skinne på os, hvis vi fodrer den med menneskehjerter og blod.

Men Quetzalcoatl var glad for mennesket og forbød menneskeofring, hvilket forekom de andre guder skandaløst, for hvem skulle så ære dem?

Tezcatlicopa forklædt som en gammel las drak sin bror fuld. I sin brandert knaldede Quetzalcoatl sin egen søster. Næste morgen var han så fortvivlet af skam, at han besluttede sig for at rejse væk og forlade sit aztekerrige.

Han sejlede ud der, hvor solen mødes med horisonten og blev til Venus. Men inden da havde han sagt, at han ville vende tilbage. Tezcatlicopa var nu aztekernes gud og menneskeofringerne gik amok. Da Cortéz ankom med sin lille hær fra havet, troede Moctezuma, kongen, at Quetzalcoatl var vendt tilbage for at kræve sin plads og sit rige. Derfor åbnede han portene for de fremmede.

Sergio González Rodríguez

Mordet på journalisten Javier Valdez får mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde for nogle dage siden.

Sergio Rodríguez González har frygtløst skrevet om kvindemordene i Ciudad Juárez. Hans arbejde er Bolaños kilde til bogen 2666 om kvindemordene. Stoffet kommer alt sammen fra Sergio. Han samlede oplysningerne, rejste dertil, skrev hvert eneste offers navn ned. Han skrev også en anden rystende bog: El hombre sin cabeza (Manden uden hoved), en analyse og refleksion over narkogangsternes halshugningsstrategi, som han sammenligner med islamisternes.

Min bror Simon opsøgte ham, da han sidst var i Mexico. De ringede til mig, mens de sad skidefulde i en taxa, og jeg snakkede med Sergio i over tyve minutter. Min plan var at møde ham her på denne rejse. For nogle dage siden i Palenque købte jeg en avis, men opdagede at den var fra den 10. april, en måned gammel. Købt var købt, sagde sælgeren og aviserne fra hovedstaden var lang tid undervejs.

Jeg åbner avisen fra den 10. april og falder over en artikel. Den handler om tre journalister, som skrev om de tre ting, man ikke må skrive om i Mexico: korruption og narkokriminalitet/politik og kvindemord. Fælles, stod der, for de tre journalister er, at de er døde.

Den ene var Sergio González Rodríguez. Engang, fortæller en ven, standsede en taxa lige ud for Sergio, nogle mænd tvang ham ind i bilen, kørte væk og smadrede ham. De efterlod ham med åbent kraniebrud ved et hospital i Mexico City.

Men Sergio blev ikke myrdet. Han døde tilsyneladende af hjertestop. Han blev 67 år. »Menneskeheden har aldrig vidst så meget om naturen og kosmos, men aldrig har den været længere væk fra stjernerne end nu. Heldigvis er fremtiden stadig et mysterium.« Sidste linjer i Sergios bog fra 2014: Campo de Guerra (Slagmark).

Kvindemord

Volden er trængt ind i det mexicanske samfund i en grad, det ikke tidligere har kendt til. Den outrerede mandschauvinisme og kvindeundertrykkelse, som er dagligdag i Mexico, bæres også af kvinderne selv, siger en af mine mexicanske veninder. Det er jo tit kvindens egen skyld, hvis hun bliver voldtaget, forlyder det. Hun var fuld, eller hun kunne være gået hjem noget før fra baren.

En af hendes veninder havde været i byen med sin kæreste. Efter midnat forlod de baren og blev mødt af en gruppe mænd. Han blev slået halvt ihjel, og hende tog de med i bilen, hvor de gruppevoldtog hende i fem timer, før de smed hende på vejen. Du skal være glad for, at du ikke er død, sagde de til hende. Hvor skal hun gå hen? Det var politiet, som gjorde det.

Selv om autoriteterne neddysser det løbende massemord på Mexicos kvinder, er der ikke tegn på, at det slutter. Der myrdes dagligt syv kvinder i Mexico.

»Mange af kvinderne,« fortalte Dante, reporteren Alfredo Corchados kilde i Ciudad Juárez, »var ofre for hjemmevold. Gifte mænd og kærester myrdede deres kvinder på de mest forfærdelige måder og prøvede at få det til at se ud som om, det var begået af seriemordere. Andre myrdede havde været narkopushere eller smuglere eller endda lejemordere, mens atter andre virkelig var ofre for den ny magtstruktur i Ciudad Juárez. For flere af Juárez kartellets medlemmer var mord en sport. De havde ingen moral, ingen regler. De havde været politikommissærer og nu var de narkogangstere. Efter en succesfuld narkohandel var der fest. I samarbejde med politiet kidnappede de kvinder. Det var ikke svært at finde frem til kvinderne. Politiet stoppede dem på gaden efter arbejde, og sagde at et familiemedlem var savnet, eller at der var sket noget med deres barn, – og sæt jer ind på bagsædet. Man kørte dem ud til festerne, hvor de blev udsat for massevoldtægt. Bagefter skilte man sig af med dem, de vidste for meget. Politiet eller andre lakajer smed ligene ud i ørkenen.« Fra Midnight in Mexico: A Reporter’s Journey Through a Country’s Descent Into Darkness, Alfredo Corchado, 2013.

Ytringsfrihed

Siden år 2000 har 126 journalister mistet livet i Mexico. Kun Afghanistan og Syrien er statistisk set farligere for en journalist end Mexico. Der er ikke ytringsfrihed. Narkopolitikerne og gangsterne, de er der, men hvem er de?

Hele det politiske system, hele retssystemet er gennemkorrupt. Ikke ét af de 22 mord, der er begået mod journalister i eksempelvis Chihuahua siden år 2000, er blevet opklaret. Politikere, politifolk, militærfolk og narkosmuglere er sammenknyttet i et netværk af korruption, forbrydelse, privilegier, trusler, tortur og bestialske myrderier. Institutionerne er blevet ædt op indefra.

Ofring

Fra San Cristóbal tog vi til den lille by Chamula. Inde i templet sidder mayaernes efterkommere på tæpper af græs og med tusind tændte kærter. De beder uafbrudt og ofrer høns og de drikker mezcal og Fanta og Coca-Cola, og så bøvser de onde ånder ud.

Men tag ikke fotos, så bliver de aggressive. De lokale i området, som ikke bor i Chamula, beskylder byens indbyggere for at svælge i sort magi og onde energier. San Cristóbal var base for El Subcomandante Marcos og zapatisternes oprør i 1994, der endte med at koste 20.000 ofre, men de fik en asfalteret vej til Bonampak i 1997 og regioner med selvstyre.

Min ældste søn og jeg har rejst sammen i to uger, og vi har kun mødt velvilje og gæstfrihed. Vi når til Ozumacinta floden, der strømmer mellem Guatemala og Mexico. Det er der, vi siger farvel til hinanden.

Han er 26 år, et halvt hoved højere end jeg. Han virker frygtløs på grænsen til det dumdristige. Jeg glemmer, at jeg selv var ligesådan i hans alder. Han har orlov fra medicinstudiet og vil gerne læse videre til psykiater.

Vi diskuterede aztekernes menneskeofringer: »Jamen far, du kan ikke dømme dem moralsk, de er fra en anden verdens tid, og desuden ofrer vor tids kapitalistiske individ mennesker på ligegyldighedens alter. Hvem går rundt og tænker over, at det tøj, vi klæder os i er syet af underernærede børn, der vil dø en tidlig død? Vi ofrer andre mennesker for at opretholde en helt urealistisk levestandard.«

Sidst jeg hørte fra ham vandrede han rundt i nogle bjerge i Guatemala, han havde set en vulkan i udbrud.

Narkopolitik

En af lederne – Miguel Ángel Treviño Morales alias Z-Cuarenta (Z-Fyrre) – af det paramilitære narkokartel Los Zetas forvandlede sin perverst voldelige virksomhed til en kult, hvor der skulle ofres blod og hjerter til satan for at opnå beskyttelse.

En del af ritualet: Z-Cuarenta flåede hjertet ud af det levende offer og tog en bid. For usårligheden. Det skrev Alfredo Corchado i sin bog Midnight in Mexico: A Reporter’s Journey Through a Country’s Descent Into Darkness. Z-Cuarenta blev fængslet i 2013.

Så kommer der en ny Z-Cuarenta, en ny sindssyg kartelleder. De er lige så perverse som islamistiske terrorister, lige så dødsliderlige. Men deres mål er forskellige. Den mexicanske narkosoldat venter ikke til det næste liv på sine 72 jomfruer eller drømmer om et verdensomspændende kalifat, han vil penge, ryggesløs magt, luksus i dette liv, den grusommes ret.

Los Zetas består af eksmilitærledere fra den mexicanske hær, ofte trænet i USA. Mexico grænser op til verdens største drug-marked. Så længe der er folk, der vil stofferne, er der marked. Den, som sniffer englestøv, er deltager i denne totale nedbrydning af samfund.

Siden Felipe Calderón den 11. december 2006 erklærede kartellerne krig, er flere end 100.000 døde og 30.000 forsvundne i Mexico. En krig med alliancer, der løber på tværs af magten. USA blander sig, manipulerer krigen, den er i princippet deres diktat. Det er en høj pris, der betales for at mætte verdens største marked. Det flyder med amerikanske våben i Mexico.

I 2008 kunne den mexicanske presse oplyse, at privatflyet N987SA, som CIA brugte til i al hemmelighed at transportere formodede terrorister til Guantánamo-basen og som, da det forulykkede i Mérida i september 2007, medbragte fire ton kokain fra kartellet Sinaloa/Pacífico, blev erhvervet for to millioner dollars i USA.

Mexico er USA’s skraldespand og CIA bryder bevidst alle love. Den gamle præsident Porfirio Díaz skal have sagt: Pobre México tan lejos de Dios y tan cerca de Estados Unidos. Stakkels Mexico, så langt væk fra Gud og så tæt på USA.

Ozumacinta

Regnen tøver. Alligatorerne er ikke dukket op, alligevel må temperaturen nærme sig de 40 fugtige grader her ved floden. En kvægtransport står parkeret på en sandbanke. Folk bakser med motoren.

»Der er ingen kontrol,« siger Felipe, mexicanerne stjæler kvæg fra hinanden og forsøger at transportere det til Guatemala, hvor man sælger det videre og måske brænder et nyt mærke ned i boven og transporterer det tilbage for at sælge det en gang til.

»Migrationen fra de mellemamerikanske lande, der kommer den her vej er i gangsternes magt,« siger Felipe. »Så I plakaten ved politikontrollen?«

Hvis du kommer fra Honduras, får du automatisk flygtningestatus. De flygter fra banderne, der kræver et mord for optagelse. Flygtningens rejse fra Mellemamerika til USA’s grænse er med livet som indsats.

Kartellerne fanger nogle af dem og tvinger dem til at smugle kokain med over grænsen, eller de skyder dem og smider dem i massegrave. Og skulle de nå over, bliver de ofte taget af grænsepolitiet og sendt tilbage.

Andy Warhol i Mexico City

Mexico er mangfoldigt. 130 millioner indbyggere. Den vestlige halvkugles største by. Tæt regnskov. Ørken. Vulkaner. Snedækkede bjerge. Hav i vest. Hav i øst. Mange forskellige sprog og kulturer. Fornedrende misere og ubegribelig rigdom. Små lave adobehuse og enorme glasskyskrabere.

Den største kunst, både nutidig og fortidig. Diego Riviera, Frida Kahlo, Rufino Tamayo, Francisco Toledo; maya, tolteker, olmeker, azteker, zapoteker. Forunderlig litteratur. Sor Juana Inés de la Cruz, Juan Rulfo, José Gorostiza, Infrarealisternes poesi. Museo Jumex’ tre etager med Andy Warhol, det er den største Warhol-udstilling nogensinde i Latinamerika.

Man står i kø i en time. Og man skal opføre sig på en særlig måde. Ikke fotografere, ikke gå op ad trapperne, men i store grupper løftes op i en gigantisk elevator og så gå fra tredje etage og ned.

Man kan ikke gå tilbage, hvis der er noget, man synes, man ikke fik set. Der er svært bevæbnet politi derinde. Nu ser jeg Andy Warhols kunst som et slidt spejl af et Amerika, der revner ind i Mexico og stumperne ligger og gløder i de fattiges drømme som american gold. Alle børnene elsker Andy Warhol!

Og ude i provinsen er der stadig bønder, der pløjer med okse og træplov.

Lacandón

Bag høje træer og lianer som snor sig op ad stammerne og epifytternes i luften hængende rødder ligger Yachiláns ruiner. Mayaerne forstod at indbygge luftkanaler i det dunkle indre.

Nogle af mayaefterkommerne arbejder som vagter herude. Lacandón-indianerne i Chiapas mødte først den hvide mand i 1946, da amerikaneren Carlos Frey efter seks dages udmattende vandring pludselig nåede frem.

Men inde i gemakkerne findes et andet et liv. Flagermus dingler fra skråmurenes møde i toppen. På væggene sidder store supergiftige edderkopper, og en giftig tudse trykker sig ind i et hjørne. Vi trækker vejret støjende. Så stikker vi hovederne ud i heden.

Den tætte bevoksning, brøleabernes tiltagende larm, og en tukan med sit gigantiske næb, der hopper rundt i et træ. Ozumacintas brune vande. Bonampaks væg til loft malerier, Yachiláns arkitektur og steler. Mayaernes kunstværker og byer, de en dag tilsyneladende bare forlod. Endnu kender man ikke årsagen. De gamle rum. At gå derind. Er det ikke som en drøm om glemslen, der en dag måske vil åbne sig i sten?

Serie

Mexico i frit fald

Forfatteren Thomas Boberg er rejst til Mexico og tegner i tre store artikler et mentalt billede af et land i frit fald, men hvor storheden stadig dyrkes

Seneste artikler

  • Rejsen til Maria Sabina 2

    19. juli 2017
    Forfatteren Thomas Boberg er taget til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og også Beatles var i kontakt med hende. Her er andet og sidste rejsebrev fra Huautla
  • Rejsen til Maria Sabina

    5. juli 2017
    Forfatteren Thomas Boberg er på vej til Huautla de Jiménez i Oaxacas bjerge, den by som shamanen Maria Sabina, svampenes vise kvinde, har gjort kendt. Beatgenerationen hyldede hende, og selv The Beatles kom i kontakt med hende. Her er første rejsebrev fra Huautla
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mette Poulsen
  • David Zennaro
Mette Poulsen og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu