Læsetid: 10 min.

Den strømførende Brostrøm

Torben Brostrøm står hen som en af de store danske kritikere og erindringsforfattere i det 20. århundrede, med en fod ind i det 21. Søndag fylder han, der har været medarbejder ved Information siden 1956, 90 år. Hans yngre kollega Hans Hertel tegner her et personligt portræt af pædagogen, der fik historisk betydning som modernismens herold
Torben Brostrøm står hen som en af de store danske kritikere og erindringsforfattere i det 20. århundrede, med en fod ind i det 21. Søndag fylder han, der har været medarbejder ved Information siden 1956, 90 år. Hans yngre kollega Hans Hertel tegner her et personligt portræt af pædagogen, der fik historisk betydning som modernismens herold

Kristine Kiilerich

3. juni 2017

Søndag fylder Torben Brostrøm 90, tilsyneladende uopslidelig, men faktisk var det på et hængende hår, at han rundede pynten ved de 80.

Erindringsbogen Ventetid fra 2007 fortalte bevægende »om ikke at dø«. En truende diagnose havde krævet lange undersøgelser, men blev lykkeligt afblæst. Lettet, efter tre måneder med dystre tanker og beredskabsøvelser, sad den frikendte i stuen og læste, da der ude fra køkkenet lød et øredøvende brag.

To skabe læsset med service og vinflasker lå knust »i et bourgognefarvet blodbad«. Vor helt moppede det møjsommeligt op – og tilføjer tørt: »Havde jeg opholdt mig i køkkenet, kunne man samtidig have fjernet liget.«

Her 11 år efter ’det store brag’ er der fortsat masser af liv i manden. Fredag udgav han en fremragende bog (det vender vi tilbage til), og når man ser ud over hans foreløbige forfatterskab – de fleste af de 32 bind står opmarcheret på bordet foran mig, så bliver man, som hans ven Klaus Rifbjerg sagde, fuld af imponade.

Eventyret Brostrøm handler om en 30-årig gymnasielærer i dansk og fransk, der fik historisk betydning som herold for modernismen. I studietiden havde han haft job på Social-Demokratens tillæg Hjemmets Søndag, der trykte noveller og digte af yngre forfattere, og her fik han blod på tanden.

1955-60 redigerede han lyriktidsskriftet Hvedekorn, i 1956 – 29 år gammel – blev han Informations lyrikanmelder, og 1960-62 udgav han de centrale antologier Lytteposter og Den ny poesi, hvor den nye modernistgeneration – bl.a. Ivan Malinovski, Klaus Rifbjerg, Jørgen Sonne, Uffe Harder, Per Højholt, Benny Andersen – trådte samlet op.

I årevis udførte han endnu et dagsværk parallelt med lærerjobbet på den frisindede Ingrid Jespersens Skole. Han tog sit pædagogiske talent med hjem for at åbne det nye formsprog for Informations læsere – og snart for et større publikum.

Han var manden, der orkede at introducere lyrikoplæsninger, også på lørdage, forklare hvorfor unge digtere brød med klingklanglyrikken, diskutere »poesiens blå blomst« med de vrede og demontere det mest »sfinxforladte« sludder om poesi.

Han gav de nye lyrikere ørenlyd, et væksthus at vokse i – og bedre indtægter, og han blev også formidler for en læsergeneration, for hans indsats faldt i hak med nykritikkens indtog i undervisningen og demonstrerede strukturel læsning i praksis. Og den bedrift er kun et hjørne af det hele.

Det fylder mig med mere imponade, hvordan han er blevet ved med at udvikle sig henimod stadig større rummelighed.

Modernismens ridder

Den tolerance plagede ham sandt at sige ikke dér i missions- og kampårene. Han var modernismens ridder i læder og harnisk, og indimellem kunne han blive utålmodigt arrogant og spydig over for andre folk i terrænet.

Fra en yderst nærtstående kilde havde jeg hørt om hans beåndede undervisning – fruen mindes stadig hans gennemgang af Kongens Fald. Han var mindre generøs i 1960, da han og jeg første gang skulle arbejde sammen. Det var til et arrangement i den daværende studenterforening på H. C. Andersens Boulevard: »de yngre og de yngste i dansk litteratur«, som vi lige havde samlet i hver sin antologi. Han i Lytteposter, jeg i Det lyse rum på forfatterforlaget Arena. Han var 33, jeg 21.

Efter aftale skulle Brostrøm introducere alle 12. Han stillede bl.a. med Uffe Harder, Rifbjerg og Thorkild Hansen og præsenterede dem varmt. Derimod var han yderst skeptisk mod de seks yngre jeg mødte med, bl.a. Anders Bodelsen, Henrik Stangerup og Johannes Møllehave, og hans præsentation af dem var så spids, at Møllehave protesterede, da han kom til.

Lige inden havde Thorkild Hansen læst en morsom beskrivelse fra en udgravning i den persiske havbugt, hvor holdet var i audiens hos den lokale sheik, som nød at give gæsterne stød med sin elektrisérmaskine. »Vi ved, at stærkstrøm er ubehagelig,« sagde Møllehave, »i aften har vi lært at svagstrøm kan være ubehagelig – og at Brostrøm også kan være det.« En ægte Møllehave-brander – og i plet.

Men 1960’ernes Brostrøm var jo strømførende, også i den bedste betydning. Selv en elektrisérmaskine, som kunne give stød, men også inspirere ved sin højspænding og sine krav om dynamik. Vi beundrede hans introduktioner Versets løvemanke (1960), Poetisk kermesse (1962) og kritikudvalget Ti års lyrik (1966).

Beredskabskritikkens omkostning var jo den polemiske forenkling, men snart viste Brostrøm andre sider. Man så det i de bøger, han også lige fik fra hånden ved siden af alt det andet: 4. bind af Politikens litteraturhistorie om dansk lyrik og prosa 1920-65 (1967), monografien om Klaus Rifbjerg fra 1970 og overblikket over Moderne svensk litteratur (1973). Og man så det på Informations kultursider.

Dér hvor sproget swinger

Vi fulgte hinanden tæt i de 22 år, jeg var medarbejder ved Information (1966-88). Da jeg gik i brechen for realister og nyrealister, spurgte Torben med et diskret gab: »Skal vi nu til at læse Leck Fischer?« Det skulle »vi« ikke, for han og jeg kunne rask blive enige om, at de, der holder fra 1930’erne, er artisterne, dér hvor sproget swinger – folk som Karen Blixen, Hans Kirk, Mogens Klitgaard, Tom Kristensen, Knud Sønderby.

Selv drillede jeg ham med, at hans programartikler kaldte moderne kunst »mere virkelig end nogen tidligere, idet den er sandere over for digterens oplevelsesform«, er trængt ned »i de egne som ikke har været bevidst behandlet af ældre digtere«, for i modernismen er »mennesket opfattet som dybere og farligere«. Adjø, Euripides, Shakespeare, Racine og Balzac – vor tids modernister er »farligere«. Rend og hop!

Det var i samme skure, når Baggesen og Ewald blev udnævnt til førmodernister – og Aarestrup til »en samtidig, en moderne digter«. Det skulderklap kunne lægen i Nysted glæde sig over i sin himmel, men når Brostrøm så med nye læsebriller på de gamle tekster, blev det jo også til frugtbar opladning – og til godt stof i avisen.

Jeg mindes glad de frodige 1970’ere og 1980’ere på Information, da han, Hans-Jørgen Nielsen og jeg delte ældre og nyere dansk litteratur imellem os og diskuterede, så hængelamperne gyngede. Og da vores elskede kulturredaktør Palle Koch på et smalt budget og fra husets smalleste kontor leverede landets bredeste kulturdækning inden for alle kunstarter. En indsats ingen avis kan klare i dag.

Som deltidsansatte var vi med i 1970’ernes medarbejderdemokrati, det Nils Ufer kaldte »arbejder- og soldaterrådenes tid«, og udstod endeløse plenummøder, hvor kværulanter og intriganter tærskede langhalm på petitesser. Men det var animerende at indgå i bladets store organisme, og det sendte os i nye retninger.

Brostrøm muntrede sig bl.a. med parodier, også på forfattere, han selv havde været med til at kanonisere, og han åbnede sig mod 1970’ernes ideologikritik, dokumentarisme, bekendelseslitteratur og brugslyrik. Noget af den sidste skuffe døbte han »knækprosa«. Det var ironisk ment, men glosen blev hængende.

Åbenheden voksede, da Brostrøm fra 1979 blev professor i dansk litteratur ved Danmarks Lærerhøjskole. Efter 24 år i et rosenflor af purunge Østerbro-piger fik han en ny elektrisk opgave: genopladning af folkeskolelærere med flade batterier. Det blev også til bøger om brugslitteratur, folkeeventyr og H. C. Andersens sprog.

I 1992 fulgte han sin sprogkollega Jørn Lund til Den Store Danske Encyklopædi, og som litterær fagredaktør indgik han både i opbygningen af vores store nationalleksikon og i den store oplysningstradition med tråde bagud til hans franske helt Diderot.

I de år gik han fra det aktuelle anmelderi over i friere essayistik. Artikler – og bøger – om billedlæsning, knortede kunstnerskæbner, dagligdagens tegn, visdom fra reolernes depoter, rejsebreve især fra det elskede Frankrig. »Det store oplevet på foranledning af det små,« som Jacob Paludan sagde, med kulturhistorisk perspektiv.

De sidste år har hans yndlingsgenre været personlige ny- og lystlæsninger af klassikere – i et bredt register fra Tolstojs sjælfulde aldersdomsfortællinger til gamle Dumas’ geniale knaldroman Greven af Monte-Cristo.

Litterære memoirer

Brostrøms udvikling fra ironisk tilknappet åndsaristokrat til varm, menneskeklog humanist ses tydeligst i hans erindringer, der nu er nået op på syv bind.

De første Men dansen går – Litterære memoirer fra 1994 er mest om og for en inderkreds, men i Tegn og træf, Lod og del, Rad og række (1997-2006) kommer man – trods de abstrakte titler – længere ud i landet, ud i livet og ned i manden.

Det handler om en nøjsom, men tryg opvækst i ingeniørhjemmet i Kalundborg og Aalborg, med Besættelsen som et akkompagnement, der spiller mindre rolle end kammermusikken (Brostrøm blev bratschist).

Men selvom han fra studietiden blev en afhopper, en social mutation, så husker han loyalt hvad han fik med fra miljø og familie.

Han åbner ind til sine brændpunkter med selvironi, og et hovedtema er, hvordan han slipper ud af rollen som »verdensfjern tarmgnider« og frigør sig via litteraturen som virkelighedserkendelse.

På godt og ondt, for ordbesathedens vrangside er ordfetichisme – et tema i familie med Sartres selvanalyse i Ordene (1964) om troen på skriftens kald som illusion og neurose. Det bliver også til fine billeder af tiden fra 1930’erne til nu.

I de sidste erindringsbind: Ventetid, Litterære bekendelser, fra i fjor, og nu Ved kanten kommer der rigtig hul på – og kul på – selvanalysen. Det handler især om alderdom og død. Bentøjet er mindre sikkert, men skrivetøjet! Sproget er blevet mere konkret og legemligt, syntaksen mere enkel og medrivende.

Brostrøm er agnostiker, men finder metafysisk oplevelse og eksistentiel indsigt i kirkens kunst. Han bruger sine reoler til meditation og indsigt i det ukendte. Om ventetiden før døden citerer han et digt af svenskeren Werner Aspenström: »Den faldende frugt standser på halvvejen mellem gren og græs og spørger: Hvor er jeg?«

Ved kanten noterer selvironisk seniorlivets gebrækkeligheder, bekymring for klodens fremtid, tab og savn, vindstød af melankoli og angst, dødsvarsler. Men stærkere står følelsen af større tolerance, indre ro og frihed.

Glæden ved kærtegn, ritualer, lyset i strandkanten. Kunstens, musikkens og bøgernes mirakler. Livspoesien i nærhedsoplevelsen.

Bogens sidste sætning citerer Paulus: »Men størst af alt er kærligheden.«

Kærligheden til venner, børn, børnebørn og den elskede. Et af hans sene livs mirakler er mødet med Lene, og da de har deres første fælles oplevelse, i Edison-teatret i det gamle elværk på Frederiksberg, hedder det: »Strømmen fungerede stadig.«

Strømmen er også oplevelsen af samhørighed med andre, nærhed, fællesskab. I næstsidste afsnit beskriver Brostrøm sin udsigt ned til Nyhavnsbroen, der lejlighedsvis hejses op af brovagten og rask sænkes igen som forbindelsesled mellem to bydele.

Man mindes mottoet i E. M. Forsters roman Howards End om at skabe kontakt mellem mennesker: Only connect! På dansk: Byg bro!

Brostrøm har altid været optaget af personlighedsdannelsens mønstre, synkrone »tegn og træf«, tilfældighedernes skjulte orden og uventede gaver, og det er det mønster man øjner her til sidst i Ved kanten. Inden for fire sider har han aktiveret begge ender af sit navn – strøm og bro – med metaforisk betydning.

Jeg skal ikke kunne sige om det sker bevidst eller intuitivt, men symbolsk virker det.

Ved kanten er Torben Brostrøms smukkeste bog. En åndfuld finale på den livskloge erindringssuite der – også ved sin sprogkunst – rager op i vores i forvejen så rige erindringslitteratur. Alt iberegnet står han placeret som en af de store kritikere og memoireforfattere i det 20. århundredes danske litteratur – med en fod ind i det 21.

Det har været en oplevelse, både litterært og menneskeligt, at følge den proces og at samarbejde – især på det lille seje blad i Sct. Annæ Passage og i Encyklopædiens kønne hus på Nytorv.

Tak for kammeratskab, fællesskab, morskab og venskab.

Blå bog: Torben Brostrøm

  • Født 4. juni 1927, søn af ingeniør Carl Chr. Brostrøm og Julie, f. Stephensen. Opvokset i Kalundborg og Aalborg. Gift med Kirsten Brostrøm (død 2000) 1953-2000, Lene Remmer 2011-. Børn: Henrik (død 2017), Mai og Lena. Børnebørn: Julie, Oliver, Barbara, Nina og Louis.
  • Student ved Aalborg Katedralskole 1946. Cand.mag. i dansk og fransk Københavns Universitet 1953. Adjunkt/lektor på Ingrid Jespersens Skole 1955-79. Professor i dansk litteratur Danmarks Lærerhøjskole 1979-92. Fagredaktør Den Store Danske Encyklopædi 1992-2001.
  • Medarbejder hos Information 1956-. Redaktør af tidsskriftet Hvedekorn 1955-60, medredaktør af Selvsyn 1960-66, Vindrosen 1965-68. Medlem af Det danske Akademi 1973. Æresdoktor Lunds Universitet 1986, Kunstfondens livsvarige ydelse 1989, Svenska Akademiens nordiske pris 2002.
  • Vigtigste værker: Versets løvemanke (1960), Poetisk kermesse (1962), Dansk Litteraturhistorie 4 (sm.m. Jens Kistrup 1966/1977), Labyrint og arabesk (1967), Klaus Rifbjerg I-II (1970-91), Moderne svensk litteratur (1973), Den ny åbenhed. 1970’ernes brugslitteratur (1981), Folkeeventyrets moderne genbrug (1987), Visse øjeblikke (1988), Flugten i sproget. H.C. Andersens udtryk (sm.m. Jørn Lund, 1991).
  • Antologier: Lytteposter i halvtredsernes danske lyrik (1960), Den ny poesi (1962/ 1965), Opgøret med modernismen (1974), Danske digtere fortæller eventyr (1987).
  • Udgiver af Gustaf Munch-Petersen: Samlede skrifter 1-2 (1959), Danske Digtere i det 20. århundrede, 3. udg. 1-5 (sm.m. Mette Winge, 1980-82).
  • Artikler/essays i udvalg: Ti års lyrik (1966), Ti års kritik (1975), Modernisme før og nu (1983), Fantasi og dokument (1984), Enogtyve opslag (1998), Underspil (2002), ’Uden titel’ (2003).
  • Erindringer: Men dansen går – (1994), Lod og del (1997), Tegn og træf (1998), Rad og række (2006), Ventetid (2007), Litterære bekendelser (2016), Ved kanten (2017).

hh.

Hans Hertel (f. 1939), professor emeritus i nordisk litteratur ved Københavns Universitet, medarbejder ved Politiken, forfatter til litteratur- og kulturhistoriske bøger, sidst ’Bogmennesker. Essays om bøger og bogfolk’ (2016) og ’PH – en biografi’ (2. udg. 2017). Medarbejder ved Information 1966-88. Æresmedlem af Informations Venner 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Roed
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Roed og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer