Læsetid: 6 min.

Underhundenes konge

Den amerikanske instruktør John G. Avildsen, der døde i sidste uge, 81 år gammel, lavede mange og mange forskellige film. Men det er især to ærkeamerikanske arbejderklasse- og indvandrerfortællinger, ’Rocky’ og ’Karate Kid’, vi vil og bør huske ham for
I Los Angeles 28. marts 1977 er John G. Avildsen på scenen for at modtage en Oscar for bedste instruktør for ’Rocky’.

I Los Angeles 28. marts 1977 er John G. Avildsen på scenen for at modtage en Oscar for bedste instruktør for ’Rocky’.

Associated Press

23. juni 2017

Scenen med Rocky Balboa, der i John G. Avildsens boksedrama, Rocky (1976), løber op ad de mange trapper mod Philadelphias rådhus og triumferende strækker armene i vejret, da han når toppen, er en af filmhistoriens mest ikoniske.

Bill Contis fanfareagtige musik gjalder på lydsporet, og Rocky (spillet af Sylvester Stallone) ligner en slags moderne Frihedsgudinde, som han står der på toppen af verden og viser os alle, at alting kan lade sig gøre. At selv en arbejderklasseknægt fra South Philly med italienske rødder kan overkomme alle odds og blive til noget.

Avildsen, der forleden døde i en alder af 81 år, nåede at instruere – og klippe og fotografere – mange og mange forskellige film i løbet af en karriere, der begyndte i 1960’erne og sluttede omkring år 2000. Men det er især to film, som man vil og bør huske ham for, og som udgør en slags umage tvillingepar, nemlig Rocky og Karate Kid (1984).

Begge film er skamløst sentimentale, men dybt humanistiske og underholdende outsider- og arbejderklassefortællinger om dem på den forkerte side af jernbanen. Rocky og Karate Kid portrætterer samtidig et mangfoldigt USA befolket af indvandrere eller efterkommere af indvandrere, som må slås for at finde sig til rette i et land og et samfund, hvor der ikke sjældent bliver set skævt til dem.

Sammensat identitet

Det er ikke tilfældigt, at Rocky foregår i Philadelphia, The City of Brotherly Love, hjemstedet for The Liberty Bell, den klokke, der forkyndte amerikanernes uafhængighed af englænderne i 1776. Det er selve nationens arnested og et såre symbolsk sted at afvikle en boksekamp mellem godhjertede, lidt kejtede og naive Rocky med tilnavnet The Italian Stallion og Apollo Creed (Carl Weathers), den regerende, sorte verdensmester. Det er to repræsentanter for en farverig og sammensat amerikansk identitet, der går i ringen mod hinanden.

Og selvfølgelig skal kampen bokses på selve den amerikanske uafhængighedsdag, 4. juli, for den beregnende Creed, der har sans for symboler og reklame, kan ikke forestille sig noget bedre eller mere retfærdigt end at banke en hvid mand sønder og sammen den dag. Han vil tage sin frihed og stolthed tilbage fra den hvide mand, og han sætter streg under sit forehavende, da han som en anden Uncle Sam træder ind i ringen klædt i Stars and Stripes.

Creed, der har iscenesat det hele som en medievenlig gimmick, regner med, at kampen vil gå så let som ingenting. Rocky er jo en nobody, falleret bokser på 30, der taber lige så mange kampe, som han vinder. Men Creed har ikke taget højde for Rockys mod og mandshjerte og hans kærlighed til den generte Adrian (Talia Shire), der arbejder i den lokale dyrehandel og er faldet lige så hårdt for Rocky, som han er for hende.

Fornemmelse af nærvær

Meget er blevet sagt og skrevet om, at Rocky og John G. Avildsen vandt en Oscar for Bedste Film og Bedste Instruktør for næsen af Taxi Driver og Martin Scorsese. Det meste af det negativt. Der er da heller ingen tvivl om, at Taxi Driver er den kunstnerisk stærkeste af de to film, en art allegorisk storbyfabel, mens Rocky er et rørende stykke feelgood-underholdning. Men Rocky er nu også både velskrevet og dygtigt iscenesat.

Det er ikke nogen subtil film, og ofte bliver der råbt endog meget højt – ikke mindst af Rockys gode ven og Adrians bror, Paulie (Burt Young), og træneren Mickey (Burgess Meredith). Men de og Sylvester Stallone spiller fantastisk – han brød stort igennem med filmen, som han skrev til sig selv, fordi han ingen gode roller fik – og der er et sjældent nærvær og en fornemmelse af tekstur, levet liv og byens rytme i scenerne fra Rockys rå kvarter.

Avildsen får vakt de nedslidte omgivelser troværdigt til live, når bokseren iført læderjakke og blød hat bevæger sig rundt, samler penge ind for den lokale gangsterboss og taler med de lokale og sig selv, mens han leger med sin lille, sorte bold.

Men der synes også at være en vis betimelighed i, at Rocky blev nomineret til ti Oscars og vandt tre.

Travis Bickles modstykke

I midten af 1970’erne var USA et land påvirket af Vietnamkrig, Watergate og en voldsom, radikaliseret borgerrettighedskamp og ungdomsoprør. Optimisme og tro på fremtiden var der ikke meget tilbage af, og nationen var splittet – og det var præcis den følelse af desillusion og træthed, Scorsese og hans manuskriptforfatter, Paul Schrader, udforskede i Taxi Driver.

Det var den samme følelse, som Rocky på sin vis var et opgør med eller en modgift mod. Avildsens film er en optimistisk affære og kolporterer den amerikanske drøm om, at man kan blive til noget, hvis man ellers forstår at gribe chancen, når den melder sig. Og hvis man så at sige har nogen hos sig i sit ringhjørne.

Stallones Rocky Balboa er således også det absolutte modstykke til Robert De Niros Travis Bickle i Taxi Driver. Hvor Rocky forsøger sig med det gode i forhold til sin omverden og de ting, han synes er galt, er Vietnamveteranen og taxachaufføren Bickle en knækket og afstumpet mand, der griber til vold. Bickle er et symptom på de samfundssygdomme – desperation, fremmedgørelse, mistillid til regering og autoriteter – som Rocky forsøger at behandle.

The KaRocky Kid

John G. Avildsen sagde nej tak til at instruere Rocky II (1979), men vendte tilbage til det, der i mellemtiden var blevet en hel saga, i 1990 med Rocky V, men den rummer ikke meget af den første films autenticitet eller kanter. Instruktøren har siden sagt, at hverken han eller Stallone havde meget at skulle have sagt på den film, og i mellemtiden havde Avildsen så også opfundet sin egen saga, nemlig den om Daniel Larusso i Karate Kid-filmene.

Avildsen nåede at instruere tre Karate Kid-film på fem år – alle med manuskript af Robert Mark Kamen – og det er den første, der er den bedste. Den spejler tilmed Rocky, både hvad angår historie og emne. Ifølge The New York Times kaldte Avildsen da også filmen for »The KaRocky Kid«, da han første gang læste Kamens manuskript.

I Karate Kid er den rapkæftede teenager Daniel (ungdommelige Ralph Macchio, der egentlig var alt for gammel til rollen) flyttet fra New Jersey til Californien sammen med sin mor. Det huer ham ikke, og bedre bliver det ikke af, at han forfølges af lokale karate- og motorcykelbøller, der går på samme skole som ham. Takket være den aldrende, japanskfødte vicevært i ejendommen, hvor han bor, Mr. Miyagi (Pat Morita), lærer Daniel dog selv karate, ligesom han finder ud af, at det ikke handler om angreb, men om forsvar og om at være i balance med sig selv.

Avildsen giver håb

Karate Kid, der som Rocky kulminerer med en kamp mellem helten og ’skurken’, er på mange måder en traditionel dannelsesfortælling, hvor man også følger med i Daniels forelskelse i rigmandsdatteren Ali (Elisabeth Shue). Det er også en film om klasseskel, fordomme og efterkommerne af de indvandrere, der udgør rygraden i det amerikanske samfund.

Det er et tema, som man støder på i adskillige af John G. Avildsens film, ikke kun Rocky og Karate Kid, men f.eks. også Joe (1970), Save the Tiger (1973), Maybe Baby (1988) og Lean on Me (1989). Instruktøren kæmpede for dem, der har det svært, for underhundene, de udstødte og de udskældte. Det er forkert at kalde dem for de svage – der er i hvert fald intet svagt over Rocky Balboa eller Daniel LaRusso, som har værdighed og integritet. Men de er sårbare og troskyldige, og det bliver udnyttet. De har i dén grad brug for nogen til at forsvare sig og tale deres sag. Det gør Avildsen.

»Jeg tror, at Rocky gav en masse mennesker håb, og der var aldrig en bedre fornemmelse end at gøre det,« sagde han til The Baltimore Sun, da han vandt sin Oscar.

Det er ikke for ingenting, at en ny dokumentarfilm om Avildsen bærer titlen: John G. Avildsen: King of the Underdogs.

’Karate Kid’ 1-3 kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu