Læsetid: 3 min.

Ånd, natur og kunst. Det er den Friedrichske blanding

Caspar David Friedrich (1774-1840) var tysk landskabsmaler af den nordiske slags. Jens Juels dansende tåger må især have påvirket romantikeren
Caspar David Friedrich (1774-1840) var tysk landskabsmaler af den nordiske slags. Jens Juels dansende tåger må især have påvirket romantikeren
29. juli 2017

Den tyske romantik i billedkunsten er en nordisk sag. Dens to hovedpersoner, Caspar David Friedrich og Philipp Otto Runge, var nordtyskere, født i hhv. Greifswald og Wolgast ved Østersøen, og de studerede begge på Kunstakademiet i København, hvor de havde Johannes Wiedewelt, Nicolai Abildgaard og Jens Juel som lærere.

Det var ikke hvem som helst. Wiedewelt havde under det studieophold i Rom, der var en slags svendeprøve for alle akademiets elever, stiftet bekendtskab med den tyske arkæolog Johann Joachim Winckelmann, der genopdagede antikkens store hellenske rum, som det manifesterede sig i skulpturer, arkitektur og litteratur.

Abildgaard havde ladet sig påvirke af de drastiske lyseffekter og billedbeskæringer, der karakteriserede den tidlige romantiks store, oprørske billedmagere, Johann Heinrich Füssli den svenske Johan Tobias Sergel og vel også William Blake. Jens Juel nåede ved sine måske lidt mere stilfærdige studier og øvelser frem til et landskabsmaleri med motiver fra Alperne eller effekter fra de danske kyster og enge med deres dansende tåger, der må have påvirket især Caspar David Friedrich kraftigt.

I hvert fald synes han selv at have haft behov for ligesom at forsvare sig med udtalelser som: »Det er ikke alting, man kan lære fra sig eller til sig. Det er ikke alting, man kan opnå blot gennem død indøvelse, thi det man egentlig kunne kalde kunstens rent åndelige natur ligger ud over de snævre grænser, det blotte håndværk sætter. Derfor, I kunstens lærere, der ser jer selv som noget så særligt med jeres viden og kunnen, vogt jer nøje, at I ikke tyrannisk lærer det fra jer med stramme love og regler; thi på den måde kunne I let komme til at knække de sarte blomster, ødelægge det ejendommeliges templer, uden hvilke intet menneske magter noget stort.«

Forsvare sig måske, men det kan jo også være en ros, en venlig og taknemmelig hilsen tilbage til en tid, hvor alt for ham endnu var nyt og stort, hvad alt kun med besvær kan være hele tiden, især for en kunstner, der, som Friedrich, gerne vil det, han måske aner, men aldrig nogensinde når, ikke på grund af manglende evner, men fordi nogen ting er sådan.

Ånd, natur og kunst. Det er den Friedrichske blanding, hvad enten det er munken der, som en lille, næsten ikke til stede værende skikkelse, forsvinder i havets og himlens storhed, som dog samtidig omvendt kan ses som noget, der stråler ud af ham selv, noget ufatteligt stort, der klinger og genklinger i det ydre og det indre, eller det er naturen, kulden ved den baltiske kyst, der med store isflager skruer det lille skib i dybet, eller det er det gamle kloster, hvis ruiner stadig i dag står som dengang i Greifswald ikke langt fra det nedlukkede atomkraftværk af Tjernobyl typen.

Caspar David Friedrich: ’Der Mönch am Meer’. Ritzau Foto

AP

Ånd, natur og kunst. Og tid. Og rum. Ufattelige størrelser, sat fri af Kopernikus og aktive i den frugtbart ynglende romantiske litteratur, der omgav de tyske malere. Goethe, måske især ham, med hans vilje til, på en eller anden måde eksakt at fastslå åndelige værdiers tilstedeværelse i det konkrete og forbinde poesi med videnskab, også hvad angår farvernes materialitet. Hans tanker, hvad det angår, var stærkt inspireret af Friedrichs studiekammerat, Runge.

Men også Hölderlin med den voldsomme tanke, at »was bleibet, aber, stiften die Dichter« (at det er digterne, der bestemmer, hvad der skal blive stående tilbage af det, der til hver en tid er verden, og hvad der skal forsvinde). Digterne og derved også malerne. Og Novalis og hans matematiske undersøgelser, eller myten om ham og hans ungdomstungsind, så legende fuldt af spørgsmål, ingen kan svare på, i en afgrund af trøstesløst håb og besynderlige følelser i aftenglans (Ernst Kamnitzer i forord til Novalis, Fragmente, Dresden 1929).

Friedrich døde i 1840, næsten ubemærket, men tiden kom efter ham. Man kan male sig ind i andre rum og tider.

Serie

Deutschstunde – vi giver jer Tyskland tilbage

Information tilbyder den definitive indføring i tysk kultur. Vi præsenterer de vigtigste filosoffer, digtere, romanforfattere, kunstnere, komponister og filminstruktører. Læs med og bliv dannet i tysk kultur.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu