Læsetid: 4 min.

Et tebrev til Nobelpristageren

Velkommen til Danmark, Mr. Pamuk! Man kunne måske godt tro, at man kunne byde manden en varm drik efter eget ønske, han er trods alt en gæst, et fint besøg fra det store udland, Nobelpristager und alles

Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

10. juni 2017

Orhan Pamuk har besøgt Danmark. Han har stæset rundt, blevet interviewet her og der og alle vegne, også i nærværende avis. Rune Lykkeberg skriver: »Vi sidder over for hinanden hos hans forlag midt i København. Han taler intenst, afbryder sig selv med en latter og leder efter te på bordet, men konstaterer hurtigt, at der kun er kaffe i kanderne. Så drikker han det

Jamen, velkommen til Danmark, Mr. Pamuk! Man kunne måske godt tro, at man kunne byde manden en varm drik efter eget ønske, han er trods alt en gæst, et fint besøg fra det store udland, Nobelpristager und alles. Og af varme drikke skulle man ikke mene, at te er blandt de mest perifere, det hedder trods alt te & kaffe, som et fast udtryk på linje med salt & peber eller olie-eddike, og i den civiliserede del af verden er det almindeligt at tage det helt bogstaveligt.

Kunne man ikke have skramlet rundt i alle forlagets køkkenskabe for at finde et støvet tebrev på en hylde inde bag poserne med kenyansk og etiopisk? Et lille flosset et fra Pickwick, måske med en smag af ’skovbær’ eller ’fersken’. Måske kunne der opdrives et gammelt brev kamille, som Nobelpristageren kunne falde i søvn på?

Nej. Selv en Nobelpristager kan ikke lave om på, at der findes to folk i Danmark, kaffedrikkerne og tedrikkerne, og det er kaffedrikkerne, der bestemmer. Det er dem, der har magten. Det er dem, der afgør, hvad der serveres, når der serveres te & kaffe.

I tedrikkerkredse har der længe hersket fortvivlelse over tilstanden i det hjemlige, lad os bare kalde det: kaffetyrani. Man skulle tro, at globaliseringen ville være kommet os lidt i møde, og at folk (dvs. kaffedrikkerne) efterhånden, som de har besøgt det civiliserede udland, ville begynde at forstå, at den ene del af begrebsparret te & kaffe skal tages som noget andet end metaforisk, en formel pladsholder, der siger: Her skulle der have været en kop te.

Vi ser kaffedrikkerne drive rundt i gaderne og kramme høje papkrus med plastiklåg på samme måde, som en to-årig hænger fast i sin sut. Kaffebamser, det er svært for kaffefolket at gå en gade lang uden at have sådan én med. Unge mødre med kaffebamsen sikkert placeret i en kaffebamseholder på barnevognsstyret, halvunge mænd slingrende uden hænder på cykel med et stramt greb om kaffebamsen og med deres lange hipstermælkeskæg blæsende over skulderen.

På hvert gadehjørne i København ligger der en fancy kaffebar, hvor bønner ristes efter alle kunstens regler af en person, som engang, hvis det overhovedet havde et navn, ville blive betegnet som noget i retning af én der laver kaffe, men som nu hedder en barrista, og der findes seriøse konkurrencer for at finde de bedste.

Og bønnerne, det er ikke noget, man overlader til Gevalia, sådan som man engang gjorde, når det skulle være fint. De bedste bønner er efter sigende fermenteret i mavesækken på et mellemstort kattedyr og indsamlet på skovbunden af lokale i Indonesien til en kilopris af flere tusinde kroner. Ethvert hjem med respekt for sig selv har en maskine stående på køkkenbordet til samme pris som en håndbygget cykel, hvis funktion det er at brygge en kop kaffe. Kaffe er ikke noget, man pjatter med!

Kaffetyranniet er ikke noget, der er begrænset til de lange motorvejsstrækninger gennem Jylland og øerne, sådan som rygtet går. Det foregår overalt, alle vegne, hele tiden. Det foregår på Christiansborg, hvor der til panelarrangementer bliver budt på kaffe & te i pausen, bestående af de sædvanlige 400 sorte kander kaffe og 2 hvide kander lunkent tevand, som en femtedel af deltagerne straks flokkes om med panikken stående i stænger ud af blikkene.

Dertil dyppeøvelsen med de sædvanlige breve med farvet frugtpulver. Dramaturgien ligger fast til alle offentlige arrangmenter, to kander tømt, otte tedrikkere med deres lunkne kopper vand, resten går rundt og snerrer ad de lykkeligt slubrende kaffedrikkere med runde narkomanøjne.

Det foregår på statsstøttede institutioner som f.eks. Slotsstyrelsen (i gamle dage: Kunststyrelsen), eller på DR, hvor man, når man byder sine for egen regning workshoppende gæster af skålen med de tre Pickwickbreve som, når man sænker »teposen« ned i lunkent vand, trylleryllerolle farver det lilla eller hindbærrødt. Det foregår, må vi forstå, i Klareboderne, når man har Nobelpristagere på besøg.

Her er noget, de, som står for kaffe & te, ikke ved: Pulver, der farver vandet lilla og smager vagt af ’frugt’, er ikke te. Te er ligesom kaffe et naturprodukt, det kommer fra en busk, i teens tilfælde i skikkelse af blade. Der er noget i de blade, som tedrikkere trænger til i samme grad som kaffedrikkere trænger til en god kop kaffe. Det behøver ikke fermentere i maven på et kattedyr, bare et lille brev Earl Grey ville være bedre end det absolut ingenting, som det farvede frugtsmagspulver er.

Og en anden ting: Kaffefløde. Det får teen til at smage, som den de drikker i Mongoliet, en smørret suppe svømmende med glinsende gule fedtperler, som sikkert er godt, hvis man skal holde varmen i et telt oppe på en træløs højslette. Nej, mælk! Mælk er det, vi har brug for.

Alle tedrikkere ved, hvad jeg taler om. Denne klumme er henvendt til jer andre, til majoriteten – eller lad os bare kalde jer eliten inden for varme drikke. Den er henvendt til alle typer af arrangører, kroejere, tankstationsejere, pursere, forlagsejere etc. og til alle offentlige og privateejede institutioner, medier, hoteller, restauranter etc. Sådan som I har det med kaffe, har vi det med te. Når vi ikke får det, bliver vi gnavne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Erik Pedersen
Poul Erik Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Erik Pedersen

Fin kommentar - og hvor man dog kender situationen. Dog hører det med at der er nogle steder, både i Hovedstaden og ude i provinsen, man har fundet ud af at der godt kan investeres i thedrikkere. Jeg husker i den forbindelse et besøg på Langeliniepavillionen, hvor undertegnede forsøgte at finde koden for hvorledes de forskellige thesorters blade skulle anbringes i det dertil udleverede filter, for ikke langsomt at flyde ud i hele kruset - det lykkedes ikke. I min kvide søgte jeg vejledning hos den ansatte tjenerstab, dog uden større held. Så det er ikke altid nemt, at være så eksotisk at man drikker the.
Dog, der findes også steder det er værd at frekventere, min stamcafe i hjembyen (Aalborg - ved det: langt væk fra hovedstaden) har højnet kvaliteten på området. Nu serveres Perchs theer, i de poser Perch selv producerer og som derfor skulle sikre en optimal nydelse af theen.
Da kommentaren, der er anledning til mine overvejelser, er trykt i et litterært tillæg, kan jeg ikke nære mig for at nævne at både kaffens, theens og chokoladens (den i flydende form) kulturhistorie på dansk grund er beskrevet og udgivet. Det er sket i et fint samarbejde mellem tidsskriftet Skalks forlag og Købstadsmuseet "Den gamle by". Forfatteren er Anette Hoff og bøgerne er meget fint illustreret - altså til anbefaling. Det er vist iøvrigt tanken at der skulle komme flere bøger, om andre nydelsesmidler. Måske en ide for Information at anmelde bøgerne?
Tilbage er vel blot at finde en god krog i stuen, gøre sig det bekvemt og have en god kop the inden for rækkevidde. Alternativt at gå på jagt efter de gode cafeer, der gerne vil investere i deres thedrikkende kunder - eller bruge lidt af den kommende ferietid på at finde en god thehandler.

God sommer - med en god kop the.
Med venlig hilsen
poul.