Læsetid: 12 min.

’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ var et gyldent psykedelisk øjeblik

Torsdag den 1. juni 1967 udsendte Liverpool-kvartetten The Beatles lp’en ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ og indvarslede dermed ’Summer of Love’. Vi kigger på byen Liverpool, året 1967 og ikke mindst The Beatles’ stilskabende lp-plade
The Beatles fotograferet i 1967. Fra venstre George Harrison, Paul McCartney, John Lennon og Ringo Starr.

The Beatles fotograferet i 1967. Fra venstre George Harrison, Paul McCartney, John Lennon og Ringo Starr.

Ritzau

2. juni 2017

Første stillbillede: Liverpool

Liverpools imposante bymuseum ligger ved floden Mersey, der munder ud i det irske hav, som så igen er en del af Atlanten, hvilket forbinder byen med verden.

Placeret på den famøse havnefront, som mere end noget andet har været med til at definere Liverpools selvforståelse såvel som omverdenens opfattelse af den i dens storhedstid, hvor den var Englands måske vigtigste havneby, indtil containerskibenes fremkomst i 1970’erne gjorde de gamle havneanlæg ubrugelige.

Hele historien fra stenalderen frem til i forgårs fortælles gennem billeder, installationer, artefakter, tekst og ikke mindst interaktivt hejs, der gør det muligt næsten at føle, man var der selv.

Jeg var på udkik efter et for længst forsvundet Liverpool, som kun glimtvis viser sig i nutidens visuelt uegale bybillede, hvor nyt og gammelt uden nogen form for eftertanke eller æstetisk sans støder sammen.

Og der blev jeg ikke skuffet, museet leverede varen på etage efter etage, og tiden fløj, jeg blev væk fra mit selskab og gik mine egne veje, for så at havne i afsnittet om Anden Verdenskrigs ødelæggende konsekvenser for byen. Næst efter London blev Liverpool grundet sin havn og beliggenhed bombet flest gange, og hele kvarterer udslettedes.

En ældre herre ser mig betragte udstillingsgenstandene, og da jeg fanger hans blik, siger jeg, »Som nazisterne dog ødelagde meget af Liverpool.« Manden nikker og siger så på tungest tænkelig Liverpoolsk: »Ja, og det arbejde Fritz påbegyndte, gjorde bystyret færdig!«

Vi falder i snak, og adspurgt om hvad han som lokal laver på museet, svarer han kontant, at han savner det Liverpool, han voksede op i. Ifølge ham fandt der en brutal byfornyelse afsted i 1960’erne og 1970’erne, som flåede hjertet ud af Liverpool. »Som du nok har set?« tilføjer han spørgende.

Jeg nikker. Hvis man er på udkik efter, hvordan her var i 1940’erne og 1950’erne, kræver det fraset et par gader i bymidten god fantasi. Og dog – så er der forstæderne, hvoraf mange ligger hen, som havde tiden stået stille.

Snakken falder på Brexit, som ikke er synderlig populær i Liverpool, hvor et overvældende flertal stemte for at blive i EU. Hvorfor tror han det er? »Liverpool har altid følt sig som en del af den store verden, her er vi ikke så meget ’England first’ som i andre landsdele.

Vi er de fødte kosmopolitter, selvom folk måske griner af vores dialekt. Så griner vi bare med,« siger han. »Her er bare højere til loftet. Og rent praktisk ved folk godt, hvilken betydning midler fra EU har haft for os. Liverpool er jo på vej op igen!«

»Det mærkes,« indskyder jeg. »Men dialekten gjorde The Beatles da næsten mondæn,« indskyder jeg.

Han griner. »Ja, for fanden. De er vel grunden til, du er her?«

Jeg nikker.

»Jeg har fødselsdag samme dag som Ringo,« fortæller han så. »Og jeg er født samme år også, såmænd. Men dog uden helt den samme pensionsopsparing som ham!«

Det sidste ler han selv så meget af, at han er lige ved at krepere af iltmangel. Og minder dermed om flertallet af dem, vi støder ind i under vores ophold i byen, dvs. venligt imødekommende og fulde af humoristisk sans samt vilje og/eller evne til at få drejet samtalen ind på the fab four, byens nok berømteste sønner og største eksportvare, John, Paul, George og Ringo, som de omtales blandt venner.

Hvad angår de berømte moptops geares der op til fejring af lp’en Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band, der med et brag ramte pladediske verden over d. 1. juni 1967. Det skal man være blind for ikke at bemærke, men selvom Liverpool er rimelig beatleficeret, er det ikke så excessivt, som jeg måske havde frygtet.

Et par klamme fiduser her og der forstyrrer ikke billedet af en dynamisk (antallet af kraner og byggepladser taler sit klare sprog) by, som er ved at komme på fode igen. Og selvom den ikke hører til blandt verdens smukkeste stæder, er den spillevende og fuld af venlige og sjove mennesker og ikke mindst gode, billige restauranter.

Og den byder på mange og afvekslende (kulturelle) tilbud til adspredelse, der intet har med byens berømte sønner at gøre. Og som i øvrigt også bymuseet er tilbuddene ofte ganske gratis og vildt velbesøgte. Gad vide om det stadig vil være tilfældet om et par år, når øriget selv skal betale for gildet?

Andet stillbillede: 1967

Det første Arts Lab lå i nr. 182 Drury Lane, London, og det blev åbnet i juli 1967 af Jim Haynes, en af hovedkræfterne bag det toneangivende undergrundsblad International Times.

Invitationen til åbningen dedikerede stedet til »film, poesi, miljø, malerier, skulpturer, musik, teater, happenings, People Show, varme kroppe, bløde gulve, lykke og forbedrede sindstilstande af kemisk vej«. Nærmest et katalog over tidens hippeste aktiviteter, selvom tegneserier, fjernøstlige religioner og farvestrålende gevandter glimrer ved deres fravær.

Den vakse læser vil endvidere bemærke, at ordet politik ikke nævnes, da de opregnede aktiviteter i sig selv betragtedes som subversive nok til at gøre arbejdet. Som bestod i at ændre måden, hvorpå verden tænktes i Vesten. Og i sidste ende dermed ændre verden. Til det bedre, til et rarere og mere rummeligt sted for alle, uanset køn, religion og hudfarve. Tilmed via fredelige midler og en ordentlig joint i flaben!

Hvad der i højere grad end noget andet fænomen sammenbandt de dele af de store årgange, som aktivt gik ind for forandringer, var musikken.

Jazzen havde udspillet sin rolle, og folkemusikken, der for en kort bemærkning havde været den ’bevidste’ unge persons foretrukne udtryk, undergik en massiv forandring, da dens ledestjerne Bob Dylan i 1965 satte stikket i til en elektrisk guitar og påbegyndte en sangskrivning, der til forveksling lignede og lød som moderne poesi.

Det betød ikke at han mistede sin ufrivillige position som »talsmand for en generation«, tværtimod, for hans symbolmættede og ordrige tekster kunne tolkes efter behov, især hvis man havde ’forbedret sin sindstilstand ad kemisk vej’.

At Dylan følte sig foranlediget til at spille elektrisk, skyldtes ikke mindst inspiration fra den række britiske grupper med The Beatles i spidsen, der erobrede de amerikanske hitlister det herrens år 1964.

Den ikoniske forside på 'Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band' fra 1967.

Navne som The Rolling Stones, The Animals, The Kinks, Them, The Yardbirds og mange, mange flere gjorde det attraktivt at spille elektrisk r&b-inspireret musik i et band, og de sprang da også op som paddehatte kloden over. Og selv om mange gik efter pokalen, var den svær at vriste fra The Beatles, der formåede at favne flere og udtrykke sig bredere end stort set noget andet 60’er-navn. På godt og ondt.

Og så var der stofferne, helledusseda, marihuanaen lettede på låget, hvor LSD simpelthen flåede det helt af og lod brugeren kikke ned i afgrunden. Stoffet gav adgang til sindstilstande af nogle gange stor skønhed, nogle gange dyb indsigt og andre gange noget decideret skræmmende. Ikke for børn, selvom mange af dem, der tog det, ikke var stort set andet.

De psykedeliske stoffer gav mulighed for atter at komme i kontakt med nogle barndomslignende tilstande, hvor eventyr og det fantastiske føltes mere virkeligt end – nå ja – virkeligheden.

Til lejligheden opfandtes så ordet psykedelisk. Som ifølge Wikipedia betyder »bevidsthedsudvidende, noget som forandrer (beriger) sindets virkelighedsopfattelse, hallucination«. I en periode var alt, der var den mindste smule ved, nemlig netop det. »Psychedelic, baby,« som Austin Powers ville have udtrykt det.

Og den revolution, der var under opsejlling i 1967 (som ikke bør forveksles med det langt mere konfrontatoriske ungdomsoprør, der fulgte i hælene på begivenhederne i Paris i maj ’68) var netop psykedelisk af både karakter og overbevisning. Flowerpower, ladies & gentlemen! Kan hænde, det var derfor, den blev så kortvarig. Og alligevel fik så langtrækkende konsekvenser.

Tredje stillbillede: The Beatles og Sgt. Pepper’s

Hvor England generelt og London især i starten af 1960’erne stadig befandt sig i en klam og grå efterkrigstidstristesse, begyndte der at komme farver på omkring 1964-65, hvor en ny generation kom til fadet.

Det begyndte med de übermodebevidste mods og spredte sig som ringe i vandet, pludselig var London ’swinging’ og det sande modemekka, hvem skulle nu have troet det, Paris? Mary Quant lancerede den lårkorte kjole, og modeller som Jean Shrimpton og Twiggy fremviste den på catwalks og i magasiner på glittet papir, mens sangerinder som Dusty Springfield, Marianne Faithfull, Françoise Hardy og Sandie Shaw optrådte iført tidens tern. Kodeord var spaceage, det var go go, det var popart, det var op art, det var groovy, det var flowerpower, det var … moderne!

Alt var i strålende farver og livlige geometriske mønstre og striber både på langs og på tværs og flæser og ruskind og psykedeliske cirkler og fjerboaer og sølvskinnende tasker og kunstige øjenvipper og babydoll-kjoler i chiffon og polyester og akryl og lange go-go støvler og lavhælede sandaler og trompetbukser og fremfor alt ungt! Det kunne købes i butikker i Carnaby Street og på King’s Road.

Også mændene brød ud af jakkesættets fængsel, og dandyismen fik en opblomstring uden lige, Brian Jones og Mick Jagger begyndte at gå klædt som edwardianske adelsmænd og gamle militæruniformer og andet kulørt hejs fra fortidens raritetskabinetter gravedes frem fra genbrugsbutikker og bedsteforældres garderober, men det blev ikke kopieret regelret, men gerne suppleret med fx jeans og smykker. Og blomster!

Mere end nogen andre var det beatmusikerne, der satte dagsordenen og musikken spillede en uhørt vigtig rolle. Fokus flyttedes fra singlepladen til albummet, en mand som Dylan kerede sig ikke stort om hits, og med Rubber Soul og Aftermath beviste både Beatles og Stones allerede i 1965, at de kunne skabe meningsfyldte, sammenhængende albums, hvilket kulminerede med The Beach Boys’ Pet Sounds året efter. 1966 var året, hvor England vandt VM i fodbold efterfulgt af Beatles fremadskuende Revolver, der udsendtes i august.

Euforien ville ingen ende tage, hvad enten den affødtes af mål eller en lille sukkerknald.

Tog Beatles mon psykedeliske stoffer? Skider bjørne i skoven? At dømme ud fra numre som »I’m Only Sleeping«, »She Said She Said«, »Eleanor Rigby«, »And Your Bird Can Sing«, »Love You Too« (med Harrison på sitar!) og ikke mindst »Tomorrow Never Knows« (hvis åbningslinjer, »Turn off your mind relax and float down stream«, var tyvstjålet fra den Tibetanske Dødebog via Timothy Leary, hvor psykedelisk kan det blive?) må svaret vist være jo da, de indtog deres del.

Få uger efter denne skelsættende lp spillede gruppen sin sidste koncert i et halvfyldt Candlestick Park i 1966 og tog for en popgruppe dengang noget så uhørt som tre måneders ferie!

Da havde de fire herrer så godt nok også arbejdet uafbrudt siden pladedebuten i efteråret 1962, og vi havde ikke rigtig haft Beatles-fri på noget tidspunkt, tre-fire gange årligt strøg de ind på hitlisternes førsteplads med endnu en skudsikker vinder, suppleret med et album eller to, så der var stor utryghed forbundet med bandets (i popmusikalsk tid!) lange fravær.

Var de gået i opløsning? Var de blevet sindssyge? Havde de fundet Gud? Eller omvendt? Hvad skete der lige? Der blev talt en del om det, mens rockmusikken dagligt syntes at udvikle og forfine sig yderligere.

Da gruppen endelig gav lyd fra sig i februar ’67 med singlepladen »Penny Lane«/»Strawberry Fields Forever«, ville begejstringen ingen ende tage. Men hvad var lige det? Hvor kom de overskæg fra, alle fire bar på fotoet på omslaget? Og brugte John Lennon virkelig briller?

Og musikken, jo da, »Penny Lane« besad da det positive overskud, man forbandt med gruppen, på trods af den atypiske trompet og en tekst, der hyldede et bestemt kvarter i hjemstavnen Liverpool. Men det var »Strawberry Fields Forever«s uigennemtrængeligt drømmeagtige tone og udførelse, der virkelig fik os til at rynke panden.

At det også var en lokalitet i Liverpool, kunne man ikke lige gennemskue, det lød mere som et fantasisted, hvor man blev godt skæv, hvis man altså turde. Psychedelia til og for masserne.

The Beatles var nu ikke længere alene i den forreste ende af feltet; lp’er med amerikanske grupper som The Doors, The Jefferson Airplane, The Byrds, The Velvet Underground & Nico, The Mothers of Invention, Buffalo Springfield og Country Joe & the Fish satte høje standarder og anviste nye veje for hvordan rockmusik kunne spilles og opleves, og San Francisco begyndte at gøre London rangen stridig, hvad angår positionen som Ungdommens Hovedstad.

Mens den til England emigrerede amerikaner Jimi Hendrix flyttede grænserne form, hvad guitaren kunne bruges til. Flowerpower, mand!

Men mens 1967 eksploderede om ørerne på dem, tog de fire små beatler troligt på arbejde hver dag i Abbey Road-studierne, hvor de under producer George Martins årvågne blik og kyndige ører sled for at skabe deres opus magnum, som lå færdiggjort i april.

Det er ikke løgn at påstå, at verden den 1. juni 1967 holdt vejret, for da udsendte gruppen de 39 minutters musik, der skulle sprede rygtet om den psykedeliske revolution helt om i vores nabos baghave, for Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band indeholdt noget for enhver smag, og hjemme hos os var de voksne faktisk ret glade for sangen »When I’m Sixty-Four!« Den lød næsten som rigtig musik!

Stilistisk spændte pladen vidt, lige fra titelnummerets lige ud af landevejen rock til det barokpoppede »She’s Leaving Home«, fra George Harrisons indiske bidrag »Within You, Without You« til det afsluttende »A Day in the Life«, hvis udfordrende form og indhold udløste et fanbrev fra ingen ringere end Karlheinz Stockhausen! Lidt for enhver smag, med andre ord.

For The Beatles var og blev et inkluderende orkester, som trods Lennons bestræbelser på det modsatte og McCartneys fascination af tidens avantgarde ikke kunne lade være med at skrive melodier, de fleste kunne nynne. Nu var Sgt. Pepper’s også i overvejende grad den hvad angår melodier geniale Paul McCartneys trip, men den er derudover først og fremmest en åndeløst betagende studiekreation, og ingen havde i 1967 hørt noget lignende.

At en rockgruppe kunne stræbe så højt med så vellykket resultat, gav chokbølger på kryds og tværs af genrer og generationer.

Er den gået hen og endt som en kliche? Sikkert. Er den siden blevet overgået af alle fra Bamse til Radiohead? Muligvis. Den har fået en del flak ned gennem årene, selvom den også ofte kåres til alle tiders bedste album i den slags afstemninger.

Det er ikke så vigtigt. Vil De skyde genvej til det korte øjeblik, hvor en flok drømmere troede, at de kunne ændre verden med ikkevold, blomster og kærlighed, fås det ikke bedre end her.

Men hvordan lyder Sgt. Pepper’s så i dag, er der måske nogen, der nu spørger? Godt, faktisk. For nu ikke at sige fantastisk. Og nu bedre end nogensinde, thi Giles Martin har skabt et nyt stereomix, som enhver med interesse for sagen bør høre.

Idet man i stereoens barndom havde en mani med at separere tingene, således at f.eks. trommerne lagdes eksklusivt i den ene kanal og vokalerne i den anden, giver det rigtig god mening med en mere moderat fortolkning af stereobegrebet. Og det har Giles Martin leveret. Det er nænsomt gjort, men der er absolut tale om en forbedring.

Ikke mindst stråler Ringo Starrs trommespil i det ny mix, der også afslører finurlige detaljer her og der.

Men alt det kan vi overlade til nørderne. Må jeg foreslå, at De sætter Dem i deres yndlingsstol og sætter skiven på og forsøger at høre den, som var det første gang? Så vædder jeg en sukkerknald på, at De vil give mig ret i, at den faktisk ikke rigtig lyder som noget andet, De nogensinde har hørt. Et gyldent psykedelisk øjeblik. Et trip, som vi sagde engang. Og et godt et af slagsen, tilmed.

The Beatles: ’Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band’ (Parlophone/Universal). Udsendt i nyt mix som hhv. enkelt- og dobbeltalbum samt som bokssæt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Happiest LSD within you without you. Den torsdag husker jeg stadig. Det var Pressens Radioavis, eller ihvertfald P3, der overbragte nyheden efter skoletid som noget helt ekstraordinært anderledes og sensationelt. Det var en solskinsdag.

Torben Lindegaard

Klaus Lynggaard

À propos psykedelisk ........ The Beatles indspillede også "Rain",som en tidlig indikator.