Baggrund
Læsetid: 7 min.

Skabelsen var et flop, men filharmonien er et mesterværk

Med sin nye filharmoni rager Hamborg op i det klassiske musiklandskab og gør opmærksom på sig selv som et gammelt musikcentrum klar til nye tider
Hamborg er først og fremmest en havneby. En af de tre største i Europa. Men den er også en musikby, og det understreger den nye filharmoni.

Hamborg er først og fremmest en havneby. En af de tre største i Europa. Men den er også en musikby, og det understreger den nye filharmoni.

Daniel Reinhardt

Kultur
16. juni 2017

Johannes Brahms er født i Hamborg, Georg Philipp Telemann levede her og var sit liv ud byens kantor og efter ham gudsønnen Carl Philipp Emmanuel Bach. Og så er der Johann Adolph Hasse, måske mindre kendt i dag, men dengang en sanger og senere vellidt operakomponist.

Han var også fra Hamborg. I en anden ende af byen trimmedes det jubilæumsaktuelle rock’n’roll band fra Liverpool, The Beatles, som ankom til byen med én times cover repertoire, Elvis-hår og amerikanerboots og forlod den i sorte turtlenecks med kasserollepandehår og sin egen musik.

Hamborg er en musikby og kunne have gjort det til en lige så stor identitet som sit Red Light District. Men det er der ikke rigtig nogen kongemagt eller lignende, der har stået for, og i sin usnobbede ånd har byen aldrig rigtigt tidligere dresset sig selv op som noget kulturelt.

866 millioner euro

Hamborg er først og fremmest en havneby. En af de tre største i Europa. Her stævnes der ind fra alle verdens have. I gamle dage fyldtes de store varehuse med eksotiske varer, i dag har containerfragten overtaget og gjort varehusene tomme, mens kæmpe områder er viet til mastodontiske kraner og containere på rejse fra hele verden. Nogle af de gamle varehuse er i dag erklæret verdenskulturarv af UNESCO, andre har fået nye identiteter.

Et af dem er det gamle kakaovarehus, der rager ud i havnen lige foran byens gamle centrum. Den første plan var at gøre varehuset til en mediebygning med et ordentligt tårn med kontorer ovenpå, men kreative sjæle, Alexander Gérard og Jana Marko, ærgrede sig over tanken om endnu et kontorbygningstårn og visualiserede i stedet et stort musikhus svævende oven på det gamle varehus. Arkitekten Jacques Herzog kastede en tegning oven på et fotografi af varehuset, en vild bølgeformation, sådan cirka sådan som filharmonien fremstår i dag udført af arkitektfirmaet Herzog de Meuron.

Fra genial tanke til praktisk udførelse var der til gengæld langt, og historien om Hamborgs musikhus’ tilblivelse hører til en af de længere og mere groteske. Ti års forsinkelse og en mindre overstigning af byens budget, der gik fra 77 til 789 millioner euro. På et tidspunkt, siger man, var der flere advokater, der arbejdede på filharmonien end bygningsarbejdere. Lægger man indtægten fra salg af lejligheder og donationer oveni viser det sig, at projektet i alt endte med at koste 866 millioner euro. I sig selv sagnagtigt.

Plaza til folket

I november sidste år åbnede den nye Elbphilharmonie officielt og lige siden har den været Hamborgs nok største turistattraktion. »Elphien« er nemlig ikke bare musikhus, men foruden at rumme både lejligheder og et hotel er den også et offentligt rum med sin åbne plads kaldet Plaza i 37 meters højde med en fantastisk udsigt over havnen og byen.

Det flade tag på det gamle varehus i røde mursten udgør selve pladsen. Rulletrappen op gennem varehuset er 82 meter lang, to et halvt minut tager den, og skyder sig skråt op i en skumsprøjtfarvet hvid kanal, til en følelse af ikke bare genfødsel, men genundfangelse, og det er skabt som en bevidst metafor om at tage folk op til et andet bevidsthedsniveau.

Filharmoniens egen bygning udefra ligner en majestætisk kongekroneformet bølge og gør bygningen til den højeste i Hamborg. Den store bølge hviler på skrå søjler, der ikke kan ses nedefra, så indtrykket er, at den svæver ovenpå og indeni bølgen er en stor skal, der rummer selve koncertsalen og skærmer den fra den travle havns lyde. Her inde i den beskyttede hule har man efter det demokratiske vingårdsprincip – hængende haver, kunne man næsten kalde balkonerne – bestræbt sig på udsyn og god akustik til samtlige 2.100 publikumspladser.

Bekymret verdensteaterfestival

Fra slutningen af maj og knap to uger ind i juni var Hamborg vært for Verdensteaterfestivalen Theater der Welt 2017. I alt 45 forskellige forestillinger fra alle kontinenter afvikledes på både små og store scener til lands og til vands. Det er en festival, der kan komme til alle mulige byer og er ikke en speciel hamborgensisk institution. Men netop som havneby klædte denne festival byen flot.

Forbindelsen til havet giver en følelse af samhørighed med verdens lande, og tænker man over det, er det er i øvrigt sjovt, hvordan denne sammenhæng i vand ved nærmere refleksion overgår fælleskabet oppe i skyen og de elektroniske mediers padlen på nettet. Det er så konkret: den lille made in Asia-ting, du sikkert holder i hånden lige nu, er sejlet over verdenshavene til dig i en container. De sko, du går i, er sejlet til dig. Og flygtningestrømmen kender heller ikke til EasyJet, men tager chancen til vands. I sandhed er noget så gammeldags og langsommeligt som søvejen stadig en kæmpe dimension i vores globaliserede hverdag.

Verdensteaterfestivalen, som så meget andet kunst for tiden, syntes i mange henseender at tage udgangspunkt i de globale spørgsmål om klima og flygtninge. Ikke mindst som oplæg til G20-topmødet i Hamborg i starten af juli.

Filharmonien har sit eget moderne ensemble, Ensemble Ressonans, som indgik i en forestilling med en teatergruppe fra Burkina Faso bestående blandt andet af flygtninge og udvandrere fra forskellige lande. I teaterbygningen Kampnagel spillede ensemblet i røg og sæbeskum med på undergangsrock til verdens klimatiske undergang og kapitalismens insisterende motto »there is NO problem«, og i selve filharmonien opførtes Joseph Haydns oratorie Skabelsen i en lige så politisk debatterende opsætning af den catalanske teatergruppe La Fura dels Baus.

I stedet for yndige blomster og træer og fugle, som musikken maler, hvilede der et tungt syndefald over forestillingen med flygtningekor og alvorsfulde ord i videoprojektioner som western civlisation/progress/crisis/the absolute truth. Man fik så at sige stavet budskabet ud i ord og bogstaver, der væltede ud af en højteknologisk laserprojektor på hvide stofsejl og hvor de nu ramte.

Klein kran

Forestillingen ville det hele: bringe flygtningestrømmen til Paradis, hænge sangerne op i en ni meter høj kran, dykke sangerne ned i et urhav/reagensglasakvarium, strø om sig med filosofiske betragtninger, lave DNA-molekyler med kæmpe heliumballoner administreret af koret ud fra koordinater på deres tablets og lade LED-lys interagere med sangernes akustiske signaler. Tankerne og idéerne var både sympatiske og begavede, men virkede kun sporadisk i filharmoniens sal. Man kunne slet ikke registrere de mange inputs og både kran og akvarium syntes klejne i denne sal.

Jeg sad måske 15 meter over den stakkels sopran, der hang højt i kranen og af samme grund havde svært ved at intonere lige hevet op af urhavet. Ellers dejlige stemmer alle tre: Sopranen Sunhae Im som ærkeenglen Gabriel og Eva, tenoren Martin Mitterrutzner som ærkeenglen Uriel og barytonen Daniel Schmutzhard som ærkeenglen Rapahel og Adam.

Også det franske orkester Insula og det franske kor Accentus spillede og sang smukt og med dejlig transcenderende jordforbindelse under dirigentinden Laurence Equilbey bløde og omsorgsfulde direktion. Men alt i alt var man underholdt så meget, at man kedede sig og ikke kunne få ro til bare at lytte til musikken.

Så var det igen mere kontemplativt og berigende at vende tilbage til at sidde og studere det aktuelle skaberværk filharmoniens indre: dens »hvide hud«, som væggene udgøres af, en blanding af gips og papir, der gør hele stemningen meget organisk og minder om den sandbund, der vælter rundt ude i Elben, dens tusindvis af mundblæste glaspærer, der hænger ned som dråber i drypstenshulen, tynde i glasset forneden og tykke foroven, modsat de fabriksfabrikerede, dens Armani-stilige sæder, dens kæmpe orgelpiber, der hænger som magiske forhæng ind til træpiberne og fløjterne, og dens svunge gelændere i sort stål med en antydning af glimmer.

En utopi

Det er en sagnverden, der kommer til live i filharmoniens eventyrlige realisering af så mange smukke ideer uden kompromiser. Om det så er altanerne i de fantastisk fabrikerede mure af bølgende glas, så ligner de små munde, som små brydninger i bølgen eller bobler, der er gået hul på, ligesom trapperne indvendigt løber nedad på en særligt rindende måde, ubarmhjertigt for gangbesværede, i organiske formationer. Den smukke hule i den store kongekronelignende bølge minder én om et sunkent Atlantis – et undersøisk kongerige hængende højt over Elben.

Elphien er i sagens natur finansieret af en stenrig handelssektor i et kapitalistisk samfund, som det der revsedes i festivalens forestillinger.

Men ved at udskifte kontortårnsideen med koncerthusideen og ved en kompromisløs forfølgelse af de kunstneriske og demokratiske visioner har Hamborg skabt en lille utopi. Det er ikke et opgør med klimaforandringerne eller en varmestue for flygtninge, men det er en satsning på en fortryllet verden, hvor kunsten hersker og alle er inviterede ind i et offentligt rum.

Eventyret er også et mastodontisk koncertprogram. Jeg har lige vejet det fælles katalog for næste sæson i Elbphilharmonien og den gamle koncertsal Laeiszhalle. 900 gram. Der er knapt et kilo kunst på papiret alene for næste sæson med store kunstnere, som vil besøge Hamborg. Matthias Goerne, Murray Perahia, Philippe Jaoussky, Martha Argerich, Barbara Hannigan. Diana Damrau og Jonas Kaufman … Og jeg nævner kun løst i flæng fra de første 300 gram af programmet og udelukkende fra det klassiske repertoire. Så er der jazzkoncerter og verdensmusikkoncerter.

Skulle det være svært at skaffe billetter til filharmonien i nærmeste fremtid – og det er det, for siden åbningen er publikum strømmet til og billetterne revet væk – nøjes man med at tage elevatoren op til Plaza og tage sig et glas Grauburgunder på caféens terasse. Så er der nok koncert et andet sted i musikbyen Hamborg. Foreløbig har filharmonien virket som de Meuron forudsagde: som en akupunkturnål, der sætter gang i hele energien i Hamborg.

Vi er heldige og bor lige ved siden af – bare et par hundrede sømil væk!

Turen til Hamborg er betalt af Hamburg Marketing

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her